OPGØR MED ERSTATNINGSTEOLOGIEN

Dong, dong, dong doooong!

Dong, dong, dong doooong!

Her er London!

……..

”I dette øjeblik meddeles det…….”

Husker godt at mor og far, under 2. verdenskrig, ofte lyttede til radioen om aftenen på 4. sal på Agtrupvej

– dong, dong, dong doooong!

Husker de lange rækker af forhutlede tyske soldater der traskede op ad Haderslevvej hjem til Tyskland, med pakkenelliker på trækvogne og cykler eller bare i en sæk på ryggen.

Almindelige soldater, som ikke kendte til de grusomheder, der havde foregået længere sydpå.

Husker den stemning og atmosfære af håb, der var lige efter krigen, men også det hykleri der var blandt de forretningsfolk, der havde hjulpet tyskerne og som nu optrådte som de rene uskyldigheder.

Husker også senere hvor vi i biografen kunne se film fra koncentrationslejrene og afmagrede jøder (bl.a.), som måtte lide for gale menneskers ideer. Det berørte mig dybt.

Her blev frøet lagt til min interesse for Israel.

For at undgå misforståelse af det efterfølgende må jeg indledningsvist sige: – at jeg har den dybeste respekt for alle seriøse kristne kirkesamfund. Det der piner mig, er deres indbyrdes uenighed og uforsonlighed. Årsagen til det vil jeg i det følgende forsøge at give min opfattelse af. Den splid der er, slider på troen, og medvirker til at gøre kristendom utroværdig.

Hvordan kan det være at alle, eller i hvert fald hovedparten af kirkeretningerne, alle synes at have skabt en kristendom, der kun har ringe eller ingen forbindelse til dens jødiske rødder. Det er som om der er konstrueret en helt ny religion udelukkende på basis af det nye testamentes skrifter, skønt Jesus var jøde og bekendte sig både til Moses og profeterne og dagligt kom i synagogen eller templet?

Fra Jerusalem til Rom[1] – kort fortalt:

Apostlenes gerninger, Josefus o.a. fortæller om en tid efter Jesu Korsfæstelse hvor der var uenighed mellem de traditionelle jøder og nazaræerne (jøder der troede på Jesus, Mt 2,23). De traditionelle jøder var ikke meget for at acceptere nazaræerne.

De indre stridigheder blev forstærket efter romernes ødelæggelse af det 2. tempel i år ca. 70 og førte til at de traditionelle jøder, på en synode, besluttede at udelukke nazaræerne fra de jødiske forsamlinger.

Samtidig bredte nazaræernes tro på Jesus som deres Messias sig til de omkringliggende lande og til Rom.

Bar Kokba opstanden i ca 135 blev en tragedie for jøderne, der bogstaveligt talt blev jaget fra hus og hjem. Romerne drev jøderne ud af Jerusalem og af store dele af Israel, og de gav landet til filistrene og ændrede navnet til – Palæstina!

(Her ser vi begyndelsen på den antisemitisme, der også i dag præger Mellemøsten, både hvad angår jødernes indbyrdes uenigheder og forholdet mellem palæstinenserne og jøderne. Det er ikke jøderne, der har ”stjålet” landet fra palæstinenserne, det er snarere omvendt)

År 70 – 150:

I den periode ser vi 3 grupperinger af Jesus troende:

Jøde-kristne menigheder

Hedninge-kristne menigheder

Blandede menigheder

3 navne (der er muligvis andre) fik stor betydning for kirkens opfattelse af jøderne, Justin Martyr og Irenaeus og Barnabasbrevet. Alle 3 gav udtryk for ringeagt og had overfor jøderne.

Efterhånden kom der flere menigheder hvor ikke-jøder var i overtal og der opstod konflikter mellem dem indbyrdes.

Torah-jøder contra messianske jøder

Messianske jøder og kristne contra hedenske romere.

Jøder contra kristne romere.

Hvilket i den sidste ende resulterede i at de kristne ikke ville have noget med jøderne at gøre.

År 150 – 400:

I perioden sker der et afgørende brud mellem kirken og synagogen. På Kirkemødet i Nicea i 325, tog man det første skridt henimod det der skulle blive Bibelen.

Der blev holdt endnu et par kirkemøder i 300-tallet, og med udgangen af det århundrede forelå den Bibel, stort set, som vi kender i dag.

Men for at gøre en lang historie kort, og fordi mange andre har kloget sig tilstrækkeligt om dette, så fik Kejser Constantine på kirkemødet i Nicea i 325 renset alt jødisk ud af kristendommen. Fik endog delt alle de gamle og nye tekster op i 2 pagter, i et gammelt og et nyt testamente, og der blev konstrueret en Trosbekendelse.

Påsken blev, på trods af det faktiske jødiske tidspunkt for Påskens begivenheder, placeret på et andet tidspunkt, men ikke engang det tidspunkt er kirkerne enige om, den ortodokse kirke har endog sin helt egen højtidskalender!  

Det triste i den sag er at kirkefædre som Ambrose, Augustine, Chrysostom oa. førte an i en fordømmelse af jøderne, hvilket kom til at vansire kristendommen helt frem til vor dage, idet Luther, Pave Pius XII oa. sang med på hylekoret om jødernes skyld.

De gamle tekster, Moses og profeterne, blev nærmest betragtet som myter, som man ikke nødvendigvis behøvede at tage alvorligt, hvis de ikke lige passede ind i den nye religion, Kristendom. Undtagen 1.Mosebog.

Rent bortset fra at alle profeterne, som i tidens løb har talt på GUDs vegne, så må have udtalt sig forkert, hvis altså Israel var EVIG fordømt, det ville jo også betyde at den Almægtige, Evige Gud var vægelsindet!

Må her lige minde om Ef. 1,1-6 hvor Paulus skriver om – før verdens grundvold blev lagt.

År 400 – 1948:

Jøderne er spredt til en lang række lande og må gang på gang flygte videre pga. pogromer og had og Israel er blevet til Palæstina.

Marek Halter skriver i sin slægtskrønike ”Mindet om Abraham”, ISBN 87-555-1130-9, Chr. Erichsens Forlag, fra tiden omkring templets ødelæggelse i år 70 til nazitiden i Warszawa.

Det er en god bog hvis man vil lære noget om jødernes omflakkende tilværelse indtil staten Israel blev dannet og jøderne kunne vende tilbage til deres hjemland, som de blev vist bort fra i år 135.

Alt dette førte til det oldkristne dogme om at GUD den Almægtige havde forkastet det jødiske folk, som Han i tidernes morgen havde udvalgt til at være Hans forbillede for alle folkeslag, og at Kristendom nu er det nye udvalgte folk. Israel var blevet erstattet af Kirken!

Jeg må selvfølgelig indrømme at Mt. 21,43 ret utvetydigt tager ansvaret fra det jødiske folk og giver det til Kirken. Jeg har dog svært ved at forstå at det skulle være endegyldigt.

Det kan da også meget vel være sådan at Israel for en tid skulle være uden hjemsted, det kan man jo se af Jer 23,1-8. Desuden skal man nok se Nicea-koncilet som en magtdemonstration fra Constantines side, og de senere konciler som filosofiske kævlerier, som jeg har svært ved at se noget helligt ved.

Der var/er også én anden konsekvens som kirkefædrene nok ikke tænkte over.

Hvis Kirken vil være Israel, så må den også tåle de vilkår Israel havde og har, med forfølgelse og korsfæstelse, og når Kirken fokuserer på Kristi død (Korsfæstelsen), og giver det som motiv for jødeforfølgelserne, så nedvurderer Kirken Opstandelsen, så forbliver Kristus på korset, hvilket i øvrigt også er det mest almindelige ved de katolske krusifixer.

De store gamle kirkeretninger, katolikker og ortodokse, har desuden indført så mange trosregler at de kan sammenlignes med farisærismen, som Jesus advarede imod.

Det understreger at kirkerne er kommet ud af trit med hele Bibelens hensigt.

Konklusion:

Her opfyldtes det, som Paulus omtaler i Rom 11,13-24, man vendte rygge til Jerusalem og erstattede den nazaræiske religiøse praksis med en religions-konstruktion, der kun fokuserede på Kristus, og uden forbindelse til de jødiske rødder.

Man nedtonede GUDs (HaShem) rolle fordi en tro, hvor GUD den Almægtige var/er hovedpersonen og hvor Israel har en hovedrolle, ikke var/er kirkepolitisk ønskelig.

Måske af jalousi, måske pga. personlige ambitioner eller noget andet.

Her lagdes kimen til den antisemitisme som kulminerede under 2. Verdenskrig og som nu igen viser sit grimme hoved i FNs oa. fordømmelser af Israel.

Konsekvenserne:

Mange kristne præster følger i dag, denne linie og vil hellere omfavne muslimer end jøder. Den antisemitiske virus bølger igen ind over vor verden. Den kirkelige retorik bærer tydeligt præg af at man undgår at sige noget positivt om Israel af frygt for at blive stemplet som politisk ukorrekt og/eller for muslimernes reaktion.

Men staten Israel gør det heller ikke let for sig selv og folket Israel.

Men hvorfor? Hvorfor gik det på den måde?

Det er jo ikke de kristne kirkers opgave at ”straffe” jøderne, det er alene Gud den Almægtiges ansvar, hvis de skal straffes. De blev jo forvist fra deres hjem i år 135, det kunne man vel have betragtet som en slags straf, ligesom man vel også kan se Holocaust som en ”korsfæstelse” af folket Israel.

Min opfattelse er at de ”hedninge kristne” drak dybt af misundelsens bitre bæger.

”Hvorfor skal de, jøderne, betragtes som udvalgte og vi ikke er det. Det var jo deres skyld at Jesus blev Korsfæstet”

Sammen med ønsket om magt blev det den onde ånd, som drev Kirken i de følgende århundreder.

Måske skal vi se selve landflygtigheden som Guds den Almægtiges ønske om at redde sit folk. Ved at sprede dem blev de mindre sårbare.

Det forhindrede dog også at der kunne opstå en messiansk ”kirketradition” og et messiansk fællesskab.

Havde de været samlet på et sted, i et land, havde fx Hitler også haft mere held med hans endlösung. Så ville Holocaust have været endnu mere katastrofal end den blev.

Det undskylder dog ikke det had og den foragt som erstatningsteologien blev skyld i.

Ved at sprede sit folk, spredte Gud også risikoen for udryddelse. Dermed fik profetierne om at Gud samler sit folk – Es 43,5-7 og Es 49,14-18 og Mark 13,27 m.fl. mening, og dermed giver genopbygningen af Jerusalem og oprettelsen af staten Israel i 1948 også mening.

Og – Gud Ske Lov så afhænger det enkelte menneskes frelse ikke af kirkernes dogmer, traditioner, regler og vildfarelser, men af den enkeltes oprigtighed i troen på Kristus, og heldigvis behøver den ægte Kristendom ikke gyldne kirkepaladser og guldbrokader for at overleve. Den trives helt fint i de lave hytter.

Det ændrer dog ikke ved at kristendommens rammer og grundlag var ufuldstændige fra dens tidlige begyndelse.

Kort sagt så synes samtlige kirkeretninger, deres dogmer og regler, at være præget af kirkemødet i Nicea. Retfærdigvis skal dog siges, at der findes undtagelser, og Gud Ske Lov er der hos mange kristne en stigende anerkendelse af kristendommens jødiske rødder.

Ertatningsteologi er på mange måder et teologisk vildspor og kirkepolitisk manipulering. Kan her kun opfordre alle til omvendelse (Åb. 2,1-7 (især 5))

Og igen, misforstå mig ikke, for der er sider af alle kirkeretningerne, som jeg holder af.

Der er absolut intet forkert i at bede Kristus om hjælp, for Kristus er Verdens Frelser.

Nej, det er ikke forkert, men det er heller ikke helt rigtigt, for erstatningsteologien har sat Gud den Almægtige i baggrunden.

Sandheden er at – der kun er èn Gud og én Mellemmand, Kristus (1.Tim 2,5-7), og når der kun er én Gud, så taler vi om hele Bibelen, som grundlag, ikke kun det såkaldte nye testamente. Og når der kun er én Gud, så kan der kun være én Pagt!

Jesus – Yeshua Messiach er den centrale person i Bibelen.

Han er den hele Bibelen handler om og peger frem imod. En betydelig del af evangelierne og apostlenes skrifter, giver først rigtig mening ved erkendelsen af at Jesus var israelit og levede og virkede som rabbiner, mens det 2. tempel stod i Jerusalem.

Jo jo! Det er da meget tænkeligt at det er mig der er på vildspor, jeg beder her blot om at de forskellige kirker ransager deres grundlag og ser om ikke der, med hånden på hjertet, skulle være punkter hvor man stadig ligger under for erstatningsteologiens vildfarelse.

Strenge dogmer og trosregler har ofte været årsag til ondskab og forfølgelser, ikke kun overfor jøderne, men også overfor andre kristne fx hekseafbrænding, afladshandel, bandlysninger oa. former for ekskludering fra diverse kirkeretninger.

Ekskluderende strenge Nadverregler har også udelukket mange fra Herrens Bord!

Det er svært at finde Kristus i sådanne handlinger, men igen så afhænger det af den enkeltes tro. Det er også svært at finde Kristus i de gamle kirkers (ingen nævnt ingen glemt) gejstlige processioner, pompøse hof, bispekåber, guldbrokader, strenge nadverregler, protestanternes pragmatisme, frikirkernes buller og ballade og kirkebygningers pomp og pragt.

Pyntesyge, pomp og pragt er ikke bevis på større tro, men på distance til ”folket”.

Man har glemt, at Kristus taler om ydmyghed, barmhjertighed, sagtmodighed og mine mindste, ikke om underholdning, opvisning, glimmer og stads (Mt 5,3-12)

Martin af Tours (Morten Bisp) havde en helt anden ydmyg tilgang.

Den messianske kirkes tilgang er mere enkel og livsnær, selvom den nok lider under en vis grad af jødisk pedanteri, men den er trods alt nærmere rødderne end andre kirkesamfund.

Kan man i øvrigt have tillid til dogmer (og trosbekendelser), der er skabt på baggrund af snæversyn og politiske præferencer?

Og hvad skal vi egentlig med dogmer og trosbekendelser, når vi har hele Bibelen?

Blandt meget andet 1. Mos kap. 1, Mt. 22,37-40 og Joh. 3,16-18.

Behovet for en renovering, en retningsændring:

Det er så her mit ønske om en reformation kommer ind jf., førnævnte artikel.

Den kristne kirke (som helhed) trænger kort sagt til en ”ny reformation”, en renovering, en ny måde at se og forstå den gamle fortælling på. De gamle dogmer er ikke længere bæredygtige! Tiden er inde til at forsone sig med hinanden og Israel.

Pagter, dogmer, trosbekendelser, ritualer og fortolkning af bibelske tekster. Alt dette må vi revurdere og omforme så de er i overensstemmelse med HELE Bibelens lære og de jødiske rødder. For er præmissen forkert så er risikoen for at konklusioner og erkendelser også er forkerte, nærliggende.

Her vil kirkerne fremhæve at Guds Hellige Ånd har afsløret disse forhold for dem, men da de hver for sig mener at kun deres synspunkt er rigtig, må de have lyttet mere til deres egne stemmer end Gud Hellige Ånds vejledning.

”På deres gerninger skal I kende dem”-

Man får her lyst til at henvise til Mt kap 23, som også gælder for kristne koryfæer.

Der er kort sagt al mulig grund til at en NY reformation er påkrævet!

Kirken som jo er podet ind på den gamle stamme, har løsrevet sig fra den denne stamme

Derfor ser vi grenene på Oliventræet visne én efter én jf. Rom 11,13-24.

Et træ uden rødder kan ikke overleve.

Kirkerne bør bestræbe sig på forsoning for at det kan gå i opfyldelse som er beskrevet i Joh. 17,20-23, ”at de alle må være et”, og som GUD siger ved Jeremias (32,39) ”jeg vil give dem ét hjerte og én Vej”.

Den NYE reformation må udtrykke det, vi skylder GUD den ALMÆGTIGE (YHWH):

Ærefrygt og ydmyghed!

(1. Kongebog kap.19,11-13 + Zak 2,17)


[1] Referencer: Apg., Didache, Josefus, S.S. Montefiori, Marek Halter, Julia Blum, IBS oa. tidsskriftsartikler.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

GODs Holy Spirit

Jesus says: You shall love the Lord your God with all your heart, with all your soul and with all your mind. This is the greatest and first commandment. There is another one like this. You shall love your neighbor as yourself. On these two commandments rests the law and the prophets (Mt. 22,37-40)

Behind the veil, formed by all historical tales, legends, myths, and legends, stands God, HaShem, the Almighty and observes the work of religions, seeing the works of ideologues, philosophers, mystics, healers and political systems — seeing with the eyes of Love filled with tears! And thinking! I have created man as it should be, but he does so many strange things that are not beneficial to his life (Preacher 7.29 and 1st Cor 6.12 and 10.23)

There is not so much wrong or mysterious about the many strange things that happen, if you see them, as a matter of – order contra chaos or Love contra hate. Everything will be chaotic until Christ, by the Holy Spirit of God, brings order into society and into our thoughts. It is also said: Until He, Christ, has subjected all things under His feet. (1. Cor 15.25)

In Christ, everything will find its place! Until He has subjected everything, there will be chaos in the world and in our thoughts. This is also in line with the 2nd Law of Thermodynamics, Entropy. So we should not be surprised or confused by other religions or mysterious events, the hypocrisy of mighty presidents, the frustrations of demonstors etc. Confusion shall prevail until Christ has brought order into the world, until we “look to Him whom they have pierced” Zak12.10. (Admittedly, that word is addressed to the Israelites, but we (the Christian Church) have pierced Him too. Which of us can throw the first stone? Neither we nor the Israelites are innocent, we are all guilty — but we shall all become one in Christ)

We get lost when we don’t see the substance and purpose of Love, when we only see what is visible and do not look deeper. See that God, HaShem, only wants what is best for us. God is not a despot who finds joy or pleasure in giving people meaningless rules and laws and punish His Creation when they are not obeying or cannot obey to perfection. God’s laws are for the good of people, both in terms of natural laws and social laws. We can, to some extent, compare it to the coronarules we currently live under. They’re difficult and life-changing, but they’re made to protect us in a given situation. The same can be said of God’s rules and laws. They are beneficial and protection to us, some applied for a given situation or time period, others are permanent such as the above in Mt 22.

We must allow the Holy Spirit of God to guide us, and not let the Holy Spirit be drowned by worry and anxiety, and we must not be so haughty as to believe that we, at the present, are filled solely by the Holy Spirit. Here, too, we can use the corona time as an example. If rules and laws are not in our hearts and an obvious part of our lives, they must be exercised by force. In Sweden, it was naively believed that the corona rules were in “the heart” of the Swedes, while in Denmark we were more realistic and put mild power behind the laws/rules. Had rules and laws been firmly entrenched in people’s “hearts”, power would not have been necessary.

The same relationship can be said of the Law of Moses and the Holy Spirit of God. The substance of the rules and laws is the same, but the understanding and expression are different. Moreover, the coronavirus is much less dangerous than the virus that plagues people’s souls and minds – the virus of lies, hatred and selfishness.

Against it there is only one vaccine – Christ!

That’s why we can say: “Shema Olahm” – “Hear oh world! The Lord our God, the Lord is one and the Covenant is one”

“God, HaShem, is everything in everything everywhere, before everything and after all! We will get lost if we do not realize the mighty and infinity of God, and I say to you, dear friends in Christ: “

Days shall come when those who believe they have knowledge, shall realize that they know nothing, and days shall come when none of us can find our head and tail in the chaos that occurs. In those days, everything we believe about Christ will find its true expression both in us, in our homes, in society and in the church – and then we must wonder how simple and wonderful everything is, and we shall understand what is meant by Jer. 31.31-33

“When we see the work of your hands, what is a human being? When we see the joy of life, caring, singing, and selfless acts of Love all over our globe, when we see the life, the beauty and diversity of nature and the laws of the universe, we must ask: “What, then, is your creation that you bless it? Wherever there is an act of selfless love, is holy ground. Then we shall learn what is meant by Ps. 8

Then we will realize that the Gods Holy Spirit is the one that connects and unites the ancient scriptures with the new ones. Who creates coherence and awareness of God’s presence and the one who makes the Father and the Son one. Then we shall learn that on the day of the Lord, the Holy Spirit of God, like an antivirus program for a computer, will cleanse the control program of our souls, and erase everything that is not of Love in us.

No matter who we are, where we are, what faith we have, what culture we live in, the Holy Spirit of God will come upon us and purge all selfishness, hypocrisy, hatred, and evil out of us.

Then we will have to see if we “survive” this cleansing proces!

On that day GODs GRACE is our only hope!

Blessings with Apg 2.1-4

SvendB

Written in recognition of human limitations according to Jes. 55,8-9

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Gud den Almægtige og skaberværket

God the Allmighty and the Creation

I 1. Mose 1,26-28 får mennesket af Gud den Almægtige (Faderen) til opgave at forvalte Skaberværket. Man kan sige, at det er et af menneskets hovedformål – at forvalte.

Man kan så spørge hvorfor og hvordan?

Flere steder i Bibelen (Guds Åbenbaring) nævnes at Gud er Kærlighed og at Skaberværket er Kærlighedens genstand.

Kærlighedens indre kerne er at elske og blive elsket, derfor kunne Kærligheden (Gud den Almægtige – Faderen) ikke lade være med at skabe universet og livet, hvilket bringer os til et andet af menneskets hovedformål nemlig –

”at elske Gud af hele dit hjerte, sjæl og sind – og din næste (alt det skabte) som dig selv”

Denne gensidige forelskelse medfører så hengivenhed, omsorg, offervilje, retfærdighed, hensynsfuldhed, barmhjertighed, tilgivelse ol.

Stående overfor Gud den Almægtige – Faderen, medfører den ærefrygt og ydmyghed.

Vi har nu 2 hovedopgaver for mennesket:

Forvaltning og Forelskelse

Vi kan lære meget af vore egne liv og forelskelser. Vi ved hvordan, vi selv har det og vi ser hvor forskellig forelskelse kan udtrykkes, men fælles er nærhed, samliv og hengivenhed, som nævnt ovenfor.

Vi kan ikke skille de 2, for forvaltning/forsørgelse er jo også en del af forelskelsen/ægteskabet.

Det er en slags symbiose, et helligt ægteskab, som der tales om i Åb 21,9-10 (læs hele kap. 21) og som også skal indgås mellem kirken (Kristi legeme) og synagogen (Jerusalem).

Jesus siger jo selv et sted at hemmeligheden om ægteskabet er dyb.

Spørgsmålet er så om vi som kirke kan leve op til dette, altså set med Gud den Almægtiges øjne.

Gør vi?

Er vi forelskede? Anerkender vi denne forening, dette ægteskab, som en del af Guds Hensigt med skaberværket?

Jeg ved det ikke. Ved kun, at vi må finde en vej, som fører til forsoning mellem alle folkeslag, en forsoningsvej, der fører hen til ”bryllupssalen”.

Det indebærer også at vi må holde op med den banale personificering af Gud den Almægtige (Faderen) Gud kan ikke personificeres i vor forståelse af ordet, men det kan sønnen – Kristus.

Treenigheden opstår netop ved at Gud den Almægtige (Faderen) og Kristus (Sønnen) har én Viljen, er ét i Ånden (dvs. Guds Hellige Ånd) Det er også det der sker når 2 finder sammen i ægteskab – Brud og Brudgom bliver ét i Kærlighed, og disse 2 har brug for at være sammen.

Vi må også skelne mellem Faderen, som står over Sønnen, men som dog er ét med Faderen i Den Hellige Ånd.

Vi bliver nødt til at ”genopdage” Gud (Faderen), som en uendelig og ophøjet eksistens, som er evig, uforanderlig og almægtig, men også evigt nærværende i Kærlighed.

Når vi opfatter og omtaler Gud, som én vi kan debattere med, så nedvurderer vi Gud.

Vi må fortælle om Gud den Almægtige, som den der er ophav til universet og livet. Den som har skabt og fastlagt de matematiske- og fysiske mønstre vi ser overalt, for alt overalt består af processer, systemer, mønstre i en hårfin balance. Der er ingen divergens mellem sand videnskab og Guds Visdom. Det er den fortælling, vi må magte at reformere, så troen bliver en virkelighedsnær fortælling og ikke vidtløftig intellektuelle tankespind, som vi desværre hører meget af i disse tider.

(Skal undlade at give eksempler på kirkens pjankede påhit)

Dersom hændelser og tanker, som opstår i verden, ikke kan stå for Kærlighedens lakmusprøve, så er den ikke af Gud.

Det ultimative udtryk for Kærlighed er at ofre sig selv for at en anden kan leve.

Det var det, der skete ved Jesu Korsfæstelse.

Tilbage står dog stadig spørgsmålet om vor kirkes ”parforhold” med staten.

Der er nok ingen anden vej end en adskillelse, men jeg er meget urolig for om kirken har den kerne af styrke, der skal til for at stå den modgang igennem som følger. Om den selv magter både forvaltningen og forelskelsen.

Magter kirken ikke forvaltningen, ”bides hestene” og den sygner hen i armod.

Magter den ikke forelskelsen, bliver tilbedelsen (Højmessen) en tom skal, en ufrugtbar forsamling.

Så vi må vel sige at for mennesker er dette nok umuligt, men –

for Gud er alle ting mulige.

Vh

Svend

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Sidst på dagen

Under min stilletime i går aftes læste jeg lidt i en bog. Her læste jeg en overskrift, hvor der stod: „Glaubst Du noch oder denkst Du schon”.
Tro og tænke var i teksten her umiddelbart sat op som modpoler. Jo mere jeg tænkte over det, kunne det faktisk også give mening.
Hensat i disse tanker slog det mig: ”Med hvilken ret kan jeg tillade mig at sidde og fintænke i disse baner”?
Den Almægtige Treenige Gud gav os alt. Han gav os sin enbårne søn Vor Herre. Vi mishandlede ham og slog ham ihjel. Vi opfandt selv en løgn som påskud, til at slå ham ihjel. Ja jeg kunne blive ved.
Så tillader jeg mig at sidde og fintænke ”hvad der menes med disse ord” og om der er modsætning mellem ”Tro og Tænke”.
Lige pludselig kom tanken til mig. Hvis jeg nu med min lunkne tro – stod der foran vor almægtige Gud – med forventningen om, at skulle accepteres  som jeg var, men dér fik at vide –
”Jeg er her ikke mere for dig.”
Det gik i panik i mig.  Jeg blev her trukket ud af mine selvfede tanker. Jeg vågnede op. Tanken kom: Hvad nu hvis Gud ikke er der for mig – for os – for menneskeheden? Tænk sig hvis han simpelt hen havde fået nok. Han ville ikke mere. Slut.
Ja vi kunne jo ikke engang fortænke ham i det, med vore opførsel gennem tiden.
Ja bare tanken om at skulle fortsætte med at leve uden Gud, ville være ubærligt.
Hvor er jeg glad for, at Gud vores fader er her og han stadig vil være vores fader. Hvor bør vi prise os lykkelige.
Med kærlig hilsen

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Alle religioner er ikke lige gode. (“Enhver bliver ikke salig i sin tro”)

Hvad er egentlig forskellen på jødedommen og kristendommen? Vi skal passe på ikke at overdrive forskellen, for kirken har op gennem tiderne behandlet jøderne ganske rædselsfuldt, så lad os hellere sige: Hvad er forskellen på farisæisme og kristendom? For der er ingen tvivl om, at jødedommen var Jesu religion, og at han så sit virke som opfyldelsen af Moseloven og Profeterne. Men han kan ikke acceptere den tolkning af jødedommen, som hed farisæernes retning: “I har djævelen til far, og han har været en morder fra begyndelsen”, siger han lige ud, og farisæerne svarer rasende :”Er det ikke med rette, vi betragter dig som besat af en ond ånd?” Johs.ev. 8,44-48.

Problemet med farisæismen og dens moderne aflægger i militant islamisme og militant katolicisme er, at den tror, at mennesket har en fri vilje. Mennesket skal overholde Guds lov og KAN overholde Guds lov. Mens Paulus, den tidligere farisæer, må konstatere, at det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, Rom 7. “Kun èn er god, nemlig Gud”, siger Jesus i episoden om den rige yngling og kamelen, som ikke kan gå gennem nåleøjet. Altså kun ved at få hjælp fra Gud kan vi gøre det gode, f.eks. hjælpe sultne med nøduddelinger, komme ud af spiritusafhængighed, komme indgroet surhed tillivs, droppe en vredladen facon, droppe misundelse og den evige bekymring for vore pengesager etc. Når vi vil gå i egen kraft, brænder vi ud. Vi skal fødes påny ved den Helligånd, som allerede blev givet os i dåben. Og indimellem standse op og spørge: “Er det den vej, du vil føre mig”, for Han “leder mig ad rette veje for sit navns skyld”. Dit liv er ikke en række tilfældigheder. Derfor kan du i alt stole på din Faders hjælp.

Islamisterne og farisæerne tror, at det mere er et spørgsmål om at tage sig sammen. Og hvis folk ikke vil tage sig sammen, så skal de tvinges. Således opstår militant islam og farisæisme. Men ingen kan jo tvinges til gudsfrygt og til at tro på Gud. Troen er en gave fra Helligånden.

Djævelen ønsker at posere som Gud, og der findes faktisk religioner, som er forsøg på at hente kraft fra den mørke side:

Det ser ud til, at den Moloch-statue, som blev opstillet ved indgangen til Colosseum i Rom, oprindelig er en italiensk filmrekvisit, hentet fra det italienske filmuseum, hvor det blev udstillet til minde om en instruktør fra stumfilmens guldalder, der skabte et stumfilm-epos om den 2.puniske krig, hvor romerne kæmpede mod Hannibal og hans berømte krigselefanter. Denne film omfattende også scener med punernes uhyggelige børneofringer til planeten Saturn, underverdenens hersker, omtalt Job 18,14. Selve glosen molok har noget at gøre med mælæk, ”konge”, jnf. Esajas 57,5-9, hvor ofringer til Mælæk står parallelt med at sende bud til dødsriget.

Hvorfor ofrede punerne 1000 vis af børn til Molok/Mælæk? Og hvorfor var også nogle judæere fristet af kulten? Måske fordi man troede, at børnene ”gik gennem ilden” til et liv hos gudekongen Saturn på de saliges øer i solnedgangen. Mælæk/Saturn regnedes for nattens sol, solen som var gået ned i vest i dødsriget, så måske var meningen også at styrke solen, så den genfødt kunne stige op i øst. (Det var hensigten med aztekernes mange menneskeofringer i Mexico.) Men samtidig havde det hemmelige ritual også karakter af en ”sort messe”, et forsøg på at slutte pagt med dødsriget, den usynlige verdens natside. Hinnoms dal/Gehenna,  hvor børneofringer fandt sted, er jo også det udtryk, biblen bruger om Helvede. Historikeren Filon fra Byblos i Libanon skriver, at Saturn var en gudekonge, hvis grusomhed satte skræk i alle de andre guder, og at børneofferet var en ”løsesum til hævnende dæmoner”. I templets symbolik er den mørke dal syd for Jerusalem, Hinnoms dal, kaldt ”Refaiternes Dal”, dvs. de døde ånders dal, modstillet Zions bjerg, som er Livets sted. Det hele er et vidnesbyrd om, at Gud er Livets og Lysets Gud, ”hos dig er Livets Kilde, i dit lys skuer vi lys”, men der findes også mørke kræfter, som bekæmpes af Gud, men som nogle mennesker vil forsøge at alliere sig med. Nogle religioner og ideologier er kulsorte: Derfor vogt jer for de falske profeter og ”vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Molok-kulten var en slags Satan-kult.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar