Alle religioner er ikke lige gode. (“Enhver bliver ikke salig i sin tro”)

Hvad er egentlig forskellen på jødedommen og kristendommen? Vi skal passe på ikke at overdrive forskellen, for kirken har op gennem tiderne behandlet jøderne ganske rædselsfuldt, så lad os hellere sige: Hvad er forskellen på farisæisme og kristendom? For der er ingen tvivl om, at jødedommen var Jesu religion, og at han så sit virke som opfyldelsen af Moseloven og Profeterne. Men han kan ikke acceptere den tolkning af jødedommen, som hed farisæernes retning: “I har djævelen til far, og han har været en morder fra begyndelsen”, siger han lige ud, og farisæerne svarer rasende :”Er det ikke med rette, vi betragter dig som besat af en ond ånd?” Johs.ev. 8,44-48.

Problemet med farisæismen og dens moderne aflægger i militant islamisme og militant katolicisme er, at den tror, at mennesket har en fri vilje. Mennesket skal overholde Guds lov og KAN overholde Guds lov. Mens Paulus, den tidligere farisæer, må konstatere, at det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, Rom 7. “Kun èn er god, nemlig Gud”, siger Jesus i episoden om den rige yngling og kamelen, som ikke kan gå gennem nåleøjet. Altså kun ved at få hjælp fra Gud kan vi gøre det gode, f.eks. hjælpe sultne med nøduddelinger, komme ud af spiritusafhængighed, komme indgroet surhed tillivs, droppe en vredladen facon, droppe misundelse og den evige bekymring for vore pengesager etc. Når vi vil gå i egen kraft, brænder vi ud. Vi skal fødes påny ved den Helligånd, som allerede blev givet os i dåben. Og indimellem standse op og spørge: “Er det den vej, du vil føre mig”, for Han “leder mig ad rette veje for sit navns skyld”. Dit liv er ikke en række tilfældigheder. Derfor kan du i alt stole på din Faders hjælp.

Islamisterne og farisæerne tror, at det mere er et spørgsmål om at tage sig sammen. Og hvis folk ikke vil tage sig sammen, så skal de tvinges. Således opstår militant islam og farisæisme. Men ingen kan jo tvinges til gudsfrygt og til at tro på Gud. Troen er en gave fra Helligånden.

Djævelen ønsker at posere som Gud, og der findes faktisk religioner, som er forsøg på at hente kraft fra den mørke side:

Det ser ud til, at den Moloch-statue, som blev opstillet ved indgangen til Colosseum i Rom, oprindelig er en italiensk filmrekvisit, hentet fra det italienske filmuseum, hvor det blev udstillet til minde om en instruktør fra stumfilmens guldalder, der skabte et stumfilm-epos om den 2.puniske krig, hvor romerne kæmpede mod Hannibal og hans berømte krigselefanter. Denne film omfattende også scener med punernes uhyggelige børneofringer til planeten Saturn, underverdenens hersker, omtalt Job 18,14. Selve glosen molok har noget at gøre med mælæk, ”konge”, jnf. Esajas 57,5-9, hvor ofringer til Mælæk står parallelt med at sende bud til dødsriget.

Hvorfor ofrede punerne 1000 vis af børn til Molok/Mælæk? Og hvorfor var også nogle judæere fristet af kulten? Måske fordi man troede, at børnene ”gik gennem ilden” til et liv hos gudekongen Saturn på de saliges øer i solnedgangen. Mælæk/Saturn regnedes for nattens sol, solen som var gået ned i vest i dødsriget, så måske var meningen også at styrke solen, så den genfødt kunne stige op i øst. (Det var hensigten med aztekernes mange menneskeofringer i Mexico.) Men samtidig havde det hemmelige ritual også karakter af en ”sort messe”, et forsøg på at slutte pagt med dødsriget, den usynlige verdens natside. Hinnoms dal/Gehenna,  hvor børneofringer fandt sted, er jo også det udtryk, biblen bruger om Helvede. Historikeren Filon fra Byblos i Libanon skriver, at Saturn var en gudekonge, hvis grusomhed satte skræk i alle de andre guder, og at børneofferet var en ”løsesum til hævnende dæmoner”. I templets symbolik er den mørke dal syd for Jerusalem, Hinnoms dal, kaldt ”Refaiternes Dal”, dvs. de døde ånders dal, modstillet Zions bjerg, som er Livets sted. Det hele er et vidnesbyrd om, at Gud er Livets og Lysets Gud, ”hos dig er Livets Kilde, i dit lys skuer vi lys”, men der findes også mørke kræfter, som bekæmpes af Gud, men som nogle mennesker vil forsøge at alliere sig med. Nogle religioner og ideologier er kulsorte: Derfor vogt jer for de falske profeter og ”vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Molok-kulten var en slags Satan-kult.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Kommentar til Niels Henrik Arendts: “Vi skal missionere!”

For snart nogle år siden kom vores tidligere biskop hjem fra en rejse til Østen og fortalte om de mange kirkeruiner, han havde set. Han brugte dette syn som en advarsel: hvis ikke vi ville være en aktivt missionerende kirke, kunne det samme ske for os.

Jeg har læst lidt i Handbuch der Orientalistik, I,8, hvor en tysk professor, Bernhard Spuler skriver om den nestorianske, monofysitiske, armenske og koptiske kirke og om disse nærorientalske kirkers perioder med tilbagegang.

De har nu ikke haft særlig let ved at missionere, for ifølge muslimsk sharia er der dødsstraf for at konvertere til kristendommen. Kristne har for det meste været tolereret, men på den betingelse at de betalte en særlig skat til muslimerne, og hvis man ville gifte sig med en muslim, var dette næsten umuligt, og en ufravigelig betingelse var, at børnene blev opdraget i den muslimske tro. Så alle dem, som måske ikke var så brændende i deres religiøse overbevisning, havde uhyre let ved at falde fra og blive muslimer. Vi må beundre dem, som blev og stod fast på deres kristne tro, og ikke bebrejde dem deres manglende aktivisme.

De fuldstændig sanseløse grusomheder, som den mongolske hærfører Timur Lenk er kendt for, gik rigtig hårdt ud over de kristne. Gud har dog også indimellem “mildnet luften for sine klippede får”: I slaget ved Disgori 40 km vest for Tiblisi, Georgiens hovedstad, lykkedes det den georgiske konge David i 1121 med en stor hær på 55 000 at slå en gigantisk hær af muslimske seldsjukker, (på anslået 100-250 000 mand), som var draget mod dem i “hellig krig”. Sejren skyldtes bl.a., at et dristigt frontalt angreb af de 200 franske korsfarer-riddere, som var kommet den georgiske konge til hjælp, skabte forvirring og panik.

Under og efter den 1. verdenskrig blev forfølgelsen af armenier og assyriske kristne stærkt optrappet især efter det kejserlige Ruslands sammenbrud. Rusland blev nemlig indtil da betragtet som disse kristne mindretals store beskytter. Rivaliseringen mellem de to nye magthavere, England og Frankrig, og Kemal Atatyrks sejr over sine modstandere i Tyrkiet, forhindrede, at assyrerne og armenierne kunne vende tilbage til de tyrkiske områder, de var flygtet fra, og mange begyndte at udvandre til Amerika.

I Ægypten viste Mamlukkerne (“Tyrkiske og kaukasiske Lejesoldater”, som fra korsfarertiden og op til nutiden havde magten i landet) ingen forståelse for de kristne koptere, som gang på gang måtte betale sig ud af overgrebene og se kirker og klostre ødelagt. I Nubien, det nuværende Sudan, vidner talrige kirke- og klosterruiner om, at kristendommen her blev helt udryddet. Mens patriarkerne i Konstantinopel ofte blev henrettet eller afsat, så deres gennemsnitlige regeringstid kun var 2 1/2 år, så fik de koptiske patriarker dog ofte lov at regere til de døde en naturlig død. Den særlige skat, kristne skal betale til de troende muslimer for “beskyttelse”, blev opkrævet indtil 1815, og 1817 blev kravet om en særlig klædedragt for kristne ophævet.

Erfaring har vist, at det er meget svært at missionere blandt muslimer og nogle steder livsfarligt. Dog grundet præstestyrets korrupte ondskab i Iran har det været muligt for Massoud, at samle en stor menighed af farsi-talende flygtninge. Gennem Jubilæumsfonden har man støttet ham, men det har været skuffende at opleve biskoppernes holdning: Først søgte de at forbyde ham at døbe, senere søgte de at reducere hans stilling til en halv stilling og underordnet den præst i Odense, som stod for “Dialogkaffe med islam”. De ville også kun tildele ham en mindre forstadskirke i stedet for den bykirke, hvor han først var ansat. Tilmed var der er provst, som på et provstimøde advarede mod at samarbejde med Massoud og mente at have dette fra sine foresatte.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Hvad biblen siger om sygdom

Gud er i Biblen skildret som Livets Gud. Hos ham er “Livets træ” og “Livets kilde”, og de højeste engle kaldes “livsvæsnerne”, og hos ham er “Livets bog” og “Livets sejrskrans”, og om Jesus hedder det: “I ham var liv”, Johs 1,4. Han er “opstandelsen og livet”, Joh 11,25, han er kommet for at give”Liv og overflod” til hjorden, Johs 10,10. Jesus er skildret som en Messiaskonge i kamp med sygdommens og dødens onde magter. Kristus skal være konge, indtil Gud har lagt alle fjender under hans fødder, og som den sidste fjender, der besejres: Døden, 1.Kor 15,25-26.

Læs Mark 6,7-13, jævnfør Matt 10,1. Hvilken betydning har denne udsendelse af disciplene for os idag, som gerne vil være Jesu disciple? Han “gav dem magt over de urene ånder”. Magt, på Græsk exusia, kan også oversættes myndighed, fuldmagt, autoritet til at uddrive sygdommene.

Læg mærke til, at Guds rigets (Himlens) kommen nær viser sig i, at dæmonerne må flygte. Gud er altså anskuet som en konge i kamp med sygdommens og dødens magter: Jævnfør, at Apost Gern 10.38 sammenfatter Jesu virke i ordene: Han drog omkring og helbredte alle dem, som var overvældet af djævelen. Tilværelsen er set som et skakspil mellem hvid og sort konge.

Hvid dronning, den stærkeste brik i skakspillet, er Helligånden. I forbindelse med bønnen for syge skal disciplene salve den syge, Mark 6,13. Det sige ikke helt klart hvorfor, men det er nærliggende at tro, at salvningen er et tegn på Helligånden, jnf. Jesu ord i Nazareths synagoge: “Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skulle gå med glædesbud til fattige”, jnf. også ovenfor omtalte Ap Gern 10,38: “Gud salvede Jesus med Helligånd og kraft”. Syges salvelse omtales også Jakobs brev 6,14.

Disciplene skal prædike, at “Gudsriget er kommet nær”, og helbrede: Helbredelserne skal altså give udtryk for Guds kongemagts reelle nærvær. Hvorfor nævnes “kraftgerningerne”, som de mange underfulde helbredelser kaldes, så ikke i Missionsbefalingen Matt 28.? Også de 72 disciple skal “helbrede de syge i byen” og sige til dem: “Guds rige er kommet nær til jer”, Luk 10,9. Det virker, som om de underfulde helbredelser var mange i kredsen omkring Jesus og knap så mange senere, da Jesus havde forladt disciplene. Helbredelse i Jesu forkyndelse har tydeligvis noget med tro at gøre: “Tror du, jeg kan gøre det?”, spørger han et sted den syge, jnf. Matt 17,19-20. Mark 5,34: “Din tro har frelst dig”. Og især Mark 11,23. Troen sætter mennesket ind i et guddommeligt kraftfelt.

3 gange beder Jesus: Lad dette smertens bæger gå mig forbi, jnf. Johs 12,27: “Nu er min sjæl i oprør. Fader frels mig fra denne time” – “Nej det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader herliggør dit navn”. 2. Kor 12, 8-9 taler Paulus om en sygdom, han har: “Tre gange har jeg bedt Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i kraftesløshed.”

Sygdom kommer ikke fra Gud. Den er et resultat af syndefaldet, hvorved døden kom ind i verden, fordi alle syndede, Rom 5,12. Den er måske djævelens middel til at forpeste livet for den lidende (Job).

