Jesu fattige fremtræden i evangelierne udgjorde en skarp kontrast til den katolske kirkes pragtglæde, pavens og biskoppernes magtbrynde og kirkens konstante krav om penge. Reformationen havde sat spørgsmålstegn ved den katolske kirkes legitimitet, og bønderne rundt omkring på kirkens og klostrenes godser drømte om frihed. 300 000 bønder og menigmand var involveret i ”bondeoprøret”, hvoraf ca. 100 000 blev dræbt eller henrettet i overensstemmelse med Luthers opfordring: ”Slå dem ned som gale hunde”. Der er ingen tvivl om, at disse begivenheder og Luthers ensidige stillingtagen for fyrsterne imod almuen blev enden på den folkelige begejstring for reformationen. Reformationen var fra nu af mest teologernes og fyrstemagtens projekt. Kirkehistorikeren P. Severinsen udtrykker det med ordene: Luther gik fra at være den mest elskede til den mest hadede mand i Tyskland.
De mange gendøbere i Sydtyskland og Tyrol blev senere hvervet blandt de skuffede bønder. Hans Hut, en af de første og mest fremgangsrige agitatorer for voksendåb, var med i bondeoprøret og opsøgte sine gamle kampfæller og fik dem overbevist om gendøbernes sag. Balthasar Hubmaier, gendøbernes første store apostel, var muligvis allerede hovedforfatter til nogle af de skriftlige krav, som blev formuleret af oprørerne. Selvom moderne amerikanske baptister og pinsefolk søger at nedtone denne forbindelse og understrege gendøbernes apolitiske, pacifistiske holdninger, så var nogle af de første gendøbere sandsynligvis oprindelig dybt involveret i bondeoprøret. Reformationens radikale fløj var oprindelig også et ”socialt evangelium”, som understreget af amerikanske forskere som James Stayer og Werner Packull. Almindelige mennesker, som for første gang kunne læse Ny Testamente på deres modersmål, forstod simpelthen ikke, hvorledes den fattige urkirke i Jerusalem med ejendomsfællesskabet og saligprisningen af de fattige kunne have udviklet sig til en religion, hvor den fattige mand blev formanet til i Guds navn at krybe for herremand og kirkefyrste. Og da de begyndte at prædike imod denne bestående samfundsorden, blev de jaget som vilde dyr og tortureret og brændt på bålet akkurat som de ældste kristne. Der er ingen tvivl om, at Kristi sande kirke er den forfulgte kirke, og ikke den forfølgende magtkirke. Dog kan det ikke udelukkes, at adelen var blevet de forfulgte, hvis almuen ligesom under den franske revolution havde sejret.
I Skandinavien blev lignende bondeoprør (i Jylland anført af skipper Clement og i Småland anført af Nils Dacke) også knust med stor brutalitet, og bonden efterhånden gjort til fæstebonde og godsets ejendom. En man stort set kunne pine og plage efter lyst og behov. En som ifølge Luthers lille katekismus næppe nok i sin tanke, endsige da i ord og gerning havde lov til at være ulydig mod sine foresatte (se Luthers tolkning af det 4.bud og hans belæring om, hvilke synder man bør skrifte under skriftemålet).
Bondeoprøret var simpelthen den måde, almuen på landet tolkede reformationen
I Øvre Schwaben, hvor oprøret begyndte, området mellem Ulm og Augsburg, var 45% af bønderne undergivet kirkelige herrer, kun 37% adelige. Især klostrene var i denne periode blevet ivrige efter at øge udbyttet fra deres landbesiddelser og pressede bønderne økonomisk. Man ønskede simpelthen at drive klostrene med mere effektiv management.
Bønderne appellerede til ”den guddommelige lov” i Biblen: ”Fordi der ikke er nogen sand dommer i himlen eller på jorden undtagen Guds ord; og hele vor sag, handling, liv og væren hviler på Guds ord og ikke på os ubestandige og ambitiøse menneskelige væsner”. Bøndernes faner bar ofte et billede af Kristus og begyndelsesbogstaverne til ordene i den latinske sætning: ”Guds ord bliver i evighed”. I begyndelsen håbede de på at få deres krav igennem ved fredelig forhandling. Senere forekom en enkelt massakre på adelige fanger ved Weinsberg, men på intet tidspunkt af samme omfang som de forfærdelige massakrer fyrstehærene gjorde sig skyld i. Og den kommandant, som var skyld i massakren, blev, da han blev fanget af fyrsternes folk, langsomt stegt til døde:
Grev von Helfenstein, som forsvarede Weinsberg, var kejserlig amtmand og forhadt for sin brutalitet mod bønder. Han havde tilmed truet bønderne med, at hvis ikke de straks vendte hjem, ville de alle blive brændt. Som følge heraf var nogle begyndt at få kolde fødder og sive bort, så bondehærens ledelse forstod, at der måtte handles hurtigt. Da en flok bønder trådte frem foran byporten og bad om at komme ind og forhandle, blev de beskudt. Det tændte bøndernes harme, så da byen var erobret, blev der ikke vist nåde mod de landsknægte, som havde forsvaret den (men nok mod byens civile indbyggere. Greven og 12 andre adelige fanger blev af kommandanten Jäcklein Rohrbach dømt til at løbe spidsrod til døden. Hans enke og søn blev sat på en møg-kærre og fik lov til at flygte. Hændelsen skabte splittelse blandt oprørerne, og en anden bondehær fra Würtemberg tog skarpt afstand fra ”Weinsbergerne”. Byens civile blev senere hårdt straffet, fordi de havde overgivet sig for hurtigt: deres by blev fuldstændig raseret af adelshæren.
Bøndernes ret udisciplinerede skarer havde ofte svært ved at klare sig mod de organiserede tropper af professionelle lejesvende. Det gjaldt dog ikke ovennævnte bondehær fra Würtemberg, som imponerede ved sit mod. Nogle gange brugte fyrsterne den taktik, at de lod som om, de ville forhandle, og i ly af våbenstilstanden bragte de deres folk i stilling og slog så pludselig til.
Der blev udgivet forskellige skrifter, som hævdede, at den pavelige religion burde erstattes af de 6 gerninger, som nævnes i Matt 25,v35-36. I indledningen til De 12 artikler, som sammenfattede bøndernes krav, hedder det: ”Grundlaget for alle bondestandens artikler er at høre evangeliet og leve derefter”. I bøndernes program opstillet i Tauber-dalen hedder det ”Hverken renter, tiende eller skatter af nogen art bør betales til nogen herre, før lærde mænd har gennemført en reformation ud fra den hellige, guddommelige, sande Skrift (Bibelen), som angiver, hvor meget man er forpligtet over for timelige og åndelige herrer”. Et af problemerne var, hvem de vilde dyr i skoven tilhørte, idet adelen hævdede, at det var deres, mens bønderne henviste til skabelsesberetningen 1.Mos 1,26.
På mange måder var bondeoprøret en forløber for den senere franske revolution, men med et bibelsk funderet idé-grundlag. ”Det var først, da herrerne bed almuens udstrakte hånd, at radikaliseringsprocessen satte ind,” siger den amerikanske forsker James Stayer. Vi havde engang i mine allerførste år som præst inviteret en ældre Luther-forsker og teolog til at holde foredrag i Kristkirkens krypt, og her dristede jeg mig til at kritisere, at Luther ikke havde støttet almuens oprør. I stedet, sagde jeg, fik vi så den franske revolution på et rent ateistisk grundlag. (I Frankrig søgte man, da revolutionen var på sit højeste, ligefrem at forbyde kirkeklokkerne og udrydde kristendommen.) Han blev meget vred på mig. Men senere forskning har, tror jeg, givet mig ret. At almuen var i stand til at styre, viser eksemplet de schweiziske kantoner.
Resultatet af reformationen blev, at fyrste og adel overtog kirkegodset, og bonden fik det værre end før.
Den præst, som ledede bondehæren ved Frankenhausen, Thomas Müntzer, var, i modsætning til vore dages socialister, anti-materialist: Han mente, at det samfund, han levede i, var sådan, at det tvang de fattige til at gøre en hel masse bare for at holde sig i live. Derved blev alle besat af at samle sig materielle ting. Bønderne er knust af arbejde. Luther siger, at de skal læse i bibelen og derved finde frelse, men samtidig velsigner han den samfundsorden, som holder dem fangne i analfabetisme, siger Müntzer.
De vigtigste anabaptistiske ledere henrettet før 1530 (året, hvor Conf. Augustana blev skrevet) var
Hans Hut, som efter at være død i fængslet i Augsburg fik sit afsjælede legeme brændt på bålet 1527, Balthasar Hubmaier som blev brændt på bålet i Wien 1528, hans hustru druknet 3 dage senere.
I Zürich (Zwinglis by) havde man indført druknestraf for gendøbere, og jan 1527 blev Felix Manz druknet.
I Tyrol blev Hans Langegger og Georg Blaurock brændt sept 1529
Ludwig Haetzer blev halshugget i Konstanz febr 1529
Eitelhans Langenmantel blev halshugget Memmingen 1528
Eucharius Binder blev sammen med 37 trosfæller spærret inde i et hus og huset brændt 1527 i Salzburg regionen i Østrig
Thomas Spiegel henrettet i Coburg 1527
Broderen Caspar Spiegel halshugget sammen med andre bl.a. Beutelhans af biskoppen i Würzburg 1527
Hans Weischenfelder brændt på bålet i 1528 i Bamberg, Bayern sammen med 4 andre (hvoraf de 3 var kvinder)
Leonhard Schimer, halshugget 1528 sammen med 70(?) trosfæller
Hans Schlaffer og Linhard Frick halshugget 1528 i Tyrol
Leonhard Dorfbrunner brændt på bålet i Passau 1528, en kvindelig tilhænger (Anna Benedikt) brændt gennem begge kinder en anden Elisabeth Hegenmiller fik tungen skåret af. Dorfbrunner nåede f eks i sit korte virke at døbe 3000. Der var altså tale om en regulær folkelig vækkelse
Hans Mittermaier og en anden leder pågrebet i Linz med 75 tilhængere hvoraf nogle blev halshugget andre brændt 1529.
Særlig grusom var henrettelsen af anabaptist-lederen Michael Sattler i 1527 Rottenburg v Neckarfloden. Han fik et stykke af tungen skåret af og blev derefter pint med glødende tænger, inden han blev kastet på bålet. Hans hustru blev 8 dage senere henrettet ved drukning. Også 4 andre anabaptister blev henrettet ved den lejlighed.
Af anabaptisternes ledere havde Hans Hut været direkte involveret i bondeoprøret og var flygtet fra slaget ved Frankenhausen, hvor grev Filip af Hessen massakrerede bondehæren ved et overraskelsesangreb midt under en indgået våbenhvile. Hubmaier havde støttet bondeoprøret. Så baptistiske teologers forsøg på i dag at skildre de første anabaptister som konsekvent ikke-voldelige og helt uinteresserede i politisk magt og magtanvendelse er ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Anabaptisterne var en del af hele den yderliggående fløj af reformationen, der mente, at Luther var standset på halvvejen.
Ligesom Thomas Müntzer, bondeoprørets leder, var de ikke blot inspireret af Luther, men også af middelalderens mystiske litteratur, som mente, at man gennem ”oplysning” fra det ”Indre Ord” skulle nå til unio mystica, mystisk forening med Kristus.
Baggrunden for vækkelserne i 19.årh. var myndighedernes forsøg på at ”fastholde befolkningen i en bestemt kristen praksis”. Det blev understreget som almuens kristne pligt at bøje sig i respekt for herremand og præst. Bonden og karlen skulle ikke have nogen egen mening om kristendom, men blot lytte til præstens og lære sig katekismen udenad med alle dens indskærpelser af lydighed mod husbond og foresatte.
Det er muligt, at Luther havde en intention om at skille mellem religion og politik, verdsligt og åndeligt regimente, men resultatet blev den totale sammenblanding: Fyrsten blev ”konge af Guds nåde” og øverste myndighed i kirken. I stedet for helgenbilleder er der i koret i Uppsala domkirke billeder af kong Gustav Vasas oprør mod Kristian d.2. (Gustav Vasa, ”onde Gösta”, var ikke noget dydsmønster, men berygtet både for sin kraftige brug af eder og forbandelser og sit pengebegær.) Reformationen blev gennemført som fyrsternes reformation efter nedkæmpelse af store bondeoprør både i Danmark (skipper Clement) og Sverige (Dacke-fejden) og i Tyskland. Disse bondeoprør blev nedkæmpet af protestantiske fyrsters hære (i Tyskland af den protestantiske grev Filip af Hessen). Dermed blev en stor del af det folkelige indslag i den vækkelse, som reformationen var, undertrykt, og reformationen blev gennemført som en reformation på fyrstens betingelser.
Bønderne på det inddragne kirkegods blev ikke frie, men underlagt fyrsten.
Kirkegodset, som før bl.a. havde understøttet velgørende stiftelser, der f eks tog sig af syge, blev nu inddraget som støtte for fyrstehusenes endeløse indbyrdes krige (jnf. den endeløse krig mellem svenskekongen og den danske konge). Det lader sig vel ikke nægte, at der er en del lighedspunkter mellem den senere pietistiske vækkelse og den anabaptistiske vækkelse, som på Luthers tid blev så kraftigt undertrykt af de kirkelige og verdslige myndigheder.
Men vækkelser opstår også, når man føler, at kirken i sin tilpasning til ”verden” og verdens idealer har fjernet sig alt for meget fra sit nytestamentlige grundlag.
En vækkelse kan ikke kun, sådan som marxistisk inspirerede historikere har villet det, ses som et opvæld af undertrykte samfundslag, der kræver åndelig og verdslig medbestemmelse. Der er også et idé-grundlag i en vækkelse, et idé-grundlag som oftest hentet fra Biblen.
Europas historie er ikke blot klassekampens historie, men først og fremmest også idé-historie. Der er et samspil mellem disse to faktorer: sociale spændinger og religiøse tankesæt.