Jul (Lukas 2,1-14)

Hvorfor skal Josef absolut slæbe sin højgravide forlovede med på den lange rejse til Betlehem siddende overskrævs på den skarpe æselryg? Det var jo dengang kun mændene, der talte med på mandtalslisterne. Sandsynligvis for at hun ellers ville være udsat for spot og ubehageligheder fra gadedrengene i Nazaret, drillerier og det, som var værre. Jesus bliver jo født uden for ægteskabet, faderen ukendt, og det blev dengang regnet for en vanære, så fra starten hviler der en skygge over Jesu liv, han var ikke regnet for noget af de fine, men sådan har Gud villet det, at han skulle fødes i en fattig og støvet stald under køernes sindige gumlen, for der var ikke plads til dem i herberget. Heller ikke i dag i nutidens jul er der plads til Maria og frelserbarnet, fordi vi opsluges af 1000 spørgsmål: Er julesnapsen kold, er julesylten stiv, er juletræet rigtig grønt, er der penge, penge, penge til hele juleriet, er julemandsdragten kommet, er juleøllerne sat på køl, er julekagerne bagt, er julefrokosten bestilt, er julegaverne pakket ind og gemt af vejen, så Bedste ikke begynder at pakke op før tiden. Nej nej Jesus, dig er der slet ikke tid til at tænke på i år, det må vente til næste år. Det fattige par med æslet står også i år og banker på i håb om, at vi må lukke dem ind i vor jul, så julestresseriet må vige for lidt af den store glæde: At også for os er en frelser født. For det er ikke alle julegaverne, der gør, at det bliver jul. Det er gaven fra Gud. Det mest irriterende ved julen er, at vi tvinges til at åbne tegnebogen rigtig mange gange i dec., det bedste ved julen er, at Gud vil åbne vore hjerter for den store glæde og for julefreden.

Julens budskab lyder: I mennesker Guds velbehag. Ude i universets uendelige dybder banker et hjerte for dig, nogen tænker på dig, taler til dig, tæller dine tårer. Stol på, at den magt, som bærer og regerer alt, som lader solen rulle i dens bane, som lader årtusinder komme og gå, som lader stormen suse og brændingen bruse og sneflokke dannes med deres millioner af iskrystaller, som lader dugdråben glimte på strået og blomsten blomstre i gærdet og fuglen synge i busken og driver blodet i pulsslag gennem dine årer, at denne magt i sit inderste væsen er kærlighed rettet mod dig. Og det blev åbenbaret for menneskene denne aften for 2000 år siden, og de gamle guder sank, og de gamle templer smuldrede, og de gamle riger faldt fra hinanden, men ud af tidens vendepunkt steg en ny tid og et nyt rige, kirken, som vil søge at prædike fred på jord. For krige opstår, der hvor folk eller nationer får lyst til at puste sig op og være større, men Jesus siger, at vi skal ydmyge os og blive som børn. Lad os bede ham tage herberg hos os, så vort hus må blive et Betlehem, og vore hjerter en krybbe, og han må fæstne sine ord om fred og næstekærlighed dybt i vore tanker og give os en velsignet juletid. Hvorfor er verden, som den er? Fordi budskabet i dag ikke lyder: ”Ære være Gud og fred på jord”, men oftere lyder: ”Ære være mig selv, krig på jorden, i mennesker utilfredshed.” Sådan som det ser ud ude i verden, kan man godt se, at freden er gået fløjten – og skal menneskeheden frelses fra at gå under i misundelse og begærlighed, så må vi hellere begynde at lytte til Jesus.

Der er mange måder at fejre jul på, men den største juleglæde er at tænke på, at Gud selv har besøgt os og er blevet et menneske ligesom os for at kunne tage på sig al vor nød, al vor elendighed, al vor straf. Julen skal minde os om, at Gud elsker alle børn og alle unge rødder med bumser og støjende adfærd og alle os gamle nisser, som bare har spist lidt for meget op gennem årene.

Jeg ved ikke, hvor mange af jer børn der har været ude på landet og set, hvad en krybbe er. En krybbe er tit sådan en rigtig gammel forgumlet kasse, hvor køerne har deres mad. Og i sådan en krybbe ville Gud lægge sin elskede søn. Og selvom dit hjerte er som en gammel krybbe fuld af gamle sure hestebid, så vil Vorherre Jesus Kristus dog også i dag bøje sig ned mod det og fylde det med sin kærlighed, hvis du vil tage imod. Engang må jorden briste og gravene åbnes for lyset, og da skal vi mødes med den dybeste virkelighed, som er korsfæstet og forkastet kærlighed.

Kristendommen har egt. et ret negativt syn på mennesket, men elsker det alligevel på trods af alle dets fejl. En jul blev jeg ringet op af en ven, som spurgte, hvad jeg havde tænkt mig at sige juleaften? Jeg måtte svare, at det havde jeg ikke haft tid til at tænke over endnu. Nå han syntes i hvert fald ikke, at jeg skulle begynde at tale om synd og synd ”Jamen”, svarede jeg: ”er vi da ikke alle sammen besmittede af arvesynden.” Da jeg sagde det, var min gode ven nær eksploderet i telefonrøret, og jeg måtte bruge en del tid på at berolige ham, han er en flink fyr, men har det ikke så godt med nerverne, så jeg må passe på ikke at såre ham. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tilføje: ”Et lille barn ser jo så sødt ud, når det sidder der i kravlegården. Se på øjnene, to sorte kugler, der følges ad, når de går på opdagelse i stuen og giver tredimensionalt syn oppe i det lille hoved, og der er indbygget stereoindtag i de små høreflapper, det er jo helt fantastisk – men prøv så at give det en grydeske i hånden og hold dit hoved hen til det, så skal du se løjer.” Nu den slags er jo bare til at le af. Værre er det med alt det, vi voksne finder på for at gøre livet surt for hinanden. Alligevel så hedder det: I mennesker Guds velbehag. Og det kan vi se ved, at han lader sin søn, kongernes Konge og herrernes Herre, fødes i en støvet stald og gå med slidte sandaler og bruge al sin tid på at undervise nogle temmelig tungnemme typer, de såkaldte disciple. ”Fred på jord”. Hvorfor er der ikke kommet fred for længst? Det er fordi, virkeligheden er meget genstridig, mennesker er kun mennesker og kan af had gøre de frygteligste ting mod hinanden. Jesus kræver, at vi skal elske vore fjender, men det er svært at lære menneskene denne lektie. Der er andre ting, som de langt hellere tager til sig, larmende morskab, klaprende tomgang, had og angst og mismod. Under vores indsamling til Hvide Rusland fik vi det store problem, at myndighederne pludseligt krævede alt tøjet sorteret i mands-, kvinde- og børnetøj. Men en kvinde meldte sig og sagde, at hun ville godt sortere tøjet også indsamle det. Jeg var flere gange oppe og hente et fuldt læs af alt det, hun havde indsamlet. Hun fortalte, at hun havde været gift to gange, og hver gang var manden død af kræft. Da hun efter at have passet den sidste mistede ham, var hun langt nede, men besluttede så, at hun resten af sit liv ville være glad. Sådan bør vi også i denne hellige jul beslutte os for at være glade?

Lykken er ikke at gabe over den store gås, at køre på første klasse og være nr 1 i der smartes flok. Glæde i NT er ikke glæde over forskellige vellykkede, succesrige detaljer i mit liv, men glæde er noget, der kommer fra Gud. Glæd jer altid i Herren, skriver Paulus til menigheden i Filippi, mens han sidder i fængsel i Rom og venter på sin dødsdom. Gå ind til din Herres glæde, siger Jesus til den tro tjener. Og de begyndte at være glade, står der, da den fortabte søn atter var forenet med sin far: glæde er noget, som findes i Guds nærhed, og når man vender sig til ham. ”Overrasket af glæde” hedder den selvbiografi, den engelske prof. C.S. Lewis skrev, om dengang han som ung forsker tøvende og modstræbende gik ind på at acceptere, at Gud var til. Glæde har altså ikke noget at gøre med,at jeg har fået tykkere tegnebog og råd til flere pakker under træet, men noget som udstrømmer fra Gud, og kan være der midt i megen modgang: ”Som bedrøvede, dog altid glade, som de, der intet har, og dog ejer alt”, sådan skildrer Paulus de kristne. Denne glæde vil ønske jer alle som den største julegave, man kan få. Den kan være der, selvom man synes, man har alt imod sig, ”Salige er I, når man håner jer og forfølger jer og lyver jer alt ondt på. Glæd jer og fryd jer, jeres løn skal være stor i himlene.”

Måske tænker du: ”Jeg kan ikke blive glad, jeg føler kun sorg og forladthed i denne jul.” Den slags kommer sig ofte af, at vi fokuserer så meget på vor egen situation, som ofte kan være sørgelig nok. Vi taber hårene, vi taber tænderne, vi taber hørelsen, kort sagt vi taber hele humøret. Men retter vi vore øjne mod Frelseren og hans glæde, ser det lysere ud. I den sidste nat, da han vidste, han var svigtet af alle og skulle dø, taler han om en fuldkommen glæde: “Bed, så skal I få, for at jeres glæde kan være fuldkommen.” Denne fuldkomne glæde, der kan være der, selvom man har alt imod sig og snart skal dø, bygger på, at Gud er der, at Gud er hos os og hjælper og vil bevare den lille frysende dansker midt i vinterens kulde, midt i verdens kulde, midt i dødens kulde.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Han skal blive større, jeg skal blive mindre, 4.søn. i advent, Joh 1,19-28 & 3,25-36

Snevejr

Det myldrer ned, det drysser, det fyger. Det er sne, det hvide, det rene. Har du været hvor sneen gemmes? spørger Gud Job. Vi husker måske, hvordan det var gået Job, hvorledes han var ramt af spedalskhedsbylder fra isse til fodsål. I den forfærdelige tilstand spørger Job fortvivlet: Hvorfor? Og han anklager Gud og skylder ham til sidst for at være kriminel. Da Gud så endelig, endelig åbenbarer sig for Job og taler til ham ud fra stormen, så svarer han slet ikke på Jobs fortvivlede hvorfor. Det mærkelige er, at Gud giver ikke nogle svar på Jobs brændende anklage, men stiller i stedet Job forskellige spørgsmål, der alle handler om Guds skabelse og opretholdelse af hele det vældige univers og et af ?-målene lyder: har du været hvor sneen gemmes. KAN DU LØSE UNIVERSETS MYSTERIER F. EKS. SNEENS HEMMELIGHED, NÅR DEN falder i millioner af fine krystaller hver af dem er et lille kunstværk, en mikroverden af skønhed og symmetri. Den viser os en Gud, som har sat sit aftryk overalt i form af et skønhedens mønster, i sneen, i blomsterne, der åbner deres kronblade, i krystallernes stråleglans, i påfuglens hale, nattergalens sang.

Men sneen viser os også noget andet. Det, som biblen udtrykker med ordene: Er vore synder røde som purpur, de skal blive hvide som sne. En formiddag kørte jeg ud til en strand og så, at hele landskabet var dækket af sne og rim, så det strålede i en næsten overjordisk glans, som om en hvidhed fra himlen havde lagt sig overalt. Han, som giver sne, er også ham, som giver forladelse, tilgivelse, renselse for synd. Har du været, hvor sneen gemmes? Dette og de andre spørgsmål: Har du vandret på havets bund, knytter du syvstjernes bånd? viser Job, at han kun er et støvgran over for den mægtige skaber og opretholder af den verdensorden, som strækker sig lige fra stjernernes gang i deres baner til døgnfluens korte svirren i sommernatten. Jeg er alt for lille, hvad skal jeg sige? Jeg lægger min hånd på min mund, svarer Job.  Gid også det moderne menneske måtte indse, at han er alt for lille en orm til at kunne sætte sig til dommer over en mægtige Gud, som skabte og grundfæstede hele den uendelige, forunderlige verden, som omgiver os. I denne tekst understreges Johannes Døberens ydmyghed. Jesus siger om Johs., at han var den største blandt kvindefødte, en engel udsendt som vejbereder for Messias, men Johs selv har ikke ambitioner om at være noget særligt. Han er ikke Messias, han er ikke Elias, han er ikke profeten, han er ingenting siger han, bare en røst en, der lægger stemme til, når Gud råber. Det er også i dag det dejlige ved at være præst, at man behøver ikke at præstere en hel masse kloge og interessante meninger om dit og dat, man skal blot så loyalt, som det er en muligt, forsøge at lægge stemme til det evige ord, som tales i den hellige skrift, bibelen.

En røst af en, der råber i ørkenen.  Vi har alle engang imellem brug for at blive stille 1) befriet fra den ydre verdens larm omkring os 2) befriet fra den indre uro, begær ambitioner, had, hidsighed, sårethed 3) blidt og mildt og sagtmodigt følge dragningen, som udgår fra den skabermagt, som skaber og opretholder hele den mægtige natur, og lade sit sind opsuges af, fyldes af stilheden fra skovens tykninger.  Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjerte, siger Jesus, så skal I finde hvile for jeres sjæle. Vi har alle brug for at lære den sagtmodighed, som bringer hyrderne ind fra den dybe stille nat med de 1000 fjerne stjerner ind til den ydmyge knælen ved krybben for Guds uendeligt store under.. Vi har alle brug for at lære den sagtmodighed og stilhed, det er at have lagt sin fremtid og sin skæbne i den Herres hånd, som opretholder hele den mægtige natur, som klæder markens liljer og føder himlens fugle. Se jeg er Herrens tjenerinde, mig ske, som du vil, siger Maria til englen.  Når juledagene er forbi, så stormer alle problemerne igen ind på dig, men prøv at møde dem med den sagtmodighed, som i sidste ende skal sejre og arve jorden. I stilheden hviler du lige som hele naturen en vinternat i Faderens favn i hans varetægt, som vil bære dig også gennem nat og mørke og død. De ældste kristne søgte tit ud i ørkenen for at høre Guds stemme. Johs. har opholdt sig i ørkenen, indtil han træder frem. Vi skal give os tid til at lytte og være ét med hans mægtige skabte natur.

Uden Guds omsorg hvad er da et menneskes liv? Det er som et blad, som stormen leger med, snart kastes det til siden, snart hvirvles det opad, men så føres det bort og igen ser det mere.

 

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

VEJEN. = Om urkristen etik og gudstjeneste

De ældste kristne kaldte sig ikke kristne, men ”De, som holdt sig til Vejen”. I jødedommen kaldes den rette etik/moral Halaka, dvs. ”gåen”. Til dåben i den ældste kirke var knyttet en etisk belæring om ”de to veje”. Jævnfør, at talen om de to ”veje” afslutter Jesu etiske undervisning i bjergprædikenen, Matt 7,13-14. Måske har bjergprædiken allerede i Jesu levetid været brugt i dåbsbelæringen, i hvert fald ser vi allerede i et skrift, som kaldes ”De 12 apostles lære” (70-90 eft Kr.), at læren om de to veje var knyttet til dåben. ”Livets vej” eller ”lysets vej” blev skildret med vendinger hentet fra bjergprædikenen og det dobbelt kærlighedsbud. ”Mørkets vej” blev skildret ved opregning af typiske laster. En ældre tysk forsker, Alfred Seeberg, har påpeget at dette med de to veje er katekismus-stof fra den ældste kirke. Forestillingen om de to veje går faktisk helt tilbage til den gammel-israelitiske pagtsslutnings- ceremoni, 5.Mos 30,15-20.

Bjergprædikenen er dybest set uopfyldelig, den fører os til stor synds-erkendelse og ydmyghed og åbner for forståelsen af, at vi kun kan blive frelst i kraft af Frelserens gåen i døden for vores skyld.

”Vejen” er en grundig fordybelse i bjergprædikenen Matt 5-7 og dens modsætning, de paulinske ”Lastekataloger”, som de kaldes (vrede, hidsighed, skamløs snak, løgn, griskhed, havesyge), f.eks. Kol 3,5-9; Rom 1,29-31. Jesus nævner: ”mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, griskhed, svig, ondskab, umådehold, misundelse, hovmod, falsk vidnesbyrd, tåbelighed og bespottelse”, Matt 15,19 og Markus 7,21.

Vi skal al fup og svindel til livs. Skoler og højskoler forsøger at maximere elevtallet ved at invitere kinesiske og rumænske elever hertil, men f eks de kinesiske møder ikke engang op på skolen, det er for dem blot en adgangsbillet til Vestens overflodssamfund. Asylsøgende marokkanske gadebørn siger, de er 12 år selvom deres tænder og legemsbehåring tyder på, at de snarere er 21. Unge brænder biler af med den begrundelse, at svenskerne (og danskerne) er ”rasister”. 11% af 1200 adspurgte unge i Gøteborgs forstæder hævder, at de sympatiserer med IS. Menneskesmuglerne sender dårligere og dårligere både i søen i tiltro til, at den nyoprettede internationale grænsebevogtning hjælper de nødsstedte allerede ud for Libyens kyst. Alle hævder, de har mistet deres personlige papirer, en hel masse somaliere havde søgt asyl i to lande på engang for at kunne hæve underhold begge steder. Unge tiltrækkes i stigende grad af kriminelle bander eller drikker sig halv- eller helbedøvede til gymnasiefester og fredagsbar. Prostituerede kalder sig ”sex-arbejdere”, som om det var en hæderlig og ærlig profession på linje med at være specialarbejder.

Hvis al denne uærlighed få lov til fortsat at blomstre[1] og bære frugt, bliver det et sørgeligt samfund, vi giver videre til vore børn og børnebørn. Vi skal simpelthen bl.a. have genopfrisket de ti bud, men først og sidst næstekærligheds-buddet.

Men vigtigst af alt i den ældste dåbsprædiken og i Jesu moralforkyndelse var saligprisningerne. Det er saligt, frydefuldt at være kristen: ”Glæd jer og fryd, jeres løn skal være stor i himlene”, Matt 5,1-12.

Følgende bøn fra synagogegudstjenesten på sabbat-dagen, ”Sjælen (nesjæmah) i hvert levende væsen”, er meget gammel og kommenteres allerede i Talmud:

”Sjælen i hvert levende væsen skal velsigne dit navn, oh JHVH vor Gud, og ånden i alt det kødelige skal herliggøre og ophøje dit minde uophørligt, oh vor Konge. Fra evighed til evighed er du Gud, og ved siden af dig er der ingen konge for os, som genløser og frelser, sætter i frihed og forløser, giver svar og har medlidenhed i hver en trængsels og nedtryktheds tid, ja ingen uden dig. Og til dig alene giver vi tak.

Selv hvis vor mund var så fuld af sang som havet, og vor tunge fuld af ophøjelser som mængden af dets bølger, og vore læber af pris som det vide verdensrum, og vore øjne skinnede af lys som solen og månen, og vore hænder var rakt op og bredt ud som himlens ørne, og vore fødder var hurtige som hindens, så ville de dog ikke have tilstrækkelig kraft til at takke dig, oh JHVH vor Gud. Fra trældoms hus udløste du os, under hungersnød gav du os føde og opretholdt os i overflod, fra sværdet frelste du os, og fra pesten reddede du os, fra smerte og mangfoldige sygdomme udfriede du os. Indtil i dag har din ømheds barmhjertighed hjulpet os, og din kærlighed har ikke forladt os. Derfor skal de lemmer, du har udstyret os med, og ånden og sjælen, som du har indblæst i vore næsebor, og tungen, som du har sat i vor mund, takke og velsigne og prise og herliggøre og ophøje dit navn, oh vor Konge. For hver mund skal give tak til dig, og hver tunge skal give pris til dig, og hvert øje skal se op til dig, og hvert knæ skal bøje sig for dig, og alt, hvad der er højt, skal kaste sig ned for dig, alle hjerter skal frygte dig, og alles indre og deres blodbaner skal synge for dit navn efter de ord, som står skrevet: ”Hele min krop skal sige: Hvem er som du? Du redder den hjælpeløse fra hans overmand, den hjælpeløse og den fattige fra røveren”(Davids Ps 35,10). Du hører den fattiges råb, du lytter til den underkuedes skrig, og du frelser. Og der står skrevet: ”Bryd ud i jubel for Herren, I retfærdige, lovsang er dejlig for de retskafne” (Ps 33,1).

Ved retskafnes mund skal du ophøjes, og ved retfærdiges ord skal du velsignes, og ved de elskedes tunge skal du helliges, og i de helliges midte skal du prises. I myriaders forsamlinger af dit folk skal dit navn æres, og dit minde, oh Konge, i hver generation, for sådan er det alle skabningers pligt i dit nærvær, oh JHVH vor Gud og vore fædres Gud, at takke, at love, at prise, at herliggøre, at ophøje og hellige, hinsides hvad sangens ord og Davids pris, din tjener og salvede, kan udtrykke.

Priset være dit navn for evigt, oh vor Konge, den Gud, som er stor og hellig Konge i himlene og på jorden. For dig, oh JHVH vor Gud, tilhører sang og pris, lov og salme, styrke og herredømme, sejr og magt, storhed og stråleglans og herlighed, hellighed og myndighed, velsignelser og taksigelser til dit store navn fra evighed til evighed. Velsignet være du, oh JHVH, en Konge, som bør lovsynges med pris, taksigelsers Gud, undernes Herre, som udnævner sang og salme til alle verdners LIV.”

Den samme stærke lovprisning af Gud og Lammet møder vi i den himmelske gudstjeneste, som er skildret i Johs Åb  4,11 og 5,12-14. Gudstjenestens formål kan altså udtrykkes i ordene fra englenes sang Lukas 2,14: ”Ære være Gud i det Højeste og på jorden fred..”. Dens mål er at flytte fokus fra min selvkredsen til Guds evige storhed og frelse.

Vejen: I Hebræerbrevet 10,19f. skildres Jesu som den, der har åbnet ”en ny og levende vej gennem forhænget” ind i templets allerhelligste. Denne vej er ifølge Johs 14,6ff. Jesus selv: ”Jeg er vejen, sandheden og livet.”

 

[1] De ansvarlige myndigheder prøver hele tiden at dokumentere, at kriminaliteten er for nedadgående. Ladekarl jubler: ”Man hævdede, at de mange nye flygtninge ville sætte sig kraftige spor i kriminalitetsstatistikken, men se det modsatte blev tilfældet.” En nærmere analyse af tallene viser imidlertid, at det er antallet af anmeldte indbrud, som er gået ned. Anmeldte voldsoverfald og især voldtægter er gået meget op.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar