Hvor er arvingerne?

Where are the heirs?

Looking at todays world in the light of Christ, what do You see? Where are they, the meek? Where are the people, who shall inherit the earth?

Do You know any? Do You know the people who without hesitation and doubt will answer as Maria did: Lk 1, 38.?Do You know the people who has a character as described in: Mt 5, 1-110. ?
The following article is from a sermon that I held on Mary’s Baptismal Day in Bramdrup Church long ago, probably in the late 70’s. At a time when my good old friend Pastor Erik Langkjer was a parish priest there.

Looking at our world today in the same light, in the light of Christ, we see no change, at least not for the better.

(The article is written i Danish. You might try Google translate from Danish, it might give You an idea of the content)

(Gospel of the Day: Luke Chapter 1, verses 26-38)

Lovet være dig Gud, Himmelens og jordens skaber.
Lovet være du, som genføder mennesker til levende håb.

Bekræft du vort håb, styrk vor tro og vær os nær i vor mund og i vort hjerte.
I Jesu Navn!
Lad os rejse os og bekende vor kristne tro!
Dagens evangelium: Luk kap. 1, vers 26-38

”Kender I den følelse, gerne at ville gøre noget, man ikke rigtig ved om man kan eller må?Sådan har jeg det lige nu!
Hvem er jeg, at jeg skulle have lov til at tale til jer fra denne lærestol? Har jeg da mere tro, mere viden om Gud, eller er jeg et bedre menneske?
Nej, tværtimod!

Men jeg står her som et menneske, der ligesom Maria, har fundet nåde hos Gud, pga. Jesus.
For englen Gabriels ord til Maria, kan netop bruges i en situation som denne:
Englen Gabriel sagde: ”Frygt ikke Maria, for du har fundet nåde hos Gud”

Og derfor er det, en særlig dag i dag.

Det er Marias dag. Maria alle kristnes moder, Maria som vi skylder al ære og respekt, netop fordi hun stolede på Guds ord, og bøjede sig for Hans vilje med hende. På denne dag sker den store forening mellem himmel og jord.

Denne dag er begyndelsen på Marias (og kirkens) – lykkelige omstændigheder.

Til en ventetid, der altid omtales som med glæde, længsel, forventning og spænding.

En ventetid, der kan sammenlignes med den tid vi lever i.
Des nærmere tiden kommer hvor barnet skal fødes, des mere besværet er kvinden af sit svangerskab, og når tiden næsten er inde kommer de tunge smerter.
Glæden kommer med forløsningen!
Før Kristus kommer igen, vil denne verden også opleve smerter og lidelser, men vi længes alligevel med glæde.

Da englen Gabriel besøgte Maria, var situationen i Israel meget usikker.
Romerne havde besat landet, og herskede med alle midler over Israels folk.
Skatter blev inddrevet med hård hånd, og ingen kunne føle sig sikre. I forskellige dele af Israel ulmede oprøret.
I Jerusalem sad præsteskabet lunt inden døre og pålagde folket et utal af regler. Mange følte sig forfulgt både af romerne og præsteskabet.
Dertil kom det sædvanlige, at nogle mennesker forstår at udnytte andre i svære tider, til at skaffe sig fortjenester gennem ågerrente, sortbørshandler og lave lønninger.

Alt i alt en svær tid, hvor alt kunne ske.
Midt i alt dette, levede de imidlertid nogle, som man ikke hørte så meget til – de fattige, de syge og de sagtmodige.
Maria hørte til denne gruppe, hun var både fattig, sagtmodig og gudsfrygtig

Jesus siger i bjergprædiken (Mattæus 5, 1-12)  om de sagtmodige! ”De skal arve jorden”

Se jer om i vor egen verden, her i vor egen tid! Hvor der også er undertrykkelse, udnyttelse, terror og egennytte.
Hvem er her de sagtmodige? Hvor er de henne – arvingerne?
Dem der engang skal overtage denne jordklode.

Man må så spørge: ”Hvad er sagtmodighed?”
Det er vel noget med –
– Ikke at mase sig frem i køen
– Ikke at være aggressiv
– Ikke ville vinde over nogen
– at tage hensyn til andre
– at tage hensyn til naturen (skaberværket)
– at elske og ikke hade
– ol.

Kan I få øje på de sagtmodige, her i vor verden?
De er svære at få øje på, ikke?

De er nemlig ikke særlig synlige – og skulle vor tids mennesker endelig få øje på én – så siger de: ”Han (eller hun) er for sløv, han bliver aldrig til noget”

Maria og Josef hørte også til disse ”usynlige” mennesker.
Levede stille og roligt, som jævne mennesker, og tjente til livets opretholdelse, ved lidt husmandsbrug og tømrerarbejde.
Der har nok ikke været til meget mere end til lige det mest nødvendige.

Her vil jeg lige spørge: ”Ved I hvad forjættelse betyder?”

Den kristne kirke, som helhed, taler ikke meget om forjættelse, og det skyldes nok at vor kristendom er for lidt præget af dens jødiske rødder.
Det de havde fælles, denne brogede skare, som det jødiske folk var (og er), det var håbet om Messias’ komme – Guds udvalgte, som skulle komme og befri Israels folk fra deres trængsler.
En befrier, som skulle oprette et evigt kongedømme på jorden.

Moses og alle profeterne havde talt om Messias, om Guds rige som skulle komme. Fromme kvinder og mænd, mødre og fædre, drømte om at Messias skulle fødes hos dem. Det måtte da snart ske!

Forjættelse er noget med –
– et løfte om en glædelig begivenhed, der skal ske, en forudsigelse om nyt liv.
Ligesom den unge piges meddelelse om at hun er gravid, er en forudsigelse af nyt liv – for det meste da, Gud ske lov!

Det er mit ønske for os alle i dag,
– at forjættelsen om en ny og bedre verden, uden terror, had, fattigdom,
uretfærdighed og sult, må vende tilbage i vore hjerter.
– at vi må komme i ”lykkelige omstændigheder”, men også må forstå, at som kvindens svangerskab, vil der komme en tid, hvor vi er meget besværet af situationen, og at det afsluttes med en tid med smerter, lige før glæden bliver størst.
Og vi må give ”barnet” navnet Jesus.

Det var imidlertid ikke let for Maria, da det gik op for hende at hun var gravid.
Hvad ville folk sige!
Hvem ville tro på, at Gud var far til barnet?
Straffen for utugt var dengang stening, så selve dette, at hun ikke blev stenet, er et mirakel.
Og hvad med Josef?
Og hvad med os?
Måske kan vi gå med til at tro på at Gud bogstavelig talt skabte hele universet og livet, og ikke at det blev skabt ved tilfældigheder, som nogen vil bilde os ind.
Men når det så kommer til det meget menneskelige og livsnære – at gøre en kvinde gravid.
Hvad så? Kan Gud det?
Ville vi tro på den historie, hvis det skete lige her hos os, her og nu?
Arrhh! Ville vi?
Sladderen ville i hvert fald gå, enhver ville tænke sit!
Men for Maria var det mere alvorligt.
Så da hun, efter at Gabriel har forklaret sagen for hende, udbryder:
”Se jeg er Herrens tjenerinde, det ske mig som Han vil”

Da ser vi et udtryk for sand Gudstro og ærefrygt. Tillidsfuld og sagtmodig!
I Maria ser vi et at de mennesker, der skal arve jorden.

Amen! I Jesu Navn, Amen!

Dette indlæg blev udgivet i Artikler og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar