GODs Holy Spirit

Jesus says: You shall love the Lord your God with all your heart, with all your soul and with all your mind. This is the greatest and first commandment. There is another one like this. You shall love your neighbor as yourself. On these two commandments rests the law and the prophets (Mt. 22,37-40)

Behind the veil, formed by all historical tales, legends, myths, and legends, stands God, HaShem, the Almighty and observes the work of religions, seeing the works of ideologues, philosophers, mystics, healers and political systems — seeing with the eyes of Love filled with tears! And thinking! I have created man as it should be, but he does so many strange things that are not beneficial to his life (Preacher 7.29 and 1st Cor 6.12 and 10.23)

There is not so much wrong or mysterious about the many strange things that happen, if you see them, as a matter of – order contra chaos or Love contra hate. Everything will be chaotic until Christ, by the Holy Spirit of God, brings order into society and into our thoughts. It is also said: Until He, Christ, has subjected all things under His feet. (1. Cor 15.25)

In Christ, everything will find its place! Until He has subjected everything, there will be chaos in the world and in our thoughts. This is also in line with the 2nd Law of Thermodynamics, Entropy. So we should not be surprised or confused by other religions or mysterious events, the hypocrisy of mighty presidents, the frustrations of demonstors etc. Confusion shall prevail until Christ has brought order into the world, until we “look to Him whom they have pierced” Zak12.10. (Admittedly, that word is addressed to the Israelites, but we (the Christian Church) have pierced Him too. Which of us can throw the first stone? Neither we nor the Israelites are innocent, we are all guilty — but we shall all become one in Christ)

We get lost when we don’t see the substance and purpose of Love, when we only see what is visible and do not look deeper. See that God, HaShem, only wants what is best for us. God is not a despot who finds joy or pleasure in giving people meaningless rules and laws and punish His Creation when they are not obeying or cannot obey to perfection. God’s laws are for the good of people, both in terms of natural laws and social laws. We can, to some extent, compare it to the coronarules we currently live under. They’re difficult and life-changing, but they’re made to protect us in a given situation. The same can be said of God’s rules and laws. They are beneficial and protection to us, some applied for a given situation or time period, others are permanent such as the above in Mt 22.

We must allow the Holy Spirit of God to guide us, and not let the Holy Spirit be drowned by worry and anxiety, and we must not be so haughty as to believe that we, at the present, are filled solely by the Holy Spirit. Here, too, we can use the corona time as an example. If rules and laws are not in our hearts and an obvious part of our lives, they must be exercised by force. In Sweden, it was naively believed that the corona rules were in “the heart” of the Swedes, while in Denmark we were more realistic and put mild power behind the laws/rules. Had rules and laws been firmly entrenched in people’s “hearts”, power would not have been necessary.

The same relationship can be said of the Law of Moses and the Holy Spirit of God. The substance of the rules and laws is the same, but the understanding and expression are different. Moreover, the coronavirus is much less dangerous than the virus that plagues people’s souls and minds – the virus of lies, hatred and selfishness.

Against it there is only one vaccine – Christ!

That’s why we can say: “Shema Olahm” – “Hear oh world! The Lord our God, the Lord is one and the Covenant is one”

“God, HaShem, is everything in everything everywhere, before everything and after all! We will get lost if we do not realize the mighty and infinity of God, and I say to you, dear friends in Christ: “

Days shall come when those who believe they have knowledge, shall realize that they know nothing, and days shall come when none of us can find our head and tail in the chaos that occurs. In those days, everything we believe about Christ will find its true expression both in us, in our homes, in society and in the church – and then we must wonder how simple and wonderful everything is, and we shall understand what is meant by Jer. 31.31-33

“When we see the work of your hands, what is a human being? When we see the joy of life, caring, singing, and selfless acts of Love all over our globe, when we see the life, the beauty and diversity of nature and the laws of the universe, we must ask: “What, then, is your creation that you bless it? Wherever there is an act of selfless love, is holy ground. Then we shall learn what is meant by Ps. 8

Then we will realize that the Gods Holy Spirit is the one that connects and unites the ancient scriptures with the new ones. Who creates coherence and awareness of God’s presence and the one who makes the Father and the Son one. Then we shall learn that on the day of the Lord, the Holy Spirit of God, like an antivirus program for a computer, will cleanse the control program of our souls, and erase everything that is not of Love in us.

No matter who we are, where we are, what faith we have, what culture we live in, the Holy Spirit of God will come upon us and purge all selfishness, hypocrisy, hatred, and evil out of us.

Then we will have to see if we “survive” this cleansing proces!

On that day GODs GRACE is our only hope!

Blessings with Apg 2.1-4

SvendB

Written in recognition of human limitations according to Jes. 55,8-9

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Gud den Almægtige og skaberværket

God the Allmighty and the Creation

I 1. Mose 1,26-28 får mennesket af Gud den Almægtige (Faderen) til opgave at forvalte Skaberværket. Man kan sige, at det er et af menneskets hovedformål – at forvalte.

Man kan så spørge hvorfor og hvordan?

Flere steder i Bibelen (Guds Åbenbaring) nævnes at Gud er Kærlighed og at Skaberværket er Kærlighedens genstand.

Kærlighedens indre kerne er at elske og blive elsket, derfor kunne Kærligheden (Gud den Almægtige – Faderen) ikke lade være med at skabe universet og livet, hvilket bringer os til et andet af menneskets hovedformål nemlig –

”at elske Gud af hele dit hjerte, sjæl og sind – og din næste (alt det skabte) som dig selv”

Denne gensidige forelskelse medfører så hengivenhed, omsorg, offervilje, retfærdighed, hensynsfuldhed, barmhjertighed, tilgivelse ol.

Stående overfor Gud den Almægtige – Faderen, medfører den ærefrygt og ydmyghed.

Vi har nu 2 hovedopgaver for mennesket:

Forvaltning og Forelskelse

Vi kan lære meget af vore egne liv og forelskelser. Vi ved hvordan, vi selv har det og vi ser hvor forskellig forelskelse kan udtrykkes, men fælles er nærhed, samliv og hengivenhed, som nævnt ovenfor.

Vi kan ikke skille de 2, for forvaltning/forsørgelse er jo også en del af forelskelsen/ægteskabet.

Det er en slags symbiose, et helligt ægteskab, som der tales om i Åb 21,9-10 (læs hele kap. 21) og som også skal indgås mellem kirken (Kristi legeme) og synagogen (Jerusalem).

Jesus siger jo selv et sted at hemmeligheden om ægteskabet er dyb.

Spørgsmålet er så om vi som kirke kan leve op til dette, altså set med Gud den Almægtiges øjne.

Gør vi?

Er vi forelskede? Anerkender vi denne forening, dette ægteskab, som en del af Guds Hensigt med skaberværket?

Jeg ved det ikke. Ved kun, at vi må finde en vej, som fører til forsoning mellem alle folkeslag, en forsoningsvej, der fører hen til ”bryllupssalen”.

Det indebærer også at vi må holde op med den banale personificering af Gud den Almægtige (Faderen) Gud kan ikke personificeres i vor forståelse af ordet, men det kan sønnen – Kristus.

Treenigheden opstår netop ved at Gud den Almægtige (Faderen) og Kristus (Sønnen) har én Viljen, er ét i Ånden (dvs. Guds Hellige Ånd) Det er også det der sker når 2 finder sammen i ægteskab – Brud og Brudgom bliver ét i Kærlighed, og disse 2 har brug for at være sammen.

Vi må også skelne mellem Faderen, som står over Sønnen, men som dog er ét med Faderen i Den Hellige Ånd.

Vi bliver nødt til at ”genopdage” Gud (Faderen), som en uendelig og ophøjet eksistens, som er evig, uforanderlig og almægtig, men også evigt nærværende i Kærlighed.

Når vi opfatter og omtaler Gud, som én vi kan debattere med, så nedvurderer vi Gud.

Vi må fortælle om Gud den Almægtige, som den der er ophav til universet og livet. Den som har skabt og fastlagt de matematiske- og fysiske mønstre vi ser overalt, for alt overalt består af processer, systemer, mønstre i en hårfin balance. Der er ingen divergens mellem sand videnskab og Guds Visdom. Det er den fortælling, vi må magte at reformere, så troen bliver en virkelighedsnær fortælling og ikke vidtløftig intellektuelle tankespind, som vi desværre hører meget af i disse tider.

(Skal undlade at give eksempler på kirkens pjankede påhit)

Dersom hændelser og tanker, som opstår i verden, ikke kan stå for Kærlighedens lakmusprøve, så er den ikke af Gud.

Det ultimative udtryk for Kærlighed er at ofre sig selv for at en anden kan leve.

Det var det, der skete ved Jesu Korsfæstelse.

Tilbage står dog stadig spørgsmålet om vor kirkes ”parforhold” med staten.

Der er nok ingen anden vej end en adskillelse, men jeg er meget urolig for om kirken har den kerne af styrke, der skal til for at stå den modgang igennem som følger. Om den selv magter både forvaltningen og forelskelsen.

Magter kirken ikke forvaltningen, ”bides hestene” og den sygner hen i armod.

Magter den ikke forelskelsen, bliver tilbedelsen (Højmessen) en tom skal, en ufrugtbar forsamling.

Så vi må vel sige at for mennesker er dette nok umuligt, men –

for Gud er alle ting mulige.

Vh

Svend

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Sidst på dagen

Under min stilletime i går aftes læste jeg lidt i en bog. Her læste jeg en overskrift, hvor der stod: „Glaubst Du noch oder denkst Du schon”.
Tro og tænke var i teksten her umiddelbart sat op som modpoler. Jo mere jeg tænkte over det, kunne det faktisk også give mening.
Hensat i disse tanker slog det mig: ”Med hvilken ret kan jeg tillade mig at sidde og fintænke i disse baner”?
Den Almægtige Treenige Gud gav os alt. Han gav os sin enbårne søn Vor Herre. Vi mishandlede ham og slog ham ihjel. Vi opfandt selv en løgn som påskud, til at slå ham ihjel. Ja jeg kunne blive ved.
Så tillader jeg mig at sidde og fintænke ”hvad der menes med disse ord” og om der er modsætning mellem ”Tro og Tænke”.
Lige pludselig kom tanken til mig. Hvis jeg nu med min lunkne tro – stod der foran vor almægtige Gud – med forventningen om, at skulle accepteres  som jeg var, men dér fik at vide –
”Jeg er her ikke mere for dig.”
Det gik i panik i mig.  Jeg blev her trukket ud af mine selvfede tanker. Jeg vågnede op. Tanken kom: Hvad nu hvis Gud ikke er der for mig – for os – for menneskeheden? Tænk sig hvis han simpelt hen havde fået nok. Han ville ikke mere. Slut.
Ja vi kunne jo ikke engang fortænke ham i det, med vore opførsel gennem tiden.
Ja bare tanken om at skulle fortsætte med at leve uden Gud, ville være ubærligt.
Hvor er jeg glad for, at Gud vores fader er her og han stadig vil være vores fader. Hvor bør vi prise os lykkelige.
Med kærlig hilsen

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Alle religioner er ikke lige gode. (“Enhver bliver ikke salig i sin tro”)

Hvad er egentlig forskellen på jødedommen og kristendommen? Vi skal passe på ikke at overdrive forskellen, for kirken har op gennem tiderne behandlet jøderne ganske rædselsfuldt, så lad os hellere sige: Hvad er forskellen på farisæisme og kristendom? For der er ingen tvivl om, at jødedommen var Jesu religion, og at han så sit virke som opfyldelsen af Moseloven og Profeterne. Men han kan ikke acceptere den tolkning af jødedommen, som hed farisæernes retning: “I har djævelen til far, og han har været en morder fra begyndelsen”, siger han lige ud, og farisæerne svarer rasende :”Er det ikke med rette, vi betragter dig som besat af en ond ånd?” Johs.ev. 8,44-48.

Problemet med farisæismen og dens moderne aflægger i militant islamisme og militant katolicisme er, at den tror, at mennesket har en fri vilje. Mennesket skal overholde Guds lov og KAN overholde Guds lov. Mens Paulus, den tidligere farisæer, må konstatere, at det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, Rom 7. “Kun èn er god, nemlig Gud”, siger Jesus i episoden om den rige yngling og kamelen, som ikke kan gå gennem nåleøjet. Altså kun ved at få hjælp fra Gud kan vi gøre det gode, f.eks. hjælpe sultne med nøduddelinger, komme ud af spiritusafhængighed, komme indgroet surhed tillivs, droppe en vredladen facon, droppe misundelse og den evige bekymring for vore pengesager etc. Når vi vil gå i egen kraft, brænder vi ud. Vi skal fødes påny ved den Helligånd, som allerede blev givet os i dåben. Og indimellem standse op og spørge: “Er det den vej, du vil føre mig”, for Han “leder mig ad rette veje for sit navns skyld”. Dit liv er ikke en række tilfældigheder. Derfor kan du i alt stole på din Faders hjælp.

Islamisterne og farisæerne tror, at det mere er et spørgsmål om at tage sig sammen. Og hvis folk ikke vil tage sig sammen, så skal de tvinges. Således opstår militant islam og farisæisme. Men ingen kan jo tvinges til gudsfrygt og til at tro på Gud. Troen er en gave fra Helligånden.

Djævelen ønsker at posere som Gud, og der findes faktisk religioner, som er forsøg på at hente kraft fra den mørke side:

Det ser ud til, at den Moloch-statue, som blev opstillet ved indgangen til Colosseum i Rom, oprindelig er en italiensk filmrekvisit, hentet fra det italienske filmuseum, hvor det blev udstillet til minde om en instruktør fra stumfilmens guldalder, der skabte et stumfilm-epos om den 2.puniske krig, hvor romerne kæmpede mod Hannibal og hans berømte krigselefanter. Denne film omfattende også scener med punernes uhyggelige børneofringer til planeten Saturn, underverdenens hersker, omtalt Job 18,14. Selve glosen molok har noget at gøre med mælæk, ”konge”, jnf. Esajas 57,5-9, hvor ofringer til Mælæk står parallelt med at sende bud til dødsriget.

Hvorfor ofrede punerne 1000 vis af børn til Molok/Mælæk? Og hvorfor var også nogle judæere fristet af kulten? Måske fordi man troede, at børnene ”gik gennem ilden” til et liv hos gudekongen Saturn på de saliges øer i solnedgangen. Mælæk/Saturn regnedes for nattens sol, solen som var gået ned i vest i dødsriget, så måske var meningen også at styrke solen, så den genfødt kunne stige op i øst. (Det var hensigten med aztekernes mange menneskeofringer i Mexico.) Men samtidig havde det hemmelige ritual også karakter af en ”sort messe”, et forsøg på at slutte pagt med dødsriget, den usynlige verdens natside. Hinnoms dal/Gehenna,  hvor børneofringer fandt sted, er jo også det udtryk, biblen bruger om Helvede. Historikeren Filon fra Byblos i Libanon skriver, at Saturn var en gudekonge, hvis grusomhed satte skræk i alle de andre guder, og at børneofferet var en ”løsesum til hævnende dæmoner”. I templets symbolik er den mørke dal syd for Jerusalem, Hinnoms dal, kaldt ”Refaiternes Dal”, dvs. de døde ånders dal, modstillet Zions bjerg, som er Livets sted. Det hele er et vidnesbyrd om, at Gud er Livets og Lysets Gud, ”hos dig er Livets Kilde, i dit lys skuer vi lys”, men der findes også mørke kræfter, som bekæmpes af Gud, men som nogle mennesker vil forsøge at alliere sig med. Nogle religioner og ideologier er kulsorte: Derfor vogt jer for de falske profeter og ”vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen”. Molok-kulten var en slags Satan-kult.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Kommentar til Niels Henrik Arendts: “Vi skal missionere!”

For snart nogle år siden kom vores tidligere biskop hjem fra en rejse til Østen og fortalte om de mange kirkeruiner, han havde set. Han brugte dette syn som en advarsel: hvis ikke vi ville være en aktivt missionerende kirke, kunne det samme ske for os.

Jeg har læst lidt i Handbuch der Orientalistik, I,8, hvor en tysk professor, Bernhard Spuler skriver om den nestorianske, monofysitiske, armenske og koptiske kirke og om disse nærorientalske kirkers perioder med tilbagegang.

De har nu ikke haft særlig let ved at missionere, for ifølge muslimsk sharia er der dødsstraf for at konvertere til kristendommen. Kristne har for det meste været tolereret, men på den betingelse at de betalte en særlig skat til muslimerne, og hvis man ville gifte sig med en muslim, var dette næsten umuligt, og en ufravigelig betingelse var, at børnene blev opdraget i den muslimske tro. Så alle dem, som måske ikke var så brændende i deres religiøse overbevisning, havde uhyre let ved at falde fra og blive muslimer. Vi må beundre dem, som blev og stod fast på deres kristne tro, og ikke bebrejde dem deres manglende aktivisme.

De fuldstændig sanseløse grusomheder, som den mongolske hærfører Timur Lenk er kendt for, gik rigtig hårdt ud over de kristne. Gud har dog også indimellem “mildnet luften for sine klippede får”: I slaget ved Disgori 40 km vest for Tiblisi, Georgiens hovedstad, lykkedes det den georgiske konge David i 1121 med en stor hær på 55 000 at slå en gigantisk hær af muslimske seldsjukker, (på anslået 100-250 000 mand), som var draget mod dem i “hellig krig”. Sejren skyldtes bl.a., at et dristigt frontalt angreb af de 200 franske korsfarer-riddere, som var kommet den georgiske konge til hjælp, skabte forvirring og panik.

Under og efter den 1. verdenskrig blev forfølgelsen af armenier og assyriske kristne stærkt optrappet især efter det kejserlige Ruslands sammenbrud. Rusland blev nemlig indtil da betragtet som disse kristne mindretals store beskytter. Rivaliseringen mellem de to nye magthavere, England og Frankrig, og Kemal Atatyrks sejr over sine modstandere i Tyrkiet, forhindrede, at assyrerne og armenierne kunne vende tilbage til de tyrkiske områder, de var flygtet fra, og mange begyndte at udvandre til Amerika.

I Ægypten viste Mamlukkerne (“Tyrkiske og kaukasiske Lejesoldater”, som fra korsfarertiden og op til nutiden havde magten i landet) ingen forståelse for de kristne koptere, som gang på gang måtte betale sig ud af overgrebene og se kirker og klostre ødelagt. I Nubien, det nuværende Sudan, vidner talrige kirke- og klosterruiner om, at kristendommen her blev helt udryddet. Mens patriarkerne i Konstantinopel ofte blev henrettet eller afsat, så deres gennemsnitlige regeringstid kun var 2 1/2 år, så fik de koptiske patriarker dog ofte lov at regere til de døde en naturlig død. Den særlige skat, kristne skal betale til de troende muslimer for “beskyttelse”, blev opkrævet indtil 1815, og 1817 blev kravet om en særlig klædedragt for kristne ophævet.

Erfaring har vist, at det er meget svært at missionere blandt muslimer og nogle steder livsfarligt. Dog grundet præstestyrets korrupte ondskab i Iran har det været muligt for Massoud, at samle en stor menighed af farsi-talende flygtninge. Gennem Jubilæumsfonden har man støttet ham, men det har været skuffende at opleve biskoppernes holdning: Først søgte de at forbyde ham at døbe, senere søgte de at reducere hans stilling til en halv stilling og underordnet den præst i Odense, som stod for “Dialogkaffe med islam”. De ville også kun tildele ham en mindre forstadskirke i stedet for den bykirke, hvor han først var ansat. Tilmed var der er provst, som på et provstimøde advarede mod at samarbejde med Massoud og mente at have dette fra sine foresatte.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar