In Lumine Christi — I Kristi Lys

Nyere forskning (refereret i det populære tidsskrift ”Illustreret Videnskab”) viser, at i det mægtige verdensrum med temperaturer fra det absolutte nulpunkt til flere tusind plusgrader er jorden en lille smuk oase skabt til at kunne være basis for det skrøbelige menneskeliv. Nedenstående er fra en artikel i Illustreret Videnskab nr.15, 2019: Statistisk set burde Jorden være fortæret af Jupiter, sønderbombet af kosmisk stråling eller være uden ilt, men utrolige lykketræf gjorde jorden til “Verdens heldigste Planet”. Eller var det mere end blot held, at denne smukke natur kunne opstå?

1) Kun få planetsystemer har to gaskæmper (Jupiter og Saturn) til at holde hinanden i balance, så der bliver plads til klippeplaneterne. Uden Saturn som modvægt ville Jupiter rejse ind mod solen og ødelægge klippeplaneterne undervejs. De fleste planetsystemer har faktisk en stor gas-planet tæt på stjerne-solen. Derude, hvor Jupiter nu ligger, fungerer gas-giganten som en støvsuger, der opsuger de fleste af de asteroider og større klippe- og is-meteorer, som truer med at ramme jorden.

2) Jorden er endt i lige netop den afstand fra solen, hvor vand kan eksistere i flydende form. Tættere på ville vandet fordampe og forsvinde ud i rummet, længere borte fryse til is.

3) Jorden ville være endt som en isklump, men en supernova eksploderede tæt på vort system og gav varme, og overskydende vand fordampede og forsvandt ud i rummet (for 5 milliarder år siden).

4) For 4,5 milliarder år siden kolliderede jorden med en mindre planet og har derfor en ekstra stor metalkerne, som giver den et magnetfelt, som beskytter mod stråling fra rummet. Hvis jorden havde været dobbelt så stor, ville den have haft en tæt atmosfære af brint og helium. De lettere dele af den kolliderende mindre planet samlede sig til månen.

5) Månen stabiliserer vore årstider

6) For 3400 mill. år siden begyndte blåalgernes forfædre foto-syntesen, som frigør ilt, og for 850 mill. år siden var der nok ilt i havet og atmosfæren til, at fler-cellet liv kunne opstå.

7) For 565 mill. år siden var jorden ved at miste sit magnetfelt, men “i sidste sekund” genvandt det sin styrke.

8) Jorden har i et vist omfang selv reguleret drivhuseffekten, den har ved vulkanudbrud skruet op for CO2 udslippet og ved øget nedbør skruet ned for varmen (ved at CO2 regnes ned og opløses i havet).

1995 fandt astronomer den første planet, som kredsede om en stjerne, der mindede om solen, men det var en glohed kæmpe-planet. I 2019 er antallet af opdagede planeter uden for vort solsystem nået op på 4071 fordelt på 3043 solsystemer. Men kun to kommer tæt på at ligne jorden i størrelse og afstand til deres “sol”. Den ene synes dog at have en atmosfære med et 10 gange højere lufttryk end jordens, den anden har stort set ingen atmosfære. De har altså ikke oplevet de samme lykketræf som Jorden.

Chancen for, at en planet med Jordens livsbetingelser og egenskaber kunne opstå, er o,ooo ooo ooo oo78 125 %. Så enten har vi været helt usandsynligt heldige eller – og det er måske det mest sandsynlige, jordens tilblivelse er styret af en usynlig kraft.

(Det er klart, at fremtidig forskning måske kan ændre på nogle af ovenstående påstande.)

Der er et mægtigt mønster af orden og skønhed lagt ned over naturen. Hvis alt blot var kastet tilfældigt sammen, ville naturen ligne en losseplads eller en gang kogt spinat. Alt er i hårfin balance.

Intelligent design

Stephen Hawking skriver: “If the rate of expansion one second after the big bang had been smaller by even one part in a hundred thousand million million, the universe would have re-collapsed before it ever reached its present size.”

On the flip side, if the expansion rate had been a mere fraction greater than it was, galaxies, stars and planets could never have formed, and we wouldn’t be here.

And for life to exist, the conditions in our solar system and planet also need to be just right. For example, we all realize that without an atmosphere of oxygen, none of us would be able to breathe. And without oxygen, water couldn’t exist. Without water there would be no rainfall for our crops. Other elements such as hydrogen, nitrogen, sodium, carbon, calcium, and phosphorus are also essential for life. Stephen Hawking:“The remarkable fact is that the values of these numbers seem to have been very finely adjusted to make possible the development of life.”

Man taler om “det anthropiske univers”, dvs. vor verden er lige netop sådan indrettet, at menneskeliv kunne opstå og eksistere. Hawking har forsøgt at fastholde troen på, at livet er opstået ved en tilfældighed ved at antage, at det findes trillioner af universer, og derfor er der ikke noget sært i, at et af de mange universer tilfældigvis havde de rette betingelser for liv, men andre har forkastet denne teori ved at pege på, at det jo er ren spekulation, ingen har nogensinde observeret noget, der indikerer, at der er alle disse mange andre universer. Astrofysikeren Paul Davies siger:“Such a belief must rest on faith rather than observation.”.. “There is for me powerful evidence that there is something going on behind it all. It seems as though somebody has fine-tuned nature’s numbers to make the Universe…. The impression of design is overwhelming.”

Alt liv er kodet med information, de såkaldte DNA-koder. A mere pinhead of DNA contains information equivalent to a stack of paperback books that would encircle the earth 5,000 times. And DNA operates like a language with its own extremely complex software code. Microsoft founder Bill Gates says that the software of DNA is “far, far more complex than any software we have ever developed.” In the early 21st century, leading atheist Antony Flew’s atheism came to an abrupt end when he studied the intelligence behind DNA. “It now seems to me that the finding of more than fifty years of DNA research have provided materials for a new and enormously powerful argument to design”. 

I den lille befrugtede ægcelle ligger hele designet på en baby og ikke blot det, men også på hvordan baby’en skal vokse op til et voksent menneske: først mælketænder, så rigtige tænder, pandelappens udvikling, etc., etc.

Gud selv er usynlig, han er overalt, han har skabt de milliarder af levende væsner og vækster, der fylder naturen. Ingen kan se Gud, han er fuldstændig ufattelig, ubegribelig for menneskeøjne, men han viser sig gennem engle, som er små gnister af hans umådelige, uendelige lysvæsen. Johannes har et syn af Gud, Åb 4,3, men han ser bare en hel masse ædelstensagtige farver. Jeg har Danmarks korteste universitetskarriere bag mig. To måneder havde jeg den ære at undervise om en syrisk-jøde fra middelalderen, Bar Hebraeus, som skrev ”Bogen om duen (dvs. Helligånden)”, og i den fortæller han om alle de mange forskellige farvespil, han så, da han under sin eneboertilværelse fik et syn af Gud. Der findes en usynlig verden, og menneskets fred og jubel er at komme i samklang med den. På Jesu tid mente man, at alt i universet er én stor lovprisning til Gud: fuglene, som synger, når solen står op, cikaderne og frøerne, som synger og kvækker om natten, bækkene, som risler, og regnen, som bruser gennem løvet, vindens sagte susen, stjernerne, som løber i deres baner (i dag kan vi tilføje: elektronerne, som snurrer rundt i deres mikroverden), alt er i hårfin balance. Der er en umådelig orden, som vidner om Guds ufattelige visdom – blot mennesket er faldet ud af denne skønhedens orden, som gennemtrænger naturen. Men i gudstjenestens lovsang hæver menneskehjertet sig til himlen og genindføjes i den kosmiske lovprisning.

Fordi den ortodokse kirke ikke deltog, kom mødet mest til at dreje sig om at få løst pavedømmets problemer. Der var nemlig hele tre, som kaldte sig pave: En i Avignon i Frankrig, en i Rom og en tredie i Pisa, Johannes d.23., som var valgt som protest mod rivaliseringen mellem de to andre. En af dem døde og to andre blev afsat, bl.a. Johannes d.23, som ellers var den, som havde indkaldt til mødet, og en ny pave udnævnt som fælles for hele kirken. Man havde håbet på reformer, idet mange var kritiske over for kardinalernes og biskoppernes tiltagende fascination af den luksus, pragt og rigdom, de høje embeder i kirken gav adgang til. Den dag i dag er fyrste-biskoppernes paladser i Tyskland noget af det mest opulente i kategorien slotsarkitektur[1], og flere er på Unescos liste over verdensarv. Kirken var nok på dette tidspunkt på højdepunktet af sin magt. For at skaffe endnu flere penge til pavedømmet blev høje embeder som f eks ærkebispeembedet i Magdeburg (på Luthers tid) solgt for store summer, og de, som havde købt stillinger, kunne ofte lade de kirkelige pligter passe af en underordnet vikar, så de selv kunne koncentrere sig om at nyde deres status.

I modsætning til Luther som i sin kritik (100 år senere, 1517) lagde al vægten på frelse ved troen alene, var de kritiske røster før ham (Johan Hus, franciskanernes tiggermunke) mere optaget af kravet om Kristi efterfølgelse i apostolisk fattigdom. Man kan derfor opleve, at en af paverne slog fast, at Jesus havde accepteret den private ejendomsret og slet ikke krævet apostolisk fattigdom, og den gren inden for franciskanernes tiggermunkeorden, som stod fast på, at deres orden ikke måtte eje noget, de såkaldte “spiritualer”, blev forfulgt som kættere og kastet på bålet. Johan Hus blev også brændt (selvom han havde fået frit lejde), og der blev prædiket korstog mod hans tilhængere. Det var tjekkiske bønder, som imidlertid havde opfundet vognborgen, at køre deres vogne sammen i en cirkel som værn mod riddernes tunge rytteri. Resultatet var flere forbløffende sejre over korsfarerhære, som var dem langt overlegne i antal.

Resultatet af kirkemødet blev en styrkelse af pavedømmet, men ingen af de reformer, som mange havde håbet på.

Da jeg gik ved universitetet, blev Luther behandlet som nærmest ufejlbarlig, som en pave, og at henvise til ham var mindst lige så godt som at citere Ny Testamente. Det var i mine øje for meget.

Hans rasen mod jøderne og hans rasen mod bøndernes oprør er det svært at acceptere, så er det nok nemmere at acceptere hans rasen mod juristerne og den nedringede damemode. Luther havde et maniodepressivt temperament: under depressive perioder ville han ikke stå ud af sengen, og konen måtte lokke ham med god mad, modsat var han til andre tider helt ukritisk over for sig selv, rasede mod sine modstandere og kaldte dem de forfærdeligste ting

Da Luthers nærmeste medarbejder Philip Melanchthon lå på sit dødsleje, udtrykte han sin glæde over, at han nu snart ville være befriet for “teologernes rabies (hundegalskab)”.

Moderate kredse havde arbejdet på et koncil, der skulle løse konflikten mellem den katolske kirke og reformatorerne. Melanchton var nok en af dem, som håbede på et forlig, hvor protestanterne anerkendte paven som biskoppernes øverste leder, men fik lov til at beholde visse reformer bl.a. præsters ægteskab og nadveren både som brød og vin og retten til frit at prædike evangeliet. (I den katolske kirke er det kun præsten, som drikker vinen.) Men Luther skrev et temperamentsfuldt skrift: “Om koncilerne og kirkerne”, hvori han udfolder sin lære om Kristi kirke som usynlig: Kun Kristus, som kender hjerterne, ved, hvem der er hans sande disciple.

Den katolske kirke derimod hævder, at kirken er lige så synlig som f. eks. “republikken Venedig”, for den er simpelthen identisk med den katolske kirkeorganisation ledet af paven. Luther ønskede derfor ikke noget koncil og fastholder sin påstand om, at paven er “antikrist”.

Luther havde peget på Bibelen som rettesnor i sikker forvisning om, at den forståelse af Bibelen, han havde kæmpet sig frem til, var den eneste rette, men snart viste det sig, at bibelen blev tolket på flere helt forsk. måder f.eks. af bondeoprørets anfører Thomas Mûnzer og “gendøberne”, som f.eks. forkastede barnedåben.

Men også Luthers disciple delte sig snart i flere forsk. partier:

1) Antinomisterne (Johan Agricola), som mente, at loven ikke kunne lede til omvendelse, men kun evangeliet, det gode budskab. Deres slagord var: “Til galgen med Moses”.

2) Philippisterne, som mente, at menneskets frelse kommer i stand ved, at den frie, gode vilje samarbejder med Guds nåde.

3) Gnesio-lutheranerne (Flacius fra Illyrien), som tværtimod hævdede, at det naturlige menneske kæmper imod Guds nåde med “raseri og fråde”.

4) Kryptokalvinisterne, som mente, at det var kun i kraft af troen, at brød og vin var Kristi legeme og blod, mens ortodokse lutheranere udviklede lære om “manducatio oralis”: At også de uværdige får Kristi legeme og blod “i munden”.

Da Frederik d.2. fra tyske fyrster fik sendt et fornemt bogværk, to bind, hvor teologer søgte at definere den rette lutherdom, besluttede han at overgive skriftet til “en god skorstensild” og forbød, at værket blev udbredt i Danmark: Han ønskede ikke splid i sin kirke. Dog blev den førende danske teolog Niels Hemmingsen afskediget på grund af begrundet mistanke om, at han var philippist.

I England blev fremkomsten af ”dissidents” endnu mere udtalt.

Psykiater overlæge Helsborg spurgte mig, om jeg kunne give en psykologisk forklaring på, hvorfor teologer ofte var så bidske i deres polemik mod hinanden. Jeg måtte blive ham svar skyldig.

Men det er selvfølgelig et udtryk for a) intenst engagement og b) at mennesker er meget forskellige og ikke oplever ens  c) at en stor religion som kristendommen er som en stor ædelsten, der bryder lyset fra Gud i mange forsk. nuancer.

I S.S. Blichers novelle “Den sachsiske Bondekrig” læser vi følgende skildring af Thomas Münzer: ”Han var iført en lang og vid præstekjole med uhyre ærmer og pibekrave… Hans langagtige, smalle, grågule ansigts fælhed forøgedes endnu mere ved et rustfarvet skæg. Et par lysegrå, matte øjne plirrede frem under dybt nedtrukne, tykke bryn. Kun når han blev hed i talen, trak han de sidste højt op i den furede pande, og de vidt opspilede øjne stirrede da stift lige ud, som om de tilhørte et voksbillede”. Vi bør altså ikke være i tvivl om, at han er en skurk. Det samme gælder hans kone: ”hendes kluntede figur var indhyllet i sort fløjl, rigt broderet med perler og bebræmmet med massive guld- og sølvfrynser – alt sammen kirkeran – alterklæder plyndrede fra klostre og omsyede til stadsdragt for profetens hustru, En hvid, meget bred halskrave stod strittende ud fra hendes plusrøde kinder”.

Nu ved vi desværre ikke, hvordan Münzer så ud. Det billede af ham, som ofte gengives er en stereotyp. Men lutherske teologer er opdraget til at se ham som en nedrig skurk, en som opviglede bondehæren til store grusomheder. Uheldigvis kan historikere oplyse os om, at de grusomheder, bondehæren begik slet slet ikke kan måle sig med de grusomheder, fyrsternes lejetropper på Luthers opfordring (”Slå dem ned som gale hunde”) begik for at straffe bønderne for oprøret. Man anslår, at 100 000 bønder blev henrettet eller lemlæstet.

---

[1] Bispeladserne er senere, fra 1600- og 1700-tallet. Reformationstidens katolske fyrstebiskopper havde travlt med at brænde gendøbere og hekse. Først senere blev de grebet af byggesyge.

Symboler er vigtige, fordi de somme tider kan udtrykke noget, som kun vanskelig kan forklares med ord.

Længe før skriften opstod, forsøgte man at udtrykke de dybere sandheder gennem symboler: For godt 100 år siden udgravede et fransk hold en forhistorisk gravplads ved byen Susa i Persien og fandt, at de døde havde fået nogle meget smukt malede kar og krus med sig i graven. Der var f.eks. stenbukke med mægtige overdimensionerede horn symboliserende nymånens gyldne horn på nattehimlen. Månen bliver mindre og mindre, til sidst forsvinder den i mørket, men 3 dage senere opstår den på ny som nymånens lysende segl. Som symbol på en guddomskraft der dør, men genopstår, og som også giver håb for de døde.

Et andet symbol finder man i bunden af skålene. Det er korset, foreningen af de 4 verdenshjørnet i et helligt centrum. Kors-symbolet er omgivet af tegnede zigzaglinjer, den ældgamle måde at tegne vand på. Vort M kommer af det hebraiske m kaldt maim, vand. Korset i bundet af karret med vand symboliserer Paradisfloden, som ifølge biblen uden for Paradiset deler sig i 4 floder. Paradiset, mente man, lå i universets centrum omgivet af de 4 verdenshjørnet. Når man til de 4 hjørner føjer dimensionen opad, får man pyramiden, og pyramiden var opr. ment som en synlig model af paradisbjerget, man begraver farao i paradisbjergets indre i håb om, at han må få del i de livgivende kræfter, som udgår fra det. Paradisbjerget tænkes at ligge østen for solen og vesten for månen i skjulte dimensioner kun kendt af Gud, men menneskelivet blev i Nærorienten anskuet som en vandring, en symbolsk rejse mod paradisbjerget med livets træ og livets kilde. Lige fra de ældste tider har menneskene haft forestillingen om et kosmisk livgivende centrum, hvorfra livsstrømmen, livets flod klar som krystal, uophørligt udstrømmer. Vi ville i dag kalde dette universets livgivende centrum, Gud. I England skabte man i forhistorisk tid den største menneskeskabte høj i verden, Sillbury Hill, skabt samtidig med pyramiderne 2350 f Kr og skabt ved at dynge enorme mængder af hvidt kridt op til en 40 m høj høj, som må have lyst blændende hvidt i solen akkurat som pyramiderne, der opr. var dækket af polerede kalkstensflader.

Et andet symbol på kosmisk centrum er kredsen af oprejste kæmpestore sten. Allerede for knap 12 000 år siden, 7500 år før pyramiderne, dvs kort efter sidste istids ophør, rejstes menneskehedens første templer i Göbekli Tepe på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet som mægtige stencirkler. Kun de største af stenene kan måle sig med stenene i Stonehenge anlægget – til gengæld er de smykket med udhuggede dyr, slanger og fugle.

Fundet af alt dette har bevirket en ændring i synet på menneskehedens barndom og kulturens oprindelse. En ældre generation af arkæologer var opdraget marxistisk og så menneskehedens udvikling som bestemt af økonomiske faktorer. I dag mener de arkæologer, som har udgravet verdens første by i Catal Höyük i det indre Anatolien (8000 år gammel og med ca 5000 indbyggere), at årsagen til, at jægerne begyndte at flytte sammen i byer og drive landbrug, var religion, et ønske om at være fælles om at dyrke en magt, som var livets giver og modsat den alt tyranniserende dødsmagt symboliseret af leoparden. Alle husene er omtrent lige store, så den marxistiske tro, at religion er den herskende klasses forsøg på at undertrykke “slaverne”, dur ikke som forklaringsmodel, og de fleste af husene er smykket med religiøse symboler, korset og horn fra uroksen, månens og himmelgudens symbol, og hænder, som synes at strække sig ud mod det ukendte på den anden side væggen, de er malet på.

Tro og videnskab

Da den store religionsforsker professor & ærkebiskop Nathan Söderblom lå på sit dødsleje, sagde han: ”Gud lever – religionernes historie beviser det”, altså menneskets religiøse søgen op gennem årtusinderne beviser, at der er noget på den anden side. Dog skelner Söderblom mellem profetisk religion (islam, kristendommen, jødedommen), hvor Gud taler til menneskene gennem profeter (og gennem Jesus) og mystisk religion (hinduisme, buddhisme, katolsk mystik), hvor man søger at nå frem til syner af guddommeligt lys gennem meditations-teknikker eller kontinuerlig bøn og askese/faste.

Den store østrigske religionsforsker, pater Wilhelm Schmidt, forsøgte bl.a. ved hjælp af studier af pygmæers og indfødte australiers religion at vise, at i menneskehedens urtid var der en tro på en guddommelige Fader, som var i himlen, som havde skabt alt og havde den endegyldige kontrol over menneskets skæbne, belønnede godt og krævede overholdelse af etiske bud. Han sendte sine elever ud som missionærer, og især fra førkristen, østafrikansk religion kom de med bekræftende eksempler på denne ur-tro på en himmel-gud. Troen på mange guder og dæmoner var efter hans mening ukrudt, som havde bredt sig på bekostning af den oprindelige ”ur-monotheisme”.

I dag er det blevet mere og mere almindeligt, at man siger: som videnskabsmand er jeg nødt til at se helt bort fra min tro på Gud. En religionsforsker bør principielt arbejde, som om han var ateist, og finde naturlige årsager til gudstro og religion f.eks. ved at lære af den historisk kritiske forskning, samfundsvidenskaberne, adfærdsvidenskaber, psykologien og hjerneforskningens eftersøgen af det center i hjernen, som rummer de religiøse følelser. Et eksempel er kirkehistorikeren P.G. Lindhardt, som forkastede ældre udsagn om, at den grundtvigske og indremissionske vækkelse skyldtes Guds Helligånd. Næh! – vækkelserne måtte ses i sammenhæng med smørdritlerne, som rullede ombord på englandsbådene. I takt med at gårdmandsklassen blev mere velhavende, opstod kravet om åndelig medindflydelse og selvbestemmelse – så præsten og statskirkeligheden ikke længere var den selvskrevne autoritet. Lindhardt accepterede i princippet den marxistiske historieforståelse, hvor historien er beretningen om klassekampen, forsk. samfundsklasser kamp om magten.

Det fik Indre Missions formand, Christian Bartholdy, til at sige, at Århus Universitet var blevet en ”røverkule”, hvor man havde travlt med ”at slikke de humanistiske videnskaber bagi”. Professoren i religionshistorie, Armin Geertz, mente f eks., at de mystiske syner af guddommeligt lys måtte forklares som beslægtede med det, man oplever, når man tager morfin ell. lign. Professoren i religionshistorie ved Lund var dog mere positiv og hævder at tro på mystikkens verdensbillede, selvom han ikke selv havde haft den slags oplevelser. (Geertz bekender sig som ikke-troende, men han vil udforske, hvorfor nogle mennesker bliver religiøse og f.eks. tror på dommedag. En lignende kritisk holdning møder man hos religionsforskeren Mikael Rothstein)

Men det at man sætter så skarpt et skel mellem tro og videnskab og hævder, at man som universitetsforsker må holde sig strengt til videnskaben, gør jo, at man uvilkårligt sætter spørgsmålstegn ved mangt og meget i bibelen, jomfrufødsel, englene, underne, opstandelses-beretningerne. Spørgsmålet er, om vores præsteuddannelse er blevet for ensidig og slet ikke længere er teologi, dvs læren om Gud, men snarere læren om menneskers adfærd og tydning af tilværelsen?

Lige efter den 11.sept var der et stort bispemøde, hvor mødelederen ironisk nok var den katolske ærkebiskop af New York. Verdenspressen sværmede som bier om mødet og lagde et stærkt pres på kirken, for at den skulle komme med en politisk udtalelse, dvs. enten støtte eller fordømme USA’s krigsplaner i Afghanistan. Heldigvis lod kirken sig ikke lokke til at komme med en udtalelse, for det er ikke kirkens opgave at være et kontor for politiske udtalelser, og det er frem for alt ikke kirkens opgave at velsigne en krig. Krig er noget ledt noget, men det kan være nødvendigt for at forsvare civilisationen. Kirkens opgave er ikke at komme med udtalelser, men noget helt andet: 10 min. efter angrebet var den katolske ærkebiskop på stedet for at betjene flest mulige af de døende med den sidste olie. Krig er altid en ret led affære, men den kan være nødvendig for at beskytte den smule civilisation, der trods alt er mellem os mennesker.

Nogle af dem, jeg beundrer mest, var vort gamle broderfolk vestgoterne, da de sammen med en romersk hær standsede Attilas vilde asiatiske horder i slaget på de Catalauniske Marker i Frankrig. Midt under slaget faldt deres gamle konge Theoderik, men på skandinavisk vis løftede de hans søn op på deres forhuggede og skårede skjolde: det gamle tegn på kongekåring. Gang på gang kastede Attila sine ryttere mod deres linjer, men de stod fast. Og mod aften havde Attila tabt. Der er ingen tvivl om, at det var et vendepunkt i Europas historie, kristenheden og den romerske kultur var frelst. Der er noget, der er større end os selv, og det er den frihed og den åndelige arv, vi kan give videre til vore børn. Der er noget, der er værre end krig, og det er at miste sin frihed. Der er to ældre tyskere, som låner vort sommerhus, de har begge to siddet i lejr under Adolf, som de kalder ham. Manden blev stemplet som ungdomskriminel, fordi han havde lavet noget dumt, han skulle arbejde i en mine, han blev gennempryglet med en hasselkæp, fordi han en dag ikke havde stablet sig tøj rigtigt på køjen på sovesalen. Konen kom i lejr af en helt anden årsag: faderen var arbejdsløs og kunne ikke betale huslejen og kunne ikke døje nazisterne, til sidst gik han dog med til at indtræde i SA for at få sin store familie på 6 børn ud af lejren. Som lille pige så hun de russiske slavearbejdere, som var sat til at grave bunkers. Så deres betændte ophovnede ben og hendes mor, som af og til skubbede et brød ind under pigtråden til dem, og selv forsøgte hun engang at skaffe dem salt. Sådanne alm. mennesker repræsenterer i deres protest mod det totalitære civilisationen.

Der er en sang, jeg så godt kan lide: den australske nationalsang ”Walsing Mathilda”. Den handler om en fattig vagabond, en af de mange, som fra Englands gældsfængsler blev sendt til Australien sammen med andre straffefanger dømt for lidt eller ingen ting. Men her i dette nye land oplever han for første gang i den mægtige gudgivne australske natur den største gave, et menneske kan eje: Frihed. Men så kommer der en godsejer og 3 soldater og vil arrestere ham for en bagatel, men med ordene: ”I skal aldrig få mig levende”, springer han ud i et vandhul og drukner. Det kan godt være sangen er naiv, men den er en stor hyldest til friheden. Det, som gjorde vikingehærene stærke, var, at de var frie mænd….”Vi har ingen leder, for vi er alle lige”, siger de til de franske udsendinge. Og en af de største tragedier i Danmarkshistorien var, at kirken og adelen gjorde bonden så kuet og stavnsbunden, som han til sidst blev. Til frihed har Kristus løskøbt os. Den arabiske verden må arbejde på at vinde sig sin egen frihed i stedet for at bekæmpe vores. Den frie verden må vise, at den ikke vil lade sig knægte af totalitære stater eller tyranniske imamer.

Det, som skete den 11.sept, viser, hvor hurtigt vort liv kan være forbi. Ingen af de mennesker, der steg på flyene den morgen, vidste, at om få minutter ville deres liv være forbi. Fulde af forventning om de oplevelser, rejsen ville bringe dem, satte de sig til rette. Pludselig forstod de, at dette var deres sidste stund. Og hvem andre har vi i sådan en situation at henvende os til end Gud. Fordi livet er så kort og så usikkert, er han vort eneste håb. Og Gud give, at vi altid må have disse mænd og kvinder iblandt os, som tør byde tyranni og terrorisme trods

Afgørende er her det, som historikerne kalder den ”Mørke Tidsalder”. ”Havfolkenes” folkevandring og invasion. Havfolkene er en fælles betegnelse for en række stammer, som ankom i skibe over havet omkring år 1200 f.Kr. (muligvis fra Sicilien, Sardinien, Cypern og Lilleasiens sydkyst). Deres angreb får hittitter riget til at bryde sammen. Det lille nordsyriske kongerige med centrum i havnebyen Ugarit bliver også ødelagt, men det lykkes den ægyptiske farao at slå dem tilbage, og nogle af dem optages i hans livvagt og andre får lov til at slå sig ned i Gaza-området, hvor de grundlægger 5 byer, de såkaldte filistre, som på grund af deres overlegne krigskunst dominerede området, indtil de israelitiske stammer blev enige om at vælge en fælles konge, Saul og senere David som anfører i krigen mod filistrene. Havfolkenes angreb skyldes måske en eller anden naturkatastrofe, som har tvunget dem til at søge nyt land. Vulkanen Santorinis eksplosion er allerede 1600 f.Kr. og ødelægger den minoiske kultur på Kreta, men den er for tidlig til at være årsagen.

Havfolkenes/Filistrenes indtog i Palæstina-regionen betyder begyndelsen på jernalderen og afslutningen på det kulturelle højdepunkt. De næste 400 år er ”The Dark Age”, hvortil vi ikke har skriftlige kilder. Vi har altså ikke skriftlige kilder, der kan bekræfte eksistensen af et Israelitisk storrige under David og Salomon, og man har heller ikke rigtig fundet arkæologiske spor, som entydigt bekræfter en storhedstid med Jerusalem som hovedstad. Det har fået den såkaldte ”Københavner-skole” til at hævde, at den historieskrivning, vi møder i Gl Test, er litterær fiktion skabt i sen hellenistisk tid for at begrunde makkabæer-kongernes krav på hele området. Der har ifølge Vita Andreassen, som holdt foredrag om israelernes undertrykkelse af palæstinenserne, aldrig eksisteret et samlet Israel. Israel var kun navnet på de nordlige stammer, hvis rige ret hurtigt blev ødelagt af assyrerne, så efter hendes mening var Palæstina faktisk et mere autentisk navn på området. (Palæstina betyder ”Philistrenes land”).

Københavner-skolens syn på GT’s historieskrivning er dog ikke uimodsagt, bl.a. har israelske arkæologer og historikere protesteret. Men efter en periode, hvor amerikanske arkæologer under ledelse af den berømte Albright mente at finde bekræftelse på biblens beretninger, er den modsatte tendens nok fremherskende. Men den jødiske general og arkæolog Yigael Yadin (og andre) har dog udgravet oldtidsbyen Hazor, og man har her fundet bekræftelse på, at der har eksisteret et kanaanæisk rige med Hazor som befæstet hovedstad. Sådan som der fortælles om i Dommerbogen 4,1-3.

Ang. Mosebøgerne så lever Moses i den kulturelle blomstringstid før år 1200, hvor f.eks. de mange Ugarittekster skrevet med kileskrift (alfabetskrift) på lertavler er blevet til. Så muligheden af skriftlige kilder fra Moses tid er til stede. Derudover må vi naturligvis også regne med en mundtlig tradition som den, der ligger bag Saxo’s historieskrivning. Jeg synes f.eks. beskrivelsen af telthelligdommen, tabernaklet med pagtens ark, er så detaljeret, at man vanskeligt kan betragte den som ren fiktion.

Hvad der betragtes som videnskabeligt bevist, kan variere meget fra forsker til forsker. På det Gammeltestamentlige område må man i sandhedens navn ofte klare sig med et ”måske”. Personlig har jeg ikke noget imod, at de barbariske skildringer i Josvabogen, om hvorledes israelitterne pålægges at dræbe hele befolkningen i de byer, de erobrer, stemples som fiktion. Men det kan bekræftes med rimelig sikkerhed, at et stammeforbund på et tidspunkt har erobret de fleste kanaanæiske byer: Dom 5

1.Kongernes bog 11,41 nævner faktisk en kilde, hvor der fortælles om Salomon og hans visdom: ”Salomos Krønike”, 1.Kong 15,31 nævnes ”Israels kongers krønike”, 14,29 nævner ”Judas kongers krønike”, så nogle steder bygger GT på skriftlige kilder og annaler.

Hebron er en gammel by (bygget 7 år før byen Soan i Ægypten, 4.Mos 13,22, dvs. 1650-1550 f.Kr.) og har sikkert været det religiøse centrum for Kenitterne (Dom 1,16) og Simeons og Judas stammer, inden David gjorde Jerusalem til hovedstad. Disse har sammen med edomitterne og måske nogle tidlige arabiske stammer haft en mundtlig tradition om deres forfader Abraham, der levede som nomade med Mamres lund ved Hebron som hellig-sted og bosted, 1.Mos 13,18.

Indvandring fra syd, Dom 1, af Judas og Simeons stamme: I den sene bronzealder var Negev ørkenen stort set ubeboet. I tidlig jernalder opstår en del nye landsbyer i Negev ørkenen i det sydlige Israel og i det sydlige bakkeland bag kystsletten. Dette kunne være samtidig med en indvandring af ”Mosesgruppen”, som også kommer fra syd, men trænger ind fra vest over Jordan floden, og være den historiske baggrund bag indvandringen i Kanaans land.

Jahveh synes i de ældste traditioner at være knyttet til Seir, 5.Mos 33,2, en bjergkæde syd for et Døde Hav og omkring byen Petra i Jordan, og Teman, Hab 3,3, en oase i det nordlige Saudi Arabien, det område hvor midjanitterne boede (med præsten Jetro, Moses’ svigerfar). Sinai-bjerg, hvor Moses fik tavlerne med de 10 bud, er derfor muligvis ikke det bjerg i den sydlige del af Sinai-halvøen, som i dag identificeres med Sinai bjerg, men ligger nok længere mod nord.

At JHVH-troen er kommet fra syd, fra ørkenen, indiceres også af pilgrimsrejser til et bjerg i syd, jnf. Elias vandring til Horeb-bjerget for at møde Gud 1.Kong 19. Ægyptiske indskrifter omtaler Shasu-beduinerne og ”Shasu’ernes land Jhv” i Jordan og Negev.  Jahve synes her at optræde som navnet på et landområde, men sandsynligvis kalder man landområdet efter den gud, som dyrkes dér.

Imod Københavner-skolen, som mener, at Abraham-skikkelsen og ørkenvandringen i ørkenen syd for Israel er ren legende og mytologi, kan der altså godt opregnes gode beviser på, at Israels stammer eller i hvert fald førende grupper i Israel er indvandret fra ørkenen i syd.

På et tidspunkt, der svarer til Salomons regeringstid, fortæller arkæologien om en opblomstring i Sydlandet. Der anlægges en del fæstninger ved vejene i Negev-ørkenen svarende til Salomons tid som en storhedstid for Israel med handelsskibe, der stod ud fra det nuværende Eilat i syd, 1.Kong 9,26. Men pludselig ødelægges fæstningerne, svarende til farao Shishaks indfald i Judæa, 1.Kong 14,25.

Det Røde Hav kaldes i den autoriserede oversættelse mere korrekt ”Siv-havet”. Selvom beretningen om overgangen over Sivhavet er ledsaget af ret nøjagtige stedsangivelser: Pi haKirot, Migdol og ”overfor Baal-Sefon”, 2.Mos 14,2, så er der ikke enighed om stedet. Er det oppe ved en af søerne ved Nilens delta (Bitter Lakes), eller er det helt nede ved Sheik elSharm? Nedenstående kort har valgt den sidstnævnte mulighed (Sheik elSharm). Sinaj bjerg nås efter oasen Elim og Sins ørken, 2.Mos 16,1, men heller ikke her er en sikker identifikation med moderne lokaliteter mulig.

Det hebraiske alfabet er nært beslægtet med det alfabet, som er brugt i indskrifter fra de kanaanæiske minearbejdere, som (1400 f.Kr.) arbejdede i kobber- og turkisminerne i den vestlige del af Sinajhalvøen, så muligheden af 10 bud skrevet på to tavler eksisterer. Stedet for turkisminerne er angivet på kortet ud for Succoth. Underjordisk kobbermine på Sinaj-halvøen fra Moses’ tid (ved Timna):

Kadesh Barnea, hvor israelitterne bor i lang tid, 5.Mos 1,46,

inden indvandringen, har forskere identificeret med Quderat (se kortet).

1.Mos 14 fortæller om, hvorledes Abraham med sine 318 ”hjemmefødte trælle” (”trælle” bruges if. den svenske prof. Widengren i tidens indoeuropæiske (hittittiske) militære sprog om de unge våbenføre mænd, som har svoret troskab til deres klan-herre) besejrer 4 konger og befrier deres fanger bl.a. sin egen slægtning Lot. Abraham får hjælp af sine 3 hittitiske naboer, så hans hær har nok været større end de 318 – måske dobbelt så stor. I bronzealderen har en hær på 600 mand været en ret kraftig slagstyrke.

Abraham knyttes også til byen Beersheba, hvor han planter en tamarisk og påkalder Jahveh, den evige Guds navn, 1.Mo 21,33. Helligstedet knyttet til et stort gammelt træ aktualiserer forestillingen om Livets Træ og Paradiset. Senere er paradissymbolikken knyttet til templet på Zion: Gihon-kilden ved templet afbilder en af de 4 paradisfloder, 1.Mos 2,13, den syvarmede lysestage med mandeltræets knopper afbilder Livstræet, og der er keruber og granatæbler (som blev regnet for paradisfrugten). De ældste kristne kirker var smykket med palmer og vinranker: De skulle være ”forsmag” på paradiset: Kristus som den, der atter åbner porten til paradiset, er et vigtigt motiv hos oldtidens kirkefædre. Paradiset blev her forstået som en overjordisk størrelse, et transcendent livgivende centrum, som til sidst i Joh Åb 21,10ff tænkes at komme ned fra himlen m. livets flod og livets træ. Dette Ny Jerusalem har den samme (terninge-)kubiske form som det Allerhelligste i templet på Zion (samme højde som bredde og længde) og for øvrigt også Kabaan i Mekka (ordet Kaaba betyder ”kubisk”). Symbolikken i Joh Åb 21-22 er den, at Gud og det guddommelige livgivende centrum til sidst bliver nærværende og permanent på jorden.

Den italienske prof. Emmanuel Anati har udgravet på bjerget Mt. Karkom i Negev ørkenen (se kortet ovenfor) og har fundet en masse (mange tusind) indristede figurer (se slange-billedet til højre) og oprejste sten, som vidnesbyrd om, at bjerget var et vigtigt helligsted 2350- 2000 f.Kr. Senere –  på det tidspunkt forskere sætter for udgangen af Ægypten – var stedet forladt. Anati mener at have fundet Sinaj bjerg og mener, at udgangen af Ægypten må sætte meget tidl. end normalt nemlig omkring år 2000 f.Kr. Der er nemlig ingen konkrete holdepunkter i Bibelen for en datering af udgangen. Normalt sættes udgangen af Ægypten til ca 1200 og Ramses d.2’s regering, men Jerikos imponerende mures og tårnes ødelæggelse dateres af arkæologer til 1617-1530 f.Kr., hvilket for nogle ældre forskere var bevis på, at udgangen måtte være før 1500. Det ser dog ud til, at murene senere blev delvist restaureret og suppleret med en mur af soltørret ler. I jernalderen blev alt jævnet med jorden, så det er svært af finde spor fra perioden omkring 1200. Den kendte jødiske arkæolog Israel Finkelstein har kritiseret Anati hårdt, og han står ret alene med sin påstand.

Nogle af dem, der mener, at overgangen over Sivhavet fandt sted ved Sheik elSharm, udpeger to meget høje bjerge (bl.a. Jabal Maqla) på den anden side, altså i det nordvestlige hjørne af Saudi Arabien som Horeb og Sinaj bjerg(e), og mener der, at have fundet klippen, som Moses slog vand af, 2.Mos 17,5-6. Det er dog ikke alle, der er overbeviste om fundet.

Douglas Waterhouse: Artikel på nettet: “Who are the Habiru of the Amarna Letters?” Amarna brevene (skrevet med kileskrift og på det semittiske sprog Akkadisk) blev sendt til Farao Amenhotep III og hans søn Akhenaton (1351-34 f.Kr.) fra kanaanæiske byer, som klager over, at de bliver angrebet af hapiru, en glose som meget vel kan være identisk med ”hebræer”. Prof. Waterhouse mener, at brevene genspejler israelitternes forsøg på anført af Josva at erobre de kanaanæiske byer, som formelt stod under ægyptisk herredømme, men i realiteten ofte var overladt til at klare sig selv. Hvis det er rigtigt, må udgangen af Ægypten sættes til ca 1400 f.Kr. (Men hapiru bruges også i en videre betydning om lejesoldater og ”outlaws”.)

Omkring 1530 fordriver kong farao det såkaldte hyksos folk, et semitisk folk, som er trængt ind i og har besat det nordøstlige Ægypten. Tidspunktet er nok for tidligt til, at det kan identificeres med hebræernes udgang af Ægypten. Hyksos folket tilbad for øvrigt Baal og ikke Jahveh. Det var et herrefolk, som på et tidspunkt beherskede hele Ægypten, mens israelitterne jo måtte trælle for farao.

I artiklen The Parting of the Sea: How Volcanoes, Earthquakes, and Plagues Shaped the Exodus Story, prøver geologen Barbara J. Sivertsen  at sætte Ægyptens 10 plager i forbindelse med vulkanen Santorinis eksplosion, som sker omtrent samtidig med, at farao driver hyksosfolket ud af Ægypten.

”Storm Stelen” rejst af farao Ahmose 1550 fortæller om en stor storm, som ramte Ægypten og ødelagde templer, grave, pyramider. Stormen sættes af nogle i forbindelse med vulkanudbruddet på Santorini.

Som I nok fornemmer, er der forsk. teorier og mange spørgsmålstegn forbundet med en kildekritisk læsning af Gl. Test.