Slutningen af 60’erne og halvfjerdserne var u-landshjælpens glansperiode. Via fjersynet blev vi klar over den store forskel på industrilandene og u-landene: I nogle Latinamerikanske lande var gennemsnits-levealderen under 40 år. I mange lande var sult og underernæring den vigtigste årsag til en stor børnedødelighed. Kennedy fik idéen til sit ”Fredskorps” af unge, som udsendtes til u-landene. I Sverige var ægteparret Alva og Gunnar Myrdal kendte fortalere for Socialdemokratiets u-landspolitik. Der var en tro på, at hvis vi hjalp de lande økonomisk, som vi før havde udnyttet som kolonier, kunne de hurtigt nå op på vort niveau. Det store økumeniske kirkemøde i Uppsala 1968 blev et gennembrud i kirkerne for en ny forståelse af u-landenes skrigende behov for hjælp ud af fattigdommen. Sverige og Latinamerika blev præget af venstreorienteret politisk teologi.
Desværre var der nok allerede dengang en tendens til, at de lande, hvor USA havde hjulpet mest, var også dér, råbene ”Yankee go home” var højest, når de unge demonstrerede. For materiel økonomisk hjælp er ikke nok til at tilfredsstille menneskers behov.
Økonomen Gunnar Myrdal, som havde været en af tidens ivrigste fortalere for ulandshjælp, vakte opsigt ved på sine gamle dage at være modstander af ulandshjælp (men ikke nødhjælp!). Alt for ofte var udlandshjælp endt med at blive et tilskud til den herskende klasses privat-forbrug. I Afrika kunne det ofte af mændenes livvidde aflæses, hvem der tilhørte det parti, der var ved magten i ét-parti-systemet.
I mange muslimske u-lande opstod en politisk spænding mellem et marxistisk-modernistisk parti og et religiøst-traditionalistisk parti. I de fleste arabiske lande var det det revolutionære socialistiske parti, der kom til magten (Algier, Iraq, Libyen, Ægypten, Syrien, Sydyemen, Indonesien). I dag er de fleste skuffede over socialismen og dens resultater. Det venstreorienterede styre endte alt for ofte i pamperi og diktatur og hemmeligt politi. Derfor oplever vi nu, at folk i disse lande kaster deres forhåbninger på religionen, et muslimsk sharia-samfund.
Er det håbløst at hjælpe? Nej, den dag i dag er mange hospitaler og skoler i Afrika grundlagt af missionsselskaber, og de har trods alt sammen med den grønne revolution i landbruget nedbragt børnedødeligheden, så man i dag ligefrem taler om en fedme-epidemi i de fattige lande. Problemet er nu snarere, at man uddanner unge uden at være i stand til at give dem et job. Det, man kan frygte, er, at befolknings-eksplosionen skal resultere i, at Europas grænsekontrol og velordnede samfund bryder sammen under vægten af de mange legale og illegale indvandrere. For tiden fordobles Afrikas befolkning på bare 35-40 år. Løsningen for Afrika på længere sigt er en eller anden form for fødselsbegrænsning: 2 ell 3 børn pr. familie. Men det er nok ikke noget, vi kan gøre noget ved.
Jeg mener stadig, det giver mening at hjælpe og især gennem missionsselskaberne. Det er bedre, at kirkerne står for hjælpen end lokale politikere. Man kan hjælpe 10 familier for det, det koster, at integrere én familie i Danmark, så den nuværende accept af illegal indvandring er i mine øjne helt forkert. Det kan ikke være meningen, at man ved at betale menneskesmuglere store beløb pludselig kan stå på stranden i Italien eller Grækenland helt uden papirer og dermed komme forrest i køen. Det er at give lovløsheden en kæmpe fordel.
Man accepterer en vis portion af lovløshed, accepterer derefter, at mange slet ikke kommer i arbejde eller lærer at tale dansk, men alligevel kan få deres basale behov dækket af socialkontoret. Det hele ender sandsynligvis med, at vi får en stor fjendtlig sindet underklasse, som ikke føler nogen som helst solidaritet med det danske samfund. Nogle vil endda føle sig marginaliserede og føle sig tiltrukket af ekstremismen og mene, at de er i ”Hellig Krig” med Vesten (anført af Israel og USA).
Også herhjemme viser de mange psykiske sygdomme og spiseforstyrrelser og misbrugsproblemer blandt unge, at mange mangler den dybere mening og indre balance, som troen på Kristus og næstekærligheden kan give.
Islam har et stort problem nemlig stifterens voldelige adfærd over for dem, som stod i vejen for ham. Den kan også i dag inspirere hans tilhængere til vold. Had er en meget stærk og giftig følelse.
Det er vigtigt, at vi styrker missionsselskabernes humanistiske indsats i de fattige lande.
Det er vigtigt, at vi styrker de institutioner, der som Julemærkehjemmet tager sig af børn med spiseforstyrrelser og andre problemer.
Det er vigtigt at styrke mænd som pastor F. Massoud, der tager sig af dem, som bryder med islam. Og Sat 7.
Det er vigtigt at styrke frivilligt humanistisk arbejde. Vi har efterhånden i Hvideruslandsarbejdet en stab af frivillige, der i deres egne biler og for egen regning tager på besøg i Hviderusland i Maj for at se, hvordan de har anvendt de genbrugs-ting, vi har sendt derover.
Sport bliver i dag sponsoreret af rigtig mange firmaer. Der er penge i sport i dag. Undertiden for mange penge! Menighedsrådene må lære at sætte tæring efter næring.
Da David Livingstone under sin søgen efter Nilens kilder døde langt inde i Afrika, begravede hans trofaste bærere hans hjerte i Afrikas jord og bar hans krop 1000 miles ud til kysten, for at han kunne få en kristen begravelse. Et stærkt vidnesbyrd om deres kærlighed til den gamle missionær. Den egentlige årsag til, at Livingstone var så opsat på at finde Nilens kilder, var, at han troede, at det ville åbne det indre Afrika for engelsk retspleje og kristen civilisation. På det tidspunkt havde arabiske slavehandlere forvandlet hele Østafrika til et stort jagtrevir for slavehandel. H. Stanley fortæller, at slavejægerne typisk angreb en afrikansk landsby ved at skyde vildt om sig, dræbe en stor mængde og fangede måske kun en brøkdel i forhold til alle dem, de slog ihjel.
Det gik ikke helt, som Livingstone havde håbet. Ganske vist er mange skoler og hospitaler i dag anlagt af missionærer og kirker, men det, som først og fremmest bragte europæere til Afrika, var nok de enorme rigdomme, Afrika gemte på, guld, diamanter, elfenben, kakao og masser af billig arbejdskraft til store farme og plantager.
Problemet i nyere tids kristendomsopfattelse er nemlig, at vi har oparbejdet en blind plet for Jesu advarsel imod at tjene Mammon. I Lignelsen om Sædemanden er tidslerne et billede på timelige bekymringer og Mammons begær, som kvæler ordet fra Gud
Vi glemmer, at denne advarsel mod Mammon, pengenes dæmon, er typisk for Jesus. ”I kan ikke tjene både Gud og Mammon”, siger han i Bjergprædikenen. Og det eneste sted, hvor han skildres som rigtig vred, er der, hvor han driver kræmmerne ud af templet. ”Ve jer i rige, I har allerede fået jeres løn.” ”Sælg hvad i har og giv almisse, skaf jer punge, som ikke ældes, en evig skat i himlen.” Mine penge er ikke mine, men Guds penge, som jeg er sat til at forvalte som betroede talenter. Det er min hellige pligt, hvis jeg ser et medmenneske lide nød, ikke at lukke mit hjerte for ham, skriver Johannes. Og den pligt gælder også min afrikanske næste. Den store fare, som truer vor moderne europæiske kultur er pengedyrkelsen, den globaliserede grådighed, forbrugermentaliteten, hvor livskvalitet forveksles med luksus. Her over for må man stille de store ressourcer af medfølelse og offervilje, som ægte kristendom rummer.