I anledning af Charlotte Rørth: Jeg mødte Jesus, 2015

Det er ret almindeligt, at folk, som har haft en stærk åndelig oplevelse, er tilbøjelig til at blive meget optaget af den.

Paulus taler om ”overapostlene, som roser sig af deres store syner og åbenbaringer”. Ved faste og skånselsløshed mod kroppen prøver de at opnå ”ydmyghed”, som må tolkes om den tilstand, hvor man er tom for tanker og følelser og jeg-bevidsthed, en tilstand, som nogle også prøver at opnå gennem meditation (Den bedste fremstilling af Pauli modstandere er Fred O Francis:”Humility and Angelic Worship in Col 2,18” i bogen Conflict at Colossae, ed. Fred O. Francis and Wayne A. Meeks, 1975).

Paulus har i mange år holdt mund med sin oplevelse, en ud af kroppen bortrykkelse til himmelske dimensioner, hvor han har hørt ord, som det ikke er givet noget menneske at udtale, 2.Kor 12,1-11.

Han vil være så selvudslettende, at han slet ikke vil sige, at ”det er mig”, som har haft denne oplevelse, men han siger: ”Jeg kender et menneske ”– men han vil ikke rose sig af dette menneske, men kun rose sig af sin magtesløshed. Det at han nødtvungent har rost sig af et syn, omtaler han i vers 11, som vanvittig tale.

Jnf. 1 Kor, 1,31, hvor han siger, at den, som roser sig, skal rose sig af Herren. ”Hvad bliver der så af vores selvros – den er udelukket”, Rom 3,27. Jnf. hans opregning af de vidner, som den opstandne Kristus har vist for: her kalder han sig selv et ”misfoster” og tilføjer, at han er ikke værdig at kaldes apostel, fordi han har forfulgt Jesu kirke, dog ”jeg har arbejdet mere end alle de andre!” Men straks tilføjer han: ”dog ikke jeg – men Guds nåde, som har været med mig”, 1.Kor 15, 5-10. Jnf. 1.Kor 4,7

Det er meget magtpåliggende for Paulus ikke at prædike sig selv, men Kristus som korsfæstet, 1.Kor 2,1ff.

Gud arbejder på mange mærkelige måder, hans veje er uransagelige. Og Charlotte Rørth har virkelig haft et bemærkelsesværdigt og ægte syn, og måske kan der komme noget stort ud af det, hvis hun lader sig vejlede af den kirkelige tradition i stedet for at søge en eller anden ´”pseudo-psykologisk” forklaring i det alternative. Den dybe følelse af kærlighed, som oplevelsen har formidlet, tyder på, at det er ægte kontakt med Kristus, men pas på! Hun nævner Michael Stubberup. Hans ambitioner er, så vidt jeg kan skønne, mere at være guru og erotiker end selvudslettende mystiker og udtrykket:  ”en ekstrem faglighed præger Stubberup” – turde være lettere overdrevet!

Charlotte Rørth vil forklare sin oplevelse som en slags kundalinirejsning. Oplevelser af kundalinirejsning er ret veldokumenterede, f.eks. af tidl. litteratur professor Aage Henriksen ved Københavns Universitet. En del synes også at have haft negative erfaringer med dem: Oplevelsen har simpelthen været for stærk. Den hører hjemme i et indisk psykologisk system, som kaldes tantra: Slangekraften (kundalini betyder ”sammenslynget”, det samme som hebraisk Livjatan, jnf. Job bogens tale om troldmændene, som rejser Livjatan) er en kvindelig kraft, som menes at ligge sammenslynget ved foden af rygraden, og den kan ved den rette erotiske teknik bringes til at stige op gennem shoshumna-kanalen i rygmarven til forening med den mandlige kraft, som tænkes placeret i toppen af hovedskallen. Dette føles som en brændende fornemmelse op langs rygraden og ender i heldigste tilfælde med syner af overjordisk lys. Problemet er, at man tror, at man ved erotiske teknikker som langtrukkent samleje uden udløsning kan stimulere seksualkraften, så man til sidst ”hører englene synge” (nogle sexologer er begyndt at reklamere med ”tantrisk sex”) og derved klatre op i Guds majestæt. Dette er den alm. Tantra, som kort sagt går ud på at forsøge at forene mandlig og kvindelig pol, så man til sidst når en slags androgyn bevidsthed. Der findes også ”venstrehåndet tantra”, hvor man ved forbudt sex, eventuelt incestuøse, tabubrydende og voldelige handlinger fosøger at stimulere seksualkraften og få kontakt med den mørke side, eventuelt få en såkaldt hjælpeånd. Sådanne forestillinger er i førkristen religion især knyttet til Loke og Midgårdsormen (født af den androgyne Loke). Men også til Baals præster, som klædte sig i kvindetøj og optrådte som mandsskøger. Altså: religion kan også hente kraft fra den mørke side. Den Onde elsker at demonstrere den lille kraft, han har, men han kan ikke skabe kun ødelægge.

Aage Henriksens discipel og efterfølger som litteraturprofessor i København er Margrethe Aukens mand, Erik A. Nielsen. Han har som barn haft en lysoplevelse og har skrevet om det i bogen ”Solens fødsel”, en bog, som de fleste steder er yderst sober, men også enkelte steder blander tantra og erotisk farvet mystik ind i billedet. Den kristne kærlighed kan naturligvis ikke skilles fra kærligheden mellem mand og kvinde, jnf. Højsangen, men her gælder det om at være forsigtig og ikke kaste sig ud i ikke-kristne spekulationer.

Mit råd til Charlotte Rørth ville være at søge Gud i Kristus og ikke søge efter en eller anden pseudo-psykologisk forklaring på det, hun har oplevet. Ny Testamente kaldes kanon (de kanoniske skrifter), dvs. ”rettesnor”. Vi har brug for en rettesnor og ikke for religionsblanderi. For religion står både for det bedste og mest uselviske og for det hårdeste og mest fordømmende. Man er nødt til at sortere. Hendes oplevelse med gule energistråler, som kommer ud af hendes 10 fingre kendes også fra oldtidens kristne munkelitteratur. Der er ingen grund til at betvivle fænomenet. Problemet er, at vi har accepteret et sekulariseret verdensbillede, som har været godt på vej til at fortrænge det religiøse og overnaturlige.

Tag oplevelsen for det, den er, og lad være med at søge en forklaring i Stubberups pseudopsykologiske ideer, om Jesus som ”et af de tydeligste billeder på et bestemt niveau” (s.56).

Kundalinimeditation er sandsynligvis en ældgammel teknik, som åndemaneren og magikeren har brugt til at træne sine evner til at komme i kontakt med sine hjælpeånder. Bemærk, at sjamanen ofte skifter køn i forbindelse med sin indvielse/kaldelse, og at magerne/magikerne i oldtidens Iran hyldede det incestuøse ægtskab som særligt helligt og efterlignende de incestuøse forhold, Ahura Mazda brugte til at skabe lyset i universet if. en hemmelighed, han havde lært af dæmonen Mahmi, (R.C.Zaehner, Zurwan,1972,ss.147ff; 438f.).

Dette indlæg blev udgivet i Artikler. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar