Bibelsyn

Bibelsyn: Hugo Odeberg, professor i Lund.

Da jeg studerede, blev jeg i 1969 opmærksom på den svenske professor i Ny Testamente Hugo Odeberg. Han var en af de sidste store universalgenier, som har levet. Han var rundet af beskedne kår, hans mor ernærede sig som syerske på landet, hans far var ukendt. Allerede som 6 årig havde han købt en kurv med bøger for 25 ører på en auktion. Nogle var på hebraisk, og han søgte at lære sig lydværdien af de hebraiske bogstaver ved at sammenligne med de egennavne, som var gengivet med latinske bogstaver i biblen. Han læste siden hen flydende hebraisk og græsk, hollandsk, italiensk, spansk, men havde også filologisk ekspertise i en mængde af de sprog, som taltes i oldtiden (særlig ugaritisk, mandæisk, koptisk, samaritansk, aramæisk).  Under en foredragsturné i Finland fik han sin hjemrejse forsinket og besluttede at bruge tiden på at lære sig finsk ved at læse aviser. Det tog ham efter eget udsagn to uger. (Der foreligger faktisk et forelæsningsmanuskript uarbejdet af ham på finsk). Han havde også interesseret sig for matematik og naturvidenskab og var dybt fortrolig med videnskabelig botanik. Han elskede at botanisere og sammenligne de vilde blomsters udbredelse før og nu, alt sammen ud fra en trang til at studere Guds storhed, som den åbenbares i hele skaberværket. Han var en kæmpe original. Han gik med en bowlerhat, som var næsten grøn af ælde. Som ganske ung kandidat tog han til London for at studere under prof. canon Box og kastede sig på hans foranledning over et gammelt håndskrift, som handlede om, hvorledes rabbi Ismael stiger op til himlen for at se merkabah’en, Guds trone. Foran indgangen til den syvende tronsal (hekal) beder han en bøn, for at en bestemt ildesindet engel ikke skal få magt over ham og kaste ham ned fra himlen. Gud kalder da på Metatron, som kommer og tager Ismael ved hånden og bliver hans guide, og det fortælles videre, hvorledes Enok i urtiden blev taget op til himlen og forvandlet til Metatron. Odeberg udgav skriftet som sin doktordisputats, og det stod ham klart, at dette skrift var vidnesbyrd om en kreds af jøder, som interesserede sig for Enok og mystik. I forvejen kendte man 1.Enoks bog, hvor det fortælles, at Enok blev optaget til himlen og forvandlet til Menneskesønnen. Der var også 2.Enoks bog, som skildrer Enoks optagelse til himlen og hans forvandling til ild, til et englevæsen foran Guds trone. Odeberg kaldte derfor sit skrift 3.Enoks bog.   Denne Menneskesøn/ Metatron er Guds vice-regent. Men samtidig er han også symbol på det håb om evigt liv og optagelse til himlen, som de kredse, der skrev Enokbøgerne, havde. Også de håbede ved at følge ”Menneskesønnens veje” at blive optaget til himlen, når de døde, og blive forenet med og ét med Menneskesønnen 1.En 71,16.

En nøgle til disse forestillinger er mystik og ud-af-kroppen-oplevelser. Da Enok ser Gud kaldt ”Dagenes Hoved” (dvs. evigheden som tidens og dagenes urgrund) i ”ubeskrivelig stråleglans” falder han om i trance (”hele min krop blev slap, og min ånd blev forvandlet, og jeg råbte med høj røst og velsignede, ærede og priste”).

Odeberg søgte at forstå den ældste kristendom i lyset af den tidlige jødiske mystik knyttet til Enok-Menneskesøn-Metatron-skikkelsen, men ikke ret mange forskere kunne følge ham. I dag er situationen en anden, bl.a. fordi man har udgivet  ”Sabbat-sangene”, der viser, at Dødehavssamfundet/ Qumran-menighedens medlemmer gennem deres gudstjenesteliturgi sabbat efter sabbat stiger dybere og dybere ind i det himmelske tempel og derved symbolsk forvandles til de engle, som evigt tjener for Guds åsyn for til sidst at stå foran tronen og lovprise den umådelige lysglans, som bærer hele universet. Og det er denne tro på, at man i liturgien og gudstjenesten føres fra jord til himlen, fra død til liv, fra menneske til engel og Gudssøn, den ældste kristendom har overtaget fra Qumran menighedens ritualer. Denne gudstjenesteforståelse er bevaret i den russiske og græsk-ortodokse kirke.

Jesu baggrund skal ikke søges i farisæernes militante lovstrenghed og den politiske messianisme, men i ”de stille i landet”, de små og fattige af folket, som håbede på Israels forløsning alene ved Guds indgriben. Men afgørende er det, at Jesu ikke søger at stifte en ny religion, men han bringer opfyldelsen af den gamle pagt.

Fundamentalistiske kredse, for hvem kristendom var omvendelse, tog Odeberg til deres hjerte, selvom om han egentlig ikke var fundamentalist og tog afstand fra den amerikanske fundamentalismes forsøg på at forfølge darwinister og andre, som de betragtede som en fare for de troende. Kristendom er ikke at forfølge andre, men selv være forfulgt, hævder han. Han overvejede også, om hans eget originale udseende kunne være et argument til støtte for Darwins abe-teori. Selv holdt han efter krigen op med at udgive noget som helst, hvilket er ejendommeligt, når man tænker på hans imponerende videnskabelige produktivitet i de allerførste år. Måske fordi Jesus og rabbinerne ikke udgav skrifter, men kun virkede ved mundtlig undervisning af deres disciple. Han samlede derfor en kreds af bibeltro studenter om sig, som hver lørdag formiddag mødtes til det, de kaldte ”Ransagelse af den Hellige Skrift”. ”I ransager skrifterne, eftersom I mener i disse at have LIV”, siger Jesus til de skriftkloge. Hans forening fik betegnelsen EREVNA =”ransagelse”, en oversættelse til græsk af det jødiske Midrasj. I den jødiske religion er ”LIVET”, den højeste form for liv, evigt liv, at ransage de hellige skrifter og drikke af den guddommelige visdom, som er nedlagt i dem. Docent Seth Erlandsson skriver: ”I en universitetsverden, hvor biblen kritiseres og atter kritiseres, fremtrådte sproggeniet Hugo Odeberg lavmålt, men kraftfuldt med feltråbet: Tilbage til Bibelen! Lad menneskelige spekulationer bag jer, og lad Skriften tale, som den er, uden at trække fra eller lægge til. Studér Skriften på dens egne vilkår! Så snart du kommer marcherende med dine egne tanker, bliver du blind for Skriftens tanker, Skriftens rigdom. Kom tomhændet, fattig på egen kraft og tanke, og da får du lov at skue Skriftens rigdomme og tanker, som er så meget højere end vore tanker, som himlen er højere end jorden, Es 55,9. Således lærte Hugo Odeberg os, hvor absurd det er at gøre sig til dommer over Guds ord. Det er jo Guds ord, som er dommeren, kritikeren over alle menneskehjertets indfald og tanker. Det var Hugo Odeberg, som lærte os..at forstå Åb 3,8: ”Din kraft er ringe, og du har taget vare på mit ord og har ikke fornægtet mit navn”….det ord, som vederkvæger sjælen og giver glæde til hjertet, en glæde, som strækker sig ud over tidens grænse.” [1]

Vigtig er den forelæsning, Odeberg holdt ved stiftelsen Biblicums møde d.14.okt.1972 over emnet: ”At ransage Skrifterne”[2], og hvori det bl.a. hedder: ”I ransager Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem. Og disse er det, som vidner om mig”, Joh 5,39. Ordet ”ransage” indebærer at søge, søge det evige liv, som er givet i Skrifterne, at forske i det, som er givet af Gud selv. Man skal sysle med det altid, fuldstændigt, uden at gå forbi noget og uden at lægge noget til. Heraf følger glæde, bøn og tak.

Det er ofte just i sin urimelighed og dårskab, det guddommelige budskab virkelig kan modtages. Guds virkelighed, også den skabte virkelighed er altid ufattelig. Ordet kan forstås ganske enkelt og virke ved sin enkelthed, og alligevel er det fuld af hemmeligheder, og man bliver aldrig færdig med det. I det enkleste er det dybeste virkeliggjort, og i det dybeste er det enkleste med. For ”Guds dårskab er visere end menneskers visdom”. Der står i Ps: ”Jeg søgte (hebraisk darasj svarer til det græske erevnao) Herren, og han svarede mig”. Der kommer svar fra den, man søger.

Selvom selve ordene er udformet af mennesker på menneskeligt sprog, er de indåndede af Gud. ”Hele skriften er theopneustos, inspireret af Gud” 2. Tim 3,16. ”Mennesker drevne af Guds ånd, talte det, som blev givet dem af Gud” 2.Pet 1,21. Vi talte ”ikke med sådanne ord, som menneskelig visdom lærer os, men med sådanne ord, som Ånden lærer os”, siger Paulus 1.Ko 1,21. ”I modtog det ikke som menneskeord, men som Guds ord, hvilket det forvist er” 1.Thess 2,13. Moses skal lægge sine ord i Arons mund, hvorved det samme forhold opstår mellem Moses og Aron som mellem Gud og profeterne: ”Altså skal han være for dig som mund, og du skal være for ham som Gud” 2.Mo 4,15f. Det er virkelig Herren, som taler (”Så siger Herren”) helt og fuldt og i hvert ord, og alligevel er det også profeten, der siger det med ord og udtryk, som svarer til hans dialekt og stil. ”Er ikke mit ord som en ild og som en hammer, der sønderslår bjerg” Jer 23,28b-29. ”Herrens undervisning er uden fejl og vederkvæger sjælen; Herrens vidnesbyrd er fast og gør den enfoldige vis”, Ps 19,8. ”Der står skrevet: mennesket skal ikke leve af brød alene, men af alt det, som udgår af Guds mund” Matt 4,4. Som Gud selv forbliver Guds ord evindeligt Es 40,8.

Efter Odebergs mening er alt i biblen guddommeligt og inspireret af den Helligånd. Selv da Jesus opstår fra de døde og følges med de to til Emmaus, siger han ikke: Nu er jeg hos jer, og det er vigtigere end at læse i døde bøger. Nej ”han åbnede skrifterne for dem”, Luk 24,32. Odeberg gør opmærksom på de  mange steder, Jesus peger hen på ”skriften”, og de mange steder, hvor skriften peger hen på ham og forjætter om Messias. ”Kristus og Skriften” hedder en af de bøger, hans disciple har redigeret over hans undervisning. Selvom Odeberg ikke vil kaldes fundamentalist, så prøver han i stedet at indføre begrebet ”immanens”, dvs. indlevelse i den hellige skrift. Biblen skal ikke læses i lyset af nogen ude fra kommende teori, men alene læses, sådan som den selv ønsker at blive læst, helt på dens egne vilkår. Og biblen ønsker at blive læst som hellig skrift. Odeberg citerer Jesu ord, at snarere skal himmel og jord forgå end det mindste jota eller den mindste prik af loven falde bort. Det samme hævder Jesus om sine egne ord: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.” Man kunne også nævne Joh Åb 22,18f. Der er tale om en slags verbalinspiration, selvom Odeberg afviser alle ikke-bibelske forsøg på at formulere en inspirationsteori. Når man taler om, at et digt er inspireret, så er det jo ikke kun indholdet, der er inspireret, men netop ordene, klangen, indhold+form. Selve udtrykket ”inspiration” er hentet fra biblen, fra 2.Tim 3,16. som Odeberg overs.: ”Hele skriften er indblæst af Gud…”. Vi må forholde os til biblen, som noget der er fuld af Guds ånd og kraft. Det meste af den moderne bibelkritik opløser sig ved nærmere eftersyn i rene hypoteser og gætterier, som det ikke er værd at spilde tid på.

I EREVNA-kredsen, som hver lørdag formiddag mødtes til en slags synagogegudstjeneste med efterfølgende studie af et emne fra biblen, nød Odeberg en anseelse omtrent som en østeuropæisk rebbe (rabbiner).  Når han f eks i en bisætning bemærkede, at hvert menneske havde jo to skytsengle, så blev det accepteret uden protester. Han havde sikkert sine gode grunde til at sige dette! For Odeberg er senjødedommens skildringer af de forsk. engleklasser (keruber, ærkeengle, magter og myndigheder, ofannim) skildringer af en yderst reel virkelighed. Gud har sin glæde i at skabe en mangfoldighed af arter af dyr og planter og folk og således også i den himmelske verden.

I dag er Odebergs forsøg på at tolke den ældste kristendom i lyset af tidlig jødisk mystik atter blevet aktuel. Personligt mener jeg også, at Odeberg har set rigtigt med en enkelt undtagelse. I Jesu natlige samtale med Nikodemus siger Jesus, at ingen kan se Guds rige, hvis ikke han bliver født på ny. Jeg mener ikke, det er realistisk at tolke ”født på ny” om en mystisk omvendelsesoplevelse, som forvandler mennesket. Udtrykket ”født på ny” forklarer Jesus selv nærmere ved ”født af vand og ånd”. I den ældste kristendom havde dåbsritualet to poler. Først selve dåben i vand med syndernes forladelse og så den efterfølgende salvning med olivenolie med Guds segl på panden, dvs. korsets tegn på panden. Denne sidste del af ritualet, ”beseglingen med Helligånden”, blev opfattet som en åndsdåb.

Så genfødt af vand og ånd må hentyde til de to poler i det ældste dåbsritual, vanddåben og modtagelsen af Helligånden. Johannesevangeliet bruger mystikkens begreber, når det skildrer de kristnes enhed med Gud: ”bliv i mig, så bliver jeg i jer, for skilt fra mig kan i slet intet gøre”, Joh 15,4-11. ”for at I må være ét i mig, ligesom jeg er ét med Faderen”, Joh 17,21-24. Men den afgørende oplevelse er ikke en subjektivt oplevelse af at se lyset og blive forvandlet, men snarere en nåde, som skænkes barnet og synderen ufortjent i det hellige sakramente. Denne sakramentale tolkning af vigtige udsagn i Johannesevangeliet er i halvtredserne fremført af schweitzeren Oscar Cullman, og den er vist efterhånden anerkendt af mange forskere. Man kunne altså kalde urkristendommen for sakramentalt skænket Kristus-enhed.

 

[1] Biblicum 2,1972,s.68

[2] ibd.s.68ff

Dette indlæg blev udgivet i Artikler. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar