Fængsel

Da jeg i perioder har haft et 7-8 kriminelle boende hos mig, må det måske være mig tilladt at komme med et lille indspil på emnet ”Fængsel”. I gamle dage var fængslet tænkt som et ”forbedringshus”. Fængselskirken var centralt placeret i fængselskomplekset, for meningen var, at fangerne skulle omvende sig og forsøge at blive bedre mennesker. Senere, i mine unge år, var kriminologien mere præget af marxistisk samfundstænkning. Man så den kriminelle som offer for samfundets udstødelsesprocesser. Slagordet blev: ikke straffe men resocialisere. Efter marxistisk tankegang er den kriminelle nærmest at betragte som et primitiv Robin Hood, der har gjort oprør mod samfundets undertrykkelse. Ved den rette ideologiske skoling skal han bringes til at indse, at det i virkeligheden er samfundet, der er uretfærdigt, og dermed blive en god revolutionær i kampen for det klasseløse samfund. I Rumænien mente man på et tidspunkt under kommuniststyret der at være nået så langt i skabelsen af det socialistiske menneske, at et stort antal kriminelle blev lukket ud af fængslerne. Det var ikke nogen succes, og man måtte bruge en del kræfter på at indfange dem igen. Herhjemme kunne man også mærke den marxistiske tilgang i det, at fængselsvæsnet blev anskuet som forsorg, omsorg for fangerne, og lagt ind under Kriminalforsorgen. Der har også været en tendens til at tilkende den kriminelle en del juridiske rettigheder, retten til et familieliv, osv. I nogle fængsler har man selv haft nøgle til cellen og har kunnet gå til kurser i finere madlavning og haft fri efter kl 16.

Desværre er der tegn på, at denne velmenende humanistiske omsorgstænkning preller af på nutidens hårde kriminalitet, organiseret mafialignende kriminalitet og hård bandevold. For de mange udenlandske kriminelle, der efterhånden fylder danske fængsler, er et ophold i et moderne fængsel nærmest som et rekreationsophold med god mad. Da min far under krigen sad i Vestre fængsel, var forholdene anderledes beskedne. Endnu i mine unge dage var de fleste kriminelle blevet kriminelle i forbindelse med et misbrug af alkohol og stoffer, så tanken om, at de skulle hjælpes snarere end straffes, var nærliggende, men i dag er megen international kriminalitet så hård, at den blide danske omsorgstænkning uhjælpelig kommer til kort.

Efter min mening skal man igen begynde at se fængslerne som forbedringshuse. Hvis ikke du bruger fængselsopholdet til at blive et bedre menneske, så spilder du din og samfundets tid. Måske skulle man ligefrem oprette særlige fængsler for dem, som ærligt ønsker at komme ud af kriminaliteten og arbejde med sig selv, mens de, som stadig væk ønsker at ryge hash og true og har accepteret kriminalitet som deres livsstil, så kan sidde og knurre og slås i resten af fængslerne. Jeg ser i TV, man har arbejdet med disse tanker i Canada.

Måske er tiden kommet til, at man atter skal anskue mennesket som ansvarlig for sine handlinger og skyldig i stedet for blot som et produkt af samfundsforhold.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Bibelsyn

Bibelsyn: Hugo Odeberg, professor i Lund.

Da jeg studerede, blev jeg i 1969 opmærksom på den svenske professor i Ny Testamente Hugo Odeberg. Han var en af de sidste store universalgenier, som har levet. Han var rundet af beskedne kår, hans mor ernærede sig som syerske på landet, hans far var ukendt. Allerede som 6 årig havde han købt en kurv med bøger for 25 ører på en auktion. Nogle var på hebraisk, og han søgte at lære sig lydværdien af de hebraiske bogstaver ved at sammenligne med de egennavne, som var gengivet med latinske bogstaver i biblen. Han læste siden hen flydende hebraisk og græsk, hollandsk, italiensk, spansk, men havde også filologisk ekspertise i en mængde af de sprog, som taltes i oldtiden (særlig ugaritisk, mandæisk, koptisk, samaritansk, aramæisk).  Under en foredragsturné i Finland fik han sin hjemrejse forsinket og besluttede at bruge tiden på at lære sig finsk ved at læse aviser. Det tog ham efter eget udsagn to uger. (Der foreligger faktisk et forelæsningsmanuskript uarbejdet af ham på finsk). Han havde også interesseret sig for matematik og naturvidenskab og var dybt fortrolig med videnskabelig botanik. Han elskede at botanisere og sammenligne de vilde blomsters udbredelse før og nu, alt sammen ud fra en trang til at studere Guds storhed, som den åbenbares i hele skaberværket. Han var en kæmpe original. Han gik med en bowlerhat, som var næsten grøn af ælde. Som ganske ung kandidat tog han til London for at studere under prof. canon Box og kastede sig på hans foranledning over et gammelt håndskrift, som handlede om, hvorledes rabbi Ismael stiger op til himlen for at se merkabah’en, Guds trone. Foran indgangen til den syvende tronsal (hekal) beder han en bøn, for at en bestemt ildesindet engel ikke skal få magt over ham og kaste ham ned fra himlen. Gud kalder da på Metatron, som kommer og tager Ismael ved hånden og bliver hans guide, og det fortælles videre, hvorledes Enok i urtiden blev taget op til himlen og forvandlet til Metatron. Odeberg udgav skriftet som sin doktordisputats, og det stod ham klart, at dette skrift var vidnesbyrd om en kreds af jøder, som interesserede sig for Enok og mystik. I forvejen kendte man 1.Enoks bog, hvor det fortælles, at Enok blev optaget til himlen og forvandlet til Menneskesønnen. Der var også 2.Enoks bog, som skildrer Enoks optagelse til himlen og hans forvandling til ild, til et englevæsen foran Guds trone. Odeberg kaldte derfor sit skrift 3.Enoks bog.   Denne Menneskesøn/ Metatron er Guds vice-regent. Men samtidig er han også symbol på det håb om evigt liv og optagelse til himlen, som de kredse, der skrev Enokbøgerne, havde. Også de håbede ved at følge ”Menneskesønnens veje” at blive optaget til himlen, når de døde, og blive forenet med og ét med Menneskesønnen 1.En 71,16.

En nøgle til disse forestillinger er mystik og ud-af-kroppen-oplevelser. Da Enok ser Gud kaldt ”Dagenes Hoved” (dvs. evigheden som tidens og dagenes urgrund) i ”ubeskrivelig stråleglans” falder han om i trance (”hele min krop blev slap, og min ånd blev forvandlet, og jeg råbte med høj røst og velsignede, ærede og priste”).

Odeberg søgte at forstå den ældste kristendom i lyset af den tidlige jødiske mystik knyttet til Enok-Menneskesøn-Metatron-skikkelsen, men ikke ret mange forskere kunne følge ham. I dag er situationen en anden, bl.a. fordi man har udgivet  ”Sabbat-sangene”, der viser, at Dødehavssamfundet/ Qumran-menighedens medlemmer gennem deres gudstjenesteliturgi sabbat efter sabbat stiger dybere og dybere ind i det himmelske tempel og derved symbolsk forvandles til de engle, som evigt tjener for Guds åsyn for til sidst at stå foran tronen og lovprise den umådelige lysglans, som bærer hele universet. Og det er denne tro på, at man i liturgien og gudstjenesten føres fra jord til himlen, fra død til liv, fra menneske til engel og Gudssøn, den ældste kristendom har overtaget fra Qumran menighedens ritualer. Denne gudstjenesteforståelse er bevaret i den russiske og græsk-ortodokse kirke.

Jesu baggrund skal ikke søges i farisæernes militante lovstrenghed og den politiske messianisme, men i ”de stille i landet”, de små og fattige af folket, som håbede på Israels forløsning alene ved Guds indgriben. Men afgørende er det, at Jesu ikke søger at stifte en ny religion, men han bringer opfyldelsen af den gamle pagt.

Fundamentalistiske kredse, for hvem kristendom var omvendelse, tog Odeberg til deres hjerte, selvom om han egentlig ikke var fundamentalist og tog afstand fra den amerikanske fundamentalismes forsøg på at forfølge darwinister og andre, som de betragtede som en fare for de troende. Kristendom er ikke at forfølge andre, men selv være forfulgt, hævder han. Han overvejede også, om hans eget originale udseende kunne være et argument til støtte for Darwins abe-teori. Selv holdt han efter krigen op med at udgive noget som helst, hvilket er ejendommeligt, når man tænker på hans imponerende videnskabelige produktivitet i de allerførste år. Måske fordi Jesus og rabbinerne ikke udgav skrifter, men kun virkede ved mundtlig undervisning af deres disciple. Han samlede derfor en kreds af bibeltro studenter om sig, som hver lørdag formiddag mødtes til det, de kaldte ”Ransagelse af den Hellige Skrift”. ”I ransager skrifterne, eftersom I mener i disse at have LIV”, siger Jesus til de skriftkloge. Hans forening fik betegnelsen EREVNA =”ransagelse”, en oversættelse til græsk af det jødiske Midrasj. I den jødiske religion er ”LIVET”, den højeste form for liv, evigt liv, at ransage de hellige skrifter og drikke af den guddommelige visdom, som er nedlagt i dem. Docent Seth Erlandsson skriver: ”I en universitetsverden, hvor biblen kritiseres og atter kritiseres, fremtrådte sproggeniet Hugo Odeberg lavmålt, men kraftfuldt med feltråbet: Tilbage til Bibelen! Lad menneskelige spekulationer bag jer, og lad Skriften tale, som den er, uden at trække fra eller lægge til. Studér Skriften på dens egne vilkår! Så snart du kommer marcherende med dine egne tanker, bliver du blind for Skriftens tanker, Skriftens rigdom. Kom tomhændet, fattig på egen kraft og tanke, og da får du lov at skue Skriftens rigdomme og tanker, som er så meget højere end vore tanker, som himlen er højere end jorden, Es 55,9. Således lærte Hugo Odeberg os, hvor absurd det er at gøre sig til dommer over Guds ord. Det er jo Guds ord, som er dommeren, kritikeren over alle menneskehjertets indfald og tanker. Det var Hugo Odeberg, som lærte os..at forstå Åb 3,8: ”Din kraft er ringe, og du har taget vare på mit ord og har ikke fornægtet mit navn”….det ord, som vederkvæger sjælen og giver glæde til hjertet, en glæde, som strækker sig ud over tidens grænse.” [1]

Vigtig er den forelæsning, Odeberg holdt ved stiftelsen Biblicums møde d.14.okt.1972 over emnet: ”At ransage Skrifterne”[2], og hvori det bl.a. hedder: ”I ransager Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem. Og disse er det, som vidner om mig”, Joh 5,39. Ordet ”ransage” indebærer at søge, søge det evige liv, som er givet i Skrifterne, at forske i det, som er givet af Gud selv. Man skal sysle med det altid, fuldstændigt, uden at gå forbi noget og uden at lægge noget til. Heraf følger glæde, bøn og tak.

Det er ofte just i sin urimelighed og dårskab, det guddommelige budskab virkelig kan modtages. Guds virkelighed, også den skabte virkelighed er altid ufattelig. Ordet kan forstås ganske enkelt og virke ved sin enkelthed, og alligevel er det fuld af hemmeligheder, og man bliver aldrig færdig med det. I det enkleste er det dybeste virkeliggjort, og i det dybeste er det enkleste med. For ”Guds dårskab er visere end menneskers visdom”. Der står i Ps: ”Jeg søgte (hebraisk darasj svarer til det græske erevnao) Herren, og han svarede mig”. Der kommer svar fra den, man søger.

