Hvad er omvendelse?

Svagheden ved moderne vækkelses- og omvendelseskristendom er, at man ved selv at optræde frelst og selvsikker gør andre usikre på deres kristendom. Men det er vel egentlig ikke særligt kristeligt?

I den ældste kristendom var dåben en omvendelse fra mørke til lys, idet man blev døbt ved solopgang og først udtalte forsagelsen vendt mod vest mod natten, og derefter blev man vendt om mod den opgående sol og udtalte sit ja til trosbekendelsen. De ældste kristne kaldtes ”lysets børn”. Denne omvendelse fra mørke til lys skulle så efterleves dagligt i en aflæggelse af mørkets gerninger og en iføren sig Kristus.

Luther skriver i de teser, han opslog på kirkedøren: Da Kristus sagde: ”Gør bod (det var den tids oversættelse af det græske metanoia, som vi oversætter ved ”omvendelse”), mente han, at hele livet skulle være en bod.” Svagheden ved moderne omvendelsesforkyndelse er en meget punktuel opfattelse af kristenlivet. Før man omvendte sig, var alt såre syndigt og elendigt, men nu: ”Lykkelig, lykkelig, jeg er den lykkeligste på jo-o-ord, lykkelig er jeg nu, lykkelig bliver du, om du tror Gud på hans ord”, som det hedder i en vækkelsessang. Det må være svært at stå og synge, hvis man har en nedtur.

I den klassiske kristendom tror man, at Gud handler i sakramentet, at han i dåben gør mig til et Guds barn, og dette skal jeg dagligt ved Helligåndens hjælp søge at efterleve.

I den frikirkelige kristendom, som går tilbage til reformationens gendøbere, var man ivrige efter at forkaste al slags ydre ritualisme og magi til fordel for en ren spirituel opfattelse af kristendommen. Resultatet blev, at ens frelse ikke længere skulle bygge på Guds og Kristi handlen i dåben, men på min egen beslutning. Men hvornår er den sikker nok til at kunne bære?

Det bliver også udtrykt på følgende måde: I klassisk lutherdom bygger min frelse på det, som Kristus gjorde uden for mig på korset, da han døde for min synders skyld. I den frikirkelige spiritualitet bygger min frelse på det, som Kristus gør inden i mig, i mit hjerte, at jeg føler mig født på ny og frelst.

Problemet med gendøbere som f eks pinsebevægelsen er, at de ved ikke at anerkende barnedåben sætter spørgsmålstegn ved, om vi andre overhovedet er kristne, da kristenlivet jo ifølge Ny Testamente begynder med dåben. Man sætter også minus og spørgsmålstegn ved hele Kristi kirke fra oldtiden og op til 1500-tallet, for i hele den periode var barnedåb jo enerådende undtagen på missionsmarken.

Måske har Gud en mening med, at pinsebevægelsen i disse år har så megen vind i sejlene f eks i Argentina. Det er en provokation til os gamle, satte, selvtilfredse kirkesamfund, men dybest set synes jeg ikke, den frikirkelige kristendom anbefaler sig til accept. Den kan jo heller ikke klare sig helt uden ritualer, for i stedet for dåben som frelse har de opfundet en ny ceremoni, som de kalder at blive bedt med til frelse, dvs. at man f.eks. ved et aftenmøde går frem til forbøn og bliver bedt for eventuelt efter at have bekendt nogle få af sine synder.

Pinsebevægelsens succes skyldes måske tidens selvoptagethed: ”You go in and in and in – and then you go in and in and in”. “Du skal finde sandheden inden i dig selv” var slagord allerede i ungdomsoprørets tid. Man har et ideal om, at mit indre stadig på ny skal gennemrystes af stærke oplevelser. Folkekirken er død og kedelig, hedder det. Problemet er, at man jo ikke kan stå med hænderne løftet og svingende i luften hele tiden. På et eller andet tidspunkt sætter en naturlig afmatning ind. Men så lyder på et eller andet tidspunkt råbet: ”Hvorfor oplever vi ikke det samme Helligåndens sus som før?” Derfor er pinsebevægelsen hele tiden hjemsøgt af nye vækkelsesbølger ofte i bitter konflikt med de gamle: ”Maranatha”, ”Fremgangs- eller succes-teologien” ”Torontovækkelsen”, ”Lattervækkelsen”, ”vækkelsen, som hævdedes at forvandle dine tandfyldninger til guld”, ”Pensacola-vækkelsen med chicken-walk”, etc.

Hele tiden fremstår også forkyndere med en fix idé, som de mener, har været skammeligt forsømt, men som, hvis den atter betones, vil bringe den længe ventede stor-vækkelse til gennembrud og bringe os over det døde punkt:

F.eks. kravet ”Sig altid tak”- hele 4 bøger bd.1.2.3 og 4 med den titel blev udgivet (hvis du vender dine beklagelser til tak til Gud, så vil alting straks ændre sig), eller ”du skal byde over din situation” (hvis du ser din trange økonomi eller dine sundhedsmæssige mangler som et resultat af dæmoners og den Ondes anslag og byder dem i Jesu navn at forsvinde, så virker det udfrielse). ”Lederen som salvet af Gud” (menighedens hyrde er Guds kanal og må ikke kritiseres: Rør ikke Guds salvede!) ”Profetér” (profetskoler, du kan få din personlige profeti indtalt på diktafon). Der skal plantes nye menigheder – ”2000 nye menigheder inden år 2000” lød visionen – helt urealistisk. Fremgangsteologi: Gud velsigner dig også rent økonomisk, hvis du har tro til det og betaler tiende + diverse kollekter til frikirken.

Den overspændte stemning og de store ord avler med sin selv og får folk til at vende ryggen til den kristendom, vi har arvet fra vore forfædre, men det ender ofte i misbrug og knuste forhåbninger.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Påske: Den tomme grav

Den tomme grav i haven uden for Jerusalem er efter mange forskeres mening et historisk faktum. Den danske bibelforsker Gustav Brøndsted siger: Opstandelsesbudskabet kunne ikke have holdt sig én dag, én time i Jerusalem, hvis ikke det havde været klart for alle, at graven var tom. Husk på, at Jesus bliver gravlagt lige uden for bymuren, enhver, som hørte rygtet om, at han var opstanden, kunne gå ud og se efter, om han lå der stadigvæk. En jødisk grav er jo en gravhule. Man kan gå ind og se, om den døde ligger der stadigvæk.

Forudsætningen for, at budskabet om opstandelsen kunne spredes og i løbet af bare 2 måneder have over 3000 tilhængere, må have været, at gravhulen var tom, at ingen kunne finde Jesu lig. Ellers ville det jo have været den letteste sag af verden for de jødiske ledere at bremse denne nye religion ved at skaffe liget af den henrettede Jesus tilstede

og dermed grundigt modbevise påstanden om hans opstandelse. Men det kunne de tydeligvis ikke og derfor måtte de klare sig med påstanden om, at disciplene havde stjålet liget og gemt det. Men vil vi virkelig tiltro disciplene dette bedrag. De blev arresteret og pisket, og Jakob blev kort efter som den første af dem halshugget, og senere led de alle martyrdøden en efter en, og man ofrerh ikke livet for en løgn, man selv har opfundet. Vi

kender jo også disciplene fra Ny Test og kan mærke, at de virkelig troede på den opstandne, når der står, at de mødtes dagligt i templet og holdt brøds-brydelse med jubel. De troede på opstandelsen, for de havde jo selv set den opstandne. Disciplenes frygtløse træden frem med opstandelsesbudskabet viser, at de ikke har tvivlet det mindste på Herrens tilsynekomst.

Men læg mærke til, at evangelierne aldrig kunne drømme om at ville bevise disse ting for ligesom at tvinge folk til at tro dem. Markus slutter i sin oprindelige skikkelse med beretningen om kvinderne, der går ud til graven søndag morgen og finder den tom og flygter bort. De sagde ikke noget til nogen i første omgang, fordi de var bange. Sådan slutter oprindelig det ældste evangelium,

Markusev. Som kulminationen af alle de tegn, Jesus gjorde står den tomme grav dér i haven uden nogen kommentar, uden nogen beviser blot som et mærkeligt tegn, som kalder det lille menneske til tro på det store budskab, at også din grav skal engang være tom. Han, som kom for at besejre sygdom og synd, har også besejret død og djævel og har al magten i himlen og på jorden.

Og det er naturligvis ikke tilfældigt, at også i dag er det tegn, som møder den moderne pilgrim, som besøger gravkirken i Jerusalem, den tomme grav.

Måske siger du så: Jeg tror heller ikke på den tomme grav, for det må være en smuk legende opstået længe efter Jesu død på et tidspunkt, hvor man ikke længere kunne huske, hvor han var gravlagt, og derfor ikke kunne se efter. OK- men hvad så med det faktum, at denne mands forkyndelse har haft den størst tænkelige virkning på menneskehedens tænkning. Jamen, det var en ren historisk tilfældighed. Men hvad så med jødefolkets enestående skæbne og det forhold, at Jesus på en mærkelig måde opfylder profetierne om deres Messias? Hvad med de mennesker, som også i dag har oplevet tilsynekomster af engle eller har set Jesus selv i et syn. Der er mange små vidnesbyrd. (Man kan ikke benægte det faktum, at kristendommen er her som verdens største religion og noget, som alle mennesker er nødt til at tage stilling til.)

Og her i det nådens år, år 2019, må vi erkende, at der efter materialismens mørke år er mange, som atter vender sig til religionen, men folk gør den fejl, at vi tror, at vi med vores egen fornuft selv kan sammenstrikke os en religion, og så bliver det tit et sammensurium af løse påstande. Vi er ikke så kloge som vi selv tror. Den sande visdom er noget Jesus kærligt må åbenbare for os

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Ulandshjælp

Slutningen af 60’erne og halvfjerdserne var u-landshjælpens glansperiode. Via fjersynet blev vi klar over den store forskel på industrilandene og u-landene: I nogle Latinamerikanske lande var gennemsnits-levealderen under 40 år. I mange lande var sult og underernæring den vigtigste årsag til en stor børnedødelighed. Kennedy fik idéen til sit ”Fredskorps” af unge, som udsendtes til u-landene. I Sverige var ægteparret Alva og Gunnar Myrdal kendte fortalere for Socialdemokratiets u-landspolitik. Der var en tro på, at hvis vi hjalp de lande økonomisk, som vi før havde udnyttet som kolonier, kunne de hurtigt nå op på vort niveau. Det store økumeniske kirkemøde i Uppsala 1968 blev et gennembrud i kirkerne for en ny forståelse af u-landenes skrigende behov for hjælp ud af fattigdommen. Sverige og Latinamerika blev præget af venstreorienteret politisk teologi.

Desværre var der nok allerede dengang en tendens til, at de lande, hvor USA havde hjulpet mest, var også dér, råbene ”Yankee go home” var højest, når de unge demonstrerede. For materiel økonomisk hjælp er ikke nok til at tilfredsstille menneskers behov.

Økonomen Gunnar Myrdal, som havde været en af tidens ivrigste fortalere for ulandshjælp, vakte opsigt ved på sine gamle dage at være modstander af ulandshjælp (men ikke nødhjælp!). Alt for ofte var udlandshjælp endt med at blive et tilskud til den herskende klasses privat-forbrug. I Afrika kunne det ofte af mændenes livvidde aflæses, hvem der tilhørte det parti, der var ved magten i ét-parti-systemet.

I mange muslimske u-lande opstod en politisk spænding mellem et marxistisk-modernistisk parti og et religiøst-traditionalistisk parti. I de fleste arabiske lande var det det revolutionære socialistiske parti, der kom til magten (Algier, Iraq, Libyen, Ægypten, Syrien, Sydyemen, Indonesien). I dag er de fleste skuffede over socialismen og dens resultater. Det venstreorienterede styre endte alt for ofte i pamperi og diktatur og hemmeligt politi. Derfor oplever vi nu, at folk i disse lande kaster deres forhåbninger på religionen, et muslimsk sharia-samfund.

Er det håbløst at hjælpe? Nej, den dag i dag er mange hospitaler og skoler i Afrika grundlagt af missionsselskaber, og de har trods alt sammen med den grønne revolution i landbruget nedbragt børnedødeligheden, så man i dag ligefrem taler om en fedme-epidemi i de fattige lande. Problemet er nu snarere, at man uddanner unge uden at være i stand til at give dem et job. Det, man kan frygte, er, at befolknings-eksplosionen skal resultere i, at Europas grænsekontrol og velordnede samfund bryder sammen under vægten af de mange legale og illegale indvandrere. For tiden fordobles Afrikas befolkning på bare 35-40 år. Løsningen for Afrika på længere sigt er en eller anden form for fødselsbegrænsning: 2 ell 3 børn pr. familie. Men det er nok ikke noget, vi kan gøre noget ved.

Jeg mener stadig, det giver mening at hjælpe og især gennem missionsselskaberne. Det er bedre, at kirkerne står for hjælpen end lokale politikere. Man kan hjælpe 10 familier for det, det koster, at integrere én familie i Danmark, så den nuværende accept af illegal indvandring er i mine øjne helt forkert. Det kan ikke være meningen, at man ved at betale menneskesmuglere store beløb pludselig kan stå på stranden i Italien eller Grækenland helt uden papirer og dermed komme forrest i køen. Det er at give lovløsheden en kæmpe fordel.

Man accepterer en vis portion af lovløshed, accepterer derefter, at mange slet ikke kommer i arbejde eller lærer at tale dansk, men alligevel kan få deres basale behov dækket af socialkontoret. Det hele ender sandsynligvis med, at vi får en stor fjendtlig sindet underklasse, som ikke føler nogen som helst solidaritet med det danske samfund. Nogle vil endda føle sig marginaliserede og føle sig tiltrukket af ekstremismen og mene, at de er i ”Hellig Krig” med Vesten (anført af Israel og USA).

Også herhjemme viser de mange psykiske sygdomme og spiseforstyrrelser og misbrugsproblemer blandt unge, at mange mangler den dybere mening og indre balance, som troen på Kristus og næstekærligheden kan give.

Islam har et stort problem nemlig stifterens voldelige adfærd over for dem, som stod i vejen for ham. Den kan også i dag inspirere hans tilhængere til vold. Had er en meget stærk og giftig følelse.

Det er vigtigt, at vi styrker missionsselskabernes humanistiske indsats i de fattige lande.

Det er vigtigt, at vi styrker de institutioner, der som Julemærkehjemmet tager sig af børn med spiseforstyrrelser og andre problemer.

Det er vigtigt at styrke mænd som pastor F. Massoud, der tager sig af dem, som bryder med islam. Og Sat 7.

Det er vigtigt at styrke frivilligt humanistisk arbejde. Vi har efterhånden i Hvideruslandsarbejdet en stab af frivillige, der i deres egne biler og for egen regning tager på besøg i Hviderusland i Maj for at se, hvordan de har anvendt de genbrugs-ting, vi har sendt derover.

Sport bliver i dag sponsoreret af rigtig mange firmaer. Der er penge i sport i dag. Undertiden for mange penge! Menighedsrådene må lære at sætte tæring efter næring.

Da David Livingstone under sin søgen efter Nilens kilder døde langt inde i Afrika, begravede hans trofaste bærere hans hjerte i Afrikas jord og bar hans krop 1000 miles ud til kysten, for at han kunne få en kristen begravelse. Et stærkt vidnesbyrd om deres kærlighed til den gamle missionær. Den egentlige årsag til, at Livingstone var så opsat på at finde Nilens kilder, var, at han troede, at det ville åbne det indre Afrika for engelsk retspleje og kristen civilisation. På det tidspunkt havde arabiske slavehandlere forvandlet hele Østafrika til et stort jagtrevir for slavehandel. H. Stanley fortæller, at slavejægerne typisk angreb en afrikansk landsby ved at skyde vildt om sig, dræbe en stor mængde og fangede måske kun en brøkdel i forhold til alle dem, de slog ihjel.

Det gik ikke helt, som Livingstone havde håbet. Ganske vist er mange skoler og hospitaler i dag anlagt af missionærer og kirker, men det, som først og fremmest bragte europæere til Afrika, var nok de enorme rigdomme, Afrika gemte på, guld, diamanter, elfenben, kakao og masser af billig arbejdskraft til store farme og plantager.

Problemet i nyere tids kristendomsopfattelse er nemlig, at vi har oparbejdet en blind plet for Jesu advarsel imod at tjene Mammon. I Lignelsen om Sædemanden er tidslerne et billede på timelige bekymringer og Mammons begær, som kvæler ordet fra Gud

Vi glemmer, at denne advarsel mod Mammon, pengenes dæmon, er typisk for Jesus. ”I kan ikke tjene både Gud og Mammon”, siger han i Bjergprædikenen. Og det eneste sted, hvor han skildres som rigtig vred, er der, hvor han driver kræmmerne ud af templet. ”Ve jer i rige, I har allerede fået jeres løn.” ”Sælg hvad i har og giv almisse, skaf jer punge, som ikke ældes, en evig skat i himlen.” Mine penge er ikke mine, men Guds penge, som jeg er sat til at forvalte som betroede talenter.  Det er min hellige pligt, hvis jeg ser et medmenneske lide nød, ikke at lukke mit hjerte for ham, skriver Johannes. Og den pligt gælder også min afrikanske næste. Den store fare, som truer vor moderne europæiske kultur er pengedyrkelsen, den globaliserede grådighed, forbrugermentaliteten, hvor livskvalitet forveksles med luksus. Her over for må man stille de store ressourcer af medfølelse og offervilje, som ægte kristendom rummer.

 

 

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Fængsel

Da jeg i perioder har haft et 7-8 kriminelle boende hos mig, må det måske være mig tilladt at komme med et lille indspil på emnet ”Fængsel”. I gamle dage var fængslet tænkt som et ”forbedringshus”. Fængselskirken var centralt placeret i fængselskomplekset, for meningen var, at fangerne skulle omvende sig og forsøge at blive bedre mennesker. Senere, i mine unge år, var kriminologien mere præget af marxistisk samfundstænkning. Man så den kriminelle som offer for samfundets udstødelsesprocesser. Slagordet blev: ikke straffe men resocialisere. Efter marxistisk tankegang er den kriminelle nærmest at betragte som et primitiv Robin Hood, der har gjort oprør mod samfundets undertrykkelse. Ved den rette ideologiske skoling skal han bringes til at indse, at det i virkeligheden er samfundet, der er uretfærdigt, og dermed blive en god revolutionær i kampen for det klasseløse samfund. I Rumænien mente man på et tidspunkt under kommuniststyret der at være nået så langt i skabelsen af det socialistiske menneske, at et stort antal kriminelle blev lukket ud af fængslerne. Det var ikke nogen succes, og man måtte bruge en del kræfter på at indfange dem igen. Herhjemme kunne man også mærke den marxistiske tilgang i det, at fængselsvæsnet blev anskuet som forsorg, omsorg for fangerne, og lagt ind under Kriminalforsorgen. Der har også været en tendens til at tilkende den kriminelle en del juridiske rettigheder, retten til et familieliv, osv. I nogle fængsler har man selv haft nøgle til cellen og har kunnet gå til kurser i finere madlavning og haft fri efter kl 16.

Desværre er der tegn på, at denne velmenende humanistiske omsorgstænkning preller af på nutidens hårde kriminalitet, organiseret mafialignende kriminalitet og hård bandevold. For de mange udenlandske kriminelle, der efterhånden fylder danske fængsler, er et ophold i et moderne fængsel nærmest som et rekreationsophold med god mad. Da min far under krigen sad i Vestre fængsel, var forholdene anderledes beskedne. Endnu i mine unge dage var de fleste kriminelle blevet kriminelle i forbindelse med et misbrug af alkohol og stoffer, så tanken om, at de skulle hjælpes snarere end straffes, var nærliggende, men i dag er megen international kriminalitet så hård, at den blide danske omsorgstænkning uhjælpelig kommer til kort.

Efter min mening skal man igen begynde at se fængslerne som forbedringshuse. Hvis ikke du bruger fængselsopholdet til at blive et bedre menneske, så spilder du din og samfundets tid. Måske skulle man ligefrem oprette særlige fængsler for dem, som ærligt ønsker at komme ud af kriminaliteten og arbejde med sig selv, mens de, som stadig væk ønsker at ryge hash og true og har accepteret kriminalitet som deres livsstil, så kan sidde og knurre og slås i resten af fængslerne. Jeg ser i TV, man har arbejdet med disse tanker i Canada.

Måske er tiden kommet til, at man atter skal anskue mennesket som ansvarlig for sine handlinger og skyldig i stedet for blot som et produkt af samfundsforhold.

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar

Bibelsyn

Bibelsyn: Hugo Odeberg, professor i Lund.

Da jeg studerede, blev jeg i 1969 opmærksom på den svenske professor i Ny Testamente Hugo Odeberg. Han var en af de sidste store universalgenier, som har levet. Han var rundet af beskedne kår, hans mor ernærede sig som syerske på landet, hans far var ukendt. Allerede som 6 årig havde han købt en kurv med bøger for 25 ører på en auktion. Nogle var på hebraisk, og han søgte at lære sig lydværdien af de hebraiske bogstaver ved at sammenligne med de egennavne, som var gengivet med latinske bogstaver i biblen. Han læste siden hen flydende hebraisk og græsk, hollandsk, italiensk, spansk, men havde også filologisk ekspertise i en mængde af de sprog, som taltes i oldtiden (særlig ugaritisk, mandæisk, koptisk, samaritansk, aramæisk).  Under en foredragsturné i Finland fik han sin hjemrejse forsinket og besluttede at bruge tiden på at lære sig finsk ved at læse aviser. Det tog ham efter eget udsagn to uger. (Der foreligger faktisk et forelæsningsmanuskript uarbejdet af ham på finsk). Han havde også interesseret sig for matematik og naturvidenskab og var dybt fortrolig med videnskabelig botanik. Han elskede at botanisere og sammenligne de vilde blomsters udbredelse før og nu, alt sammen ud fra en trang til at studere Guds storhed, som den åbenbares i hele skaberværket. Han var en kæmpe original. Han gik med en bowlerhat, som var næsten grøn af ælde. Som ganske ung kandidat tog han til London for at studere under prof. canon Box og kastede sig på hans foranledning over et gammelt håndskrift, som handlede om, hvorledes rabbi Ismael stiger op til himlen for at se merkabah’en, Guds trone. Foran indgangen til den syvende tronsal (hekal) beder han en bøn, for at en bestemt ildesindet engel ikke skal få magt over ham og kaste ham ned fra himlen. Gud kalder da på Metatron, som kommer og tager Ismael ved hånden og bliver hans guide, og det fortælles videre, hvorledes Enok i urtiden blev taget op til himlen og forvandlet til Metatron. Odeberg udgav skriftet som sin doktordisputats, og det stod ham klart, at dette skrift var vidnesbyrd om en kreds af jøder, som interesserede sig for Enok og mystik. I forvejen kendte man 1.Enoks bog, hvor det fortælles, at Enok blev optaget til himlen og forvandlet til Menneskesønnen. Der var også 2.Enoks bog, som skildrer Enoks optagelse til himlen og hans forvandling til ild, til et englevæsen foran Guds trone. Odeberg kaldte derfor sit skrift 3.Enoks bog.   Denne Menneskesøn/ Metatron er Guds vice-regent. Men samtidig er han også symbol på det håb om evigt liv og optagelse til himlen, som de kredse, der skrev Enokbøgerne, havde. Også de håbede ved at følge ”Menneskesønnens veje” at blive optaget til himlen, når de døde, og blive forenet med og ét med Menneskesønnen 1.En 71,16.

En nøgle til disse forestillinger er mystik og ud-af-kroppen-oplevelser. Da Enok ser Gud kaldt ”Dagenes Hoved” (dvs. evigheden som tidens og dagenes urgrund) i ”ubeskrivelig stråleglans” falder han om i trance (”hele min krop blev slap, og min ånd blev forvandlet, og jeg råbte med høj røst og velsignede, ærede og priste”).

Odeberg søgte at forstå den ældste kristendom i lyset af den tidlige jødiske mystik knyttet til Enok-Menneskesøn-Metatron-skikkelsen, men ikke ret mange forskere kunne følge ham. I dag er situationen en anden, bl.a. fordi man har udgivet  ”Sabbat-sangene”, der viser, at Dødehavssamfundet/ Qumran-menighedens medlemmer gennem deres gudstjenesteliturgi sabbat efter sabbat stiger dybere og dybere ind i det himmelske tempel og derved symbolsk forvandles til de engle, som evigt tjener for Guds åsyn for til sidst at stå foran tronen og lovprise den umådelige lysglans, som bærer hele universet. Og det er denne tro på, at man i liturgien og gudstjenesten føres fra jord til himlen, fra død til liv, fra menneske til engel og Gudssøn, den ældste kristendom har overtaget fra Qumran menighedens ritualer. Denne gudstjenesteforståelse er bevaret i den russiske og græsk-ortodokse kirke.

Jesu baggrund skal ikke søges i farisæernes militante lovstrenghed og den politiske messianisme, men i ”de stille i landet”, de små og fattige af folket, som håbede på Israels forløsning alene ved Guds indgriben. Men afgørende er det, at Jesu ikke søger at stifte en ny religion, men han bringer opfyldelsen af den gamle pagt.

Fundamentalistiske kredse, for hvem kristendom var omvendelse, tog Odeberg til deres hjerte, selvom om han egentlig ikke var fundamentalist og tog afstand fra den amerikanske fundamentalismes forsøg på at forfølge darwinister og andre, som de betragtede som en fare for de troende. Kristendom er ikke at forfølge andre, men selv være forfulgt, hævder han. Han overvejede også, om hans eget originale udseende kunne være et argument til støtte for Darwins abe-teori. Selv holdt han efter krigen op med at udgive noget som helst, hvilket er ejendommeligt, når man tænker på hans imponerende videnskabelige produktivitet i de allerførste år. Måske fordi Jesus og rabbinerne ikke udgav skrifter, men kun virkede ved mundtlig undervisning af deres disciple. Han samlede derfor en kreds af bibeltro studenter om sig, som hver lørdag formiddag mødtes til det, de kaldte ”Ransagelse af den Hellige Skrift”. ”I ransager skrifterne, eftersom I mener i disse at have LIV”, siger Jesus til de skriftkloge. Hans forening fik betegnelsen EREVNA =”ransagelse”, en oversættelse til græsk af det jødiske Midrasj. I den jødiske religion er ”LIVET”, den højeste form for liv, evigt liv, at ransage de hellige skrifter og drikke af den guddommelige visdom, som er nedlagt i dem. Docent Seth Erlandsson skriver: ”I en universitetsverden, hvor biblen kritiseres og atter kritiseres, fremtrådte sproggeniet Hugo Odeberg lavmålt, men kraftfuldt med feltråbet: Tilbage til Bibelen! Lad menneskelige spekulationer bag jer, og lad Skriften tale, som den er, uden at trække fra eller lægge til. Studér Skriften på dens egne vilkår! Så snart du kommer marcherende med dine egne tanker, bliver du blind for Skriftens tanker, Skriftens rigdom. Kom tomhændet, fattig på egen kraft og tanke, og da får du lov at skue Skriftens rigdomme og tanker, som er så meget højere end vore tanker, som himlen er højere end jorden, Es 55,9. Således lærte Hugo Odeberg os, hvor absurd det er at gøre sig til dommer over Guds ord. Det er jo Guds ord, som er dommeren, kritikeren over alle menneskehjertets indfald og tanker. Det var Hugo Odeberg, som lærte os..at forstå Åb 3,8: ”Din kraft er ringe, og du har taget vare på mit ord og har ikke fornægtet mit navn”….det ord, som vederkvæger sjælen og giver glæde til hjertet, en glæde, som strækker sig ud over tidens grænse.” [1]

Vigtig er den forelæsning, Odeberg holdt ved stiftelsen Biblicums møde d.14.okt.1972 over emnet: ”At ransage Skrifterne”[2], og hvori det bl.a. hedder: ”I ransager Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem. Og disse er det, som vidner om mig”, Joh 5,39. Ordet ”ransage” indebærer at søge, søge det evige liv, som er givet i Skrifterne, at forske i det, som er givet af Gud selv. Man skal sysle med det altid, fuldstændigt, uden at gå forbi noget og uden at lægge noget til. Heraf følger glæde, bøn og tak.

Det er ofte just i sin urimelighed og dårskab, det guddommelige budskab virkelig kan modtages. Guds virkelighed, også den skabte virkelighed er altid ufattelig. Ordet kan forstås ganske enkelt og virke ved sin enkelthed, og alligevel er det fuld af hemmeligheder, og man bliver aldrig færdig med det. I det enkleste er det dybeste virkeliggjort, og i det dybeste er det enkleste med. For ”Guds dårskab er visere end menneskers visdom”. Der står i Ps: ”Jeg søgte (hebraisk darasj svarer til det græske erevnao) Herren, og han svarede mig”. Der kommer svar fra den, man søger.

Selvom selve ordene er udformet af mennesker på menneskeligt sprog, er de indåndede af Gud. ”Hele skriften er theopneustos, inspireret af Gud” 2. Tim 3,16. ”Mennesker drevne af Guds ånd, talte det, som blev givet dem af Gud” 2.Pet 1,21. Vi talte ”ikke med sådanne ord, som menneskelig visdom lærer os, men med sådanne ord, som Ånden lærer os”, siger Paulus 1.Ko 1,21. ”I modtog det ikke som menneskeord, men som Guds ord, hvilket det forvist er” 1.Thess 2,13. Moses skal lægge sine ord i Arons mund, hvorved det samme forhold opstår mellem Moses og Aron som mellem Gud og profeterne: ”Altså skal han være for dig som mund, og du skal være for ham som Gud” 2.Mo 4,15f. Det er virkelig Herren, som taler (”Så siger Herren”) helt og fuldt og i hvert ord, og alligevel er det også profeten, der siger det med ord og udtryk, som svarer til hans dialekt og stil. ”Er ikke mit ord som en ild og som en hammer, der sønderslår bjerg” Jer 23,28b-29. ”Herrens undervisning er uden fejl og vederkvæger sjælen; Herrens vidnesbyrd er fast og gør den enfoldige vis”, Ps 19,8. ”Der står skrevet: mennesket skal ikke leve af brød alene, men af alt det, som udgår af Guds mund” Matt 4,4. Som Gud selv forbliver Guds ord evindeligt Es 40,8.

Efter Odebergs mening er alt i biblen guddommeligt og inspireret af den Helligånd. Selv da Jesus opstår fra de døde og følges med de to til Emmaus, siger han ikke: Nu er jeg hos jer, og det er vigtigere end at læse i døde bøger. Nej ”han åbnede skrifterne for dem”, Luk 24,32. Odeberg gør opmærksom på de  mange steder, Jesus peger hen på ”skriften”, og de mange steder, hvor skriften peger hen på ham og forjætter om Messias. ”Kristus og Skriften” hedder en af de bøger, hans disciple har redigeret over hans undervisning. Selvom Odeberg ikke vil kaldes fundamentalist, så prøver han i stedet at indføre begrebet ”immanens”, dvs. indlevelse i den hellige skrift. Biblen skal ikke læses i lyset af nogen ude fra kommende teori, men alene læses, sådan som den selv ønsker at blive læst, helt på dens egne vilkår. Og biblen ønsker at blive læst som hellig skrift. Odeberg citerer Jesu ord, at snarere skal himmel og jord forgå end det mindste jota eller den mindste prik af loven falde bort. Det samme hævder Jesus om sine egne ord: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå.” Man kunne også nævne Joh Åb 22,18f. Der er tale om en slags verbalinspiration, selvom Odeberg afviser alle ikke-bibelske forsøg på at formulere en inspirationsteori. Når man taler om, at et digt er inspireret, så er det jo ikke kun indholdet, der er inspireret, men netop ordene, klangen, indhold+form. Selve udtrykket ”inspiration” er hentet fra biblen, fra 2.Tim 3,16. som Odeberg overs.: ”Hele skriften er indblæst af Gud…”. Vi må forholde os til biblen, som noget der er fuld af Guds ånd og kraft. Det meste af den moderne bibelkritik opløser sig ved nærmere eftersyn i rene hypoteser og gætterier, som det ikke er værd at spilde tid på.

I EREVNA-kredsen, som hver lørdag formiddag mødtes til en slags synagogegudstjeneste med efterfølgende studie af et emne fra biblen, nød Odeberg en anseelse omtrent som en østeuropæisk rebbe (rabbiner).  Når han f eks i en bisætning bemærkede, at hvert menneske havde jo to skytsengle, så blev det accepteret uden protester. Han havde sikkert sine gode grunde til at sige dette! For Odeberg er senjødedommens skildringer af de forsk. engleklasser (keruber, ærkeengle, magter og myndigheder, ofannim) skildringer af en yderst reel virkelighed. Gud har sin glæde i at skabe en mangfoldighed af arter af dyr og planter og folk og således også i den himmelske verden.

I dag er Odebergs forsøg på at tolke den ældste kristendom i lyset af tidlig jødisk mystik atter blevet aktuel. Personligt mener jeg også, at Odeberg har set rigtigt med en enkelt undtagelse. I Jesu natlige samtale med Nikodemus siger Jesus, at ingen kan se Guds rige, hvis ikke han bliver født på ny. Jeg mener ikke, det er realistisk at tolke ”født på ny” om en mystisk omvendelsesoplevelse, som forvandler mennesket. Udtrykket ”født på ny” forklarer Jesus selv nærmere ved ”født af vand og ånd”. I den ældste kristendom havde dåbsritualet to poler. Først selve dåben i vand med syndernes forladelse og så den efterfølgende salvning med olivenolie med Guds segl på panden, dvs. korsets tegn på panden. Denne sidste del af ritualet, ”beseglingen med Helligånden”, blev opfattet som en åndsdåb.

Så genfødt af vand og ånd må hentyde til de to poler i det ældste dåbsritual, vanddåben og modtagelsen af Helligånden. Johannesevangeliet bruger mystikkens begreber, når det skildrer de kristnes enhed med Gud: ”bliv i mig, så bliver jeg i jer, for skilt fra mig kan i slet intet gøre”, Joh 15,4-11. ”for at I må være ét i mig, ligesom jeg er ét med Faderen”, Joh 17,21-24. Men den afgørende oplevelse er ikke en subjektivt oplevelse af at se lyset og blive forvandlet, men snarere en nåde, som skænkes barnet og synderen ufortjent i det hellige sakramente. Denne sakramentale tolkning af vigtige udsagn i Johannesevangeliet er i halvtredserne fremført af schweitzeren Oscar Cullman, og den er vist efterhånden anerkendt af mange forskere. Man kunne altså kalde urkristendommen for sakramentalt skænket Kristus-enhed.

 

[1] Biblicum 2,1972,s.68

[2] ibd.s.68ff

Udgivet i Artikler | Skriv en kommentar