En skildring fra før den politiske korrekthed blev opfundet.
Jeg fik for nogen tid siden fat på en lidt ældre bog om børn i de muhamedanske lande. Det er et skrift, som er et eks. på den forfærdelse, der greb mange europæere, da det gik op for dem, under hvilke ludfattige vilkår man levede i de muhamedanske lande. Muselmand kaldte man endnu under anden verdenskrig en mand, som var så mager og underernæret, at han kun var skind og ben, og det var selvfølgelig, fordi det var en tilstand, man forbandt med Mellemøsten. Forfatteren til bogen er missionær og beskæftiger sig specielt med børnenes vilkår. Han nævner de enormt store børnetal, der allerede dengang kendetegnede muhamedanske familier, mange af børnene blev af forældrene giftet bort i en alder af 11-13 år, en purk på 11 omtales som giftefærdig: ”Om to år er han gift, og slår allerede sin kone”, siger en af de ældre. Muhammed selv viste vejen ved at forlove sig med barnebruden Aisja, da hun var seks år. Ægteskabet blev dog først fuldbyrdet, da hun var 9. Forf. af nævnte bog taler med en spedalsk dreng, som har mistet både far og mor, hans ene fod er én stor gang betændelse, og selvom han hævder, at det ikke gør ondt, flytter han hele tiden uroligt på den. Hans slægtninge er trætte af ham, de føler, han er en belastning, han er kun velkommen, når han har noget med til dem. ”Gid Allah må tage dit liv”, siger de til ham. Livet er ondt og hårdt. Ofte er en stykke hjemmevævet teltdug sat op på tre krogede grene og nogle vattæpper og et gevær det eneste, familien ejer, foruden nogle husdyr. Selvom Muhammed var et religiøst geni og en stærk lederskikkelse, så er det en uhyre barsk religion blevet til i ørkenen i et miljø, hvor man både kæmper for at overleve og kæmper for livet med de andre stammer, med en brændende himmel over sig. Alle børnene kender koranens beretninger om helvede, hvor de dømte skal drikke kogende vand og stinkende materie, og hvor ilden næres af brændende lavasten. Overtroen er stærk, forf. af bogen hører til sin forfærdelse om et ritual: 5 svagelige børn begraves om fredagen i affald til halsen og med en kurv over hovedet, for mødrene håber, at Satan under indtryk af fredagsbønnen vil bytte de svagelige børn, som han har givet mødrene, ud med de stærke børn, han har røvet fra dem. Kvindernes tilværelse er lidet misundelsesværdig, de må ofte døje slag fra mandens side, men deres værste frygt er frygten for at forstødes, for børnene, deres eneste trøst, tilhører i så fald manden. Deres liv leves ofte indelukket bag huset fire vægge, verdenen udenfor opleves kun gennem små tilgitrede vinduer, alle kvinderne er analfabeter, forfatteren spørger en teenagepige, hvor gammel hun er? ”Hvem ved? måske 40 år.” ”Kan du læse?” ”Piger kan ikke læse.” På landet i Ægypten er husene ofte så små, at de næsten kun er jordhuler, hvor børnene sidder og fryser på jorden, når et uvejr går henover. Hvordan kan det nu være, at den i middelalderen så blomstrende arabiske kultur sank ned på dette fattige, stillestående stade?, spurgte mange sig selv i den lidt ældre litteratur om islam. Typisk så man forklaringen i flerkoneriet, som forgifter familielivet og forhærder de mere ømme følelser. En anden ting, som man måske ikke har været så opmærksom på: Muslimsk religiøs litteratur er fuld af gode formaninger til drengene om at være høflige, ikke lyve, være hjælpsomme osv. Alligevel så er muhamedanske drenge ofte præget af en opførsel, hvor man både lyver og bander og sværger og truer og slår. Forfatteren fortæller om en dreng, som regelmæssigt slår sin mor over ryggen med en kæp. Min søn er kafir (”vantro”), er moderens beklagende kommentar.
Mennesket kan ikke ved egen kraft og ved sin egen farisæiske retfærdighed (selvretfærdighed) forbedre sig og føre et helligt liv, det kommer ofte noget tvungent og aggressivt ind over den slags forsøg. Det er noget, som må skænkes os af Gud: ”vi elsker, fordi han elskede os først”. Den store fejl ved både islam og farisæismen er, at det er alt for megen lov og alt for lidt evangelium.
Note: Sådan kunne man skrive for et par generationer siden. I dag opdrages vi til et noget andet syn. Kurdo Baksi er en kurdisk indvandrer, der har fået kors og bånd og stjerner på af det officielle Sverige, så han frit kan skrive sine fristile. År 1992 organiserade han en stor antirasistisk manifestation i Sverige under parolen “Utan invandrare stannar Sverige”.
Kurdo Baksi fik Dagens Nyheters Jörgen Eriksson-pris 1995, Industrifackets kulturpris mot rasism i november 1999 og Olof Palmepriset i januari 2000. Han skriver:
“De närmaste fem åren skall alla vita, långa, heterosexuella, blonda och blåögda män mellan 40 och 50 år ställas längst ner i anställningshierarkin, i universitetskorridorerna, på tidningsredaktionerna och i bolagsstyrelserna.”
Om Muhammed skriver han: “Muhammed var ingen pedofil eftersom det var ett legitimt äktenskap. Pedofili är på en annan nivå, till exempel när man köper sex av barn.”
Min kommentar: Det, der tales om, er, at Muhammed på sine gamle dage foruden sine mange andre koner ægtede barnebruden Aisja, som med sine små dukker flyttede ind i profetens telt. At ægteskabet blev regnet for legitimt, er ikke så mærkeligt, eftersom det var Muhammed selv, der lavede lovene og dermed gav sig selv lov.