Gud er i Biblen skildret som Livets Gud. Hos ham er “Livets træ” og “Livets kilde”, og de højeste engle kaldes “livsvæsnerne”, og hos ham er “Livets bog” og “Livets sejrskrans”, og om Jesus hedder det: “I ham var liv”, Johs 1,4. Han er “opstandelsen og livet”, Joh 11,25, han er kommet for at give”Liv og overflod” til hjorden, Johs 10,10. Jesus er skildret som en Messiaskonge i kamp med sygdommens og dødens onde magter. Kristus skal være konge, indtil Gud har lagt alle fjender under hans fødder, og som den sidste fjender, der besejres: Døden, 1.Kor 15,25-26.
Læs Mark 6,7-13, jævnfør Matt 10,1. Hvilken betydning har denne udsendelse af disciplene for os idag, som gerne vil være Jesu disciple? Han “gav dem magt over de urene ånder”. Magt, på Græsk exusia, kan også oversættes myndighed, fuldmagt, autoritet til at uddrive sygdommene.
Læg mærke til, at Guds rigets (Himlens) kommen nær viser sig i, at dæmonerne må flygte. Gud er altså anskuet som en konge i kamp med sygdommens og dødens magter: Jævnfør, at Apost Gern 10.38 sammenfatter Jesu virke i ordene: Han drog omkring og helbredte alle dem, som var overvældet af djævelen. Tilværelsen er set som et skakspil mellem hvid og sort konge.
Hvid dronning, den stærkeste brik i skakspillet, er Helligånden. I forbindelse med bønnen for syge skal disciplene salve den syge, Mark 6,13. Det sige ikke helt klart hvorfor, men det er nærliggende at tro, at salvningen er et tegn på Helligånden, jnf. Jesu ord i Nazareths synagoge: “Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skulle gå med glædesbud til fattige”, jnf. også ovenfor omtalte Ap Gern 10,38: “Gud salvede Jesus med Helligånd og kraft”. Syges salvelse omtales også Jakobs brev 6,14.
Disciplene skal prædike, at “Gudsriget er kommet nær”, og helbrede: Helbredelserne skal altså give udtryk for Guds kongemagts reelle nærvær. Hvorfor nævnes “kraftgerningerne”, som de mange underfulde helbredelser kaldes, så ikke i Missionsbefalingen Matt 28.? Også de 72 disciple skal “helbrede de syge i byen” og sige til dem: “Guds rige er kommet nær til jer”, Luk 10,9. Det virker, som om de underfulde helbredelser var mange i kredsen omkring Jesus og knap så mange senere, da Jesus havde forladt disciplene. Helbredelse i Jesu forkyndelse har tydeligvis noget med tro at gøre: “Tror du, jeg kan gøre det?”, spørger han et sted den syge, jnf. Matt 17,19-20. Mark 5,34: “Din tro har frelst dig”. Og især Mark 11,23. Troen sætter mennesket ind i et guddommeligt kraftfelt.
3 gange beder Jesus: Lad dette smertens bæger gå mig forbi, jnf. Johs 12,27: “Nu er min sjæl i oprør. Fader frels mig fra denne time” – “Nej det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader herliggør dit navn”. 2. Kor 12, 8-9 taler Paulus om en sygdom, han har: “Tre gange har jeg bedt Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i kraftesløshed.”
Sygdom kommer ikke fra Gud. Den er et resultat af syndefaldet, hvorved døden kom ind i verden, fordi alle syndede, Rom 5,12. Den er måske djævelens middel til at forpeste livet for den lidende (Job).
Det mest karakteristiske for Jesu lære om bøn er hans stærke understregning af, at man, når man beder, skal tro på, at vor Fader har hørt bønnen og vil hjælpe, Mark 11,24, Matt 7,7-11. Udtrykket at “flytte bjerge” bruges også af de skriftlærde jøder om at gøre noget, som synes umuligt. Tro og bøn til Gud gør det, som synes umuligt, muligt.