Det mest karakteristiske for Jesu lære om bøn er hans stærke understregning af, at man, når man beder, skal tro på, at vor Fader har hørt bønnen og vil hjælpe, Mark 11,24, Matt 7,7-11. Udtrykket at “flytte bjerge” bruges også af de skriftlærde jøder om at gøre noget, som synes umuligt. Tro og bøn til Gud gør det, som synes umuligt, muligt.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Skabelse

Prof. Peter Øhrstrøm har ligesom jeg (for nogle år siden) besøgt den store udstilling på Moesgård Museum: “Fra abe til menneske”. Ved hjælp af en række udstillede kraniefragmenter søgte man at dokumentere, at vi nedstammede fra aber.

Øhrstrøm i bladet Origo nr.61, juli 1998 skriver: Imidlertid blev det fortiet, at den nyeste genforskning synes at vise, at vi alle nedstammer fra en meget lille gruppe af mennesker. Ja man taler om, at alle mænd nedstammer fra en enkelt person, “Adam”.

Hvis dette resultat skal sammenholdes med bibelen, er det vel snarere Noah, man har fundet som fælles stamfader for alle mænd. Man taler også om en fælles stammoder, “Eva”, som dog efter de flestes skøn og beregninger har levet længe før “Adam” og ikke var den eneste kvinde på jorden, men blot den alle nedstammer fra (1. Mos 3,20: “Hun blev mor til alle mennesker”), jnf. at Eva åbenbart ifølge bibelen ikke var den eneste kvinde, idet Kain fandt sig en hustru i landet Nod, 1.Mos 4,16-17.

Når det f eks på udstillingen blev hævdet, at vi havde 98,4% samme arveegenskaber som chimpansen, så ignorerer man en kæmpe forskel, nemlig sproget og det bemærkelsesværdige faktum, at selv et tre års barn ganske ubesværet lærer sig sproget og tilmed den rette grammatik og bøjningslære.

Teorien om Big Bang og det ekspanderende univers blev først fremsat af den belgiske abbed Lemaitre (senere genfremsat af af George Gamow). Den er anerkendt af den katolske kirke som forenelig med skabelsestroen.

Danske og tyske teologer mener for det meste af 1.Mos 1-2 skal læses som litteratur og ikke som naturvidenskabelig teori, dvs. skabelsesberetningens hensigt er at lovprise Gud, og det, man specielt skal hæfte sig ved, er den tone af lovprisning, som går gennem beretningen, det gentagne: “Gud så på det, som han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” 1.Mo 1,31, jnf. v.4 v.10 v.12, v.18, v.21, v.25.

I samme nr. af Origo er der en vigtig artikel af den israelske prof. Nathan Aviezer om den “Første Skabelsesdag”:

I 1950 mente de fleste, at universet altid havde eksisteret, og at Big-Bang-teorien, at universet er opstået af intet på et splitsekund ud af en ekspanderende ur-ildkugle, var lidt for fantastisk og grænsende til det irrationelle. Men i 1965 observerede to amerikanske forskere, Arno Penzias og Robert Wilson, en svag og uventet elektromagnetisk stråling, som syntes at komme fra alle retninger i det ydre rum, rester af den energi, som blev spredt i rummet ved ur-ildkuglens udvidelse. I 1987 fik de nobelprisen for denne opdagelse, og idag er Big-Bang-teorien den, alle videnskabsmænd regner med, og alt lys i universet menes at komme fra ildkuglen eller ur-atomet, som det også kaldes. Men teorien indikerer jo så, at alt skabtes på et øjeblik. Stephen Hawking skriver: “Selve skabelsesøjeblikket falder uden for rammen af de fysiske love, sådan som vi kender dem idag”. Dvs. skabelsesøjeblikket kan ikke forklares. Hvor kom ur-ildkuglen fra? Og hvorfor opstod den?

Big-bang teorien siger også, at oprindelig bestod universet af plasma og lyset fra ur-ildkuglen. Men på grund af plasma’en var universet helt mørkt. Men da plasmaen gik over til atomer, blev lyset skilt fra den mørke plasma og skinnede frem: “Og Gud skilte lyset fra mørket”, 1.Mos 1,4.

Man regner også med en kort voldsom oppustning af ildkuglens ekspansion, dvs. et kaotisk scenario, som Aviezer identificerer med “urdybet”, 1.Mo 1,2.

Vi må konkludere, at på trods af – eller måske netop på grund af den nyeste videnskab er menneskets og universets opståen lige så stort et under, som det altid har været. Stof og energi blev faktisk skabt på et øjeblik.

Global opvarmning?

Som jeg vist før har nævnt, har der været istider det meste af tiden her i Norden. Sidste mellemistid for mere end 130 000 år siden varede kun 13 000 år. Vi har allerede brugt mere end 11 000 år af den nuværende mellemistid. Mellemistiderne er dog ikke lige lange. Ifølge den forskning, som fortiden er den vedtagne, skyldes istid måske Milankovic-cyklen. Dvs. det faktum, at jordens rotationsakse slingrer. Den er ikke vinkelret på afstanden til solen, men skrå, hvilket jo er årsag til forskellen mellem sommer og vinter. Men skrå’heden varierer fra 21,8 grader (giver vækst i iskapperne) til 24,4 (giver øget afsmeltning af is). Området omkring den 65. nordlige (dvs. lidt syd for polarcirklen) og d.65. sydlige breddegrad er nemlig meget følsom over for temperaturændringer forårsaget af ændringer i solindstrålingen.

Hvis et område først er dækket af is og sne, tilbagekastes sollyset i stedet for at opsuges, så kloden er også meget følsom over for temperaturfald, og der har sågar været isdække i Sahara, ja i Prækambrisk tid har muligvis hele jorden i en periode været som en snebold.

Vi skal gøre os klart, at den dejlige natur og det ret varierede klima, vi har her på jordkloden, eksisterer kun i kraft af, at mange forskellige faktorer og naturkræfter er holdt i en hårfin balance – af en usynlig hånd. Selv små forskydninger kan have uoverskuelige konsekvenser.

Den globale opvarmning som muligvis er skabt af afbrænding af store mængder fossilt brændstof, vil muligvis udskyde næste istid. Men det er svært at spå især om fremtiden. Vi ved jo heller ikke, hvor længe verden står. Lever vi i de sidste tider? Her gælder det gamle spejdervalgsprog: “Vær beredt”. Under alle omstændigheder er det klogt at spare på vore oliereserver.

Hvis alt is på jorden smeltede, ville havoverfladen stige med op til 70 meter, dvs. af Danmark ville kun den Jyske Højderyg og enkelte andre højdrag stikke op af havet. Klimaet ville blive tropisk fugtigt med store sumpe og skove. Men så galt går det nok ikke engang i vore børnebørns levetid.

Den største hindring for bæredygtig udvikling er nok den voldsomme befolkningsvækst i Afrika og Mellemøsten, som allerede nu lægger et stærkt pres på Europas grænser i form af migration fra de fattige lande. Vi skal se på de fremmede som medmennesker, men samtidig være klar over, at fundamentalistisk islam har en moral og en etik, som er meget forskellig fra kristendommens.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Hvad er omvendelse?

Svagheden ved moderne vækkelses- og omvendelseskristendom er, at man ved selv at optræde frelst og selvsikker gør andre usikre på deres kristendom. Men det er vel egentlig ikke særligt kristeligt?

I den ældste kristendom var dåben en omvendelse fra mørke til lys, idet man blev døbt ved solopgang og først udtalte forsagelsen vendt mod vest mod natten, og derefter blev man vendt om mod den opgående sol og udtalte sit ja til trosbekendelsen. De ældste kristne kaldtes ”lysets børn”. Denne omvendelse fra mørke til lys skulle så efterleves dagligt i en aflæggelse af mørkets gerninger og en iføren sig Kristus.

Luther skriver i de teser, han opslog på kirkedøren: Da Kristus sagde: ”Gør bod (det var den tids oversættelse af det græske metanoia, som vi oversætter ved ”omvendelse”), mente han, at hele livet skulle være en bod.” Svagheden ved moderne omvendelsesforkyndelse er en meget punktuel opfattelse af kristenlivet. Før man omvendte sig, var alt såre syndigt og elendigt, men nu: ”Lykkelig, lykkelig, jeg er den lykkeligste på jo-o-ord, lykkelig er jeg nu, lykkelig bliver du, om du tror Gud på hans ord”, som det hedder i en vækkelsessang. Det må være svært at stå og synge, hvis man har en nedtur.

I den klassiske kristendom tror man, at Gud handler i sakramentet, at han i dåben gør mig til et Guds barn, og dette skal jeg dagligt ved Helligåndens hjælp søge at efterleve.

I den frikirkelige kristendom, som går tilbage til reformationens gendøbere, var man ivrige efter at forkaste al slags ydre ritualisme og magi til fordel for en ren spirituel opfattelse af kristendommen. Resultatet blev, at ens frelse ikke længere skulle bygge på Guds og Kristi handlen i dåben, men på min egen beslutning. Men hvornår er den sikker nok til at kunne bære?

Det bliver også udtrykt på følgende måde: I klassisk lutherdom bygger min frelse på det, som Kristus gjorde uden for mig på korset, da han døde for min synders skyld. I den frikirkelige spiritualitet bygger min frelse på det, som Kristus gør inden i mig, i mit hjerte, at jeg føler mig født på ny og frelst.

Problemet med gendøbere som f eks pinsebevægelsen er, at de ved ikke at anerkende barnedåben sætter spørgsmålstegn ved, om vi andre overhovedet er kristne, da kristenlivet jo ifølge Ny Testamente begynder med dåben. Man sætter også minus og spørgsmålstegn ved hele Kristi kirke fra oldtiden og op til 1500-tallet, for i hele den periode var barnedåb jo enerådende undtagen på missionsmarken.

Måske har Gud en mening med, at pinsebevægelsen i disse år har så megen vind i sejlene f eks i Argentina. Det er en provokation til os gamle, satte, selvtilfredse kirkesamfund, men dybest set synes jeg ikke, den frikirkelige kristendom anbefaler sig til accept. Den kan jo heller ikke klare sig helt uden ritualer, for i stedet for dåben som frelse har de opfundet en ny ceremoni, som de kalder at blive bedt med til frelse, dvs. at man f.eks. ved et aftenmøde går frem til forbøn og bliver bedt for eventuelt efter at have bekendt nogle få af sine synder.

Pinsebevægelsens succes skyldes måske tidens selvoptagethed: ”You go in and in and in – and then you go in and in and in”. “Du skal finde sandheden inden i dig selv” var slagord allerede i ungdomsoprørets tid. Man har et ideal om, at mit indre stadig på ny skal gennemrystes af stærke oplevelser. Folkekirken er død og kedelig, hedder det. Problemet er, at man jo ikke kan stå med hænderne løftet og svingende i luften hele tiden. På et eller andet tidspunkt sætter en naturlig afmatning ind. Men så lyder på et eller andet tidspunkt råbet: ”Hvorfor oplever vi ikke det samme Helligåndens sus som før?” Derfor er pinsebevægelsen hele tiden hjemsøgt af nye vækkelsesbølger ofte i bitter konflikt med de gamle: ”Maranatha”, ”Fremgangs- eller succes-teologien” ”Torontovækkelsen”, ”Lattervækkelsen”, ”vækkelsen, som hævdedes at forvandle dine tandfyldninger til guld”, ”Pensacola-vækkelsen med chicken-walk”, etc.

Hele tiden fremstår også forkyndere med en fix idé, som de mener, har været skammeligt forsømt, men som, hvis den atter betones, vil bringe den længe ventede stor-vækkelse til gennembrud og bringe os over det døde punkt:

F.eks. kravet ”Sig altid tak”- hele 4 bøger bd.1.2.3 og 4 med den titel blev udgivet (hvis du vender dine beklagelser til tak til Gud, så vil alting straks ændre sig), eller ”du skal byde over din situation” (hvis du ser din trange økonomi eller dine sundhedsmæssige mangler som et resultat af dæmoners og den Ondes anslag og byder dem i Jesu navn at forsvinde, så virker det udfrielse). ”Lederen som salvet af Gud” (menighedens hyrde er Guds kanal og må ikke kritiseres: Rør ikke Guds salvede!) ”Profetér” (profetskoler, du kan få din personlige profeti indtalt på diktafon). Der skal plantes nye menigheder – ”2000 nye menigheder inden år 2000” lød visionen – helt urealistisk. Fremgangsteologi: Gud velsigner dig også rent økonomisk, hvis du har tro til det og betaler tiende + diverse kollekter til frikirken.

Den overspændte stemning og de store ord avler med sin selv og får folk til at vende ryggen til den kristendom, vi har arvet fra vore forfædre, men det ender ofte i misbrug og knuste forhåbninger.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar