Dong, dong, dong doooong!
Dong, dong, dong doooong!
Her er London!
……..
”I dette øjeblik meddeles det…….”
Husker godt at mor og far, under 2. verdenskrig, ofte lyttede til radioen om aftenen på 4. sal på Agtrupvej
– dong, dong, dong doooong!
Husker de lange rækker af forhutlede tyske soldater der traskede op ad Haderslevvej hjem til Tyskland, med pakkenelliker på trækvogne og cykler eller bare i en sæk på ryggen.
Almindelige soldater, som ikke kendte til de grusomheder, der havde foregået længere sydpå.
Husker den stemning og atmosfære af håb, der var lige efter krigen, men også det hykleri der var blandt de forretningsfolk, der havde hjulpet tyskerne og som nu optrådte som de rene uskyldigheder.
Husker også senere hvor vi i biografen kunne se film fra koncentrationslejrene og afmagrede jøder (bl.a.), som måtte lide for gale menneskers ideer. Det berørte mig dybt.
Her blev frøet lagt til min interesse for Israel.
| For at undgå misforståelse af det efterfølgende må jeg indledningsvist sige: – at jeg har den dybeste respekt for alle seriøse kristne kirkesamfund. Det der piner mig, er deres indbyrdes uenighed og uforsonlighed. Årsagen til det vil jeg i det følgende forsøge at give min opfattelse af. Den splid der er, slider på troen, og medvirker til at gøre kristendom utroværdig. |
Hvordan kan det være at alle, eller i hvert fald hovedparten af kirkeretningerne, alle synes at have skabt en kristendom, der kun har ringe eller ingen forbindelse til dens jødiske rødder. Det er som om der er konstrueret en helt ny religion udelukkende på basis af det nye testamentes skrifter, skønt Jesus var jøde og bekendte sig både til Moses og profeterne og dagligt kom i synagogen eller templet?
Fra Jerusalem til Rom[1] – kort fortalt:
Apostlenes gerninger, Josefus o.a. fortæller om en tid efter Jesu Korsfæstelse hvor der var uenighed mellem de traditionelle jøder og nazaræerne (jøder der troede på Jesus, Mt 2,23). De traditionelle jøder var ikke meget for at acceptere nazaræerne.
De indre stridigheder blev forstærket efter romernes ødelæggelse af det 2. tempel i år ca. 70 og førte til at de traditionelle jøder, på en synode, besluttede at udelukke nazaræerne fra de jødiske forsamlinger.
Samtidig bredte nazaræernes tro på Jesus som deres Messias sig til de omkringliggende lande og til Rom.
Bar Kokba opstanden i ca 135 blev en tragedie for jøderne, der bogstaveligt talt blev jaget fra hus og hjem. Romerne drev jøderne ud af Jerusalem og af store dele af Israel, og de gav landet til filistrene og ændrede navnet til – Palæstina!
(Her ser vi begyndelsen på den antisemitisme, der også i dag præger Mellemøsten, både hvad angår jødernes indbyrdes uenigheder og forholdet mellem palæstinenserne og jøderne. Det er ikke jøderne, der har ”stjålet” landet fra palæstinenserne, det er snarere omvendt)
År 70 – 150:
I den periode ser vi 3 grupperinger af Jesus troende:
Jøde-kristne menigheder
Hedninge-kristne menigheder
Blandede menigheder
3 navne (der er muligvis andre) fik stor betydning for kirkens opfattelse af jøderne, Justin Martyr og Irenaeus og Barnabasbrevet. Alle 3 gav udtryk for ringeagt og had overfor jøderne.
Efterhånden kom der flere menigheder hvor ikke-jøder var i overtal og der opstod konflikter mellem dem indbyrdes.
Torah-jøder contra messianske jøder
Messianske jøder og kristne contra hedenske romere.
Jøder contra kristne romere.
Hvilket i den sidste ende resulterede i at de kristne ikke ville have noget med jøderne at gøre.
År 150 – 400:
I perioden sker der et afgørende brud mellem kirken og synagogen. På Kirkemødet i Nicea i 325, tog man det første skridt henimod det der skulle blive Bibelen.
Der blev holdt endnu et par kirkemøder i 300-tallet, og med udgangen af det århundrede forelå den Bibel, stort set, som vi kender i dag.
Men for at gøre en lang historie kort, og fordi mange andre har kloget sig tilstrækkeligt om dette, så fik Kejser Constantine på kirkemødet i Nicea i 325 renset alt jødisk ud af kristendommen. Fik endog delt alle de gamle og nye tekster op i 2 pagter, i et gammelt og et nyt testamente, og der blev konstrueret en Trosbekendelse.
Påsken blev, på trods af det faktiske jødiske tidspunkt for Påskens begivenheder, placeret på et andet tidspunkt, men ikke engang det tidspunkt er kirkerne enige om, den ortodokse kirke har endog sin helt egen højtidskalender!
Det triste i den sag er at kirkefædre som Ambrose, Augustine, Chrysostom oa. førte an i en fordømmelse af jøderne, hvilket kom til at vansire kristendommen helt frem til vor dage, idet Luther, Pave Pius XII oa. sang med på hylekoret om jødernes skyld.
De gamle tekster, Moses og profeterne, blev nærmest betragtet som myter, som man ikke nødvendigvis behøvede at tage alvorligt, hvis de ikke lige passede ind i den nye religion, Kristendom. Undtagen 1.Mosebog.
Rent bortset fra at alle profeterne, som i tidens løb har talt på GUDs vegne, så må have udtalt sig forkert, hvis altså Israel var EVIG fordømt, det ville jo også betyde at den Almægtige, Evige Gud var vægelsindet!
Må her lige minde om Ef. 1,1-6 hvor Paulus skriver om – før verdens grundvold blev lagt.
År 400 – 1948:
Jøderne er spredt til en lang række lande og må gang på gang flygte videre pga. pogromer og had og Israel er blevet til Palæstina.
Marek Halter skriver i sin slægtskrønike ”Mindet om Abraham”, ISBN 87-555-1130-9, Chr. Erichsens Forlag, fra tiden omkring templets ødelæggelse i år 70 til nazitiden i Warszawa.
Det er en god bog hvis man vil lære noget om jødernes omflakkende tilværelse indtil staten Israel blev dannet og jøderne kunne vende tilbage til deres hjemland, som de blev vist bort fra i år 135.
Alt dette førte til det oldkristne dogme om at GUD den Almægtige havde forkastet det jødiske folk, som Han i tidernes morgen havde udvalgt til at være Hans forbillede for alle folkeslag, og at Kristendom nu er det nye udvalgte folk. Israel var blevet erstattet af Kirken!
Jeg må selvfølgelig indrømme at Mt. 21,43 ret utvetydigt tager ansvaret fra det jødiske folk og giver det til Kirken. Jeg har dog svært ved at forstå at det skulle være endegyldigt.
Det kan da også meget vel være sådan at Israel for en tid skulle være uden hjemsted, det kan man jo se af Jer 23,1-8. Desuden skal man nok se Nicea-koncilet som en magtdemonstration fra Constantines side, og de senere konciler som filosofiske kævlerier, som jeg har svært ved at se noget helligt ved.
Der var/er også én anden konsekvens som kirkefædrene nok ikke tænkte over.
Hvis Kirken vil være Israel, så må den også tåle de vilkår Israel havde og har, med forfølgelse og korsfæstelse, og når Kirken fokuserer på Kristi død (Korsfæstelsen), og giver det som motiv for jødeforfølgelserne, så nedvurderer Kirken Opstandelsen, så forbliver Kristus på korset, hvilket i øvrigt også er det mest almindelige ved de katolske krusifixer.
De store gamle kirkeretninger, katolikker og ortodokse, har desuden indført så mange trosregler at de kan sammenlignes med farisærismen, som Jesus advarede imod.
Det understreger at kirkerne er kommet ud af trit med hele Bibelens hensigt.
Konklusion:
Her opfyldtes det, som Paulus omtaler i Rom 11,13-24, man vendte rygge til Jerusalem og erstattede den nazaræiske religiøse praksis med en religions-konstruktion, der kun fokuserede på Kristus, og uden forbindelse til de jødiske rødder.
Man nedtonede GUDs (HaShem) rolle fordi en tro, hvor GUD den Almægtige var/er hovedpersonen og hvor Israel har en hovedrolle, ikke var/er kirkepolitisk ønskelig.
Måske af jalousi, måske pga. personlige ambitioner eller noget andet.
Her lagdes kimen til den antisemitisme som kulminerede under 2. Verdenskrig og som nu igen viser sit grimme hoved i FNs oa. fordømmelser af Israel.
Konsekvenserne:
Mange kristne præster følger i dag, denne linie og vil hellere omfavne muslimer end jøder. Den antisemitiske virus bølger igen ind over vor verden. Den kirkelige retorik bærer tydeligt præg af at man undgår at sige noget positivt om Israel af frygt for at blive stemplet som politisk ukorrekt og/eller for muslimernes reaktion.
Men staten Israel gør det heller ikke let for sig selv og folket Israel.
Men hvorfor? Hvorfor gik det på den måde?
Det er jo ikke de kristne kirkers opgave at ”straffe” jøderne, det er alene Gud den Almægtiges ansvar, hvis de skal straffes. De blev jo forvist fra deres hjem i år 135, det kunne man vel have betragtet som en slags straf, ligesom man vel også kan se Holocaust som en ”korsfæstelse” af folket Israel.
Min opfattelse er at de ”hedninge kristne” drak dybt af misundelsens bitre bæger.
”Hvorfor skal de, jøderne, betragtes som udvalgte og vi ikke er det. Det var jo deres skyld at Jesus blev Korsfæstet”
Sammen med ønsket om magt blev det den onde ånd, som drev Kirken i de følgende århundreder.
Måske skal vi se selve landflygtigheden som Guds den Almægtiges ønske om at redde sit folk. Ved at sprede dem blev de mindre sårbare.
Det forhindrede dog også at der kunne opstå en messiansk ”kirketradition” og et messiansk fællesskab.
Havde de været samlet på et sted, i et land, havde fx Hitler også haft mere held med hans endlösung. Så ville Holocaust have været endnu mere katastrofal end den blev.
Det undskylder dog ikke det had og den foragt som erstatningsteologien blev skyld i.
Ved at sprede sit folk, spredte Gud også risikoen for udryddelse. Dermed fik profetierne om at Gud samler sit folk – Es 43,5-7 og Es 49,14-18 og Mark 13,27 m.fl. mening, og dermed giver genopbygningen af Jerusalem og oprettelsen af staten Israel i 1948 også mening.
Og – Gud Ske Lov så afhænger det enkelte menneskes frelse ikke af kirkernes dogmer, traditioner, regler og vildfarelser, men af den enkeltes oprigtighed i troen på Kristus, og heldigvis behøver den ægte Kristendom ikke gyldne kirkepaladser og guldbrokader for at overleve. Den trives helt fint i de lave hytter.
Det ændrer dog ikke ved at kristendommens rammer og grundlag var ufuldstændige fra dens tidlige begyndelse.
Kort sagt så synes samtlige kirkeretninger, deres dogmer og regler, at være præget af kirkemødet i Nicea. Retfærdigvis skal dog siges, at der findes undtagelser, og Gud Ske Lov er der hos mange kristne en stigende anerkendelse af kristendommens jødiske rødder.
Ertatningsteologi er på mange måder et teologisk vildspor og kirkepolitisk manipulering. Kan her kun opfordre alle til omvendelse (Åb. 2,1-7 (især 5))
Og igen, misforstå mig ikke, for der er sider af alle kirkeretningerne, som jeg holder af.
Der er absolut intet forkert i at bede Kristus om hjælp, for Kristus er Verdens Frelser.
Nej, det er ikke forkert, men det er heller ikke helt rigtigt, for erstatningsteologien har sat Gud den Almægtige i baggrunden.
Sandheden er at – der kun er èn Gud og én Mellemmand, Kristus (1.Tim 2,5-7), og når der kun er én Gud, så taler vi om hele Bibelen, som grundlag, ikke kun det såkaldte nye testamente. Og når der kun er én Gud, så kan der kun være én Pagt!
Jesus – Yeshua Messiach er den centrale person i Bibelen.
Han er den hele Bibelen handler om og peger frem imod. En betydelig del af evangelierne og apostlenes skrifter, giver først rigtig mening ved erkendelsen af at Jesus var israelit og levede og virkede som rabbiner, mens det 2. tempel stod i Jerusalem.
Jo jo! Det er da meget tænkeligt at det er mig der er på vildspor, jeg beder her blot om at de forskellige kirker ransager deres grundlag og ser om ikke der, med hånden på hjertet, skulle være punkter hvor man stadig ligger under for erstatningsteologiens vildfarelse.
Strenge dogmer og trosregler har ofte været årsag til ondskab og forfølgelser, ikke kun overfor jøderne, men også overfor andre kristne fx hekseafbrænding, afladshandel, bandlysninger oa. former for ekskludering fra diverse kirkeretninger.
Ekskluderende strenge Nadverregler har også udelukket mange fra Herrens Bord!
Det er svært at finde Kristus i sådanne handlinger, men igen så afhænger det af den enkeltes tro. Det er også svært at finde Kristus i de gamle kirkers (ingen nævnt ingen glemt) gejstlige processioner, pompøse hof, bispekåber, guldbrokader, strenge nadverregler, protestanternes pragmatisme, frikirkernes buller og ballade og kirkebygningers pomp og pragt.
Pyntesyge, pomp og pragt er ikke bevis på større tro, men på distance til ”folket”.
Man har glemt, at Kristus taler om ydmyghed, barmhjertighed, sagtmodighed og mine mindste, ikke om underholdning, opvisning, glimmer og stads (Mt 5,3-12)
Martin af Tours (Morten Bisp) havde en helt anden ydmyg tilgang.
Den messianske kirkes tilgang er mere enkel og livsnær, selvom den nok lider under en vis grad af jødisk pedanteri, men den er trods alt nærmere rødderne end andre kirkesamfund.
Kan man i øvrigt have tillid til dogmer (og trosbekendelser), der er skabt på baggrund af snæversyn og politiske præferencer?
Og hvad skal vi egentlig med dogmer og trosbekendelser, når vi har hele Bibelen?
Blandt meget andet 1. Mos kap. 1, Mt. 22,37-40 og Joh. 3,16-18.
Behovet for en renovering, en retningsændring:
Det er så her mit ønske om en reformation kommer ind jf., førnævnte artikel.
Den kristne kirke (som helhed) trænger kort sagt til en ”ny reformation”, en renovering, en ny måde at se og forstå den gamle fortælling på. De gamle dogmer er ikke længere bæredygtige! Tiden er inde til at forsone sig med hinanden og Israel.
Pagter, dogmer, trosbekendelser, ritualer og fortolkning af bibelske tekster. Alt dette må vi revurdere og omforme så de er i overensstemmelse med HELE Bibelens lære og de jødiske rødder. For er præmissen forkert så er risikoen for at konklusioner og erkendelser også er forkerte, nærliggende.
Her vil kirkerne fremhæve at Guds Hellige Ånd har afsløret disse forhold for dem, men da de hver for sig mener at kun deres synspunkt er rigtig, må de have lyttet mere til deres egne stemmer end Gud Hellige Ånds vejledning.
”På deres gerninger skal I kende dem”-
Man får her lyst til at henvise til Mt kap 23, som også gælder for kristne koryfæer.
Der er kort sagt al mulig grund til at en NY reformation er påkrævet!
Kirken som jo er podet ind på den gamle stamme, har løsrevet sig fra den denne stamme
Derfor ser vi grenene på Oliventræet visne én efter én jf. Rom 11,13-24.
Et træ uden rødder kan ikke overleve.
Kirkerne bør bestræbe sig på forsoning for at det kan gå i opfyldelse som er beskrevet i Joh. 17,20-23, ”at de alle må være et”, og som GUD siger ved Jeremias (32,39) ”jeg vil give dem ét hjerte og én Vej”.
Den NYE reformation må udtrykke det, vi skylder GUD den ALMÆGTIGE (YHWH):
Ærefrygt og ydmyghed!
(1. Kongebog kap.19,11-13 + Zak 2,17)
[1] Referencer: Apg., Didache, Josefus, S.S. Montefiori, Marek Halter, Julia Blum, IBS oa. tidsskriftsartikler.