Svagheden ved moderne vækkelses- og omvendelseskristendom er, at man ved selv at optræde frelst og selvsikker gør andre usikre på deres kristendom. Men det er vel egentlig ikke særligt kristeligt?
I den ældste kristendom var dåben en omvendelse fra mørke til lys, idet man blev døbt ved solopgang og først udtalte forsagelsen vendt mod vest mod natten, og derefter blev man vendt om mod den opgående sol og udtalte sit ja til trosbekendelsen. De ældste kristne kaldtes ”lysets børn”. Denne omvendelse fra mørke til lys skulle så efterleves dagligt i en aflæggelse af mørkets gerninger og en iføren sig Kristus.
Luther skriver i de teser, han opslog på kirkedøren: Da Kristus sagde: ”Gør bod (det var den tids oversættelse af det græske metanoia, som vi oversætter ved ”omvendelse”), mente han, at hele livet skulle være en bod.” Svagheden ved moderne omvendelsesforkyndelse er en meget punktuel opfattelse af kristenlivet. Før man omvendte sig, var alt såre syndigt og elendigt, men nu: ”Lykkelig, lykkelig, jeg er den lykkeligste på jo-o-ord, lykkelig er jeg nu, lykkelig bliver du, om du tror Gud på hans ord”, som det hedder i en vækkelsessang. Det må være svært at stå og synge, hvis man har en nedtur.
I den klassiske kristendom tror man, at Gud handler i sakramentet, at han i dåben gør mig til et Guds barn, og dette skal jeg dagligt ved Helligåndens hjælp søge at efterleve.
I den frikirkelige kristendom, som går tilbage til reformationens gendøbere, var man ivrige efter at forkaste al slags ydre ritualisme og magi til fordel for en ren spirituel opfattelse af kristendommen. Resultatet blev, at ens frelse ikke længere skulle bygge på Guds og Kristi handlen i dåben, men på min egen beslutning. Men hvornår er den sikker nok til at kunne bære?
Det bliver også udtrykt på følgende måde: I klassisk lutherdom bygger min frelse på det, som Kristus gjorde uden for mig på korset, da han døde for min synders skyld. I den frikirkelige spiritualitet bygger min frelse på det, som Kristus gør inden i mig, i mit hjerte, at jeg føler mig født på ny og frelst.
Problemet med gendøbere som f eks pinsebevægelsen er, at de ved ikke at anerkende barnedåben sætter spørgsmålstegn ved, om vi andre overhovedet er kristne, da kristenlivet jo ifølge Ny Testamente begynder med dåben. Man sætter også minus og spørgsmålstegn ved hele Kristi kirke fra oldtiden og op til 1500-tallet, for i hele den periode var barnedåb jo enerådende undtagen på missionsmarken.
Måske har Gud en mening med, at pinsebevægelsen i disse år har så megen vind i sejlene f eks i Argentina. Det er en provokation til os gamle, satte, selvtilfredse kirkesamfund, men dybest set synes jeg ikke, den frikirkelige kristendom anbefaler sig til accept. Den kan jo heller ikke klare sig helt uden ritualer, for i stedet for dåben som frelse har de opfundet en ny ceremoni, som de kalder at blive bedt med til frelse, dvs. at man f.eks. ved et aftenmøde går frem til forbøn og bliver bedt for eventuelt efter at have bekendt nogle få af sine synder.
Pinsebevægelsens succes skyldes måske tidens selvoptagethed: ”You go in and in and in – and then you go in and in and in”. “Du skal finde sandheden inden i dig selv” var slagord allerede i ungdomsoprørets tid. Man har et ideal om, at mit indre stadig på ny skal gennemrystes af stærke oplevelser. Folkekirken er død og kedelig, hedder det. Problemet er, at man jo ikke kan stå med hænderne løftet og svingende i luften hele tiden. På et eller andet tidspunkt sætter en naturlig afmatning ind. Men så lyder på et eller andet tidspunkt råbet: ”Hvorfor oplever vi ikke det samme Helligåndens sus som før?” Derfor er pinsebevægelsen hele tiden hjemsøgt af nye vækkelsesbølger ofte i bitter konflikt med de gamle: ”Maranatha”, ”Fremgangs- eller succes-teologien” ”Torontovækkelsen”, ”Lattervækkelsen”, ”vækkelsen, som hævdedes at forvandle dine tandfyldninger til guld”, ”Pensacola-vækkelsen med chicken-walk”, etc.
Hele tiden fremstår også forkyndere med en fix idé, som de mener, har været skammeligt forsømt, men som, hvis den atter betones, vil bringe den længe ventede stor-vækkelse til gennembrud og bringe os over det døde punkt:
F.eks. kravet ”Sig altid tak”- hele 4 bøger bd.1.2.3 og 4 med den titel blev udgivet (hvis du vender dine beklagelser til tak til Gud, så vil alting straks ændre sig), eller ”du skal byde over din situation” (hvis du ser din trange økonomi eller dine sundhedsmæssige mangler som et resultat af dæmoners og den Ondes anslag og byder dem i Jesu navn at forsvinde, så virker det udfrielse). ”Lederen som salvet af Gud” (menighedens hyrde er Guds kanal og må ikke kritiseres: Rør ikke Guds salvede!) ”Profetér” (profetskoler, du kan få din personlige profeti indtalt på diktafon). Der skal plantes nye menigheder – ”2000 nye menigheder inden år 2000” lød visionen – helt urealistisk. Fremgangsteologi: Gud velsigner dig også rent økonomisk, hvis du har tro til det og betaler tiende + diverse kollekter til frikirken.
Den overspændte stemning og de store ord avler med sin selv og får folk til at vende ryggen til den kristendom, vi har arvet fra vore forfædre, men det ender ofte i misbrug og knuste forhåbninger.