Den tomme grav i haven uden for Jerusalem er efter mange forskeres mening et historisk faktum. Den danske bibelforsker Gustav Brøndsted siger: Opstandelsesbudskabet kunne ikke have holdt sig én dag, én time i Jerusalem, hvis ikke det havde været klart for alle, at graven var tom. Husk på, at Jesus bliver gravlagt lige uden for bymuren, enhver, som hørte rygtet om, at han var opstanden, kunne gå ud og se efter, om han lå der stadigvæk. En jødisk grav er jo en gravhule. Man kan gå ind og se, om den døde ligger der stadigvæk.
Forudsætningen for, at budskabet om opstandelsen kunne spredes og i løbet af bare 2 måneder have over 3000 tilhængere, må have været, at gravhulen var tom, at ingen kunne finde Jesu lig. Ellers ville det jo have været den letteste sag af verden for de jødiske ledere at bremse denne nye religion ved at skaffe liget af den henrettede Jesus tilstede
og dermed grundigt modbevise påstanden om hans opstandelse. Men det kunne de tydeligvis ikke og derfor måtte de klare sig med påstanden om, at disciplene havde stjålet liget og gemt det. Men vil vi virkelig tiltro disciplene dette bedrag. De blev arresteret og pisket, og Jakob blev kort efter som den første af dem halshugget, og senere led de alle martyrdøden en efter en, og man ofrerh ikke livet for en løgn, man selv har opfundet. Vi
kender jo også disciplene fra Ny Test og kan mærke, at de virkelig troede på den opstandne, når der står, at de mødtes dagligt i templet og holdt brøds-brydelse med jubel. De troede på opstandelsen, for de havde jo selv set den opstandne. Disciplenes frygtløse træden frem med opstandelsesbudskabet viser, at de ikke har tvivlet det mindste på Herrens tilsynekomst.
Men læg mærke til, at evangelierne aldrig kunne drømme om at ville bevise disse ting for ligesom at tvinge folk til at tro dem. Markus slutter i sin oprindelige skikkelse med beretningen om kvinderne, der går ud til graven søndag morgen og finder den tom og flygter bort. De sagde ikke noget til nogen i første omgang, fordi de var bange. Sådan slutter oprindelig det ældste evangelium,
Markusev. Som kulminationen af alle de tegn, Jesus gjorde står den tomme grav dér i haven uden nogen kommentar, uden nogen beviser blot som et mærkeligt tegn, som kalder det lille menneske til tro på det store budskab, at også din grav skal engang være tom. Han, som kom for at besejre sygdom og synd, har også besejret død og djævel og har al magten i himlen og på jorden.
Og det er naturligvis ikke tilfældigt, at også i dag er det tegn, som møder den moderne pilgrim, som besøger gravkirken i Jerusalem, den tomme grav.
Måske siger du så: Jeg tror heller ikke på den tomme grav, for det må være en smuk legende opstået længe efter Jesu død på et tidspunkt, hvor man ikke længere kunne huske, hvor han var gravlagt, og derfor ikke kunne se efter. OK- men hvad så med det faktum, at denne mands forkyndelse har haft den størst tænkelige virkning på menneskehedens tænkning. Jamen, det var en ren historisk tilfældighed. Men hvad så med jødefolkets enestående skæbne og det forhold, at Jesus på en mærkelig måde opfylder profetierne om deres Messias? Hvad med de mennesker, som også i dag har oplevet tilsynekomster af engle eller har set Jesus selv i et syn. Der er mange små vidnesbyrd. (Man kan ikke benægte det faktum, at kristendommen er her som verdens største religion og noget, som alle mennesker er nødt til at tage stilling til.)
Og her i det nådens år, år 2019, må vi erkende, at der efter materialismens mørke år er mange, som atter vender sig til religionen, men folk gør den fejl, at vi tror, at vi med vores egen fornuft selv kan sammenstrikke os en religion, og så bliver det tit et sammensurium af løse påstande. Vi er ikke så kloge som vi selv tror. Den sande visdom er noget Jesus kærligt må åbenbare for os