Tendenser af globaliseringen

Tendenser af globaliseringen de seneste år (vil sandsynligvis forstærkes i de kommende år)

  1. Produktionen flyttes derhen, hvor arbejdskraften er billigst, dvs. derhen, hvor arbejderne stadig vil gå for en ussel løn.
  2. Kapitalen flytter derhen, hvor beskatningen er mindst.
  3. Kriminelle flytter derhen, hvor der er mest at stjæle, og hvor straffen er mildest, dvs. til de rige lande.
  4. Unge fra ulandene flytter til de rige lande. Deres loyalitet ligger hos slægten/klanen og ikke hos deres nye fædreland. (F eks har flere muslimske mænd i England meldt sig til IS end som frivillige til den engelske hær.)
  5. Folkestyret især det lokale erstattes af store enheder og embedsmandsvælde. Mange beslutninger tages i dag af EU.
  6. Fabrikker anlagt af initiativrige personer med en personlig interesse i at forbedre deres produktion (Danfoss, Grundfoss, Lego, etc.) erstattes af store koncerner, som ejes af ansigtsløse kapitalfonde kun interesserede i at trække størst muligt udbytte ud af produktionen.
  7. Den traditionelle kristne etik trues af en selvbevidst muslimsk moral bygget op omkring Koranens skarpe skelnen mellem Fredens hus  (islams broderskab) og Krigens hus (forpligtelsen til at føre krig mod de vantro) og jihad-begrebet.

Det sidste er måske det værste: at den traditionelle protestantiske moral er truet af de mange ny-ankomne, samtidig med at den foragtes af vor egen elite. I Afrika er der nogle steder mange, som slutter op om kirken, men den afrikanske befolkning er ikke så ”kristianiseret” som den danske, fortalte en missionær mig. Det er ikke så længe siden, at kannibalisme og bestialske menneskeofringer havde en enorm udbredelse i det Mellemste Afrika (Wallis Budge’s bog Osiris er fuld af eksempler på omfanget af disse frygtelige ting så sent som i slutningen af 1800-tallet.) Afrikanerne har indtil for nylig haft det hedenske verdensbillede, vore forfædre vikingerne havde. En undtagelse er i et vist omfang Ethiopien, som nu oplever så stor økonomisk fremgang, at den kvindelige statsleder beder om at få migranterne tilbage, for de har brug dem i deres hjemland. Det er jo aldrig de fattigste, der rejser, men kun dem, som har råd til at betale menneskesmuglerne, så en del af landets ressourcer ender hos disse kriminelle. De fattige unge lever ofte på grund af de store børneflokke og fattigdommen deres liv på gaden, hvor det på grund af manglende voksenkontakt er ”junglens lov”, der råder. De lyver og stjæler og er nogle værre gangstere, fortalte en missionær i Y’s men’s klubben, for det er den måde, man overlever på på gadeplan.  Göteborg har været meget plaget af Nordafrikanske gadebørn. Løsningen er overalt mere kristendom. Det gamle kristne land Ethiopien oplever en vækkelse, hvor unge intellektuelle tager afstand fra korruptionen. Det er evangeliet og alene evangeliet, der er Europas, Afrikas, Mellemøstens og hele verdens store chance.

 

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Mongolernes angreb på Europa

Det mongolske samfund var feudalt, dvs. der var en overklasse af adelige ledere. Under sig havde de en gruppe, der blev kaldt ”venner”, og nederst i samfundet var der de mange menige, som blev kaldt ”sorte knogler”. 1206 lykkes det Djengis Khan ved bl.a. hæmningsløst at rydde både sin broder, sin fosterbroder og sin adoptivfader af vejen at forene de indbyrdes krigende mongolske stammer til et, og 1215 erobrer de Peking. 1222 rykker de vestpå mod Rusland og Iran, året efter knuser de en koalition af russiske fyster. 1227 dør Djengis, men efterfølges af en søn, 1238 erobrer mongolerne Moskva (100 000 afskårne ører dynges op uden for byen), 1240 Kiev, Ruslands største by (alle indbyggere dræbes, kvinderne dog først efter at være blevet voldtaget), hæren deler sig i to, og april 1241 mødes den nordlige hærafdeling af en hær af tempelherrer og riddere under hertug Henrik II af Schlesien. Kampen bliver hård, og mongolerne anvender for første gang i historien giftgas: Nogle store masker føres frem på høje stænger, og pludselig vælter en kvælende giftig røg ud af maskernes munde, og ved at svinge med store faner vifter mongolerne røgen hen over riddernes rækker, så de begynder at kaste op og taber slaget. Måske fordi kampen har været så hård, måske fordi stor-khanen hjemme er død, og den øverstbefalende derfor vil hjem og blande sig i valget af en ny khan, vender mongolhæren om. Tilbagetoget sker under nye forfærdelige plyndringer, og Rusland kommer under den ”Gyldne Hordes” overherredømme i ca 200 år. Først omkring 1480 ophører de russiske fyrster med at betale tribut til Horden.

Mongolernes drenge blev trænet til ved vintertid at overnatte i det fri med meget lidt tøj og med primitive våben at kæmpe indbyrdes og mod de vilde dyr. Det siger sig selv, at kun de stærkeste overlevede. Men det kompenserede man for ved at slæbe erobrede kvinder med sig og tvinge dem til at føde sejrherrernes børn. Man havde også forskellige lydstammer, og de blev sat ind der, hvor angrebet var farligst, og man kunne vente store tab. Hvis så en af lydstammerne udmærkede sig ved tapperhed og derved blev en konkurrent til mongolerne, var løsningen såre enkel: De blev sat stævne efter slaget og blev så simpelthen hugget ned. Man havde afskaffet alle hæmninger og hensyn. Der var kun ét, der talte: den militære effektivitet. Og tidligt opdagede man terroren som et effektivt militært våben. Mongolernes fuldstændig hensynsløse røven og plyndren betød, at folk var mere eller mindre lammede af skræk, når mongolhæren nærmede sig. Mongolerne var også de første, der fandt på at drive en stor flok af den lokale civilbefolkning foran sig som skjold, når de skulle angribe, så de kunne opfange forsvarernes pileregn.

Terroren var nøje planlagt. Jo stærkere en by havde forsvaret sig, desto mere grusom var hævnen og massakrerne bagefter. ”Mandens største lykke består i at besejre sine fjender, jage dem foran sig efter at have taget alt fra dem, se deres kæres ansigter græde, ride deres heste og favne deres hustruer og døtre”, skulle Djengis have udtalt, engang han og hans befalingsmænd drøftede, hvad lykke var. Det hævdes undertiden, at det var korsfarerne, der ødelagde den blomstrende mellemøstlige kultur, men det var snarere mongolernes hærgen. En af Djengis’ efterfølgere, Hylægy, indtog den rige by Bagdad. Han modtog venligt kaliffen, bad ham og hans følge på 300 mand lægge deres våben, hvorefter de blev nedhugget til sidste mand. Et ubeskriveligt myrderi fulgte, og endnu 40 år efter var befolkningen i Bagdad kun oppe på en tiendedel.

Mongolernes religion var en gammel stammereligion. Djengis mente, at ”himlen havde befalet ham at styre alle folkeslag”. Han troede vistnok også, at det var muligt for ham at få evigt liv, hvis han kunne finde ”Livets urt”. Han spurgte en berømt kinesisk munk: ”Hellige mand, hvilken medicin til evigt liv kender du til?” Men munken kendte kun livsforlængende medicin. Skuffet måtte Djengis trøste sig med håbet om, at hans efterkommere ville føre hans verdensherredømme videre. Men omkring 1350 var riget faldet sammen.

Endnu engang skulle mongolske stammer, denne gang dog islamiserede stammer fra Turkestan, feje hen over verdensarenaen under ledelse af Timur Lenk. Under ham øgedes grusomheden til det rent utrolige. En veritabel dødens atmosfære omgiver Timur. I Delhi i Indien lod han nedslagte 100 000 fanger, ved Isfahan ti år tidligere ”kun” 70 000, på kærrer kørte man hovederne sammen, og de blev muret op til en stor pyramide. En skare børn blev ført op på en af bakkerne uden for byen. ”Hvad er det for stakkels udsatte væsner?” spurgte Timur.  ”Det er uskyldige børn, som er blevet berøvet deres forældre af døden. Din vrede har udslettet alt. Nu beder disse børn om nåde,” blev der svaret.  Straks befalede Timur sine ryttere at ride hen over børnene for at knuse dem med hestenes hove. Da hans mænd tøvede, red han selv frem som den første. I Lilleasien lod han 4000 kristne soldater begrave levende.

Alle disse oplysninger har jeg fra en svensk professor i religionshistorie, Geo Widengren, i sine unge år major i et korps af Finlands-frivillige. Med ordene: ”Studiet af historien giver rigeligt stof til eftertanke”, slutter han sin artikel om ”Rytterfolkene fra øst”. Han tænker uden tvivl på kommunismens grusomheder. Også i vor tid har vi jo oplevet bevægelser, som har gjort kort proces med alle moralske og etiske hæmninger. ”Vi ler af den borgerlige moral”, siger Lenin. Det eneste mål, der talte, var klassekampen. Mange intellektuelle så dem som idealister. Det, som åbnede Churchills øjne, var ikke så meget det brutale mord på Zarfamilien, men at Lenin lod sine folk trænge ind på den britiske ambassade og bare uden videre myrde en engelsk officer. Det viste for Churchill, at der her var opstået en ny form for barbari, som totalt ignorerede hele den standard for, hvad der var lov og ret, diplomati og ære, som civiliserede stater hidtil havde søgt at efterleve. I sin valgkreds udtalte han, at kommunisterne var i færd med at ”nedbringe Rusland til en dyrisk form for barbari med blodige massenedslagtninger og mord…Civilisationen udslettes totalt over gigantiske områder, mens bolsjevikkerne hopper og springer som flokke af vilde bavianer mellem ruiner af byer og ligene af deres ofre.” Det store spørgsmål i dag er: Er vi også ved at nærme os en situation, hvor barbarerne ikke blot står for porten, men er midt iblandt os. Rockere, indvandrerbander, østeuropæisk mafia, finansverdenens gulddrenge, som uden at ryste på hånden sætter tusinder af menneskers spareskillinger på højkant. Gymnasiemiljøer, som bliver mere og mere gennemsyrede af hash og vodka og kokain. Det, som har givet vor europæiske kultur skønhed og orden i tusind år, er kristendommen, og det, som kendetegner den kristne tro, er dens overbevisning om, at hvert menneskeliv har uendelig værdi, at hvert menneske er noget dyrebart. Skabt i Guds billede, faldet, men i Kristus atter i stand til at rette blikket mod Guds herlighed. Vil den moderne normløshed og lovløshed og nedsmeltningen af kristne værdier fortsætte?

 

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Kærlighed eller had og hævn

Håndskriftet Didache, der blev fundet i 1873, menes at være en slags katekismus, som blev brugt i under-visningen af de første kristne. Blev også kaldt “De 12 apostles lære”
Den beskriver 2 veje, man kan gå:
Livets vej der er den kristne vej, og dødens vej, som vi ville kalde den anti-kristne vej.
(Man kan finde håndskriftet på nettet)

Love or hatred and revenge
The manuscript Didache, found in 1873, is believed to be a kind of catechism, which was used in the teaching of the first Christians. Was also called the “Teachings of the Twelve Apostles” It describes 2 roads one can walk:
– the path of life which is the Christian path, and
– the path of death as we probably would call the anti-Christian path.
(You can find the manuscript on the internet)

Håndskriftet, som således skulle være skrevet før evangelierne forelå, indeholder mange anvisninger og forklaringer på et kristent liv.
En beskrivelse af de 2 veje kan også findes i Salme nr. 1,1-6

SALME 1
1 Lykkelig den, som ikke vandrer
efter ugudeliges råd,
som ikke går på synderes vej
og ikke sidder blandt spottere,
2 men har sin glæde ved HERRENS Lov
og grunder på Hans lov dag og nat.
3 Han er som et træ,
der er plantet ved bækken;
det bærer frugt til rette tid,
og dets blade visner ikke.
Alt, hvad han gør, lykkes for ham.

4 Sådan går det ikke de ugudelige;
de er som avner,
der blæses bort af vinden.
5 Derfor står de ugudelige ikke fast ved dommen,
syndere ikke i retfærdiges forsamling.
6 HERREN kender de retfærdiges vej,
men de ugudeliges vej går til grunde.

Den ene vej er Vejen, som Kristus går, hvor der er næstekærlighed, tilgivelse, omsorg, hjælpsomhed, ydmyghed, medfølelse, glæde ol.
Den anden er vejen, der fører til sjælens død – begær, grådighed, hensynsløshed, udnyttelse, hovmod, løgn, had, hævn ol. Hvilket der er en del af vort samfund.

Her i verden er der ikke noget forkert i at have gode evner, god uddannelse, penge, magt og andre ressourcer. Det store spørgsmål er, hvad man bruger alt dette til.
Bliver det brugt til egen nytte, eller bliver det brugt til at hjælpe andre?
Bliver det brugt til at had og hævn eller til Kærlighed, omsorg og tilgivelse?
Bliver det brugt på den gode vej eller den onde vej?

Hvad kan vi andet end at prøve, så godt hver enkelt af os kan at bane vejen for Kristus i det kaos og den ”ørken”, som breder sig i vore samfund, og inde i os. (Matthæus 3,1-3)

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Globalisering i kristent perspektiv

GLOBALIZATION – in christian perspective

Randoms:

Rüdiger Safranski has in a book from 2003, “How much globalization can man tolerate?”, also written about globalization.

(Rüdinger Safranski: Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch? Copyright ©  Carl Hanser Verlag München Wien 2003)

He writes on one of the first pages (page 14):… that modern globalization began with globalization of fear and terror.

Læs resten

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Hvor er arvingerne?

Where are the heirs?

Looking at todays world in the light of Christ, what do You see? Where are they, the meek? Where are the people, who shall inherit the earth?

Do You know any? Do You know the people who without hesitation and doubt will answer as Maria did: Lk 1, 38.?Do You know the people who has a character as described in: Mt 5, 1-110. ?
The following article is from a sermon that I held on Mary’s Baptismal Day in Bramdrup Church long ago, probably in the late 70’s. At a time when my good old friend Pastor Erik Langkjer was a parish priest there.

Looking at our world today in the same light, in the light of Christ, we see no change, at least not for the better.

(The article is written i Danish. You might try Google translate from Danish, it might give You an idea of the content)

(Gospel of the Day: Luke Chapter 1, verses 26-38)

Læs resten

Udgivet i Artikler | Tagget | Skriv en kommentar