”De landede i FN-uniformer i et fremmed land, uden noget klart mandat og med blot vage forestillinger om, hvad der var deres opgave, og uden at nogen vidste, hvad slags myndighed de egentlig havde.”
Den 1.august sendte DR2 filmen ”The Whistleblower” om den unge betjent fra USA, Kathryn Bolkovac, som kom til Bosnien i 1999 som del af FN’s fredsbevarende mission, nærmere betegnet en International Politistyrke på 2100 mænd og kvinder, som skulle forsøge at genoprette lov og orden i det krigshærgede land. Bolkovac fik til opgave at efterforske tvungen prostitution og handel med kvinder. Snart opdager hun imidlertid, at en gruppe af FN’s egne ansatte er dybt involveret i den systematiske udnyttelse af unge kvinder. Fattige piger lokkes til Bosnien fra Ukraine og Rumænien med løfter om gode jobs som servitricer, men fratages deres pas og tvinges til at arbejde som prostituerede, ja selv mindreårige tvinges til prostitution rundt om på de talrige barer, der opstår for at servicere de 21 000, som er udstationerede i Bosnien som fredsbevarende styrker og nødhjælpsarbejdere. Da der efter krigen er udgangsforbud om natten, og den lokale befolkning ikke råder over mange penge og biler, er det fortrinsvis FN-personellet, der besøger de ca. 900 barer med prostituerede og champagnepiger. Politiofficerer fra det internationale korps er f.eks. behjælpelig med at få pigerne lempet gennem diverse grænsekontroller evt. med falske papirer, og de kan advare bar-ejeren om forestående razziaer. Hvis pigerne ikke vil makke ret bliver de slået, sultet og spærret inde eller voldtaget af barejeren og hans hjælpere.
Desværre er filmen ikke fiktion, men bygget over virkelige begivenheder. Allerede i flyveren på vej til Bosnien fik Bolkovac sit første chok. En mand skulle genudsendes og sad og snakkede: Åh det havde været så godt første gang, og han vidste, hvor, som han udtrykte det, man kunne få nogle dejlige 12-15årige. På sit arbejdssted oplevede hun, at liget af en ung spinkel pige kom flydende ned ad floden, og hun oplevede under razzia’er at komme ud til en forladt bar med tykke bundter af pengesedler og pas i pengeskabet og bag en låset dør 7 forskræmte piger, der klumpede sig sammen på tarvelige madrasser alt for bange til at sige noget. De piger, som søgte at flygte eller gik til politiet, blev ofte spottet af korrupte betjente og hentet tilbage, hvor de blev grusomt afstraffet i de andre pigers påsyn. En amerikansk betjent, der havde til opgave at efterforske sex-kriminalitet, havde købt en ung, mindreårig pige af en bar-ejer for 1000 dollars og holdt hende som fange i sin lejlighed.
Da Bolkovac afleverer sin rapport til sine overordnede, sker der intet, ingen vil vide noget eller risikere skandalen, hvis det kommer frem. Hun bliver pludselig upopulær blandt kolleger: ingen vil sidde ved siden af hende i kantinen, og da hun forsøger at sende en række E-mails om problemet længere op i systemet, bl.a. til FN’s generalsekretærs særlige repræsentant i Bosnien, Jaques Klein, bliver hun først forflyttet og senere fyret, men den begrundelse, at hun har snydt groft med de arbejdstider, hun har opgivet. Hvilket hun kraftigt benægter. Da hun senere i England rejser sag om uberettiget fyring mod det engelsk baserede Security-firma DynCorp, der havde en lukrativ kontrakt med FN og havde ansat hende, vinder hun klart sagen, men er åbenbart black-listet, for hun kan ikke længere få ansættelse i FN eller andre nødhjælpsorganisationer, hvorimod et par af dem, som har været involveret i ulovlighederne efter hendes udsagn er rykket op i systemet.
Folkene bag filmen har fået fat i et internt memo fra FN-systemet, hvor man drøfter, hvad man nu skal gøre, for at redde ansigt, nedtone problemet eller sige, at man vil tage affære og gøre noget ved det. En højtstående FN-ansat i Sarajevo, Madelaine Rees, har dog vidnet til hendes fordel. En senior FN leder blev pågrebet på et af de mest notoriske bordeller. Hans ansættelse i FN er ophørt. 8 af de involverede i Security firmaet er blevet fyret, men ingen af dem retsforfulgt, og firmaet er stadig stort på internationalt plan. Bolkovac er ikke den eneste, som har rejst sag mod DynCorp, en mekaniker, Ben Johnston, har også anklaget DynCorp ansatte for at have været involveret i ”sex-slaveri” og våbensalg. Lignende forhold er blevet afdækket ved en undersøgelse blandt FN soldater og engelske nødhjælpsarbejdere i Sierra Leone og lignende misbrug er forekommet blandt fredsbevarende FN personel i Congo, Elfenbenskysten, Columbia, Liberia – listen er lang.
Det er ikke nok at have eventyrblod i årerne og lyst til internationalt arbejde. Der kræves også en høj moral af internationale organisationer som FN. Men hvordan undgår man korruption i en organisation, når de fleste af medarbejderne og delegaterne kommer fra lande med en solid tradition for korruption? Hvordan undgår man, at f eks også EU bliver et gennemkorrupt foretagende?
Der kan være forskellige meninger om prostitution, men handel med kvinder og tvungen prostitution bør ingen kunne forsvare. Det er i dagens Europa blevet et stort og ofte overset problem. Alene i England og Wales anslås det, at 19 000 kvinder arbejder under disse slavelignende forhold.
De og vi har alle brug for en stærk frelser, som kan fri os ud af disse for vor civiliserede kristne kultur så uværdige forhold.