Prof. Peter Øhrstrøm har ligesom jeg (for nogle år siden) besøgt den store udstilling på Moesgård Museum: “Fra abe til menneske”. Ved hjælp af en række udstillede kraniefragmenter søgte man at dokumentere, at vi nedstammede fra aber.
Øhrstrøm i bladet Origo nr.61, juli 1998 skriver: Imidlertid blev det fortiet, at den nyeste genforskning synes at vise, at vi alle nedstammer fra en meget lille gruppe af mennesker. Ja man taler om, at alle mænd nedstammer fra en enkelt person, “Adam”.
Hvis dette resultat skal sammenholdes med bibelen, er det vel snarere Noah, man har fundet som fælles stamfader for alle mænd. Man taler også om en fælles stammoder, “Eva”, som dog efter de flestes skøn og beregninger har levet længe før “Adam” og ikke var den eneste kvinde på jorden, men blot den alle nedstammer fra (1. Mos 3,20: “Hun blev mor til alle mennesker”), jnf. at Eva åbenbart ifølge bibelen ikke var den eneste kvinde, idet Kain fandt sig en hustru i landet Nod, 1.Mos 4,16-17.
Når det f eks på udstillingen blev hævdet, at vi havde 98,4% samme arveegenskaber som chimpansen, så ignorerer man en kæmpe forskel, nemlig sproget og det bemærkelsesværdige faktum, at selv et tre års barn ganske ubesværet lærer sig sproget og tilmed den rette grammatik og bøjningslære.
Teorien om Big Bang og det ekspanderende univers blev først fremsat af den belgiske abbed Lemaitre (senere genfremsat af af George Gamow). Den er anerkendt af den katolske kirke som forenelig med skabelsestroen.
Danske og tyske teologer mener for det meste af 1.Mos 1-2 skal læses som litteratur og ikke som naturvidenskabelig teori, dvs. skabelsesberetningens hensigt er at lovprise Gud, og det, man specielt skal hæfte sig ved, er den tone af lovprisning, som går gennem beretningen, det gentagne: “Gud så på det, som han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” 1.Mo 1,31, jnf. v.4 v.10 v.12, v.18, v.21, v.25.
I samme nr. af Origo er der en vigtig artikel af den israelske prof. Nathan Aviezer om den “Første Skabelsesdag”:
I 1950 mente de fleste, at universet altid havde eksisteret, og at Big-Bang-teorien, at universet er opstået af intet på et splitsekund ud af en ekspanderende ur-ildkugle, var lidt for fantastisk og grænsende til det irrationelle. Men i 1965 observerede to amerikanske forskere, Arno Penzias og Robert Wilson, en svag og uventet elektromagnetisk stråling, som syntes at komme fra alle retninger i det ydre rum, rester af den energi, som blev spredt i rummet ved ur-ildkuglens udvidelse. I 1987 fik de nobelprisen for denne opdagelse, og idag er Big-Bang-teorien den, alle videnskabsmænd regner med, og alt lys i universet menes at komme fra ildkuglen eller ur-atomet, som det også kaldes. Men teorien indikerer jo så, at alt skabtes på et øjeblik. Stephen Hawking skriver: “Selve skabelsesøjeblikket falder uden for rammen af de fysiske love, sådan som vi kender dem idag”. Dvs. skabelsesøjeblikket kan ikke forklares. Hvor kom ur-ildkuglen fra? Og hvorfor opstod den?
Big-bang teorien siger også, at oprindelig bestod universet af plasma og lyset fra ur-ildkuglen. Men på grund af plasma’en var universet helt mørkt. Men da plasmaen gik over til atomer, blev lyset skilt fra den mørke plasma og skinnede frem: “Og Gud skilte lyset fra mørket”, 1.Mos 1,4.
Man regner også med en kort voldsom oppustning af ildkuglens ekspansion, dvs. et kaotisk scenario, som Aviezer identificerer med “urdybet”, 1.Mo 1,2.
Vi må konkludere, at på trods af – eller måske netop på grund af den nyeste videnskab er menneskets og universets opståen lige så stort et under, som det altid har været. Stof og energi blev faktisk skabt på et øjeblik.
Global opvarmning?
Som jeg vist før har nævnt, har der været istider det meste af tiden her i Norden. Sidste mellemistid for mere end 130 000 år siden varede kun 13 000 år. Vi har allerede brugt mere end 11 000 år af den nuværende mellemistid. Mellemistiderne er dog ikke lige lange. Ifølge den forskning, som fortiden er den vedtagne, skyldes istid måske Milankovic-cyklen. Dvs. det faktum, at jordens rotationsakse slingrer. Den er ikke vinkelret på afstanden til solen, men skrå, hvilket jo er årsag til forskellen mellem sommer og vinter. Men skrå’heden varierer fra 21,8 grader (giver vækst i iskapperne) til 24,4 (giver øget afsmeltning af is). Området omkring den 65. nordlige (dvs. lidt syd for polarcirklen) og d.65. sydlige breddegrad er nemlig meget følsom over for temperaturændringer forårsaget af ændringer i solindstrålingen.
Hvis et område først er dækket af is og sne, tilbagekastes sollyset i stedet for at opsuges, så kloden er også meget følsom over for temperaturfald, og der har sågar været isdække i Sahara, ja i Prækambrisk tid har muligvis hele jorden i en periode været som en snebold.
Vi skal gøre os klart, at den dejlige natur og det ret varierede klima, vi har her på jordkloden, eksisterer kun i kraft af, at mange forskellige faktorer og naturkræfter er holdt i en hårfin balance – af en usynlig hånd. Selv små forskydninger kan have uoverskuelige konsekvenser.
Den globale opvarmning som muligvis er skabt af afbrænding af store mængder fossilt brændstof, vil muligvis udskyde næste istid. Men det er svært at spå især om fremtiden. Vi ved jo heller ikke, hvor længe verden står. Lever vi i de sidste tider? Her gælder det gamle spejdervalgsprog: “Vær beredt”. Under alle omstændigheder er det klogt at spare på vore oliereserver.
Hvis alt is på jorden smeltede, ville havoverfladen stige med op til 70 meter, dvs. af Danmark ville kun den Jyske Højderyg og enkelte andre højdrag stikke op af havet. Klimaet ville blive tropisk fugtigt med store sumpe og skove. Men så galt går det nok ikke engang i vore børnebørns levetid.
Den største hindring for bæredygtig udvikling er nok den voldsomme befolkningsvækst i Afrika og Mellemøsten, som allerede nu lægger et stærkt pres på Europas grænser i form af migration fra de fattige lande. Vi skal se på de fremmede som medmennesker, men samtidig være klar over, at fundamentalistisk islam har en moral og en etik, som er meget forskellig fra kristendommens.