God the Allmighty and the Creation
I 1. Mose 1,26-28 får mennesket af Gud den Almægtige (Faderen) til opgave at forvalte Skaberværket. Man kan sige, at det er et af menneskets hovedformål – at forvalte.
Man kan så spørge hvorfor og hvordan?
Flere steder i Bibelen (Guds Åbenbaring) nævnes at Gud er Kærlighed og at Skaberværket er Kærlighedens genstand.
Kærlighedens indre kerne er at elske og blive elsket, derfor kunne Kærligheden (Gud den Almægtige – Faderen) ikke lade være med at skabe universet og livet, hvilket bringer os til et andet af menneskets hovedformål nemlig –
”at elske Gud af hele dit hjerte, sjæl og sind – og din næste (alt det skabte) som dig selv”
Denne gensidige forelskelse medfører så hengivenhed, omsorg, offervilje, retfærdighed, hensynsfuldhed, barmhjertighed, tilgivelse ol.
Stående overfor Gud den Almægtige – Faderen, medfører den ærefrygt og ydmyghed.
Vi har nu 2 hovedopgaver for mennesket:
Forvaltning og Forelskelse
Vi kan lære meget af vore egne liv og forelskelser. Vi ved hvordan, vi selv har det og vi ser hvor forskellig forelskelse kan udtrykkes, men fælles er nærhed, samliv og hengivenhed, som nævnt ovenfor.
Vi kan ikke skille de 2, for forvaltning/forsørgelse er jo også en del af forelskelsen/ægteskabet.
Det er en slags symbiose, et helligt ægteskab, som der tales om i Åb 21,9-10 (læs hele kap. 21) og som også skal indgås mellem kirken (Kristi legeme) og synagogen (Jerusalem).
Jesus siger jo selv et sted at hemmeligheden om ægteskabet er dyb.
Spørgsmålet er så om vi som kirke kan leve op til dette, altså set med Gud den Almægtiges øjne.
Gør vi?
Er vi forelskede? Anerkender vi denne forening, dette ægteskab, som en del af Guds Hensigt med skaberværket?
Jeg ved det ikke. Ved kun, at vi må finde en vej, som fører til forsoning mellem alle folkeslag, en forsoningsvej, der fører hen til ”bryllupssalen”.
Det indebærer også at vi må holde op med den banale personificering af Gud den Almægtige (Faderen) Gud kan ikke personificeres i vor forståelse af ordet, men det kan sønnen – Kristus.
Treenigheden opstår netop ved at Gud den Almægtige (Faderen) og Kristus (Sønnen) har én Viljen, er ét i Ånden (dvs. Guds Hellige Ånd) Det er også det der sker når 2 finder sammen i ægteskab – Brud og Brudgom bliver ét i Kærlighed, og disse 2 har brug for at være sammen.
Vi må også skelne mellem Faderen, som står over Sønnen, men som dog er ét med Faderen i Den Hellige Ånd.
Vi bliver nødt til at ”genopdage” Gud (Faderen), som en uendelig og ophøjet eksistens, som er evig, uforanderlig og almægtig, men også evigt nærværende i Kærlighed.
Når vi opfatter og omtaler Gud, som én vi kan debattere med, så nedvurderer vi Gud.
Vi må fortælle om Gud den Almægtige, som den der er ophav til universet og livet. Den som har skabt og fastlagt de matematiske- og fysiske mønstre vi ser overalt, for alt overalt består af processer, systemer, mønstre i en hårfin balance. Der er ingen divergens mellem sand videnskab og Guds Visdom. Det er den fortælling, vi må magte at reformere, så troen bliver en virkelighedsnær fortælling og ikke vidtløftig intellektuelle tankespind, som vi desværre hører meget af i disse tider.
(Skal undlade at give eksempler på kirkens pjankede påhit)
Dersom hændelser og tanker, som opstår i verden, ikke kan stå for Kærlighedens lakmusprøve, så er den ikke af Gud.
Det ultimative udtryk for Kærlighed er at ofre sig selv for at en anden kan leve.
Det var det, der skete ved Jesu Korsfæstelse.
Tilbage står dog stadig spørgsmålet om vor kirkes ”parforhold” med staten.
Der er nok ingen anden vej end en adskillelse, men jeg er meget urolig for om kirken har den kerne af styrke, der skal til for at stå den modgang igennem som følger. Om den selv magter både forvaltningen og forelskelsen.
Magter kirken ikke forvaltningen, ”bides hestene” og den sygner hen i armod.
Magter den ikke forelskelsen, bliver tilbedelsen (Højmessen) en tom skal, en ufrugtbar forsamling.
Så vi må vel sige at for mennesker er dette nok umuligt, men –
for Gud er alle ting mulige.
Vh
Svend