Bibel-research: I Romerbrevet 1,20-27 skildrer Paulus, hvorledes menneskehedens afgudsdyrkelse og venden sig bort Gud resulterer i en formørkelse af sindet, som menneskene imidlertid selv oplever som forøget visdom og viden (v.22: ”de hævdede at være vise, men blev tåber”). Der er tale om en fremmedgørelse fra Gud, som gør, at de overgives til vanærende lidenskaber. Egentlig står der ”lidelser” (det græske ord for lidelse og lidenskab er det samme), så der er tale om, at de døjer under disse lidenskaber som under en lidelse, en sygdom.
Pauli påstand bekræftes af, hvad vi i øvrigt ved om oldtidens religion. 1000 slavinder var knyttet til Venus-templet i Korint og tjente blandt de mange sømænd, som anløb den store havneby, skøgeløn til gudinden. Kejser Nero havde ikke blot seksuel forbindelse med mange ”fribårne drenge”, men han lod drengen Sporus kastrere for at forsøge at gøre en kvinde ud af ham, og han giftede sig med ham under iagttagelse af alle de sædvanlige bryllupsskikke inklusiv brudepris og slør. Kejser Tiberius trak sig på sine ældre dage tilbage til øen Capri, hvor han hengav sig til helt ukontrollerede lyster, tilsvinede ifølge historikeren Tacitus fribårne drenge og arrangerede hemmelige orgier, hvor folk, som var udvalgt som eksperter i afvigende erotik, dannede trekanter for yderligere at stimulere og ophidse den gamle mands lidenskaber. I Fønikien (og i Babylon og på Cypern) sad ugifte piger i lange rækker og ventede på, at en fremmed skulle komme og føre dem bort og skænke dem en skøgeløn, for de kunne efter gammel skik ikke giftes bort, før de havde tjent en skøgeløn til gudinden. Fornemme og smukke kvinder fik hurtigt overstået dette specielle ritual, mens knap så kønne piger måske måtte vente i månedsvis. Skikken blev først forbudt af kejser Konstantin, den første kristne kejser. I to byer i det gamle Kappadokien nævnes henholdsvis 6000 og 3000 som mandskøger og kvindeskøger knyttet som slaver til gudindens templer. Kappadokien i det indre Tyrkiet blev senere et af de ældste og vigtigste centre for kristendommen.
Paulus skildrer homoseksualitet og lesbisk kærlighed som en vigtig del af hele denne ”religionens degeneration”, en integreret det af menneskehedens fald og fremmedgørelse for Gud.
Men – og det er vigtigt – her standser Paulus jo ikke. Paulus og den ældste kirke mente, at de havde et svar på problemet med menneskehedens moralske styrtdyk. I hjertet af det bibelske budskab lå en overbevisning om, at Guds nådige tilgivelse var ledsaget af Guds nyskabelse ved Helligånden, som giver synderen mulighed for at leve et nyt liv. Johs 8,11: ”Gå bort synd ikke mere”, siger Jesus derfor til kvinden, som var grebet i hor, og som Jesus redder fra at blive stenet. I 1.Korinthierbrev 6,9-10 opregner Paulus en række ”laster”, hvoraf homoseksualitet blot er en af dem, og slutter med at sige: ”Og sådan var nogle af jer før. Men I blev vaskede (i dåben), I blev helligede, I blev retfærdiggjorte i Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.”
Hvis vi ser på udviklingen på Romerrigets tid, vil vi se, at homoseksualitet har et ret stort omfang i den græske kultur, så det faktisk er sådan, at kærlighedsdigtning meget ofte handler om kærlighed mellem mænd. Men efterhånden som kristendommen vinder frem, får vi den klassiske kærlighedsroman, som handler om, at den unge mand og den unge pige må gå så meget igennem, men til sidst får hinanden.
Litt: Prof i Lund (i Ny Test.): Chrys Caragounis:http://www.lsn.se/2509/Popular.Scientific.Studies/Homoeroticism.pdf
Verdensordenen
Det er ikke alle, der har gjort sig klart, hvor stor betydningen forestillingen om den gudgivne skabelses- og verdens-orden har for Paulus. ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem…står derforGuds ordning imod.” Rom 13,1f. H.C.C. Cavallin har i sin udlægning af Pauli krav om, at kvinderne skal underordne sig under deres mænd, gjort opmærksom på, at hvor vi lægger mest mærke til første led, ”under”, ligger vægten i ordet hypotassein = ”underordne sig” for Paulus på andet led i ordet, ”orden” (Manssamhällets försvarare – eller Skapelsens, av Fredrik Brosché och Hans C. C.Cavallin, 1982,s.65f.). Det gælder om at lade sig indføje i Guds altomfattende verdensorden. I det genskabte kosmos, som skal råde i menigheden, er kærligheden ”fuldkommenhedens sammenholdende bånd” Kol 3,14. Jnf., hvorledes hustruens forpligtelse til at underordne sig direkte modsvares af mændenes forpligtelse ”elsk jeres hustruer”, Kol 3,18f. ”Underordningen” genfinder vi i skildringen af, hvorledes ”alt underordnes” Kristus i 1.Kor 15,27f, Ef 1,22, jnf. Fil 3,21: Kristus ”lægger altet underordnende under sig”. Stefanus har ”tilordnet sig tjenesten for de hellige”, og menigheden skal derfor ”underordne sig” 1.Kor 16,15f. Det kosmiske billede af Gud som den, der virker alt i verdensaltet, bliver til det eskatologiske håb, ”at Gud må være alt i alle”, 1.Kor 15,28, men virkeliggøres allerede her og nu i menigheden: ”den samme Gud, som virker alt i alle” 12,6. Kvindens underordning (”ifølge loven”) 14,33-36 skal som understreget af Cavallin (s.64) tjene til ret orden og harmoni i gudstjenesten. ”Loven” står her om verdensordenens og skabelsens (natur-)love. Det er altså ikke tilfældigt, at Paulus i det foregående 1.Kor 11,7-9 + 14f. har argumenteret ud fra skabelsen: ”Lærer ikke naturen selv..”. Den med ordenen forbudne fred og harmoni bliver gang på gang understreget af Paulus i 1.Kor (Cavallin, ibd., han nævner specielt 1,10; 6,6; 7,16 (”Til fred har Gud kaldet jer”); 11,16 + 33; 12,25; 13; 14 (”Alt skal foregå sømmeligt og efter orden”)
Forestillingen om verdensordenen er, som vi her har påvist, meget vigtig for Paulus. Der er en altomfattende skabt orden, og mennesket har sin gudgivne plads i denne orden. Den rækker helt fra stjernernes gang på himlen til de bosteder, som Gud har anvist de forskellige folkeslag (Ap.Gern 17,26: ”(Gud) har fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo”), og den lovlige øvrighed, som ”bærer sværdet” og på Guds vegne skal opretholde lov og orden. Denne verdensorden opfordres mennesket til at underordne sig, betragte og meditere over, for dette er en vej til erkendelse af Skaberens storhed, Rom 1,20. Men det oprørske menneske regner det ikke for noget at se Guds store gerninger i hans skaberværk. Sat ind i denne ramme kan det ikke forbavse os, at homoseksualitet af Paulus først og fremmest anskues som stridende mod naturen og naturens orden: ”de ombyttede den naturlige omgang med den naturstridige”, Rom 1,26.
Kritisk analyse af moderne holdninger
Jeg synes, biskoppernes imødekommenhed overfor de homofiles organisationer er endnu et knæfald for tidsånden og det fremherskende frisind. Der har altid i kirkens historie været mennesker, der faldt, men de er blevet rejst op igen gennem anger og syndsforladelse, men i dag vil mennesker jo blive liggende og sparke til dem, som forsøger at rejse dem op.
Noget af det, som har betydet mest for samfundets ændrede holdning til homoseksualitet, er biologen Alfred Kinseys forskning (ved Indiana universitet i USA). Hans bog Sexual Behavior in the Human Male 1948 blev en bestseller og oversat til mange sprog, og han rejste rundt og optrådte som rådgivende ekspert for de kommissioner, som i Amerika og Europa skulle revidere forældet sex-lovgivning. Kinsey hævder i sin bog, at 10% af den mandlige befolkning er homoseksuelle, at over en tredjedel af alle mænd har haft homoseksuelle erfaringer, og at næsten alle er mere eller mindre biseksuelle.
Kinsey blev med sit budskab: ”Jamen det er ganske normalt”, det har bare været fortiet på grund af samfundets dobbeltmoral, betragtet som en moderne profet, og der er blevet lavet en smuk og rørende Hollywood-film om ham. Imidlertid er hans forskning også blevet stærkt kritiseret især af den jødiske forsker Judith Reisman. Hun hævder, at hans statistiske materiale fik alvorlig slagside, fordi han brugte en stor gruppe sexdømte kriminelle som meddelere. Endnu mere alvorligt er hans pædofile interesse. Kinsey-instituttet, som opbevarer hans arkivmateriale og varetager hans eftermæle, hævder, at Kinsey ikke selv foretog seksuelle eksperimenter på børn, men blot indsamlede oplysninger fra andre. Alligevel må det siges at være meget kritisabelt, at han havde forbindelse til bl.a. en meget aktiv pædofil landmåler, som optræder i hans arkiv under dæknavnet Mr. Green, og som allerede af Kinseys mentor var opdraget til at føre en slags klinisk dagbog over sine oplevelser og iagttagelser. Disse dagbøger, som skildrer overgreb på flere hundrede børn helt ned til spædbørnsalderen, fik Kinsey overtalt Mr Green til overgive til sit arkiv, og Kinsey bruger dem til at bevise, at selv små børn har en seksualitet. Da en tysk pædofil og tidligere nazist kom for retten i Tyskland, fandt man hos ham breve fra Kinsey, hvor Kinsey opfordrer ham til at fortsætte med at rapportere til ham, men samtidig være mere forsigtig! Hvorfor meldte Kinsey ikke disse skrækkelige typer til politiet? Kinsey-instituttet undskylder ham i dag med, at det var vigtigt i videnskabens navn at finde ud af, hvordan også disse mennesker tænkte. Men der er desværre næppe tvivl om, at Kinsey mente, at børn ikke tog nogen skade af seksuel kontakt med voksne, men at det kunne være en helt naturlig ting for dem.
En stor fare i dag er, at kirkeledere altid, når de taler for vielse af samkønnede, peger på to skikkelige fyre og spørger, hvorfor må de dog ikke få lov til at blive gift i en kirke? Man fortier hele det frådende promiskuøse gedemarked, som findes rundt om på bøssebarer og blandt trækkerdrenge. For den klassiske homoseksualitet har jo rettet sig mod unge drenge.
Litt: www.drjudithreisman.com Se også under Google videos: Kinsey’s Paedophiles ogThe Kinsey Coverup.
Den seksuelle frigørelse, som af mange nok blev oplevet som en befrielse fra tidligere tiders fordømmelse og snæversyn, har fra starten af haft et noget tvetydigt ansigt og er i dag med den megen porno på nettet ved at sætte sig nogle frugter, som ikke er ønskelige. Kinsey selv kom fra en meget kristelig familie og havde som ung været meget aktiv i KFUM og spejderbevægelsen, men endte med at sidde og i videnskabens navn studere 100-vis af film, som han havde ladet optage af alle slags seksuelle aktiviteter. Noget, som han selv betroede sin filmfotograf, havde alvorlige psykiske omkostninger. Hans seksuelle eksperimenter gik så vidt, at han søgte at omskære sig selv med en lommekniv og indføre metaltråde i sin urinrør, sandsynligvis for at teste sammenhængen mellem seksuel libido og smerte.
Man har svært ved at finde grænsen. Caroline Krook, biskop i Stokholm, har indsat præsten Ulf Lidman til at lave ”regnbuemesser” for homo-, trans- og biseksuelle. Han holdt en julegudstjeneste, hvor Maria i krybbespillet var en mand, og de 3 vise mænd kvinder. Der var et kor af homofile klædt i sort, enkelte endda i læder, som sang: ”Just når julestemningen er høg, siger jeg, at jeg er bøk (svensk for bøsse).” Da hendes domprovst kritiserede, at hun havde givet 400 000 af kirkens penge til en fotoudstilling med motiver som ”en nøgen kvinde med Mickey Mouse-maske foran et kors”, pådrog han sig ”Kaptajn Krook”s vrede. Han har et afsnit i sin selvbiografi, som hedder ”Carolines vrede”. En præst ved domkirken ringede og fortalte: ”Hun er så arg så arg – hele aftenen har hun siddet og bare øst ud af sin vrede. Hun afskyer alt, hvad du står for både som teolog og menneske.” Hun var kendt for at være meget ”tydelig”, som det hedder i dag, og nærmest ”allergisk over for dobbeltmoral og hykleri”.
Under årets Pride-festival, med temat ”svensk synd bryter gränser”, var Svenska kyrkans ärkebiskop Anders Wejryd med bland talerna. ”Ärkebiskopen och Svenska kyrkan fick trängas bland seminarier som förespråkade sadomasochism, mansprostitution (som ofta inkluderar unga pojkar) och grov porno.” Flg. biskopper har talt/optrådt ved Pride-parader: Rosemarie Köhn i Norge (politisk valgt) Caroline Krook (politisk valgt) og Kjeld Holm.
Også Stokholms nye biskop Eva Brunne, der lever i et lesbisk parforhold med en kvindelig præst, har prædiket ved en gudstjeneste i Storkyrkan, som afsluttede Prideparaden og sagde bl.a.: ”Vi skal forvalte den frihed, vi har tilkæmpet os og kæmpe videre”. Velsignelsen var fra ”Hagars, Saras og Abrahams Gud”, kollekten var til fordel for kristne homo- bi- og transseksuelle. De medvirkende kor var bl.a. Stokholms Gay-kor og Rainbow-gospel. Processionen gik ud under en sydafrikansk sang ”Freedom is coming”.
Den lesbiske teolog Anna-Karin Hammer, gift med en kvindelig præst, har på et to måneders kursus for missionærer sagt: ”Jesus er ikke den eneste vej til Gud, at sige sådant er at krænke andre menneskers tro.” Hun er åbenbart ret uenig med Jesus, der Johs 14,6 siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet: ingen kommer til faderen uden ved mig.” Jnf. Ap Gern. 4,12.
Fra og med 1. november 2009 har man kunnet få samkønnet vielse i Svenska Kyrkan. Men præster, som af samvittighedsgrunde ikke vil, kan ikke tvinges. Men denne samvittighedsklausul har fået f eks en ordfører for Folkpartiet Barbro Westerholm op af stolen. Hun lover at arbejde intensivt, for at diskriminationslovgivningen skærpes på dette punkt.
Jeg synes det tit fører andre ting med sig i form af tiltagende udvandethed: Gudstjenester om trafiksikkerhed. Protest mod motorvejsudfletninger. Det er ikke længere Guds herlighed og Kristi kors, der står i centrum, men højst jordiske og banale spørgsmål.
Der er jo en selvmodsigelse i hele foretagendet, for det den homofile ønsker, er en mand i stedet for en kvinde, og det han får, er ofte en temmelig feminin mand. Særlig slemt er problemet for lesbiske, for det går jo tit sådan, at den ene af pigerne forsøger at spille rollen som mand, dvs. går i træsko og skovmandskjorte og drømmer om kønsskifteoperation, men det er jo netop ikke en mand, den anden ønsker, og selv i de tilfælde, hvor man slipper godt fra at forsøge at spille mand, må man jo altid føle sig underlegen i forhold til en rigtig mand. Så der er en tragisk udgang og ofte også en masse jalousi indbygget i forholdet.
Kirken skal ikke bruge tid på at fordømme disse mennesker. Som forfatteren Poul Hoffman sagde ved et foredrag her i Kolding: ”Jeg ryger pibe, og det er måske lige så generende i englenes øjne”.
Vi modtog for nogen tid siden skrivelsen: ”Uddybning af Niels Henrik Arendts syn på vielse/velsignelse af homofile par m.m.”
Der er, så vidt jeg kan se, 2 afgørende svagheder i biskoppens argumentation.
- Argumentationen ignorerer hele den homoseksuelle subkultur omkring finske bade, bøsseklubber og parkanlæg, som bruges som mødesteder for denne særlige ”kultur”. Jeg passede engang et hjem for narkomaner, hvor jeg snakkede en del med en ung mand, som havde været garderobemand i en bøsseklub i Odense. Her kom unge flere gange i ugen hver gang for at få en ny ven med hjem. Det er sådanne miljøer, der har skabt den ”stigmatisering” af fænomenet, som biskoppen beklager. Biskoppens argumentation fortier også, at den klassiske form for homoseksualitet var rettet mod unge drenge og kun i sjældnere tilfælde mod jævnaldrende. Biskoppen forudsætter i sin argumentation, at den mest almindelige form for homoseksualitet dybest set er ønsket om en livslang forpligtethed på en jævnaldrende person af samme køn. Det ved vi ikke meget om. Og i hvert fald burde biskopperne meget mere klart tage afstand fra de promiskuøse former, som jo mere end noget andet har medvirket til spredningen af aids.
- Hvorfor skal velsignelsen af partnerskaber standse med de homoseksuelle? Der findes jo også mænd, som ved siden af ægteskabet har haft en livslang veninde. Johs. Møllehave har været meget åben om sit forhold, og man kunne nemt tænke sig, at han også ønskede en slags velsignelse af sit arrangement. Endelig er der både blandt præster og lægfolk papirløse forhold, hvor parterne af forskellige grunde f. eks økonomiske ikke ønsker en vielse. Skal de så ikke også serviceres med en eller anden velsignelsespraksis? Hvordan garantere, at det stopper med de homofile?
Disse spørgsmål melder sig, når biskoppen opfordrer til fortsat debat og samtidig ved flere lejligheder har understreget, at de præster, der ikke vil respektere biskoppernes holdning i denne sag, burde tage deres gode tøj og gå.
Jeg tror nok, vi ser sådan på det, at det jo faktisk er os, der har de synspunkter, kirken altid har haft, og som pinsebevægelsen, romerkirken og den ortodokse kirke samt den fleste kirker i den tredje verden stadig har. Det er vel biskopperne, der her vil gå enegang og under pres fra tidens almindelige seksuelle frigørelse står i begreb med at omtyde kirkens lære i ny, sekterisk retning.
Det har, så vidt jeg kan se, op gennem historien været den stadige fare, at kirken giver efter for presset fra verden og bliver ligesom verden i sine holdninger og idealer, at tidens modemeninger også får lov til at brede sig i kirken Efter min mening blev teologistudiet i min tid unødigt belastet af disse eksistensteologer og marxister, som havde deres opskrift på, hvordan kristendommen skulle moderniseres. Vi lader os rive med af enhver ny lærdoms vind. Men kristendommen er ikke noget, som udvikler sig dynamisk som påstået af den svenske ærkebiskop K.G. Hammer. Guds ord er det evige ord, som var fra begyndelsen, og som ikke skal forgå, selv når himmel og jord skal forgå, men bliver evindeligt. Efter min mening er synet på seksualiteten ikke det eneste område, hvor kirken i dag forsøger at tilpasse sig verden. Der er mange. Biskoppen nævner selv dyrkelsen af Mammon. Men også hvert bispevalg synes trods alle gode fortsætter om at undgå mudderkastning at udvikle sig i en åbenlys foragt for Pauli ord 1.Kor 3,3f
Biskop Niels Henrik Arendt har nu i Kristeligt Dagblad udtalt, at nu må Folkekirken se at få sig en kirkeforfatning, dvs. en øverste ledelse, som kan udtale sig og svare på kirkens vegne.
Han peger på den aktuelle sag om kirkelig vielse for homoseksuelle par og mener, at det er meget uheldigt, at folkekirken ikke har kunnet give noget entydigt svar på dette spørgsmål, så resultatet i stedet er blevet, at kirkeministeren og folketinget sandsynligvis kommer til at afgøre sagen.
Problemet er imidlertid, om biskoppernes synspunkter er så meget mere værdifulde end kirkeministerens. Indtil nu har vi jo ikke høstet den store visdom fra den kant. Og hvad bliver konsekvensen, hvis alle mulige organisationer kan bede kirkeledelsen om at tage stilling til dette og hint spørgsmål? Så skal kirken også til at udtale sig om miljø, om krigen i Afghanistan, om arbejdsløsheden, om retspolitik, om strengere eller mildere straffe, om ”gammelt kød”, om inseminering med heterogen donor, cloning og genmodificering, etc… etc. Alt dette kan den enkelte præst og bibellæser sidde og gøre sig sine tanker om, og jeg tror ikke, han behøver nogen biskoppelig pegepind for at finde ud af, hvad han mener.
Konklusion
Der et så få, der ønsker en homoseksuel vielse, at jeg kun én gang i mit lange liv som præst har været ude for det, og det var en mor, som ringende på vegne af sin datter, og hun havde ringet rundt til de fleste af præsterne i området. Så det hele har mere symbolsk værdi. Det, disse mennesker ønsker, er accept. Og folkekirkens accept, tror de, kan være en genvej til at få Guds og hele befolkningens accept. Men Guds accept er noget, de må aftale med Gud, det er ikke noget, biskopperne kan garantere dem. Der er også alt for mange uafklarede punkter i det: Vil de f.eks. bryde med den overdrevne og smagløse stillen sig til skue ved diverse bøsseparader, og vil den slags også blive bragt ind i kirken, hvis vielsen skal gøres til et paradenummer for deres holdninger. Det har jo været lidt pinligt, når biskopper (Rosemarie Köhn i Norge, Kjeld Holm i Danmark) har lovet at tale til deres ”kærligheds-parader” og har skullet optræde sammen med store mænd i dametøj og læder med pisk og bare bagdele.
Jesus var ofte på de udstødte og foragtedes side: Men vi skal huske på, at de homoseksuelle er ikke en lille forskræmt og forfulgt minoritet, men en meget militant minoritet, der bruger det store tavse flertal af Ekstrabladslæsere til at piske kirkens ledere rundt i manegen.