Selvom selve ordene er udformet af mennesker på menneskeligt sprog, er de indåndede af Gud. ”Hele skriften er theopneustos, inspireret af Gud” 2. Tim 3,16. ”Mennesker drevne af Guds ånd, talte det, som blev givet dem af Gud” 2.Pet 1,21. Vi talte ”ikke med sådanne ord, som menneskelig visdom lærer os, men med sådanne ord, som Ånden lærer os”, siger Paulus 1.Ko 1,21. ”I modtog det ikke som menneskeord, men som Guds ord, hvilket det forvist er” 1.Thess 2,13. Moses skal lægge sine ord i Arons mund, hvorved det samme forhold opstår mellem Moses og Aron som mellem Gud og profeterne: ”Altså skal han være for dig som mund, og du skal være for ham som Gud” 2.Mo 4,15f. Det er virkelig Herren, som taler (”Så siger Herren”) helt og fuldt og i hvert ord, og alligevel er det også profeten, der siger det med ord og udtryk, som svarer til hans dialekt og stil. ”Er ikke mit ord som en ild og som en hammer, der sønderslår bjerg” Jer 23,28b-29. ”Herrens undervisning er uden fejl og vederkvæger sjælen; Herrens vidnesbyrd er fast og gør den enfoldige vis”, Ps 19,8. ”Der står skrevet: mennesket skal ikke leve af brød alene, men af alt det, som udgår af Guds mund” Matt 4,4. Som Gud selv forbliver Guds ord evindeligt Es 40,8.

Efter Odebergs mening er alt i biblen guddommeligt og inspireret af den Helligånd. Selv da Jesus opstår fra de døde og følges med de to til Emmaus, siger han ikke: Nu er jeg hos jer, og det er vigtigere end at læse i døde bøger. Nej ”han åbnede skrifterne for dem”, Luk 24,32. Odeberg gør opmærksom på de  mange steder, Jesus peger hen på ”skriften”, og de mange steder, hvor skriften peger hen på ham og forjætter om Messias. ”Kristus og Skriften” hedder en af de bøger, hans disciple har redigeret over hans undervisning. Selvom Odeberg ikke vil kaldes fundamentalist, så prøver han i stedet at indføre begrebet ”immanens”, dvs. indlevelse i den hellige skrift. Biblen skal ikke læses i lyset af nogen ude fra kommende teori, men alene læses, sådan som den selv ønsker at blive læst, helt på dens egne vilkår. Og biblen ønsker at blive læst som hellig skrift. Odeberg citerer Jesu ord, at snarere skal himmel og jord forgå end det mindste jota eller den mindste prik af loven falde bort. Det samme hævder Jesus om sine egne ord: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.” Man kunne også nævne Joh Åb 22,18f. Der er tale om en slags verbalinspiration, selvom Odeberg afviser alle ikke-bibelske forsøg på at formulere en inspirationsteori. Når man taler om, at et digt er inspireret, så er det jo ikke kun indholdet, der er inspireret, men netop ordene, klangen, indhold+form. Selve udtrykket ”inspiration” er hentet fra biblen, fra 2.Tim 3,16. som Odeberg overs.: ”Hele skriften er indblæst af Gud…”. Vi må forholde os til biblen, som noget der er fuld af Guds ånd og kraft. Det meste af den moderne bibelkritik opløser sig ved nærmere eftersyn i rene hypoteser og gætterier, som det ikke er værd at spilde tid på.

I EREVNA-kredsen, som hver lørdag formiddag mødtes til en slags synagogegudstjeneste med efterfølgende studie af et emne fra biblen, nød Odeberg en anseelse omtrent som en østeuropæisk rebbe (rabbiner).  Når han f eks i en bisætning bemærkede, at hvert menneske havde jo to skytsengle, så blev det accepteret uden protester. Han havde sikkert sine gode grunde til at sige dette! For Odeberg er senjødedommens skildringer af de forsk. engleklasser (keruber, ærkeengle, magter og myndigheder, ofannim) skildringer af en yderst reel virkelighed. Gud har sin glæde i at skabe en mangfoldighed af arter af dyr og planter og folk og således også i den himmelske verden.

I dag er Odebergs forsøg på at tolke den ældste kristendom i lyset af tidlig jødisk mystik atter blevet aktuel. Personligt mener jeg også, at Odeberg har set rigtigt med en enkelt undtagelse. I Jesu natlige samtale med Nikodemus siger Jesus, at ingen kan se Guds rige, hvis ikke han bliver født på ny. Jeg mener ikke, det er realistisk at tolke ”født på ny” om en mystisk omvendelsesoplevelse, som forvandler mennesket. Udtrykket ”født på ny” forklarer Jesus selv nærmere ved ”født af vand og ånd”. I den ældste kristendom havde dåbsritualet to poler. Først selve dåben i vand med syndernes forladelse og så den efterfølgende salvning med olivenolie med Guds segl på panden, dvs. korsets tegn på panden. Denne sidste del af ritualet, ”beseglingen med Helligånden”, blev opfattet som en åndsdåb.

Så genfødt af vand og ånd må hentyde til de to poler i det ældste dåbsritual, vanddåben og modtagelsen af Helligånden. Johannesevangeliet bruger mystikkens begreber, når det skildrer de kristnes enhed med Gud: ”bliv i mig, så bliver jeg i jer, for skilt fra mig kan i slet intet gøre”, Joh 15,4-11. ”for at I må være ét i mig, ligesom jeg er ét med Faderen”, Joh 17,21-24. Men den afgørende oplevelse er ikke en subjektivt oplevelse af at se lyset og blive forvandlet, men snarere en nåde, som skænkes barnet og synderen ufortjent i det hellige sakramente. Denne sakramentale tolkning af vigtige udsagn i Johannesevangeliet er i halvtredserne fremført af schweitzeren Oscar Cullman, og den er vist efterhånden anerkendt af mange forskere. Man kunne altså kalde urkristendommen for sakramentalt skænket Kristus-enhed.

 

[1] Biblicum 2,1972,s.68

[2] ibd.s.68ff

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Tendenser af globaliseringen

Tendenser af globaliseringen de seneste år (vil sandsynligvis forstærkes i de kommende år)

  1. Produktionen flyttes derhen, hvor arbejdskraften er billigst, dvs. derhen, hvor arbejderne stadig vil gå for en ussel løn.
  2. Kapitalen flytter derhen, hvor beskatningen er mindst.
  3. Kriminelle flytter derhen, hvor der er mest at stjæle, og hvor straffen er mildest, dvs. til de rige lande.
  4. Unge fra ulandene flytter til de rige lande. Deres loyalitet ligger hos slægten/klanen og ikke hos deres nye fædreland. (F eks har flere muslimske mænd i England meldt sig til IS end som frivillige til den engelske hær.)
  5. Folkestyret især det lokale erstattes af store enheder og embedsmandsvælde. Mange beslutninger tages i dag af EU.
  6. Fabrikker anlagt af initiativrige personer med en personlig interesse i at forbedre deres produktion (Danfoss, Grundfoss, Lego, etc.) erstattes af store koncerner, som ejes af ansigtsløse kapitalfonde kun interesserede i at trække størst muligt udbytte ud af produktionen.
  7. Den traditionelle kristne etik trues af en selvbevidst muslimsk moral bygget op omkring Koranens skarpe skelnen mellem Fredens hus  (islams broderskab) og Krigens hus (forpligtelsen til at føre krig mod de vantro) og jihad-begrebet.

Det sidste er måske det værste: at den traditionelle protestantiske moral er truet af de mange ny-ankomne, samtidig med at den foragtes af vor egen elite. I Afrika er der nogle steder mange, som slutter op om kirken, men den afrikanske befolkning er ikke så ”kristianiseret” som den danske, fortalte en missionær mig. Det er ikke så længe siden, at kannibalisme og bestialske menneskeofringer havde en enorm udbredelse i det Mellemste Afrika (Wallis Budge’s bog Osiris er fuld af eksempler på omfanget af disse frygtelige ting så sent som i slutningen af 1800-tallet.) Afrikanerne har indtil for nylig haft det hedenske verdensbillede, vore forfædre vikingerne havde. En undtagelse er i et vist omfang Ethiopien, som nu oplever så stor økonomisk fremgang, at den kvindelige statsleder beder om at få migranterne tilbage, for de har brug dem i deres hjemland. Det er jo aldrig de fattigste, der rejser, men kun dem, som har råd til at betale menneskesmuglerne, så en del af landets ressourcer ender hos disse kriminelle. De fattige unge lever ofte på grund af de store børneflokke og fattigdommen deres liv på gaden, hvor det på grund af manglende voksenkontakt er ”junglens lov”, der råder. De lyver og stjæler og er nogle værre gangstere, fortalte en missionær i Y’s men’s klubben, for det er den måde, man overlever på på gadeplan.  Göteborg har været meget plaget af Nordafrikanske gadebørn. Løsningen er overalt mere kristendom. Det gamle kristne land Ethiopien oplever en vækkelse, hvor unge intellektuelle tager afstand fra korruptionen. Det er evangeliet og alene evangeliet, der er Europas, Afrikas, Mellemøstens og hele verdens store chance.

 

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Mongolernes angreb på Europa

Det mongolske samfund var feudalt, dvs. der var en overklasse af adelige ledere. Under sig havde de en gruppe, der blev kaldt ”venner”, og nederst i samfundet var der de mange menige, som blev kaldt ”sorte knogler”. 1206 lykkes det Djengis Khan ved bl.a. hæmningsløst at rydde både sin broder, sin fosterbroder og sin adoptivfader af vejen at forene de indbyrdes krigende mongolske stammer til et, og 1215 erobrer de Peking. 1222 rykker de vestpå mod Rusland og Iran, året efter knuser de en koalition af russiske fyster. 1227 dør Djengis, men efterfølges af en søn, 1238 erobrer mongolerne Moskva (100 000 afskårne ører dynges op uden for byen), 1240 Kiev, Ruslands største by (alle indbyggere dræbes, kvinderne dog først efter at være blevet voldtaget), hæren deler sig i to, og april 1241 mødes den nordlige hærafdeling af en hær af tempelherrer og riddere under hertug Henrik II af Schlesien. Kampen bliver hård, og mongolerne anvender for første gang i historien giftgas: Nogle store masker føres frem på høje stænger, og pludselig vælter en kvælende giftig røg ud af maskernes munde, og ved at svinge med store faner vifter mongolerne røgen hen over riddernes rækker, så de begynder at kaste op og taber slaget. Måske fordi kampen har været så hård, måske fordi stor-khanen hjemme er død, og den øverstbefalende derfor vil hjem og blande sig i valget af en ny khan, vender mongolhæren om. Tilbagetoget sker under nye forfærdelige plyndringer, og Rusland kommer under den ”Gyldne Hordes” overherredømme i ca 200 år. Først omkring 1480 ophører de russiske fyrster med at betale tribut til Horden.

Mongolernes drenge blev trænet til ved vintertid at overnatte i det fri med meget lidt tøj og med primitive våben at kæmpe indbyrdes og mod de vilde dyr. Det siger sig selv, at kun de stærkeste overlevede. Men det kompenserede man for ved at slæbe erobrede kvinder med sig og tvinge dem til at føde sejrherrernes børn. Man havde også forskellige lydstammer, og de blev sat ind der, hvor angrebet var farligst, og man kunne vente store tab. Hvis så en af lydstammerne udmærkede sig ved tapperhed og derved blev en konkurrent til mongolerne, var løsningen såre enkel: De blev sat stævne efter slaget og blev så simpelthen hugget ned. Man havde afskaffet alle hæmninger og hensyn. Der var kun ét, der talte: den militære effektivitet. Og tidligt opdagede man terroren som et effektivt militært våben. Mongolernes fuldstændig hensynsløse røven og plyndren betød, at folk var mere eller mindre lammede af skræk, når mongolhæren nærmede sig. Mongolerne var også de første, der fandt på at drive en stor flok af den lokale civilbefolkning foran sig som skjold, når de skulle angribe, så de kunne opfange forsvarernes pileregn.

Terroren var nøje planlagt. Jo stærkere en by havde forsvaret sig, desto mere grusom var hævnen og massakrerne bagefter. ”Mandens største lykke består i at besejre sine fjender, jage dem foran sig efter at have taget alt fra dem, se deres kæres ansigter græde, ride deres heste og favne deres hustruer og døtre”, skulle Djengis have udtalt, engang han og hans befalingsmænd drøftede, hvad lykke var. Det hævdes undertiden, at det var korsfarerne, der ødelagde den blomstrende mellemøstlige kultur, men det var snarere mongolernes hærgen. En af Djengis’ efterfølgere, Hylægy, indtog den rige by Bagdad. Han modtog venligt kaliffen, bad ham og hans følge på 300 mand lægge deres våben, hvorefter de blev nedhugget til sidste mand. Et ubeskriveligt myrderi fulgte, og endnu 40 år efter var befolkningen i Bagdad kun oppe på en tiendedel.

Mongolernes religion var en gammel stammereligion. Djengis mente, at ”himlen havde befalet ham at styre alle folkeslag”. Han troede vistnok også, at det var muligt for ham at få evigt liv, hvis han kunne finde ”Livets urt”. Han spurgte en berømt kinesisk munk: ”Hellige mand, hvilken medicin til evigt liv kender du til?” Men munken kendte kun livsforlængende medicin. Skuffet måtte Djengis trøste sig med håbet om, at hans efterkommere ville føre hans verdensherredømme videre. Men omkring 1350 var riget faldet sammen.

Endnu engang skulle mongolske stammer, denne gang dog islamiserede stammer fra Turkestan, feje hen over verdensarenaen under ledelse af Timur Lenk. Under ham øgedes grusomheden til det rent utrolige. En veritabel dødens atmosfære omgiver Timur. I Delhi i Indien lod han nedslagte 100 000 fanger, ved Isfahan ti år tidligere ”kun” 70 000, på kærrer kørte man hovederne sammen, og de blev muret op til en stor pyramide. En skare børn blev ført op på en af bakkerne uden for byen. ”Hvad er det for stakkels udsatte væsner?” spurgte Timur.  ”Det er uskyldige børn, som er blevet berøvet deres forældre af døden. Din vrede har udslettet alt. Nu beder disse børn om nåde,” blev der svaret.  Straks befalede Timur sine ryttere at ride hen over børnene for at knuse dem med hestenes hove. Da hans mænd tøvede, red han selv frem som den første. I Lilleasien lod han 4000 kristne soldater begrave levende.

Alle disse oplysninger har jeg fra en svensk professor i religionshistorie, Geo Widengren, i sine unge år major i et korps af Finlands-frivillige. Med ordene: ”Studiet af historien giver rigeligt stof til eftertanke”, slutter han sin artikel om ”Rytterfolkene fra øst”. Han tænker uden tvivl på kommunismens grusomheder. Også i vor tid har vi jo oplevet bevægelser, som har gjort kort proces med alle moralske og etiske hæmninger. ”Vi ler af den borgerlige moral”, siger Lenin. Det eneste mål, der talte, var klassekampen. Mange intellektuelle så dem som idealister. Det, som åbnede Churchills øjne, var ikke så meget det brutale mord på Zarfamilien, men at Lenin lod sine folk trænge ind på den britiske ambassade og bare uden videre myrde en engelsk officer. Det viste for Churchill, at der her var opstået en ny form for barbari, som totalt ignorerede hele den standard for, hvad der var lov og ret, diplomati og ære, som civiliserede stater hidtil havde søgt at efterleve. I sin valgkreds udtalte han, at kommunisterne var i færd med at ”nedbringe Rusland til en dyrisk form for barbari med blodige massenedslagtninger og mord…Civilisationen udslettes totalt over gigantiske områder, mens bolsjevikkerne hopper og springer som flokke af vilde bavianer mellem ruiner af byer og ligene af deres ofre.” Det store spørgsmål i dag er: Er vi også ved at nærme os en situation, hvor barbarerne ikke blot står for porten, men er midt iblandt os. Rockere, indvandrerbander, østeuropæisk mafia, finansverdenens gulddrenge, som uden at ryste på hånden sætter tusinder af menneskers spareskillinger på højkant. Gymnasiemiljøer, som bliver mere og mere gennemsyrede af hash og vodka og kokain. Det, som har givet vor europæiske kultur skønhed og orden i tusind år, er kristendommen, og det, som kendetegner den kristne tro, er dens overbevisning om, at hvert menneskeliv har uendelig værdi, at hvert menneske er noget dyrebart. Skabt i Guds billede, faldet, men i Kristus atter i stand til at rette blikket mod Guds herlighed. Vil den moderne normløshed og lovløshed og nedsmeltningen af kristne værdier fortsætte?

 

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Kærlighed eller had og hævn

Håndskriftet Didache, der blev fundet i 1873, menes at være en slags katekismus, som blev brugt i under-visningen af de første kristne. Blev også kaldt “De 12 apostles lære”
Den beskriver 2 veje, man kan gå:
Livets vej der er den kristne vej, og dødens vej, som vi ville kalde den anti-kristne vej.
(Man kan finde håndskriftet på nettet)

Love or hatred and revenge
The manuscript Didache, found in 1873, is believed to be a kind of catechism, which was used in the teaching of the first Christians. Was also called the “Teachings of the Twelve Apostles” It describes 2 roads one can walk:
– the path of life which is the Christian path, and
– the path of death as we probably would call the anti-Christian path.
(You can find the manuscript on the internet)

Håndskriftet, som således skulle være skrevet før evangelierne forelå, indeholder mange anvisninger og forklaringer på et kristent liv.
En beskrivelse af de 2 veje kan også findes i Salme nr. 1,1-6

SALME 1
1 Lykkelig den, som ikke vandrer
efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
2 men har sin glæde ved HERRENS Lov
og grunder på Hans lov dag og nat.
3 Han er som et træ,
der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
og dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

4 Sådan går det ikke de ugudelige;
de er som avner,
der blæses bort af vinden.
5 Derfor står de ugudelige ikke fast ved dommen,
syndere ikke i retfærdiges forsamling.
6 HERREN kender de retfærdiges vej,
men de ugudeliges vej går til grunde.

Den ene vej er Vejen, som Kristus går, hvor der er næstekærlighed, tilgivelse, omsorg, hjælpsomhed, ydmyghed, medfølelse, glæde ol.
Den anden er vejen, der fører til sjælens død – begær, grådighed, hensynsløshed, udnyttelse, hovmod, løgn, had, hævn ol. Hvilket der er en del af vort samfund.

Her i verden er der ikke noget forkert i at have gode evner, god uddannelse, penge, magt og andre ressourcer. Det store spørgsmål er, hvad man bruger alt dette til.
Bliver det brugt til egen nytte, eller bliver det brugt til at hjælpe andre?
Bliver det brugt til at had og hævn eller til Kærlighed, omsorg og tilgivelse?
Bliver det brugt på den gode vej eller den onde vej?

Hvad kan vi andet end at prøve, så godt hver enkelt af os kan at bane vejen for Kristus i det kaos og den ”ørken”, som breder sig i vore samfund, og inde i os. (Matthæus 3,1-3)

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar