Nogle har måske hørt om huguenotterne, som kom til Fredericia fra det nordøstlige Frankrig og Belgien. Men hvem var de, og hvorfor flygtede de? Huguenotter var det øgenavn, katolikkerne gav dem, selv kaldte de sig ”reformerte”.
Valdeserne, reformationens forløbere
Allerede i det 12.århundrede fik Peter Waldo som den allerførste Bibelen oversat til et folkeligt talesprog, nemlig den franske dialekt, som taltes i Provence. Han begyndte at kritisere den katolske kirkes umættelige pengebegær ud fra bl.a. Jesu ord om, at man ikke kan ”tjene både Gud og mammon”. Han gav sin ejendom bort til de fattige og begyndte at udsende sine prædikanter forklædt som omvandrende handelsmænd. Disse ”Kristi fattige”, som de kaldte sig, blev fordrevet fra Lyon, og efter århundreder med forfølgelser (ved en enkelt lejlighed blev f eks 80 brændt på bålet i Strasbourg) slog hans tilhængere sig ned i de højtliggende dale på grænsen mellem Frankrig og Italien og i det indre Provence. Men også her blev de forfulgt, idet paven prædikede korstog, og en stor hær på 18 000 soldater samledes – foruden en mængde banditter og medløbere, som håbede på tilgivelse for deres mange synder, hvis de fulgte pavens kald til korstog, eller bare håbede på et rask slagsmål med efterfølgende plyndring. En del af hæren nærmede sig fra Frankrig og drev befolkningen foran sig, indtil valdeserne besluttede at forskanse sig i en mægtig hule. Uheldigvis var katolikkerne i stand til at besætte hulens indgang og tændte en mægtigt bål, og ved hjælp af røgen tvang de valdeserne til enten af komme ud eller lide kvælningsdøden i hulens indre. 3000 blev dræbt ved denne lejlighed. Da man bagefter gik ind i hulen, fandt man 400 børn døde i deres vugger eller i deres mødres arme. Fra den italienske side rykkede hæren frem med stor sejssikkerhed. Den delte sig op i flere afdelinger for at rense ud i alle dalene. En hærafdeling på 700 nåede trætte op på en højslette og stormede frem mod husene i den tro, at de kunne hugge ned for fode, men de var ventet af bønderne, som huggede de udmattede soldater ned til sidste mand. Kun en slap derfra med livet i behold. Bedre gik det ikke den øvrige hær. Et stykke oppe i en af de store dale ventede valdeserne med deres primitive våben, og de blev straks mødt af en byge af pile fra soldaterne. Da flere af valdeserne begyndte at segne om i pileregnen, sank nogle af dem på knæ og råbte: ”Åh Gud, frels os”. Det fik en af angriberne, en stor kleppert af en krigskarl, til at håne dem med en strøm af blasfemiske eder. Men idet han slog visiret op for bedre at kunne råbe, ramte en pil ind og gik tværs gennem hjerneskallen på ham, så han faldt ned af hesten. Det fik angriberne til at tøve og trække sig tilbage. Næste dage trængte de frem igen og nåede langt op i dalen til en fjeldmur, der spærrede for videre fremfærd. Valdeserne havde trukket sig tilbage, og i sin iver efter at følge dem trængte hæren frem ad den eneste åbning, en lille bjergsti langs en dyb kløft i fjeldmassivet. Valdeserne havde bedt til Gud om et mirakel, der kunne frelse dem, og en lille rund sky viste sig om en af fjeldtoppene. Den bredte sig hurtigt og kom rullende ned ad fjeldsiden i form af en usædvanlig tæt tåge. Hæren kunne næppe nok se en hånd foran sig og måtte standse fremrykningen, og nu begyndte valdeserne at rulle klippestykker ned over dem, soldaterne faldt over hinanden i desperation, mange styrtede i afgrunden, og hæren blev totalt udslettet.
I perioder var forfølgelsen til at udholde, men i 1545 blev det galt igen med massakren på befolkningen i byen Merindol (det vides ikke, om ofrene skal tælles i hundredevis eller tusindvis). Paven tildelte lederen af massakren store æresbevisninger, men kong Henri d.2. lovede ved sin tronbestigelse at undersøge sagen. Parlamentet i Paris valgte dog at frikende alle de skyldige i massakren på nær en enkelt. Det var måske årsagen til, at valdeserne sluttede sig til Luthers reformation. 1700 (mange af dem børn) blev ved en bestemt begivenhed, der er gået over i historiebøgerne som ”Piedmont-påsken” (1655) brændt og dræbt på så mange uhyggelige og bestialske måder, at resten flygtede til Schweiz og Tyskland, mens en lille flok blev tilbage for at føre guerillakrig. En stor katolsk hær var igen rykket op i dalene, og efter en indledende træfning, som ikke var gået alt for godt, besluttede hærføreren i stedet at bruge list. Han lod som om, han tog imod valdesernes tilbud om fred og bad om, at hans soldater måtte blive indkvarteret for påsken. Gæstfrit åbnede valdeserne deres gårde og huse for soldaterne, men på et bestemt tidspunkt og ved et givet tegn meget sent på natten sprang alle soldaterne ud af sengene og begyndte at slagte deres værtsfamilier. Ingen blev sparet. 1686 udstedte hertugen af Savoyen et edikt, der gav dem 8 dage til at nedlægge deres våben, sælge deres gårde og drage i eksil. Men præsten Henri Arnaud opflammede dem til at yde modstand, og da den katolske hær på 9000 mand nåede frem, var de fleste landsbyer befæstede, og valdeserne havde samlet en hær på 2500. De kæmpede tappert mod overmagten, men efterhånden var 2000 af dem dræbt, 8000 fængslet (de kummerlige forhold, hvorunder de holdtes fangne, bevirkede, at over halvdelen af dem døde i fængslet inden et halvt år) og 2000 gået over til den katolske kirke, men 2-300 havde trukket sig tilbage til de mest vildsomme bjergegne, hvorfra de under betegnelsen ”de ubesejrede” blev ved med at yde modstand og angribe katolikkerne. Til sidst måtte hertugen slutte fred og give dem af de fængslede, der havde overlevet, frit lejde til at udvandre til Schweiz. 2490 nåede på den måde til Geneve, og på et tidspunkt blev 1000 af dem bevæbnet med tidssvarende våben skænket af den hollandske konge, Wilhelm af Oranien, og besluttede under ledelse af Arnaud at vende tilbage til deres dale og kæmpe mod katolikkerne. 700 af dem nåede frem efter en eventyrlig march, og det lykkedes dem at fordrive katolikkerne fra deres gårde, men 300 af dem blev efter hårde kampe omringet af en hær på 4000. Da brød der et voldsomt uvejr løs, og da uvejret var forbi, og den katolske hær vil rykke frem og gøre det af med dem, var de over alle bjerge. Til sidst skiftede det politiske klima, og de fik lov til at blive, hvis de ville forsvare grænsen mod Frankrig. I dag er valdesernes gamle kerneområde, bjergene øst for Turino ind mod den franske grænse, ikke så tæt befolket som i gamle dage. Mange af valdeserne er trukket ind til byerne, deres kirke råder i dag over 30 000 medlemmer i Italien og 15 000, som er udvandret til Argentina og Uruguay.
Calvin
Reformationen kom for alvor til Frankrig, ved at der pludselig en morgen var opsat plakater rundt om i Paris og andre store byer med hård kritik af den katolske kirke, en af plakaterne var endda blevet sat op på kongens sovekammerdør. Dette alvorlige brud på sikkerheden omkring hans person gjorde kongen rasende. Han havde indtil da været tilbøjelig til at indtage en tolerant holdning. Nu var det slut med tolerancen, og forskellige prominente protestantiske ledere måtte flygte fra Paris, således teologen Jean Calvin, der kom til Geneve i Schweiz, hvor han blev leder af den fransktalende fløj af reformationen. Intet kunne dog standse kritikken af den katolske kirke, og det skønnes, at efterhånden var nær ved 2 millioner af Frankrigs 18 millioner store befolkning gået over til reformationen, herunder måske halvdelen af adelen og mange af de dygtigste i borgerskabet, især i det sydlige og centrale Frankrig. Mens den skotske Queen Mary var dronning i Frankrig, blev de reformerte i stort tal brændt på bålet, hvilket fik dem til at bevæbne sig og gøre modstand. Mary blev enke og vendte tilbage til Skotland, men en ny dronning, Katharina of Medici, blev protestanternes onde ånd og stod bag massakrerne i Paris Bartholomæusnatten d.24.aug 1572. Man skønner, at den nat og de følgende dage blev ca 25 000 protestanter dræbt alene i Paris, og myrderierne bredte sig til andre byer (3000 blev f.eks. dræbt i Toulouse). Et sted mellem 200 og 500 000 reformerte flygtede til England, Holland, Schweiz og Nordamerika. Resultatet var en borgerkrig, som endte med, at de reformerte blev tilkendt nogle rettigheder og nogle sikre byer. De blev også sikret beskyttelse mod inkvisitionen. ”De korsfæster mig”, udbrød paven klagende, da han hørte om aftalen. Deres antal var nu reduceret til omkring 850 000.
Solkongen Louis d.14. afskaffede atter alle deres rettigheder og søgte først at omvende dem til katolicismen ved at lokke med pengebelønninger, og da dette ikke hjalp, sendte han soldater, og igen så man protestanterne forsvare sig med held, ofte mod en betydelig overmagt. Kendt er især Cevennerbøndernes forsvarskrig. De kæmpede i hvide skjorter, chemiser (dialekt: camise), hvorfor de kaldtes camisarder og vandt flere bemærkelsesværdige sejre over kongens kampvante og talmæssigt overlegne styrker. Til sidst, da de var jagede som vilde dyr, brød der en ejendommelig vækkelse ud iblandt dem, med bl.a. tungetale og profetisk forudviden: De vidste undertiden på forhånd, hvor kongens soldater havde lagt baghold, og kunne undertiden pr. fornemmelse gå milevidt gennem skoven for at nå det sted, hvor brødrene var forsamlede til gudstjeneste. De reformerte i Fredericia kom hertil som flygtninge i 1720’erne, da Louis d.14.’s tropper rykkede ind i det nuværende Belgien.
Så sent som på Louis d.15.s tid blev en stakkels møller, Jean Calas, udsat for frygtelig tortur, man hældte 17 liter vand i ham og brækkede alle hans lemmer to steder efter at have trukket dem af led, fordi man ville have ham til at indrømme, at han havde dræbt sin egen søn, angiveligt fordi denne havde planer om at træde over til katolicismen. (Sønnen havde i virkeligheden taget sit eget liv muligvis på grund af en spillegæld, og fordi han som protestant ikke kunne få lov til at færdiggøre sin uddannelse). Til sidst blev Calas under størst mulige pinsler henrettet på et torturhjul. Filosoffen Voltaire tog sig af familiens sag, og det lykkedes ham at påvise det helt urimelige i rettergangen, og det endte med, at dommeren blev fyret, og Calas blev posthumt tilkendt en stor erstatning, som kongen udbetalte til hans familie.
Den sidste massakre fandt sted i Nimes 1815 i forbindelse med den ”hvide terror”, som efter Napoleons fald fulgte Louis d.18.s tronbestigelse og først og fremmest var rettet mod Napoleons tilhængere. Pøbelen morede sig med at ”stemple” protestanterne med slag af et bræt med spidse søm i og trængte under gudstjenesten ind i den protestantiske kirke. 80 protestanter blev såret, men kun en ung pige døde af sine kvæstelser. Protestanterne blev reddet af, at kongens kommandant, general Lagarde, kom til. Han blev skudt af en af bøllerne og faldt af hesten, og dette anslag mod en kongelig myndighedsperson fik pøbelen til at tøve. Han overlevede attentatet, men lederen af optøjerne og mordene blev ikke straffet. Den reformerte kirke i Frankrig råder i dag over 300 000 medlemmer.
Kristi sande kirke er altid den forfulgte kirke og ikke den forfølgende magtkirke. Alligevel må man nok konkludere, at hård, vedvarende forfølgelse er svær at bære i det lange løb. Nimes havde således protestantisk flertal i 1556, mens protestanterne i dag kun er en lille flok.