Er Matt 4,8-9 nøglen til islam?

Og djævelen viste ham alle verdens riger og deres herlighed, og han sagde til ham: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.”

Er Allah det samme ord, som bruges med betydningen ”Gud” i det Gl. Testamente (´elohim)? Det er den arabiske version af det samme ord. Ligesom dansk Gud og tysk Gott engang i fjern fortid var det samme ord. Men også kanaanæerne havde en gud, som hed El, ”Tyren ´El”, af samme ordstamme, og en gud, som hed El-Saturn og bragte børneofre som ”betaling til hjælpende dæmoner”, som det fortælles af Filon af Byblos, der skrev en ”Fønikernes historie”. En sindssyg romersk kejser af syrisk slægt kaldte sig Ela-gabal, ”(Meteor?)-stenens gud”. Så selve ordet ”gud” siger i og for sig ikke så meget om, hvad det er for en gud, vi står over for. Allah og El og Elohim betyder bare ”gud”, det særlige navn for biblens gud er Jahveh. Det er navnet over alle navne, som også er skænket til Jesus, Fill 2,9.

Det, som er afgørende, er, at den kult, som var knyttet til Kaba’en i Mekka var en polyteistisk kult. Der var mange guder, og den vigtigste af dem var guden Hubal, et gudebillede med en hånd af guld, som mentes at kunne give regn og orakler. Påfaldende er det, at Koranen aldrig polemiserer imod Hubal, skønt han var Kaba’ens herre og hovedguddom. Selvom Muhammed fjerner alle gudebillederne fra Kaba’en, så er hans religion alligevel et temmelig synkretistisk produkt, en sammenblanding af mange forskellige påvirkninger. F eks ”syvsoverlegenden” også kendt fra den kristne oldtid (om nogle kristne forfulgte, som skjulte sig i en hule og fik lov at sove i 100 år, indtil kristenforfølgelserne var forbi). Helteberetninger om Alexander den Store, som på mønter blev afbildet med vædderhorn, og derfor af Muhammed kaldes ”ham med to horn”. Han rejser ifølge Koranen helt til verdens yderste ende og bygger her en metalmur som værn mod Gog og Magog. Eller beretningen om Moses’ fisk, som var død, og som han skulle til at spise, men den var kommet i nærheden af livets kilde og bliver levende og svømmer bort. Den rolle, halvmånen spiller i den religiøse symbolik, tyder på, at Allah er en arabisk gud for den høje stjernebesatte nattehimmel med månens lysende segl. Han blev også dyrket før Muhammed og bar bl.a. tilnavnet ´Abtar, måske: den, der ”røver” (om døden?) og han havde en gudinde, Allat (Venusstjernen), ved sin side som hans datter.

En stor del af sin religiøse praksis har Muhammed hentet fra de syriske munke og ørkenfædre. Når disse drog ud i ørkenen for under faste og bøn at søge Gud, skulle de først bestå kampen med fristelsens dæmon, Matt 4,1-11. Når man blev alene med sig selv derude i den store stilhed, opsteg fra underbevidstheden en mængde tanker, hele den mørke side i sindet, som kunne tage form af fristelser og blændværk. Vi ved, at Muhammed fik sit religiøse gennembrud, sin åbenbaring, da han som de syriske munke var draget ud i ørkenen for at bede og faste. Der er ting, der tyder på, at Muhammed ikke bestod denne kamp med den mørke side i sindet. Det at blive alene med sig selv derude i den store stilhed, som hersker i ørkenen, er ikke uproblematisk. Vi mennesker er meget afhængige af at høre andre menneskers stemmer. Man har i USA forsøgt at isolere forsøgspersoner og fandt ud af, at de efter få døgns isolation havde det meget dårligt. Menneskeliv kan altså kun leves i fællesskab. Knut Hamsuns berømte roman ”Pan” handler om en ung officer, som hele sommeren bor alene i en hytte på fjeldet i Norge. Det ender med en psykisk katastrofe. Fra oldtiden kender man beretningen om munken Antonius’ voldsomme kamp med ”dæmonerne” (de indre og ydre) i den ægyptiske ørken. Det er ikke så let at overvinde den mørke side i sig selv. Luther blev ved med at have store problemer i munkelivet, indtil han til sidst fandt hvile i Biblens ord: ”Du er frelst, blot fordi du har troet”, ”Af nåde, ved at Kristus gik i døden for dig og derved betalte for alle dine fejl”.

Faste og bøn (5 gange om dagen) er stadig den muslimske opskrift på frelse. Jesus fristelse i ørkenen (Matt 4,1-1) er profetens fristelse til at misbruge sin magt og tvinge mennesker til at tro ved at optræde som mirakelmager (jnf yogi’ens gamle drøm om at kunne ophæve tyngdekraften og svæve) og ved at gribe efter den verdslige magt.

Jeg har lige læst i Koranen Sura 4,35-40, at hvis du frygter, at kvinder er oprørske ”banish them to their couches and beat them”, altså man skal sende dem ind i seng og slå dem. Lidt senere i samme Sura står der, at Gud har forbandet jøderne på grund af deres vantro. Lidt senere står der om dem, der skal brænde op i Helvede, fordi de ikke vil tro og adlyde Budbringeren (dvs. Muhammed): ”We shall certainly roast them at a fire; as often as their skins are wholly burned, we shall give them in exchange other skins that they may taste the chastiment…” Senere anbefales det at udvandre, hvis man ydmyges, og den, som dør undervejs, vil få sin belønning hos Allah, Sura 4,97-102 (Er det forklaringen på de mange dristige, livsfarlige forsøg på at nå over Middelhavet eller til de Canariske øer i små, overfyldte både?) Det er en barsk og militant tone, der anslås, og kong David omtales karakteristisk nok som den, der opfandt ringbrynjer.

Så er sura 28 kaldet ”Myren” mere læseværdig: Salomon kendte fuglenes sprog, og han kom med hele sin hær af mænd, dæmoner og fugle til Myrernes Dal, og han lo, da han hørte en myre sige: Myrer lad os gå ind i vort bo, for at ikke Salomon og hele hans hær komme til at knuse os.

Da Salomon tog imod alle fuglene, så han, at hærfuglen manglede. Han svor, at han ville straffe fuglen frygteligt, slagte den, hvis ikke den havde en gyldig grund. Men den havde netop besøgt dronningen af Saba, som havde en mægtig trone. Salomon sender da fuglen med et brev til dronningen: Kom og overgiv dig! Han får en dæmon til at bringe dronningens trone til Jerusalem og gemmer den under et klæde og spørger dronningen af Saba, da hun ankommer: Er din trone også sådan? Den synes ligesådan! svarer hun. Men da hun indtræder i Salomons palads, løfter hun kjolen og går rundt med bare ben. Hun tror nemlig, at gulvet er dækket af vand, men det er i stedet krystal. Hun bøjer sig da for Salomons overlegne visdom. Allah gav ham en kilde af smeltet bronze, og han fik magt over dæmoner, som udhamrede for ham alle slags vandtrug og kogekar (sura 34). Da han døde, var der intet, der indikerede, at han var død, men små dyr fra jorden fortærede efterhånden hans stav, så han faldt sammen, og dæmonerne opdagede da, at han ikke længere kunne herske over dem.

– Jeg kan godt lide muslimer, men jeg kan ikke lide Muhammed, for han formåede tilsyneladende at mobilisere hele den mandlige befolkning på den arabiske halvø til en stor rytterhær, som drog ud for under dække af Jihad at overtræde både det 5., 6. og 7. bud (du må ikke slå ihjel, bryde ægteskab, stjæle). I islam gælder: ”Du må ikke slå ihjel” – undtagen hvis det er Jihad – du må ikke røve en anden mands hustru – undtagen, hvis det er i hellig krig – du må ikke røve og plyndre – undtagen, hvis der er hellig krig.

Hellig krig

Det er en forfærdelig ting at berøve et andet menneske livet. Det er vel det værste, man kan gøre. Men indtil Kristi fødsel var menneskehedens historie ikke andet end én lang kæde af krige. Du var nødt til at slås for simpelthen at overleve eller for ikke at blive gjort til slaver. Abraham måtte slås for at befri sin brodersøn Lot fra slaveri 1.Mos 14, Moses måtte slås for at forsvare sit folk i ørkenen, Gideon måtte slås for at forsvare sit folk, David måtte slås. I oldtidens kirke var de fleste kristne meget imod krig og soldatervæsen, Martin af Tours f eks (ham vi fejrer Mortensaften for) var soldat, da han blev kristen, men nægtede at kæmpe og trådte kort efter ud af den romerske hær. Men da det kristnede Romerrige blev overfaldet af det vilde og grusomme rytterfolk fra Sibiriens stepper, hunnerne, var de nødt til at slås. Først forsøgte man at købe hunnerne til at holde sig i ro, men det var kun at udskyde pinen.

Det Gamle Testamente beskriver folkemord på amalekiterne og midjaniterne og kanna’anæerne. En jødisk forsker i folkemord Yehuda Bauer siger: ”Som jøde må jeg leve med det faktum, at den civilisation, jeg arvede…omfatter en opfordring til folkemord i dens hellige skrift”. Men det Gamle Testamente er ikke entydig: Selvom ægteskab med moabitiske kvinder forbydes, så finder vi f eks også Ruths bog om moabiterkvinden Ruth, som bliver stammoder til Messias/Kristus, Matt 1,vers 5-16. Man skal være forsigtig, når man læser det Gamle Testamente, for den bog er mere mangesidig og dybsindig, end man lige ved første gennemlæsning regner med. Jøderne på Jesu tid kom galt af sted, fordi de læste Gl Test som en opfordring til hellig krig mod romerne, den krig Jesu forkyndelse med dens bud om at elske sine fjender var en indtrængende advarsel imod. Krigen kom knap 40 år efter Jesu død og opstandelse og blev et katastrofalt nederlag, som betød at f.eks. Jerusalem blev slettet af landkortet, og alle indbyggerne dræbt eller gjort til slaver.

Dette indlæg blev udgivet i Artikler og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar