Sidst på dagen

Under min stilletime i går aftes læste jeg lidt i en bog. Her læste jeg en overskrift, hvor der stod: „Glaubst Du noch oder denkst Du schon”.
Tro og tænke var i teksten her umiddelbart sat op som modpoler. Jo mere jeg tænkte over det, kunne det faktisk også give mening.
Hensat i disse tanker slog det mig: ”Med hvilken ret kan jeg tillade mig at sidde og fintænke i disse baner”?
Den Almægtige Treenige Gud gav os alt. Han gav os sin enbårne søn Vor Herre. Vi mishandlede ham og slog ham ihjel. Vi opfandt selv en løgn som påskud, til at slå ham ihjel. Ja jeg kunne blive ved.
Så tillader jeg mig at sidde og fintænke ”hvad der menes med disse ord” og om der er modsætning mellem ”Tro og Tænke”.
Lige pludselig kom tanken til mig. Hvis jeg nu med min lunkne tro – stod der foran vor almægtige Gud – med forventningen om, at skulle accepteres  som jeg var, men dér fik at vide –
”Jeg er her ikke mere for dig.”
Det gik i panik i mig.  Jeg blev her trukket ud af mine selvfede tanker. Jeg vågnede op. Tanken kom: Hvad nu hvis Gud ikke er der for mig – for os – for menneskeheden? Tænk sig hvis han simpelt hen havde fået nok. Han ville ikke mere. Slut.
Ja vi kunne jo ikke engang fortænke ham i det, med vore opførsel gennem tiden.
Ja bare tanken om at skulle fortsætte med at leve uden Gud, ville være ubærligt.
Hvor er jeg glad for, at Gud vores fader er her og han stadig vil være vores fader. Hvor bør vi prise os lykkelige.
Med kærlig hilsen