Skabelse

Prof. Peter Øhrstrøm har ligesom jeg (for nogle år siden) besøgt den store udstilling på Moesgård Museum: “Fra abe til menneske”. Ved hjælp af en række udstillede kraniefragmenter søgte man at dokumentere, at vi nedstammede fra aber.

Øhrstrøm i bladet Origo nr.61, juli 1998 skriver: Imidlertid blev det fortiet, at den nyeste genforskning synes at vise, at vi alle nedstammer fra en meget lille gruppe af mennesker. Ja man taler om, at alle mænd nedstammer fra en enkelt person, “Adam”.

Hvis dette resultat skal sammenholdes med bibelen, er det vel snarere Noah, man har fundet som fælles stamfader for alle mænd. Man taler også om en fælles stammoder, “Eva”, som dog efter de flestes skøn og beregninger har levet længe før “Adam” og ikke var den eneste kvinde på jorden, men blot den alle nedstammer fra (1. Mos 3,20: “Hun blev mor til alle mennesker”), jnf. at Eva åbenbart ifølge bibelen ikke var den eneste kvinde, idet Kain fandt sig en hustru i landet Nod, 1.Mos 4,16-17.

Når det f eks på udstillingen blev hævdet, at vi havde 98,4% samme arveegenskaber som chimpansen, så ignorerer man en kæmpe forskel, nemlig sproget og det bemærkelsesværdige faktum, at selv et tre års barn ganske ubesværet lærer sig sproget og tilmed den rette grammatik og bøjningslære.

Teorien om Big Bang og det ekspanderende univers blev først fremsat af den belgiske abbed Lemaitre (senere genfremsat af af George Gamow). Den er anerkendt af den katolske kirke som forenelig med skabelsestroen.

Danske og tyske teologer mener for det meste af 1.Mos 1-2 skal læses som litteratur og ikke som naturvidenskabelig teori, dvs. skabelsesberetningens hensigt er at lovprise Gud, og det, man specielt skal hæfte sig ved, er den tone af lovprisning, som går gennem beretningen, det gentagne: “Gud så på det, som han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” 1.Mo 1,31, jnf. v.4 v.10 v.12, v.18, v.21, v.25.

I samme nr. af Origo er der en vigtig artikel af den israelske prof. Nathan Aviezer om den “Første Skabelsesdag”:

I 1950 mente de fleste, at universet altid havde eksisteret, og at Big-Bang-teorien, at universet er opstået af intet på et splitsekund ud af en ekspanderende ur-ildkugle, var lidt for fantastisk og grænsende til det irrationelle. Men i 1965 observerede to amerikanske forskere, Arno Penzias og Robert Wilson, en svag og uventet elektromagnetisk stråling, som syntes at komme fra alle retninger i det ydre rum, rester af den energi, som blev spredt i rummet ved ur-ildkuglens udvidelse. I 1987 fik de nobelprisen for denne opdagelse, og idag er Big-Bang-teorien den, alle videnskabsmænd regner med, og alt lys i universet menes at komme fra ildkuglen eller ur-atomet, som det også kaldes. Men teorien indikerer jo så, at alt skabtes på et øjeblik. Stephen Hawking skriver: “Selve skabelsesøjeblikket falder uden for rammen af de fysiske love, sådan som vi kender dem idag”. Dvs. skabelsesøjeblikket kan ikke forklares. Hvor kom ur-ildkuglen fra? Og hvorfor opstod den?

Big-bang teorien siger også, at oprindelig bestod universet af plasma og lyset fra ur-ildkuglen. Men på grund af plasma’en var universet helt mørkt. Men da plasmaen gik over til atomer, blev lyset skilt fra den mørke plasma og skinnede frem: “Og Gud skilte lyset fra mørket”, 1.Mos 1,4.

Man regner også med en kort voldsom oppustning af ildkuglens ekspansion, dvs. et kaotisk scenario, som Aviezer identificerer med “urdybet”, 1.Mo 1,2.

