Globalisering – set i Kristi lys

GLOBALIZATION – seen in the light of Christ

Rüdiger Safranski has in a book from 2003, “How much globalization can man tolerate?”, also written about globalization.

(Rüdinger Safranski: Wieviel Globalisierung verträgt der Mensch? Copyright ©  Carl Hanser Verlag München Wien 2003)

He writes on one of the first pages (page 14):… that modern globalization began with globalization of fear and terror.

And on page 22-23, where he mentions globalization as anti-nationalism:But antinationalistic globalism can not change the anthropological fact that mobility and openness must be balanced by place-based anchoring. We can communicate and travel globally, but we can not live globally …….

Globalization or globalism is becoming more and more like a religion that aims to embrace everything and everyone on this planet. Here it is “the free market forces” that is the god to be worshiped.

How utopian it may sound, favoring local self-sufficiency is a better paradigm than globalism.

The choice is thus between a life without morality and empathy, where man is put at risk and without identity, and a conviction of a better world with hope for everything and everyone.
A conviction of a rescuer about whom it is said (Isaiah 11.1-10):

 (This article is written in Danish. You can try Google translate and possibly get an idea of ​​the content)

 GLOBALISERING – set i Kristi Lys

  • Centralisering og sammenlægninger af institutioner, virksomheder, skoler mm vil medføre mere overvågning og kontrol og indskrænkning af den personlige frihed.

 Markedsøkonomi og finansiel globalisering vil medføre overnational styring, forbrugsslaveri og totalitære samfund.

Disse hypoteser (bl.a.) opstillede vi i 2011 og publicerede dem på vores hjemmeside www.inluminechristi.dk i rapporten: ”Kristent demokrati og kristne værdier”

 

Rüdiger Safranski har i en lille bog fra 2003, Akademisk Forlag: ”Hvor meget globalisering tåler mennesket?”, også behandlet disse ting.

Han skriver på en af de første sider (side 14):
…,at den moderne globalisering begyndte med globalisering af angst og skræk.

Det er nu ikke så nyt endda.

Globalisering er på mange måder bare en ny indpakning af et ældgammelt fænomen.

Alexander den Store var en af dem, der stræbte efter verdensherredømme, romerriget fulgte efter, senere kom bl.a. Napoleon og Hitler. Alle brugte de tvivlsomme ideologier som begrundelse for deres erobringer.

I historiens forløb har der været mange sådanne magtbaser – despoters magtsyge, religiøse dogmer, radikale politiske ideer. Den kristne kirke har også sorte pletter på samvittigheden, både overfor anderledes tænkende og måske især overfor jøderne. En rolle som Islam synes at være ved at overtage.

Magtbrynden har dog ikke baseret sig udelukkende på selve ideologierne, som er blevet brugt som undskyldning for nogle få personers begær efter magt. Således forholder det sig givetvis også i dag. I dag kan sådanne personer skjule sig i det, der kaldes ”finansielle fonde”

Safranski skriver videre, og skelner mellem globalisering i 3 varianter (side 20):

Det er for det første neoliberalismen……. Neoliberalismen benytter globalisering som et argument for at fritage kapitalen for sociale forpligtelser og spekulerer i, at staterne konkurrerer om arbejdspladser ….

Og videre på side 22-23, hvor han omtaler globalisering som antinationalisme:

Men heller ikke den antinationalistiske globalisme kan ændre ved den antropologiske grundbetingelse, at mobilitet og åbenhed må afbalanceres ved stedforankring. Vi kan kommunikere og rejse globalt, vi kan derimod ikke bo globalt……. Det er nemlig ikke til at komme uden om grundsætningen: Jo mere emotionelt knyttet til et sted et menneske er, desto større er dets evne og beredvillighed til åbenhed over for resten af verden.

Og om det tredje siger Safranski side 24-25:

Kun stater og statsforbund har magt, ”menneskeheden” har derimod ingen magt. Den er en tom besværgelse i de virkelige magters arena, hvor de globale asymmetrier – magt, produktivitet og rigdom – frembringer en ny måde at skelne mellem suverænitet på. Suveræn er den, har det i mellemtiden vist sig, der kan vælte følgebyrderne af egne handlinger over på andre….

Man bedrager i hvert fald sig selv, hvis man tror, at globale problemer af apokalyptiske dimensioner ville kunne føre til global solidaritet. Også her gælder princippet: Den sidste bærer byrden.

Globalisering eller globalismen, fremstår mere og mere som en religion, der har til formål at favne alt og alle på denne planet. Her er det ”de frie markedskræfter”, der er guden, der skal tilbedes. Det er en tro, hvis dogmer tilsiger, at en global markedsøkonomisk verdensorden, hvor hele planeten er et stort marked for alle varer af enhver art, og hvor markedsdominans er det altafgørende for enhver form for virksomhed, at det er løsningen på alle problemer på planeten Jorden.

Ritualerne er bl.a. aktiehandel og bundlinieanalyser. Børsen er det ”tempel”, hvor ritualerne kan udfolde sig optimalt.

Alle skal kunne købe alt overalt. Alle skal vide alt om alle overalt samtidigt. Det er nogle af de andre dogmer, globalisering fører med sig, men man må spørge: Med hvilket formål?

Hvorfor skal vi her vide om et busuheld i Chile? Hvad kommer kødpriserne i Mongoliet os ved? Hvorfor fragter vi æbler fra Sydeuropa til Danmark, når vore æbler rådner på jorden? Hvorfor kører vi slagtesvin til Polen for at blive slagtet? Hvorfor kører vi kartofler til Sydtyskland for at blive vasket? Hvorfor skal vi sælge øl til Tjekkiet, som selv laver udmærket øl? Hvordan kan en virksomhed, der har nydt godt af danske ordnede forhold under dens opbygning, tillade sig at flytte til et andet land, blot fordi fx arbejdslønnen og arbejdsforholdene dér er ringere?

Globaliseringen er, sammen med den teknologiske udvikling, ved at ødelægge vores planet (har måske allerede gjort det[1]) pga. det primære hensyn til forbrug, økonomi og markedskræfterne.

Det, vi lærer af globalismen, er egennytte for de få, eller rettere magten til de få, og magten er der, hvor pengene er. ”Geld regiert die Welt!” sagde man i gamle dage, og det er stadig sandt.

Kulturelt stræber globalismen efter en ensartede markedsprofil overalt, men verden bliver kulturelt fattigere, des mere ensrettet kulturen i de forskellige lande bliver.

Hvor utopisk det end måtte lyde, så er favorisering af lokal selvforsyning et bedre paradigme end globalismen.

Politisk medfører globalismen, at verden bliver mere og mere totalitær. Der findes næppe nogen stor virksomhed, som ledes demokratisk, og betingelserne for nærdemokrati i de små samfund forsvinder i takt med at alt centraliseres i store enheder.

Ser vi på globalismen i Kristi Lys, må vi sige, at den ser fæl ud.

 Globalisering er det nye Babelstårn!

Nu kan man ikke påstå, at Bibelen omtaler globalisme eller globalisering, i den betydning, som vi her tillægger den, men der er dog en anden form for globalisering, som Bibelen omtaler:

Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde:

Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Mt. 28,18-20

Det er i vor optik den eneste form for globalisering, der medmenneskeligt set giver mening, hvilket kan begrundes i sætningen ”og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.”

Heri ligger opfordringen, eller kravet om man vil, til at forholde sig næstekærligt til alt og alle på kloden.

Vi kan dog ikke komme udenom, at det på mange måder må opfattes som en ideel fordring, der langt hen ad vejen synes utopisk (pt).

”Sådan ser virkeligheden ikke ud, og man kan ikke stoppe udviklingen”, vil man indvende, og det er der nok noget om.

Men frem for at stræbe efter og forske i den nihilistiske globalisme, kunne man stræbe efter og forske i det modsatte, i idealisme i stedet for pragmatisme!

Der var, og er, en grund til at Jesus i saligprisningerne fremhæver nogle bestemte mennesketyper.

(Mt. 5, 3-10 +13-16)

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

Ja, hvem ellers? Kun de mennesker, der er tilbageholdende og forsigtige, vil vise hensyn nok overfor den jordklode, vi alle lever på, og vil ikke drive rovdrift på dens ressourcer og miljø, men vil i stedet forvalte arven med nænsomhed.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.
Det er mennesker som hele tiden stræber efter at dele alt lige, og som oprøres når nogen bliver udnyttet. De tager ikke fra andre, men deler i stedet gerne, det de har, med andre som har større behov.

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.
Til barmhjertighed hører omsorg for de svage og de hjælpeløse. Det er mennesker hvis hjerte er fuld af empati. Det smerter dem at se andre lide. Det er også mennesker, som ved at ægte tilgivelse giver fred til den tilgivne.

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.
Det er de mennesker, der går ud i verden med glæde, fred og taknemmelighed. For dem er verden fuld af skønhed, en skønhed som de glæder sig over og ikke ødelægger. Den samme henrykkelse, som kommer til udtryk i Sl. 8., besjæler disse mennesker.

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.
Det er de hårdtarbejdende, for hvem forsoning er det altafgørende, både i det store og i det små. Had, hævn, grådighed ødelæggelse gør dem både fortvivlede og ulykkelige, og de ofrer gerne deres egen hjertefred, for at skabe forsoning og fred.

Heri ligger så den ideelle fordring, nemlig at det kræver noget at være et ”ordentligt” menneske:

I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.

Det er jo klart, at et krydderi der mister sin kraft, mister både værdi og berettigelse.

I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules.

Ligeså klart er det, at har man et klart standpunkt, så må man også vise det i realistiske handlinger. Og disse handlinger må bæres af 2 principper. Glæde og mening!

Som det fremgår, er disse mennesketyper diametrale modsætninger til de typer, der bekender sig til den globalistiske tros dogmer. ”Survival of the fittest” er her et herskende dogme, med alle de uhyggelige følger det har. Her opgøres mennesket, fauna og flora, land og vand, efter dets nytteværdi. De svage, og alt som i deres øjne ingen nytteværdi har, kan skrottes, for hvor pengene hersker, kender kynismen ingen grænser!

Ser vi på globalisme i sammenhæng med Luk 4, 18-19, ser vi også en divergens mellem de 2 verdensanskuelser.

Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.

Det må stå klart for enhver med blot en smule omtanke og observationssans, at sådan ser virkeligheden ikke ud for de fleste mennesker, og for planeten som helhed.

Der er stadig fattige, der ikke har til dagen og vejen, og hvis fattigdom vi er ”blinde” overfor, ligesom vi vender det blinde øje til mange andre af de helt åbenbare problemer vi i øvrigt har, miljøsvineri, rovdrift på ressourcer, brutal undertrykkelse pga. magtsyge, strenge regler, osv.

Mange er fanget i en håbløs situation, hvor der ingen udvej er at finde.

Vi har hørt det gode budskab, men vi har ikke taget imod det.

Vi har i stedet fået –

  • Tunge finanskriser og grådighed
  • Kulturel ensretning
  • Manipulerende underholdningskultur
  • Enevældig, topstyret ledelse
  • Frygt for terror, ulykker og sygdomme
  • Angst og depressioner
  • Massivt overforbrug af varer
  • Børne- og slavearbejde til ringe løn under kummerlige forhold
  • Elitedyrkelse og socialdarwinisme
  • Sundhedsfanatisme
  • Politisk korrekthed og pragmatisme
  • Storbyproblemer, terror, kriminalitet
  • Miljøforurening og stor miljørisiko pga. koncentrationer af farlige stoffer og affald.
  • Massiv transport af mennesker og varer
  • Gigantisk energiforbrug
  • Folkevandringer
  • Ressurcerovdrift
  • Indhegnede boligområder og udbredt overvågning
    • for blot at nævne nogle.

Safranski slutter med at sige (side 104):

Globalitet bringer os i berøring med stadig mere virkelighed, og det gør det svært at bevare suveræniteten. Suveræn ville den være, der selv afgør, hvad han vikler sig ind i og holder sig ude af. Denne suverænitet forudsætter eksistentiel dømmekraft…

Globaliseringshysteriet skyldes, at evnen til at skelne mellem det eksistentielt nære og fjerne er på retur eller  endda allerede ødelagt.

 Dette er, hvad den globalistiske tro byder os. Får vi ikke styr på egennytte, magtbegær og griskhed vil mange, inden længe, komme til at opleve hvad islændingene oplevede under finanskrisen i 2008+, for intet er for alvor ændret nu i forhold til dengang.

Valget står altså mellem en livsanskuelse uden moral og empati, hvor mennesket lades i stikken uden identitet, og en overbevisning om en bedre verden med håb for alt og alle.
En overbevisning om en redningsmand om hvem det siges (Es. 11,1-10):

Davidssønnens fredsrige
Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod.
Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd,
råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd;
han lever og ånder i frygt for Herren.
Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;
han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.
Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige;
retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter.

Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet;kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem.
Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen.
Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul.
Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg;
for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund.

På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene;
til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed.

 Denne overbevisning er klart at foretrække frem for den penge-fixerede globalisme.

Til slut skal lige nævnes de øvrige hypoteser, som blev omtalt i førstnævnte rapport om kristne værdier mv.

  • Den teknologiske udvikling, på alle områder, vil medføre alvorlige miljømæssige konsekvenser og dyb menneskelig afhængighed af kemi og robotter.

 Favorisering af forskning og universitetsuddannelser vil føre til klassesamfund med en intellektuel elite, hvis teoretiske løsninger sjældent vil gavne almindelige mennesker. 

  • Social, kulturel udvikling hen imod én multietnisk verdenskultur vil, sammen med klodens overbefolkning, føre til alvorlige konflikter og indre splid i mange lande og en fattig, kedelig verden.

Dem kan enhver så selv tænke lidt over!

ILC/

[1] Jf Serge Latouche: ”Fornuftig modvækst” side 44-46

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Hvor er arvingerne?

Where are the heirs?

Looking at todays world in the light of Christ, what do You see? Where are they, the meek? Where are the people, who shall inherit the earth?

Do You know any? Do You know the people who without hesitation and doubt will answer as Maria did: Lk 1, 38.?Do You know the people who has a character as described in: Mt 5, 1-110. ?
The following article is from a sermon that I held on Mary’s Baptismal Day in Bramdrup Church long ago, probably in the late 70’s. At a time when my good old friend Pastor Erik Langkjer was a parish priest there.

Looking at our world today in the same light, in the light of Christ, we see no change, at least not for the better.

(You might try Google translate from Danish, it might give You an idea of the content)

Praise to the Lord, creator of heaven and earth. Praise to Him who let us be born again as living hope.

Dear Lord – Confirm our hope, strengthen our faith and stay close in our mouth and in our hearts. In Jesus Name!

(Gospel of the Day: Close Chapter 1, verses 26-38)

“Do you know that feeling, I that you like to do something you do not really know if you have the competence? That´s the feeling I have right now!

Who am I to be allowed to speak to you from this chair? Do I have more faith, more knowledge about God, or am I a better person? No, on the contrary!

Nu på dansk! (Danish)

Lovet være dig Gud, Himmelens og jordens skaber.
Lovet være du, som genføder mennesker til levende håb.

Bekræft du vort håb, styrk vor tro og vær os nær i vor mund og i vort hjerte.
I Jesu Navn!
Lad os rejse os og bekende vor kristne tro!
Dagens evangelium: Luk kap. 1, vers 26-38

”Kender I den følelse, gerne at ville gøre noget, man ikke rigtig ved om man kan eller må?Sådan har jeg det lige nu!
Hvem er jeg, at jeg skulle have lov til at tale til jer fra denne lærestol? Har jeg da mere tro, mere viden om Gud, eller er jeg et bedre menneske?
Nej, tværtimod!

Men jeg står her som et menneske, der ligesom Maria, har fundet nåde hos Gud, pga. Jesus.
For englen Gabriels ord til Maria, kan netop bruges i en situation som denne:
Englen Gabriel sagde: ”Frygt ikke Maria, for du har fundet nåde hos Gud”

Og derfor er det, en særlig dag i dag.

Det er Marias dag. Maria alle kristnes moder, Maria som vi skylder al ære og respekt, netop fordi hun stolede på Guds ord, og bøjede sig for Hans vilje med hende. På denne dag sker den store forening mellem himmel og jord.

Denne dag er begyndelsen på Marias (og kirkens) – lykkelige omstændigheder.

Til en ventetid, der altid omtales som med glæde, længsel, forventning og spænding.

En ventetid, der kan sammenlignes med den tid vi lever i.
Des nærmere tiden kommer hvor barnet skal fødes, des mere besværet er kvinden af sit svangerskab, og når tiden næsten er inde kommer de tunge smerter.
Glæden kommer med forløsningen!
Før Kristus kommer igen, vil denne verden også opleve smerter og lidelser, men vi længes alligevel med glæde.

Da englen Gabriel besøgte Maria, var situationen i Israel meget usikker.
Romerne havde besat landet, og herskede med alle midler over Israels folk.
Skatter blev inddrevet med hård hånd, og ingen kunne føle sig sikre. I forskellige dele af Israel ulmede oprøret.
I Jerusalem sad præsteskabet lunt inden døre og pålagde folket et utal af regler. Mange følte sig forfulgt både af romerne og præsteskabet.
Dertil kom det sædvanlige, at nogle mennesker forstår at udnytte andre i svære tider, til at skaffe sig fortjenester gennem ågerrente, sortbørshandler og lave lønninger.

Alt i alt en svær tid, hvor alt kunne ske.
Midt i alt dette, levede de imidlertid nogle, som man ikke hørte så meget til – de fattige, de syge og de sagtmodige.
Maria hørte til denne gruppe, hun var både fattig, sagtmodig og gudsfrygtig

Jesus siger i bjergprædiken (Mattæus 5, 1-12)  om de sagtmodige! ”De skal arve jorden”

Se jer om i vor egen verden, her i vor egen tid! Hvor der også er undertrykkelse, udnyttelse, terror og egennytte.
Hvem er her de sagtmodige? Hvor er de henne – arvingerne?
Dem der engang skal overtage denne jordklode.

Man må så spørge: ”Hvad er sagtmodighed?”
Det er vel noget med –
– Ikke at mase sig frem i køen
– Ikke at være aggressiv
– Ikke ville vinde over nogen
– at tage hensyn til andre
– at tage hensyn til naturen (skaberværket)
– at elske og ikke hade
– ol.

Kan I få øje på de sagtmodige, her i vor verden?
De er svære at få øje på, ikke?

De er nemlig ikke særlig synlige – og skulle vor tids mennesker endelig få øje på én – så siger de: ”Han (eller hun) er for sløv, han bliver aldrig til noget”

Maria og Josef hørte også til disse ”usynlige” mennesker.
Levede stille og roligt, som jævne mennesker, og tjente til livets opretholdelse, ved lidt husmandsbrug og tømrerarbejde.
Der har nok ikke været til meget mere end til lige det mest nødvendige.

Her vil jeg lige spørge: ”Ved I hvad forjættelse betyder?”

Den kristne kirke, som helhed, taler ikke meget om forjættelse, og det skyldes nok at vor kristendom er for lidt præget af dens jødiske rødder.
Det de havde fælles, denne brogede skare, som det jødiske folk var (og er), det var håbet om Messias’ komme – Guds udvalgte, som skulle komme og befri Israels folk fra deres trængsler.
En befrier, som skulle oprette et evigt kongedømme på jorden.

Moses og alle profeterne havde talt om Messias, om Guds rige som skulle komme. Fromme kvinder og mænd, mødre og fædre, drømte om at Messias skulle fødes hos dem. Det måtte da snart ske!

Forjættelse er noget med –
– et løfte om en glædelig begivenhed, der skal ske, en forudsigelse om nyt liv.
Ligesom den unge piges meddelelse om at hun er gravid, er en forudsigelse af nyt liv – for det meste da, Gud ske lov!

Det er mit ønske for os alle i dag,
– at forjættelsen om en ny og bedre verden, uden terror, had, fattigdom,
uretfærdighed og sult, må vende tilbage i vore hjerter.
– at vi må komme i ”lykkelige omstændigheder”, men også må forstå, at som kvindens svangerskab, vil der komme en tid, hvor vi er meget besværet af situationen, og at det afsluttes med en tid med smerter, lige før glæden bliver størst.
Og vi må give ”barnet” navnet Jesus.

Det var imidlertid ikke let for Maria, da det gik op for hende at hun var gravid.
Hvad ville folk sige!
Hvem ville tro på, at Gud var far til barnet?
Straffen for utugt var dengang stening, så selve dette, at hun ikke blev stenet, er et mirakel.
Og hvad med Josef?
Og hvad med os?
Måske kan vi gå med til at tro på at Gud bogstavelig talt skabte hele universet og livet, og ikke at det blev skabt ved tilfældigheder, som nogen vil bilde os ind.
Men når det så kommer til det meget menneskelige og livsnære – at gøre en kvinde gravid.
Hvad så? Kan Gud det?
Ville vi tro på den historie, hvis det skete lige her hos os, her og nu?
Arrhh! Ville vi?
Sladderen ville i hvert fald gå, enhver ville tænke sit!
Men for Maria var det mere alvorligt.
Så da hun, efter at Gabriel har forklaret sagen for hende, udbryder:
”Se jeg er Herrens tjenerinde, det ske mig som Han vil”

Da ser vi et udtryk for sand Gudstro og ærefrygt. Tillidsfuld og sagtmodig!
I Maria ser vi et at de mennesker, der skal arve jorden.

Amen! I Jesu Navn, Amen!

Udgivet i Artikler | Tagget | Skriv en kommentar

Det historieløse regime

De vestlige lande, som Danmark naturligvis er en del af, har misforstået den verdenspolitiske udvikling, eller rettere sagt, vi er ikke i stand til at forstå den på grund af mangel på historisk og kulturel indsigt. Dette bevirker, at vi simpelthen ikke ved, hvem vi selv er og hvad vi står for, hvis vi da står for noget overhovedet ud over en endeløs hang til fysisk nydelse. Læs resten

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar