For snart nogle år siden kom vores tidligere biskop hjem fra en rejse til Østen og fortalte om de mange kirkeruiner, han havde set. Han brugte dette syn som en advarsel: hvis ikke vi ville være en aktivt missionerende kirke, kunne det samme ske for os.
Jeg har læst lidt i Handbuch der Orientalistik, I,8, hvor en tysk professor, Bernhard Spuler skriver om den nestorianske, monofysitiske, armenske og koptiske kirke og om disse nærorientalske kirkers perioder med tilbagegang.
De har nu ikke haft særlig let ved at missionere, for ifølge muslimsk sharia er der dødsstraf for at konvertere til kristendommen. Kristne har for det meste været tolereret, men på den betingelse at de betalte en særlig skat til muslimerne, og hvis man ville gifte sig med en muslim, var dette næsten umuligt, og en ufravigelig betingelse var, at børnene blev opdraget i den muslimske tro. Så alle dem, som måske ikke var så brændende i deres religiøse overbevisning, havde uhyre let ved at falde fra og blive muslimer. Vi må beundre dem, som blev og stod fast på deres kristne tro, og ikke bebrejde dem deres manglende aktivisme.
De fuldstændig sanseløse grusomheder, som den mongolske hærfører Timur Lenk er kendt for, gik rigtig hårdt ud over de kristne. Gud har dog også indimellem “mildnet luften for sine klippede får”: I slaget ved Disgori 40 km vest for Tiblisi, Georgiens hovedstad, lykkedes det den georgiske konge David i 1121 med en stor hær på 55 000 at slå en gigantisk hær af muslimske seldsjukker, (på anslået 100-250 000 mand), som var draget mod dem i “hellig krig”. Sejren skyldtes bl.a., at et dristigt frontalt angreb af de 200 franske korsfarer-riddere, som var kommet den georgiske konge til hjælp, skabte forvirring og panik.
Under og efter den 1. verdenskrig blev forfølgelsen af armenier og assyriske kristne stærkt optrappet især efter det kejserlige Ruslands sammenbrud. Rusland blev nemlig indtil da betragtet som disse kristne mindretals store beskytter. Rivaliseringen mellem de to nye magthavere, England og Frankrig, og Kemal Atatyrks sejr over sine modstandere i Tyrkiet, forhindrede, at assyrerne og armenierne kunne vende tilbage til de tyrkiske områder, de var flygtet fra, og mange begyndte at udvandre til Amerika.
I Ægypten viste Mamlukkerne (“Tyrkiske og kaukasiske Lejesoldater”, som fra korsfarertiden og op til nutiden havde magten i landet) ingen forståelse for de kristne koptere, som gang på gang måtte betale sig ud af overgrebene og se kirker og klostre ødelagt. I Nubien, det nuværende Sudan, vidner talrige kirke- og klosterruiner om, at kristendommen her blev helt udryddet. Mens patriarkerne i Konstantinopel ofte blev henrettet eller afsat, så deres gennemsnitlige regeringstid kun var 2 1/2 år, så fik de koptiske patriarker dog ofte lov at regere til de døde en naturlig død. Den særlige skat, kristne skal betale til de troende muslimer for “beskyttelse”, blev opkrævet indtil 1815, og 1817 blev kravet om en særlig klædedragt for kristne ophævet.
Erfaring har vist, at det er meget svært at missionere blandt muslimer og nogle steder livsfarligt. Dog grundet præstestyrets korrupte ondskab i Iran har det været muligt for Massoud, at samle en stor menighed af farsi-talende flygtninge. Gennem Jubilæumsfonden har man støttet ham, men det har været skuffende at opleve biskoppernes holdning: Først søgte de at forbyde ham at døbe, senere søgte de at reducere hans stilling til en halv stilling og underordnet den præst i Odense, som stod for “Dialogkaffe med islam”. De ville også kun tildele ham en mindre forstadskirke i stedet for den bykirke, hvor han først var ansat. Tilmed var der er provst, som på et provstimøde advarede mod at samarbejde med Massoud og mente at have dette fra sine foresatte.