Vi må konkludere, at på trods af – eller måske netop på grund af den nyeste videnskab er menneskets og universets opståen lige så stort et under, som det altid har været. Stof og energi blev faktisk skabt på et øjeblik.

Global opvarmning?

Som jeg vist før har nævnt, har der været istider det meste af tiden her i Norden. Sidste mellemistid for mere end 130 000 år siden varede kun 13 000 år. Vi har allerede brugt mere end 11 000 år af den nuværende mellemistid. Mellemistiderne er dog ikke lige lange. Ifølge den forskning, som fortiden er den vedtagne, skyldes istid måske Milankovic-cyklen. Dvs. det faktum, at jordens rotationsakse slingrer. Den er ikke vinkelret på afstanden til solen, men skrå, hvilket jo er årsag til forskellen mellem sommer og vinter. Men skrå’heden varierer fra 21,8 grader (giver vækst i iskapperne) til 24,4 (giver øget afsmeltning af is). Området omkring den 65. nordlige (dvs. lidt syd for polarcirklen) og d.65. sydlige breddegrad er nemlig meget følsom over for temperaturændringer forårsaget af ændringer i solindstrålingen.

Hvis et område først er dækket af is og sne, tilbagekastes sollyset i stedet for at opsuges, så kloden er også meget følsom over for temperaturfald, og der har sågar været isdække i Sahara, ja i Prækambrisk tid har muligvis hele jorden i en periode været som en snebold.

Vi skal gøre os klart, at den dejlige natur og det ret varierede klima, vi har her på jordkloden, eksisterer kun i kraft af, at mange forskellige faktorer og naturkræfter er holdt i en hårfin balance – af en usynlig hånd. Selv små forskydninger kan have uoverskuelige konsekvenser.

Den globale opvarmning som muligvis er skabt af afbrænding af store mængder fossilt brændstof, vil muligvis udskyde næste istid. Men det er svært at spå især om fremtiden. Vi ved jo heller ikke, hvor længe verden står. Lever vi i de sidste tider? Her gælder det gamle spejdervalgsprog: “Vær beredt”. Under alle omstændigheder er det klogt at spare på vore oliereserver.

Hvis alt is på jorden smeltede, ville havoverfladen stige med op til 70 meter, dvs. af Danmark ville kun den Jyske Højderyg og enkelte andre højdrag stikke op af havet. Klimaet ville blive tropisk fugtigt med store sumpe og skove. Men så galt går det nok ikke engang i vore børnebørns levetid.

Den største hindring for bæredygtig udvikling er nok den voldsomme befolkningsvækst i Afrika og Mellemøsten, som allerede nu lægger et stærkt pres på Europas grænser i form af migration fra de fattige lande. Vi skal se på de fremmede som medmennesker, men samtidig være klar over, at fundamentalistisk islam har en moral og en etik, som er meget forskellig fra kristendommens.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Hvad er omvendelse?

Svagheden ved moderne vækkelses- og omvendelseskristendom er, at man ved selv at optræde frelst og selvsikker gør andre usikre på deres kristendom. Men det er vel egentlig ikke særligt kristeligt?

I den ældste kristendom var dåben en omvendelse fra mørke til lys, idet man blev døbt ved solopgang og først udtalte forsagelsen vendt mod vest mod natten, og derefter blev man vendt om mod den opgående sol og udtalte sit ja til trosbekendelsen. De ældste kristne kaldtes ”lysets børn”. Denne omvendelse fra mørke til lys skulle så efterleves dagligt i en aflæggelse af mørkets gerninger og en iføren sig Kristus.

Luther skriver i de teser, han opslog på kirkedøren: Da Kristus sagde: ”Gør bod (det var den tids oversættelse af det græske metanoia, som vi oversætter ved ”omvendelse”), mente han, at hele livet skulle være en bod.” Svagheden ved moderne omvendelsesforkyndelse er en meget punktuel opfattelse af kristenlivet. Før man omvendte sig, var alt såre syndigt og elendigt, men nu: ”Lykkelig, lykkelig, jeg er den lykkeligste på jo-o-ord, lykkelig er jeg nu, lykkelig bliver du, om du tror Gud på hans ord”, som det hedder i en vækkelsessang. Det må være svært at stå og synge, hvis man har en nedtur.

I den klassiske kristendom tror man, at Gud handler i sakramentet, at han i dåben gør mig til et Guds barn, og dette skal jeg dagligt ved Helligåndens hjælp søge at efterleve.

I den frikirkelige kristendom, som går tilbage til reformationens gendøbere, var man ivrige efter at forkaste al slags ydre ritualisme og magi til fordel for en ren spirituel opfattelse af kristendommen. Resultatet blev, at ens frelse ikke længere skulle bygge på Guds og Kristi handlen i dåben, men på min egen beslutning. Men hvornår er den sikker nok til at kunne bære?

Det bliver også udtrykt på følgende måde: I klassisk lutherdom bygger min frelse på det, som Kristus gjorde uden for mig på korset, da han døde for min synders skyld. I den frikirkelige spiritualitet bygger min frelse på det, som Kristus gør inden i mig, i mit hjerte, at jeg føler mig født på ny og frelst.

Problemet med gendøbere som f eks pinsebevægelsen er, at de ved ikke at anerkende barnedåben sætter spørgsmålstegn ved, om vi andre overhovedet er kristne, da kristenlivet jo ifølge Ny Testamente begynder med dåben. Man sætter også minus og spørgsmålstegn ved hele Kristi kirke fra oldtiden og op til 1500-tallet, for i hele den periode var barnedåb jo enerådende undtagen på missionsmarken.

Måske har Gud en mening med, at pinsebevægelsen i disse år har så megen vind i sejlene f eks i Argentina. Det er en provokation til os gamle, satte, selvtilfredse kirkesamfund, men dybest set synes jeg ikke, den frikirkelige kristendom anbefaler sig til accept. Den kan jo heller ikke klare sig helt uden ritualer, for i stedet for dåben som frelse har de opfundet en ny ceremoni, som de kalder at blive bedt med til frelse, dvs. at man f.eks. ved et aftenmøde går frem til forbøn og bliver bedt for eventuelt efter at have bekendt nogle få af sine synder.

Pinsebevægelsens succes skyldes måske tidens selvoptagethed: ”You go in and in and in – and then you go in and in and in”. “Du skal finde sandheden inden i dig selv” var slagord allerede i ungdomsoprørets tid. Man har et ideal om, at mit indre stadig på ny skal gennemrystes af stærke oplevelser. Folkekirken er død og kedelig, hedder det. Problemet er, at man jo ikke kan stå med hænderne løftet og svingende i luften hele tiden. På et eller andet tidspunkt sætter en naturlig afmatning ind. Men så lyder på et eller andet tidspunkt råbet: ”Hvorfor oplever vi ikke det samme Helligåndens sus som før?” Derfor er pinsebevægelsen hele tiden hjemsøgt af nye vækkelsesbølger ofte i bitter konflikt med de gamle: ”Maranatha”, ”Fremgangs- eller succes-teologien” ”Torontovækkelsen”, ”Lattervækkelsen”, ”vækkelsen, som hævdedes at forvandle dine tandfyldninger til guld”, ”Pensacola-vækkelsen med chicken-walk”, etc.

Hele tiden fremstår også forkyndere med en fix idé, som de mener, har været skammeligt forsømt, men som, hvis den atter betones, vil bringe den længe ventede stor-vækkelse til gennembrud og bringe os over det døde punkt:

F.eks. kravet ”Sig altid tak”- hele 4 bøger bd.1.2.3 og 4 med den titel blev udgivet (hvis du vender dine beklagelser til tak til Gud, så vil alting straks ændre sig), eller ”du skal byde over din situation” (hvis du ser din trange økonomi eller dine sundhedsmæssige mangler som et resultat af dæmoners og den Ondes anslag og byder dem i Jesu navn at forsvinde, så virker det udfrielse). ”Lederen som salvet af Gud” (menighedens hyrde er Guds kanal og må ikke kritiseres: Rør ikke Guds salvede!) ”Profetér” (profetskoler, du kan få din personlige profeti indtalt på diktafon). Der skal plantes nye menigheder – ”2000 nye menigheder inden år 2000” lød visionen – helt urealistisk. Fremgangsteologi: Gud velsigner dig også rent økonomisk, hvis du har tro til det og betaler tiende + diverse kollekter til frikirken.

Den overspændte stemning og de store ord avler med sin selv og får folk til at vende ryggen til den kristendom, vi har arvet fra vore forfædre, men det ender ofte i misbrug og knuste forhåbninger.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Påske: Den tomme grav

Den tomme grav i haven uden for Jerusalem er efter mange forskeres mening et historisk faktum. Den danske bibelforsker Gustav Brøndsted siger: Opstandelsesbudskabet kunne ikke have holdt sig én dag, én time i Jerusalem, hvis ikke det havde været klart for alle, at graven var tom. Husk på, at Jesus bliver gravlagt lige uden for bymuren, enhver, som hørte rygtet om, at han var opstanden, kunne gå ud og se efter, om han lå der stadigvæk. En jødisk grav er jo en gravhule. Man kan gå ind og se, om den døde ligger der stadigvæk.

Forudsætningen for, at budskabet om opstandelsen kunne spredes og i løbet af bare 2 måneder have over 3000 tilhængere, må have været, at gravhulen var tom, at ingen kunne finde Jesu lig. Ellers ville det jo have været den letteste sag af verden for de jødiske ledere at bremse denne nye religion ved at skaffe liget af den henrettede Jesus tilstede

og dermed grundigt modbevise påstanden om hans opstandelse. Men det kunne de tydeligvis ikke og derfor måtte de klare sig med påstanden om, at disciplene havde stjålet liget og gemt det. Men vil vi virkelig tiltro disciplene dette bedrag. De blev arresteret og pisket, og Jakob blev kort efter som den første af dem halshugget, og senere led de alle martyrdøden en efter en, og man ofrerh ikke livet for en løgn, man selv har opfundet. Vi

kender jo også disciplene fra Ny Test og kan mærke, at de virkelig troede på den opstandne, når der står, at de mødtes dagligt i templet og holdt brøds-brydelse med jubel. De troede på opstandelsen, for de havde jo selv set den opstandne. Disciplenes frygtløse træden frem med opstandelsesbudskabet viser, at de ikke har tvivlet det mindste på Herrens tilsynekomst.

Men læg mærke til, at evangelierne aldrig kunne drømme om at ville bevise disse ting for ligesom at tvinge folk til at tro dem. Markus slutter i sin oprindelige skikkelse med beretningen om kvinderne, der går ud til graven søndag morgen og finder den tom og flygter bort. De sagde ikke noget til nogen i første omgang, fordi de var bange. Sådan slutter oprindelig det ældste evangelium,

Markusev. Som kulminationen af alle de tegn, Jesus gjorde står den tomme grav dér i haven uden nogen kommentar, uden nogen beviser blot som et mærkeligt tegn, som kalder det lille menneske til tro på det store budskab, at også din grav skal engang være tom. Han, som kom for at besejre sygdom og synd, har også besejret død og djævel og har al magten i himlen og på jorden.

Og det er naturligvis ikke tilfældigt, at også i dag er det tegn, som møder den moderne pilgrim, som besøger gravkirken i Jerusalem, den tomme grav.

Måske siger du så: Jeg tror heller ikke på den tomme grav, for det må være en smuk legende opstået længe efter Jesu død på et tidspunkt, hvor man ikke længere kunne huske, hvor han var gravlagt, og derfor ikke kunne se efter. OK- men hvad så med det faktum, at denne mands forkyndelse har haft den størst tænkelige virkning på menneskehedens tænkning. Jamen, det var en ren historisk tilfældighed. Men hvad så med jødefolkets enestående skæbne og det forhold, at Jesus på en mærkelig måde opfylder profetierne om deres Messias? Hvad med de mennesker, som også i dag har oplevet tilsynekomster af engle eller har set Jesus selv i et syn. Der er mange små vidnesbyrd. (Man kan ikke benægte det faktum, at kristendommen er her som verdens største religion og noget, som alle mennesker er nødt til at tage stilling til.)

Og her i det nådens år, år 2019, må vi erkende, at der efter materialismens mørke år er mange, som atter vender sig til religionen, men folk gør den fejl, at vi tror, at vi med vores egen fornuft selv kan sammenstrikke os en religion, og så bliver det tit et sammensurium af løse påstande. Vi er ikke så kloge som vi selv tror. Den sande visdom er noget Jesus kærligt må åbenbare for os

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Ulandshjælp

Slutningen af 60’erne og halvfjerdserne var u-landshjælpens glansperiode. Via fjersynet blev vi klar over den store forskel på industrilandene og u-landene: I nogle Latinamerikanske lande var gennemsnits-levealderen under 40 år. I mange lande var sult og underernæring den vigtigste årsag til en stor børnedødelighed. Kennedy fik idéen til sit ”Fredskorps” af unge, som udsendtes til u-landene. I Sverige var ægteparret Alva og Gunnar Myrdal kendte fortalere for Socialdemokratiets u-landspolitik. Der var en tro på, at hvis vi hjalp de lande økonomisk, som vi før havde udnyttet som kolonier, kunne de hurtigt nå op på vort niveau. Det store økumeniske kirkemøde i Uppsala 1968 blev et gennembrud i kirkerne for en ny forståelse af u-landenes skrigende behov for hjælp ud af fattigdommen. Sverige og Latinamerika blev præget af venstreorienteret politisk teologi.

Desværre var der nok allerede dengang en tendens til, at de lande, hvor USA havde hjulpet mest, var også dér, råbene ”Yankee go home” var højest, når de unge demonstrerede. For materiel økonomisk hjælp er ikke nok til at tilfredsstille menneskers behov.

Økonomen Gunnar Myrdal, som havde været en af tidens ivrigste fortalere for ulandshjælp, vakte opsigt ved på sine gamle dage at være modstander af ulandshjælp (men ikke nødhjælp!). Alt for ofte var udlandshjælp endt med at blive et tilskud til den herskende klasses privat-forbrug. I Afrika kunne det ofte af mændenes livvidde aflæses, hvem der tilhørte det parti, der var ved magten i ét-parti-systemet.

I mange muslimske u-lande opstod en politisk spænding mellem et marxistisk-modernistisk parti og et religiøst-traditionalistisk parti. I de fleste arabiske lande var det det revolutionære socialistiske parti, der kom til magten (Algier, Iraq, Libyen, Ægypten, Syrien, Sydyemen, Indonesien). I dag er de fleste skuffede over socialismen og dens resultater. Det venstreorienterede styre endte alt for ofte i pamperi og diktatur og hemmeligt politi. Derfor oplever vi nu, at folk i disse lande kaster deres forhåbninger på religionen, et muslimsk sharia-samfund.

Er det håbløst at hjælpe? Nej, den dag i dag er mange hospitaler og skoler i Afrika grundlagt af missionsselskaber, og de har trods alt sammen med den grønne revolution i landbruget nedbragt børnedødeligheden, så man i dag ligefrem taler om en fedme-epidemi i de fattige lande. Problemet er nu snarere, at man uddanner unge uden at være i stand til at give dem et job. Det, man kan frygte, er, at befolknings-eksplosionen skal resultere i, at Europas grænsekontrol og velordnede samfund bryder sammen under vægten af de mange legale og illegale indvandrere. For tiden fordobles Afrikas befolkning på bare 35-40 år. Løsningen for Afrika på længere sigt er en eller anden form for fødselsbegrænsning: 2 ell 3 børn pr. familie. Men det er nok ikke noget, vi kan gøre noget ved.

Jeg mener stadig, det giver mening at hjælpe og især gennem missionsselskaberne. Det er bedre, at kirkerne står for hjælpen end lokale politikere. Man kan hjælpe 10 familier for det, det koster, at integrere én familie i Danmark, så den nuværende accept af illegal indvandring er i mine øjne helt forkert. Det kan ikke være meningen, at man ved at betale menneskesmuglere store beløb pludselig kan stå på stranden i Italien eller Grækenland helt uden papirer og dermed komme forrest i køen. Det er at give lovløsheden en kæmpe fordel.

Man accepterer en vis portion af lovløshed, accepterer derefter, at mange slet ikke kommer i arbejde eller lærer at tale dansk, men alligevel kan få deres basale behov dækket af socialkontoret. Det hele ender sandsynligvis med, at vi får en stor fjendtlig sindet underklasse, som ikke føler nogen som helst solidaritet med det danske samfund. Nogle vil endda føle sig marginaliserede og føle sig tiltrukket af ekstremismen og mene, at de er i ”Hellig Krig” med Vesten (anført af Israel og USA).

Også herhjemme viser de mange psykiske sygdomme og spiseforstyrrelser og misbrugsproblemer blandt unge, at mange mangler den dybere mening og indre balance, som troen på Kristus og næstekærligheden kan give.

Islam har et stort problem nemlig stifterens voldelige adfærd over for dem, som stod i vejen for ham. Den kan også i dag inspirere hans tilhængere til vold. Had er en meget stærk og giftig følelse.

Det er vigtigt, at vi styrker missionsselskabernes humanistiske indsats i de fattige lande.

Det er vigtigt, at vi styrker de institutioner, der som Julemærkehjemmet tager sig af børn med spiseforstyrrelser og andre problemer.

Det er vigtigt at styrke mænd som pastor F. Massoud, der tager sig af dem, som bryder med islam. Og Sat 7.

Det er vigtigt at styrke frivilligt humanistisk arbejde. Vi har efterhånden i Hvideruslandsarbejdet en stab af frivillige, der i deres egne biler og for egen regning tager på besøg i Hviderusland i Maj for at se, hvordan de har anvendt de genbrugs-ting, vi har sendt derover.

Sport bliver i dag sponsoreret af rigtig mange firmaer. Der er penge i sport i dag. Undertiden for mange penge! Menighedsrådene må lære at sætte tæring efter næring.

Da David Livingstone under sin søgen efter Nilens kilder døde langt inde i Afrika, begravede hans trofaste bærere hans hjerte i Afrikas jord og bar hans krop 1000 miles ud til kysten, for at han kunne få en kristen begravelse. Et stærkt vidnesbyrd om deres kærlighed til den gamle missionær. Den egentlige årsag til, at Livingstone var så opsat på at finde Nilens kilder, var, at han troede, at det ville åbne det indre Afrika for engelsk retspleje og kristen civilisation. På det tidspunkt havde arabiske slavehandlere forvandlet hele Østafrika til et stort jagtrevir for slavehandel. H. Stanley fortæller, at slavejægerne typisk angreb en afrikansk landsby ved at skyde vildt om sig, dræbe en stor mængde og fangede måske kun en brøkdel i forhold til alle dem, de slog ihjel.

Det gik ikke helt, som Livingstone havde håbet. Ganske vist er mange skoler og hospitaler i dag anlagt af missionærer og kirker, men det, som først og fremmest bragte europæere til Afrika, var nok de enorme rigdomme, Afrika gemte på, guld, diamanter, elfenben, kakao og masser af billig arbejdskraft til store farme og plantager.

Problemet i nyere tids kristendomsopfattelse er nemlig, at vi har oparbejdet en blind plet for Jesu advarsel imod at tjene Mammon. I Lignelsen om Sædemanden er tidslerne et billede på timelige bekymringer og Mammons begær, som kvæler ordet fra Gud

Vi glemmer, at denne advarsel mod Mammon, pengenes dæmon, er typisk for Jesus. ”I kan ikke tjene både Gud og Mammon”, siger han i Bjergprædikenen. Og det eneste sted, hvor han skildres som rigtig vred, er der, hvor han driver kræmmerne ud af templet. ”Ve jer i rige, I har allerede fået jeres løn.” ”Sælg hvad i har og giv almisse, skaf jer punge, som ikke ældes, en evig skat i himlen.” Mine penge er ikke mine, men Guds penge, som jeg er sat til at forvalte som betroede talenter.  Det er min hellige pligt, hvis jeg ser et medmenneske lide nød, ikke at lukke mit hjerte for ham, skriver Johannes. Og den pligt gælder også min afrikanske næste. Den store fare, som truer vor moderne europæiske kultur er pengedyrkelsen, den globaliserede grådighed, forbrugermentaliteten, hvor livskvalitet forveksles med luksus. Her over for må man stille de store ressourcer af medfølelse og offervilje, som ægte kristendom rummer.

 

 

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Fængsel

Da jeg i perioder har haft et 7-8 kriminelle boende hos mig, må det måske være mig tilladt at komme med et lille indspil på emnet ”Fængsel”. I gamle dage var fængslet tænkt som et ”forbedringshus”. Fængselskirken var centralt placeret i fængselskomplekset, for meningen var, at fangerne skulle omvende sig og forsøge at blive bedre mennesker. Senere, i mine unge år, var kriminologien mere præget af marxistisk samfundstænkning. Man så den kriminelle som offer for samfundets udstødelsesprocesser. Slagordet blev: ikke straffe men resocialisere. Efter marxistisk tankegang er den kriminelle nærmest at betragte som et primitiv Robin Hood, der har gjort oprør mod samfundets undertrykkelse. Ved den rette ideologiske skoling skal han bringes til at indse, at det i virkeligheden er samfundet, der er uretfærdigt, og dermed blive en god revolutionær i kampen for det klasseløse samfund. I Rumænien mente man på et tidspunkt under kommuniststyret der at være nået så langt i skabelsen af det socialistiske menneske, at et stort antal kriminelle blev lukket ud af fængslerne. Det var ikke nogen succes, og man måtte bruge en del kræfter på at indfange dem igen. Herhjemme kunne man også mærke den marxistiske tilgang i det, at fængselsvæsnet blev anskuet som forsorg, omsorg for fangerne, og lagt ind under Kriminalforsorgen. Der har også været en tendens til at tilkende den kriminelle en del juridiske rettigheder, retten til et familieliv, osv. I nogle fængsler har man selv haft nøgle til cellen og har kunnet gå til kurser i finere madlavning og haft fri efter kl 16.

Desværre er der tegn på, at denne velmenende humanistiske omsorgstænkning preller af på nutidens hårde kriminalitet, organiseret mafialignende kriminalitet og hård bandevold. For de mange udenlandske kriminelle, der efterhånden fylder danske fængsler, er et ophold i et moderne fængsel nærmest som et rekreationsophold med god mad. Da min far under krigen sad i Vestre fængsel, var forholdene anderledes beskedne. Endnu i mine unge dage var de fleste kriminelle blevet kriminelle i forbindelse med et misbrug af alkohol og stoffer, så tanken om, at de skulle hjælpes snarere end straffes, var nærliggende, men i dag er megen international kriminalitet så hård, at den blide danske omsorgstænkning uhjælpelig kommer til kort.

Efter min mening skal man igen begynde at se fængslerne som forbedringshuse. Hvis ikke du bruger fængselsopholdet til at blive et bedre menneske, så spilder du din og samfundets tid. Måske skulle man ligefrem oprette særlige fængsler for dem, som ærligt ønsker at komme ud af kriminaliteten og arbejde med sig selv, mens de, som stadig væk ønsker at ryge hash og true og har accepteret kriminalitet som deres livsstil, så kan sidde og knurre og slås i resten af fængslerne. Jeg ser i TV, man har arbejdet med disse tanker i Canada.

Måske er tiden kommet til, at man atter skal anskue mennesket som ansvarlig for sine handlinger og skyldig i stedet for blot som et produkt af samfundsforhold.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar