Kyndelmisse: Lys og Mørke

Lyset er en forunderlig ting: uden lyset fra solen ville jorden hurtigt hensynke i tæt mørke og kuldegrader nær det absolutte nulpunkt, dvs. mere end 200 minusgrader. Solopgangen, som står op og vækker naturen efter en nat, hvor det langsomt blev koldere og koldere, har altid virket stærkt på mennesker. Derfor kaldes Jesus ”solopgangen fra det høje, som er kommet for at skinne for dem, som sidder i mørke og dødens skygge”; Luk 1,79.

Lysfesten frem for noget i det gamle Israel var løvhyttefesten. Det er under løvhyttefesten Jesu udtaler ordene: Jeg er verdens lys, Johs 8. Nogle enorme oliekander var tændt i kvindernes forgård, hvor folkets ledende mænd dansede med fakler i hænderne hele natten. To præster med sølvtrompeter stod opstillet på trappen op til præsternes forgård, og i samme øjeblik, solen viste sine første stråler i øst, satte de trompeterne for munden og blæste og gik ned ad trappen og ud gennem templets østport, og sammen med folket stillede de sig op vendt mod den opgående sol for at hylde solopgangen som Herrens stråleglans, der endnu engang havde fortrængt mørket.

Solopgangen var mere end bare lys, den var et symbol et billede på ”Herrens stråleglans”.

Man mente altså, at der fandtes et endnu større lys, som solopgangen kun var et svagt billede på, nemlig et lys, som stråler i det hinsidige hos Herren, og som er selve Guds væsen. Johannes sammenfatter i sit 1.brev det kristne budskab i ordene: ”Dette er det budskab i har hørt af os: at Gud er lys der er slet intet mørke i ham”.

Altså ligesom vi ikke kan undvære lyset, således kan vi heller ikke undvære Gud, dvs., uden en gudstro hensynker et samfund i den rene magtkamp og egoisme. Så bliver det hele sådan noget med, hvem der har den største bil og den dyreste make-up. Jeg læste om en amerikansk skuespillerinde, at når hun købte et luksushus, så blev alt lavet om, selv kaminerne blev revet ud, hun var til stadighed omgivet af en hær at kunstnere og specialister, der trimmede øjenbrun og malede make-up, masserede, healede og servicerede hende, en særlig specialist i øjenbryn blev fløjet ind, den creme, hun smurte sig med, kostede 1000 dollars for en lille dåse osv. osv. Hvis ikke vi havde Gud til at tage os i nakken og kalde os til ydmyghed, så er det der, den moderne forbrugermentalitet ender: der er simpelthen ingen grænser for, hvad folk kan bruge af penge.

Derfor hedder det i Bibelen: ”Vågn op, og Kristus skal lyse for jer”. Mennesket falder let i søvn, dvs. lader sig overvælde af nattens og mørkets væsen og lever efter de idealer, der gælder i denne verden, idealer om storhed og store armbevægelser, store honorarer og store pengesedler, store ord og fedt flæsk.

For Jesus er alle disse ting af det onde, for hvem har været så fattig som Vorherre Jesus Kristus? – Det fortælles, at på sin sidste vandring op til Jerusalem helbredte Jesus en blind, som sad ved vejen og tiggede. Tænk på denne tigger, hvilken streng tilværelse han må have haft, ikke kunne se, at alt levende bevæger sig, ikke kunne se sollyset, der glimter i morgenduggen, og de dugfriske blomster eller stjernerne, der lyser som tusinde diamanter på den høje nattehimmel, men være indhyllet i et evigt mørke og være hjælpeløs og skulle tigge. Og tænk så på, hvor stort et mirakel det er, at vi kan se, og at Jesus ville åbne denne blinde mands øjne for livets lys. Mørke og lys får en særlig betydning i biblen, for dengang var det sådan, at når det var mørkt, så var det virkelig mørkt. Der var jo ikke elektrisk lys – en lille blafrende væge fra en olielampe. Det var alt. ”I skal vandre som lysets børn – lysets frugt består jo i al god og retfærdighed og sandhed”, skriver Paulus. – Dvs., du må ikke give op. Du skal holde din lille lampe brændende i den store, kolde nat, som verden hylder sig i. Man holder så let op med at lyse og bliver lige så mørk som natten med hjertet fuld af sorte følelser, men sådan må det ikke gå os, du skal ruste dig og være rede, og leve som et barn af lyset.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Hyldest til professor Per Bilde

Jeg drømte engang om en karriere som forsker i religion og urkristendommen, men den eneste (foruden svenskeren docent Per Beskow), som var begejstret for mine artikler, var Per Bilde, som flere gange inviterede mig hjem til en samtale om det, jeg havde skrevet. Han var umådelig flink og skarpsindig, men led indimellem af maniodepressive sindsstemninger.

Han er nu død, men gav kort forinden et interview til Politiken. Hans påstand er, at folkekirkens forkyndelse i dag ligger langt fra Ny Testamente.

Han har ret i meget af det, han siger, men andet beror på, at han har den fejlagtige opfattelse, at Jesus mente, at den gamle verdens undergang og Gudsrigets frembrud var lige om hjørnet. I og med at Bilde kun vil se Jesus som et menneske, tolker han ham også som et menneske med en meget tidsbetinget horisont, et barn af sin tids strømninger.  Når han endvidere hævder, at den skabte verden af Jesus og Paulus ses som en jammerdal, modsiger han også sig selv, da han jo understreger, at Jesus og Paulus var jøder. Det betyder, at de som en selvfølge betragtede Gl. Test. som hellig skrift, og Gl. Test. er fuld af lovprisninger af Skaberen og hans skaberværk.

Men døm selv. Her kommer udpluk af journalistens samtale med Per:

Allerførst et par ord om Per Bildes personlige ståsted.

Du har arbejdet med kristendommen i cirka 50 år. Hvad er egentlig dit personlige forhold til den religion?

– Jeg er ateist, dvs. jeg er kritisk indstillet over for religion, ikke mindst kristendom. Min far var præst i folkekirken, og jeg er vokset op i et fromt, kristent hjem. Det prægede mig og førte mig til at studere teologi. Men under mine studier fordampede min kristne tro, og jeg meldte mig lidt senere ud af folkekirken. Det har jeg siden haft det godt med. Min kritiske indstilling til religion betyder dog ikke, at jeg ikke er interesseret i religion og kristendom eller de grunde, der kan få mennesker til at tro og blive religiøse. For de er almenmenneskelige og derfor interessante.

Julen nærmer sig jo med hastige skridt. Kan du fortælle om dens religionshistoriske baggrund?

– Julen i Danmark og i Norden har aldrig været en rigtig kristen fest. Selve ordet ”jul” har intet med kristendommen og Jesus’ fødsel at gøre. Ordet er formodentlig beslægtet med ordet ”hjul” og refererer sikkert til årets gang, som omkring juletid passerer vintersolhverv.

– Julens skikke er også meget lidt kristne, da de altid har kredset om masser af mad, øl, vin, gaver, lys og varme. Heller ikke juletræet har ret meget med Jesus at gøre. Jesus’ fødselsdag kender vi ikke, og først sent i det 3. århundrede efter vor tidsregnings begyndelse blev det i Rom almindeligt at fastlægge dagen til den 25. december, der i forvejen var en religiøs festdag, nemlig fødselsdag for guderne Mithras og Sol Invictus (Den Ubesejrede Sol).

Hvilken rolle spiller julen i kristendommen?

– Generelt betyder julen ikke meget i kristendommen. Det hænger sammen med, at det kristne indhold i julen er beskedent, mens det ”hedenske” indhold næsten fylder det hele. Traditionelt siger kristne også, at påsken er meget vigtigere end julen. Jesus-barnet fylder heller ikke noget i kristendommen i forhold til den voksne Jesus som lærer, undergører og lidende martyr. På den anden side flokkes folk i kirkerne juleaften, og det vidner jo om, at kristendommen og den hedenske jul i Danmark virkelig er blevet knyttet sammen i en art ”kulturkristendom”.

Men påsken da? Hvilken rolle spiller det traditionelt centrale påskebudskab om Jesus’ lidelse, død og opstandelse i f.eks. dansk kristendom?

– Hvis det budskab i dag overhovedet betyder noget som helst i dansk kristendom, så er det som basis for det moderne, kristne dogme om, at guds tilgivelse omfatter alle og således slet ikke er til at undgå. Gud accepterer os alle, uanset om vore handlinger er onde.

Derimod er den gamle idé i Det Nye Testamente om, at ligesom Jesus led, døde og opstod, således skal også de kristne gøre det, forsvundet ud af dansk kristendom. På Jesus’ og Paulus’ tid var den opfattelse udbredt, at livet er lidelse og død. Derfor ville en opstandelse til et nyt, problemfrit og evigt liv virkelig også kunne sige noget til folk, som erfarede tilværelsen på denne triste måde.

Hvis man skulle tale om en ”kerne” i moderne, dansk kristendom, hvordan ville du så karakterisere den?

– Lad os først præcisere, hvad der ikke er kernen. Kernen i moderne, dansk kristendom er ikke, at Jesus er frelser i den forstand, at han frelser mennesker fra dette forgængelige liv til opstandelse fra døden og et nyt evigt liv. Den idé ser på livet her på jorden som en jammerdal og trøster mennesker med et bedre liv i himlen. Denne idé er central hos Jesus, Paulus og i Det Nye Testamente, men spiller næsten ingen rolle i moderne, dansk kristendom.

– Det er heller ikke kernen i dansk kristendom i dag, at Jesus meget snart vender tilbage til jorden for at fuldende sit værk, uanset hvordan dette forstås. Denne ”eskatologiske” nærforventning, som var essensen hos Johannes Døber, Jesus og Paulus, er nærmest ukendt i vor tids kristendom.

– Og det er bestemt ikke kernen i moderne, dansk kristendom, at kristne skal leve som moralsk fuldkomne, dvs. ”syndfrit”. Næsten tværtimod. Man siger nok, at næstekærligheden er en central kristen dyd, men der lægges ingen særlig vægt på at praktisere den.

– Hos Jesus og Paulus var det centralt, at mennesker omvendte sig. Det vil sige vendte sig bort fra deres nuværende uretfærdige og ”syndige” liv, for som ”retfærdige” og ”syndfri” at kunne overleve den sidste guddommelige dom og dermed opnå del i det evige, himmelske eller jordiske liv.

(Per Bilde hævder videre, at der slet ikke er nogen kerne i kristendommen, men kun forskellige tolkninger til forskellige tider.)

Hvad kendetegner da dansk kristendom i dag?

– Tja, på baggrund af den generelle fornægtelse af næsten alle tidligere tiders forståelser af, hvad der er kernen i kristendommen, skulle man tro, at det i dag er vigtigt at formulere alternativer. Det har man da også forsøgt.

– For det første har man vendt den idé – som jeg nævnte først – på hovedet, nemlig med påstanden om, at denne verden ikke er en ussel jammerdal, men derimod gudens gode skaberværk, som det gælder om at nyde og passe på. Den forståelse betegnes ofte som den såkaldte skabelsesteologi.

– For det andet har man med udgangspunkt i bl.a. den historiske Jesus’ kritik af rigdom og politisk magt hævdet, at essensen i kristendommen er social retfærdighed. Det er den såkaldte sociale eller revolutionære teologi.

– For det tredje er der en populær, teologisk retning, som i Søren Kierkegaards tradition hæfter sig ved tilværelsens vanskeligheder og tilsyneladende meningsløshed. På det grundlag tolker man de bibelske tekster litterært. Desuden flirter man med både moderne filosofi og litteratur. Det er den dannede, ofte teologiske elites kristendom, som vi kender fra Lars Sandbeck, Hans Hauge, Thorkild Grosbøll og Niels Grønkjær. De ser bl.a. bort fra Jesus’ nærforventning om ”gudsriget” og fra Paulus’ væmmelse ved denne verden.

– For det fjerde har vi i Danmark i dag et miskmask af moderne humanisme, næstekærlighedspræk og dansk kultur, som vel er den mest udbredte i danske præstegårde. Det er min pointe, at ingen af disse fire former for moderne, dansk kristendom har ret meget med Jesus og Paulus at gøre.

Du har jo selv specialiseret dig i ikke mindst den historiske Jesus. Hvem var han, og hvad var hans budskab ifølge din forskning?

– Den historiske Jesus ville ikke grundlægge en ny religion, og han havde ikke til formål at oprette kristendommen. Jesus var jøde, tænkte og talte jødisk, og han forblev jøde til sin død.

– Den historiske Jesus var en jødisk profet, som i stil med Johannes Døber proklamerede, at ”guds rige” stod for døren. Dermed sigtede Jesus til genoprettelsen af det jødiske tolvstammefolk i en uafhængig og stærk stat i det jødiske Palæstina.

Modsat flere af sine samtidige ville Jesus ikke gribe til våben og rejse en væbnet kamp mod romerne for at virkeliggøre et nyt jødisk kongerige, sådan som jøderne gjorde det under det første store, jødiske oprør mod Rom i 66-70. Jesus ville overlade kampen mod Rom til den jødiske gud Jahve, som – når tiden var inde – ville lade sine himmelske legioner af engle jage romerne ud af ”det hellige land”.

Næsten alle danske nytestamenteforskere afviser, at man kan rekonstruere den historiske Jesus. Hvorfor gør de det?

– Ja, det er forbløffende, eftersom de fleste Jesus-forskere i udlandet ikke deler denne skepsis. Jeg har i flere arbejder forsøgt at demonstrere, at det ikke kun er videnskabelige, men også ideologiske grunde, der styrer danske forskere som Geert Hallbäck, Mogens Müller, Troels Engberg-Pedersen og Anders Klostergaard Petersen i deres skepsis over for den historiske Jesus.

– Dermed mener jeg, at de er glade for, at Jesus ikke kan rekonstrueres historisk, for så har man teologisk og religiøst et større spillerum, som man mere frit kan tolke Jesus i. Hvis Jesus virkelig kan rekonstrueres historisk, f.eks. som jeg selv har gjort det, opstår der også problemer med at forklare den svage forbindelse mellem Jesus og kristendommen.

Hvis det ikke var Jesus, der grundlagde kristendommen, hvem var det så? Paulus?

– Det var heller ikke Paulus, som grundlagde kristendommen, selv om han – måske mod sin vilje – kom til at yde et afgørende bidrag til at selvstændiggøre den jødisk-messianske Jesus-bevægelse. Hvilket reelt førte i retning af en ny religion.

– Alt i alt blev kristendommen til i løbet af en længere proces af stadig stærkere selvstændiggørelse af Jesus-bevægelsen. Derved øgede den gradvis afstanden til de øvrige jødiske, religiøse retninger, indtil den omkring år 110-120 kan siges at fremstå som en selvstændig religion.

Min note: At Jesus prædikede en syndfrihedslære, passer ikke godt med, at han kræver, at vi skal tilgive 7 gange 70 gange, hvis vor broder forsynder sig; og at disciplene ofte skildres som ubestandige og tungnemme til at tro, og at de den sidste aften (næsten som en flok moderne teologer og biskopper) skændes om, hvem der skal regnes for den største (have den fineste hat på.)

Og da de løftede deres blik, så de ingen anden uden Kristus alene. Matt 17,8.

Kristendommens genialitet og tidløse kerne. Bemærkninger til prof. Per Bilde.

Det store frelsende mysterium i kristendommen er ikke kun et budskab, en lære, det er en levende person, den evige Guds søn, fra hvem nyt liv stedse vælder frem: ”Jeg er opstandelsen og livet”. Det inderste i kristendommen er ikke biblen, men den person, som hele biblen, både det Ny og det Gamle Testamente vidner om, Kristus. ”Den, som har set mig har set Faderen”, siger Jesus, Johs 14,9.

Det, som er karakteristisk ved kristendommen, er, at den siger. Guds kærlighed standsede ikke ved tanken, den nøjedes ikke med smukke, ømme, trøstende, manende ord, den foretog sig noget, som er langt mere end ord, nemlig handling. Gud elskede nemlig verden således, at han gav den sin søn. Han kom og bar vore byrder og bar vor synd og døde vores død. ”Mere værd end alle tanker og ord er en eneste rigtig handling”, siger et gammelt ord. En eneste handling af godhed og selvopofrelse betyder mere end alle varme tanker og ivrige forsikringer. Det er det, som er det store, det geniale ved kristendommen, at den taler ikke blot filosofi, smukke ord om kærlighed, men Gud viser sin kærlighed på den allerstærkeste måde, vi mennesker kan vise kærlighed på: ved at give os selv, give vort liv for en anden. ”Og som elskede sine, elskede han dem til det sidste”, står der om Jesus den sidste aften, da han vasker disciplenes fødder. Gud åbenbarer sig ikke blot i ord, men i en persons handlinger, i dette, at dette lille barn fødes så svagt og ubeskyttet i mørket i den kolde stald, og for at overleve må svøbes af en mor og skærmes af hende. Og senere lader sig udsætte for den værste skæbne, ikke blot at pines ihjel, men døende under spot og spyt og hadefuld hujen og foragt. Det er ikke så svært at lide heltedøden, men lide døden som foragtet, forhånet, én, de mennesker, man har elsket, frydes ved at slippe af med og pine, det er svært, men alt dette sker for at afsløre menneskets ondskab. Jesus tager ligesom hele den menneskelige ondskab på sig, og den er der lige fra starten i Herodes, der sender sine soldater ud for at slå alle drengebørn ihjel, til dengang de i hans egen hjemby vil stene ham. Det er det fantastiske ved kristendommen, at samtidig med, at den åbenbarer så stor en frelse, åbenbarer den også, hvor afgrundsdyb den menneskelige ondskab er. Altså kristendommen er personen Jesus, Menneskesønnen, det nye menneske, den anden Adam, i hvem hele kirken, alle kristne, er indesluttet, for at de må vokse op til og forenes med dette fuldkomne menneske, som Paulus skildrer det i Efeser-brevet 4,12-15. Det at være kristen, det er at være ”i ham”, ”bliv i mig, så bliver jeg i jer”, men skilt fra mig kan I slet intet gøre Johs 15,4ff.  Altså det, som har givet kirken liv og holdt den sammen i 2000 år, kirkens livgivende hjerte, er Kristus, som også i dag virker på mennesker og søger at forkynde dem den store glæde.

Vi ved i dag, og det vidste man også på biblens tid, at naturen rummer et væld af hemmeligheder, af kræfter. I dag kalder vi disse kræfter for DNA-kæder, molekylegitre, atomer og kvarker. Biblen kalder dem urlyset, som Gud skabte på den første skabelsesdag, før han skabte sol og måne og alt det andet. Det afgørende er den kraft, som boer i alt, i alt det levende, i dyret og planten, såvel som i de døde stoffer, i klippen, som har hvilet i årmillioner. Denne kraft er skaberens kraft, tegnet på hans nærhed, på at han er over alt. Den gammeltestamentlige prof. Tryggve Kronholm siger om disse ting: Det ejendommelige ved denne altopfyldende kraft er, at den til stadighed fremtræder som under. Biblen bruger forsk. betegnelser for undere. Der er ”tegnene”, som Jesus gør ved Genezareth sø, men der er også et andet udtryk, som bruges ofte i GT: nifla’ot, og det betegner alt det, som eksisterer i skabelsen som underværker, barnet, som fremstår fuldbårent af en befrugtet ægcelle, mennesket, som fornyes gennem millioner af røde blodlegemer hver sekund; og sådan som biblen ser på det, så er de milliarder af græstrå, som bølger i vinden et større under end dette, at Jesu går på vandet. Det afgørende for det gammeltestamentlige skabelsessyn er, at alt, som fylder naturen, er guddommeligt underværk og skal lede mennesket til lovprisning af tilværelsens og Skaberens almagt og underfuldhed.

Tænk på, hvor forskelligt Gud skaber: ikke to mennesker har samme fingeraftryk eller samme sind, ikke to træer i skoven er ens, der findes 100 vis af forsk. dyrearter. Det, der kendetegner skaberen, er Guds utrolige ødselhed, han øser en helt ufattelig overdådighed ud over naturen, millioner af forsk. blomster i alle farvespil, 1000 vis af forsk. fuglearter med hver deres måde at synge på og hver deres livsrytme. Det Gamle Testamente har en lære om nådeåret, jubelåret, hvor alle skulle sættes i frihed for gæld og slaveri. Jesu er kommet for at udråbe et nådeår. Hvert år siden Kristi komme er et nådens år. Hvor hvert menneske skal sættes i frihed, og hvor det forkyndes, at hvert menneske er enestående, du har lov til at være lige netop det menneske, du er. Det dyrebare i livet er dit særpræg, din individualitet. Din og alle de andres personlighed.  Hvis vi indser, at livet er en gave, kommer hver ny stund i livet til at fremstå som et væld af undere, ja hver ny time er en stund beredt for dig af Gud (T.Kronholm).

 

 

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Jul (Lukas 2,1-14)

Hvorfor skal Josef absolut slæbe sin højgravide forlovede med på den lange rejse til Betlehem siddende overskrævs på den skarpe æselryg? Det var jo dengang kun mændene, der talte med på mandtalslisterne. Sandsynligvis for at hun ellers ville være udsat for spot og ubehageligheder fra gadedrengene i Nazaret, drillerier og det, som var værre. Jesus bliver jo født uden for ægteskabet, faderen ukendt, og det blev dengang regnet for en vanære, så fra starten hviler der en skygge over Jesu liv, han var ikke regnet for noget af de fine, men sådan har Gud villet det, at han skulle fødes i en fattig og støvet stald under køernes sindige gumlen, for der var ikke plads til dem i herberget. Heller ikke i dag i nutidens jul er der plads til Maria og frelserbarnet, fordi vi opsluges af 1000 spørgsmål: Er julesnapsen kold, er julesylten stiv, er juletræet rigtig grønt, er der penge, penge, penge til hele juleriet, er julemandsdragten kommet, er juleøllerne sat på køl, er julekagerne bagt, er julefrokosten bestilt, er julegaverne pakket ind og gemt af vejen, så Bedste ikke begynder at pakke op før tiden. Nej nej Jesus, dig er der slet ikke tid til at tænke på i år, det må vente til næste år. Det fattige par med æslet står også i år og banker på i håb om, at vi må lukke dem ind i vor jul, så julestresseriet må vige for lidt af den store glæde: At også for os er en frelser født. For det er ikke alle julegaverne, der gør, at det bliver jul. Det er gaven fra Gud. Det mest irriterende ved julen er, at vi tvinges til at åbne tegnebogen rigtig mange gange i dec., det bedste ved julen er, at Gud vil åbne vore hjerter for den store glæde og for julefreden.

Julens budskab lyder: I mennesker Guds velbehag. Ude i universets uendelige dybder banker et hjerte for dig, nogen tænker på dig, taler til dig, tæller dine tårer. Stol på, at den magt, som bærer og regerer alt, som lader solen rulle i dens bane, som lader årtusinder komme og gå, som lader stormen suse og brændingen bruse og sneflokke dannes med deres millioner af iskrystaller, som lader dugdråben glimte på strået og blomsten blomstre i gærdet og fuglen synge i busken og driver blodet i pulsslag gennem dine årer, at denne magt i sit inderste væsen er kærlighed rettet mod dig. Og det blev åbenbaret for menneskene denne aften for 2000 år siden, og de gamle guder sank, og de gamle templer smuldrede, og de gamle riger faldt fra hinanden, men ud af tidens vendepunkt steg en ny tid og et nyt rige, kirken, som vil søge at prædike fred på jord. For krige opstår, der hvor folk eller nationer får lyst til at puste sig op og være større, men Jesus siger, at vi skal ydmyge os og blive som børn. Lad os bede ham tage herberg hos os, så vort hus må blive et Betlehem, og vore hjerter en krybbe, og han må fæstne sine ord om fred og næstekærlighed dybt i vore tanker og give os en velsignet juletid. Hvorfor er verden, som den er? Fordi budskabet i dag ikke lyder: ”Ære være Gud og fred på jord”, men oftere lyder: ”Ære være mig selv, krig på jorden, i mennesker utilfredshed.” Sådan som det ser ud ude i verden, kan man godt se, at freden er gået fløjten – og skal menneskeheden frelses fra at gå under i misundelse og begærlighed, så må vi hellere begynde at lytte til Jesus.

Der er mange måder at fejre jul på, men den største juleglæde er at tænke på, at Gud selv har besøgt os og er blevet et menneske ligesom os for at kunne tage på sig al vor nød, al vor elendighed, al vor straf. Julen skal minde os om, at Gud elsker alle børn og alle unge rødder med bumser og støjende adfærd og alle os gamle nisser, som bare har spist lidt for meget op gennem årene.

Jeg ved ikke, hvor mange af jer børn der har været ude på landet og set, hvad en krybbe er. En krybbe er tit sådan en rigtig gammel forgumlet kasse, hvor køerne har deres mad. Og i sådan en krybbe ville Gud lægge sin elskede søn. Og selvom dit hjerte er som en gammel krybbe fuld af gamle sure hestebid, så vil Vorherre Jesus Kristus dog også i dag bøje sig ned mod det og fylde det med sin kærlighed, hvis du vil tage imod. Engang må jorden briste og gravene åbnes for lyset, og da skal vi mødes med den dybeste virkelighed, som er korsfæstet og forkastet kærlighed.

Kristendommen har egt. et ret negativt syn på mennesket, men elsker det alligevel på trods af alle dets fejl. En jul blev jeg ringet op af en ven, som spurgte, hvad jeg havde tænkt mig at sige juleaften? Jeg måtte svare, at det havde jeg ikke haft tid til at tænke over endnu. Nå han syntes i hvert fald ikke, at jeg skulle begynde at tale om synd og synd ”Jamen”, svarede jeg: ”er vi da ikke alle sammen besmittede af arvesynden.” Da jeg sagde det, var min gode ven nær eksploderet i telefonrøret, og jeg måtte bruge en del tid på at berolige ham, han er en flink fyr, men har det ikke så godt med nerverne, så jeg må passe på ikke at såre ham. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tilføje: ”Et lille barn ser jo så sødt ud, når det sidder der i kravlegården. Se på øjnene, to sorte kugler, der følges ad, når de går på opdagelse i stuen og giver tredimensionalt syn oppe i det lille hoved, og der er indbygget stereoindtag i de små høreflapper, det er jo helt fantastisk – men prøv så at give det en grydeske i hånden og hold dit hoved hen til det, så skal du se løjer.” Nu den slags er jo bare til at le af. Værre er det med alt det, vi voksne finder på for at gøre livet surt for hinanden. Alligevel så hedder det: I mennesker Guds velbehag. Og det kan vi se ved, at han lader sin søn, kongernes Konge og herrernes Herre, fødes i en støvet stald og gå med slidte sandaler og bruge al sin tid på at undervise nogle temmelig tungnemme typer, de såkaldte disciple. ”Fred på jord”. Hvorfor er der ikke kommet fred for længst? Det er fordi, virkeligheden er meget genstridig, mennesker er kun mennesker og kan af had gøre de frygteligste ting mod hinanden. Jesus kræver, at vi skal elske vore fjender, men det er svært at lære menneskene denne lektie. Der er andre ting, som de langt hellere tager til sig, larmende morskab, klaprende tomgang, had og angst og mismod. Under vores indsamling til Hvide Rusland fik vi det store problem, at myndighederne pludseligt krævede alt tøjet sorteret i mands-, kvinde- og børnetøj. Men en kvinde meldte sig og sagde, at hun ville godt sortere tøjet også indsamle det. Jeg var flere gange oppe og hente et fuldt læs af alt det, hun havde indsamlet. Hun fortalte, at hun havde været gift to gange, og hver gang var manden død af kræft. Da hun efter at have passet den sidste mistede ham, var hun langt nede, men besluttede så, at hun resten af sit liv ville være glad. Sådan bør vi også i denne hellige jul beslutte os for at være glade?

Lykken er ikke at gabe over den store gås, at køre på første klasse og være nr 1 i der smartes flok. Glæde i NT er ikke glæde over forskellige vellykkede, succesrige detaljer i mit liv, men glæde er noget, der kommer fra Gud. Glæd jer altid i Herren, skriver Paulus til menigheden i Filippi, mens han sidder i fængsel i Rom og venter på sin dødsdom. Gå ind til din Herres glæde, siger Jesus til den tro tjener. Og de begyndte at være glade, står der, da den fortabte søn atter var forenet med sin far: glæde er noget, som findes i Guds nærhed, og når man vender sig til ham. ”Overrasket af glæde” hedder den selvbiografi, den engelske prof. C.S. Lewis skrev, om dengang han som ung forsker tøvende og modstræbende gik ind på at acceptere, at Gud var til. Glæde har altså ikke noget at gøre med,at jeg har fået tykkere tegnebog og råd til flere pakker under træet, men noget som udstrømmer fra Gud, og kan være der midt i megen modgang: ”Som bedrøvede, dog altid glade, som de, der intet har, og dog ejer alt”, sådan skildrer Paulus de kristne. Denne glæde vil ønske jer alle som den største julegave, man kan få. Den kan være der, selvom man synes, man har alt imod sig, ”Salige er I, når man håner jer og forfølger jer og lyver jer alt ondt på. Glæd jer og fryd jer, jeres løn skal være stor i himlene.”

Måske tænker du: ”Jeg kan ikke blive glad, jeg føler kun sorg og forladthed i denne jul.” Den slags kommer sig ofte af, at vi fokuserer så meget på vor egen situation, som ofte kan være sørgelig nok. Vi taber hårene, vi taber tænderne, vi taber hørelsen, kort sagt vi taber hele humøret. Men retter vi vore øjne mod Frelseren og hans glæde, ser det lysere ud. I den sidste nat, da han vidste, han var svigtet af alle og skulle dø, taler han om en fuldkommen glæde: “Bed, så skal I få, for at jeres glæde kan være fuldkommen.” Denne fuldkomne glæde, der kan være der, selvom man har alt imod sig og snart skal dø, bygger på, at Gud er der, at Gud er hos os og hjælper og vil bevare den lille frysende dansker midt i vinterens kulde, midt i verdens kulde, midt i dødens kulde.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar